Rejsen til Bodsbænken

Nu kommer vi snart til Bælterne. Vi har rejst med tog i mange timer. Mine øjne har fulgt med i de bølgende telefonledninger op og ned i store buer fra mast til mast til mast. Prøvet at få styr på porcelænsklokkerne, eller hedder de kopper til efternavn? Der er ikke hele tiden lige mange. Jeg kan godt tælle, men når næsten aldrig at blive færdig, før masten er forsvundet bagud. Så ser jeg frem mod den næste, hele tiden den næste, og lytter til lokomotivets rytmer. Indsnuser begærligt lugten af røgen, når vi åbner vinduet. Når toget kører gennem et stort sving som nu, kan man se røgen blive blæst bagud lige hen mod vores vindue. Vi lukker vinduet helt i. Mor lukker vinduet helt i. Sådan er det. Ikke “vi”. Mor er selve trygheden i min verden.

Det er også hende, der lige har sagt, at vi nærmer os Bælterne. Jeg ved godt, hvad Bælterne er. Der er Lillebælt med broen og Tårnvillaen, hvor min moster bor, og Storebælt med færgerne, når vi skal på ferie hos bedstefar og bedstemor.

Der kommer et langt og alvorligt signal fra damplokomotivet. Tuuuuut. Jeg kan se det. Det er en ganske tynd, hvid stråle damp, der står lige op i vejret. Så er den straks væk. Vi er ved at være ude af svinget, så lokomotivet forsvinder nu igen ud af min synsvinkel. Jeg får lyst til at åbne vinduet, men det må jeg jo ikke. Der kommer et nyt længere og rigtig alvorligt tut. Det er som om, hele toget nu tager sig ekstra sammen. Så kommer der endnu et tut, der er længere og meget højere. Det kommer 3 gange, ligesom det meget alvorligt siger: Pas – nu – på! Jeg kigger ud og ned. Broen gungrer under toget og bevæger sig i rasende fart bagud, mens vi sidder bomstille inde i kupeen. Et sug i maven forplanter sig længere ned og kilder i maven og mellem benene. Der er langt ned til bølgerne. De ser sorte ud. Det er, som om det blæser nede på overfladen, men det er strømmen, har min mor fortalt. Udsynet forstyrres hele tiden af de kraftige, sølvmalede stålkonstruktioner. Det siger siuugg hver gang vi passerer forbi en. Siuugg siuugg siuugg. Der er store runde knopper på. Det er bolte. Ikke bolde. Bolte. Jeg ved det. Jeg ønsker, at toget vil sætte farten ned eller helt standse, så der kan blive tid til at se rigtig ned på bølgerne. Mor har også lige sagt, at vi på det sidste lille stykke af broen lige kan få et glimt af Tårnvillaen, hvis vi kigger godt efter.

Det er svært i den fart, så også derfor ønsker jeg, at vi kan standse, men det er som om, toget sætter farten op nu, hvor vi er ovre på Fyn. Den rungende lyd forsvinder og erstattes af en lyd, som om jeg har fået vat i ørene. Vi standser ikke. Toget sætter faktisk farten op nu, hvor vi har jord under os. Først i Middelfart holder vi stille, og her virker alt kedeligt og tørt og forladt i solen. Det er svært at forstå, at min moster bor i nærheden af så kedelig en station.

Storebælt er noget særligt. Det ved enhver. De mange mennesker omkring os formår ikke at dæmme op for stanken af dieselolie og bræk. Vi står nede på vogndækket. Min næse gør lidt ondt her, fordi lugtene er meget kraftige. Jeg ser små vandpytter mellem nogle voksnes ben. De skinner i mange farver. Man kan godt glide i dem. Her ligger togskinnerne nede. På land ligger de oppe. Mine fødder er så smalle, og rillen til et hjul er så bredt, at jeg må passe på ikke at træde ned i den. Det har jeg gjort engang, og da var det svært at få foden op igen. Skoen blev siddende. Det fremkaldte i mig en angst så stor, at jeg græd, fordi jeg troede, at jeg aldrig igen ville komme fri, men jeg kom fri, og det gjorde skoen også.

De smalle og stejle trapper opad. Et sted lugter der meget af bræk. Højere op. Her dufter der af røde pølser. Helt oppe er der udsigt ud over havet. Mågernes skrig lyder i ørene, som frisk luft virker i næseborene. Promenadedækket. Et sted kan man høre lyde fra porcelæn, der bliver stablet. Der er nogle, der råber derinde. Der kommer duft af kaffe ud af det lille åbne vindue, der sidder højt oppe. Her er de store vinduer. Derinde kan jeg se wienerbrød. Wienerbrød! Men vi har madpakker med hjemmefra og saftevand på flasker med patentprop, så vi skal sidde ude på en træbænk og spise. Det gør nu ikke spor, for herude er alt, hvad jeg kan ønske mig.

Vi bevæger os. Vi er ved at forlade havnen. Bolværket kan nu ses i sin fulde udstrækning. Mågerne står stille i luften, som om de sad fast på færgen. Det bliver mit studie at følge dem. De er helt fantastiske. De flyver i bakgear. Flyver hurtigere end færgen. Flyver opad og nedad og i buer den ene vej og så den anden vej. De kan gribe brød med næbet, mens de flyver for fuld fart eller står stille. Jeg har hørt, at kolibrier kan stå stille i luften. Det kan måger altså også. De skriger højt, når de ikke har noget brød. De kan finde på at flyve tæt på hinanden, så de næsten skubber hinanden væk, hvis der ser ud til at være brød på vej. En måge står helt stille i luften ud for os og lander på rælingen. Den er større, end jeg troede. Den skriger lige hen mod mig, så jeg kan se den ind i munden. Jeg er bange og mærker mors rolige hånd. Så letter den igen og flyver ud over havet, så man kan se dens rumpe. En klat ryger ud. Jeg vil hen og se den ramme vandet, men mor holder mig blidt tilbage. Lidt efter får jeg dog lov til at gå hen til rælingen og kigge ned. Jeg forsvinder i bølgerne med øjnene. Vi sejler meget hurtigere, når man kigger ned på de skumklædte bølger, end når man kigger op på de hvide sommerskyer. Og mågerne står stille, mens vi sejler. Lyden fra de brusende bølger bliver højere, når jeg kigger ned på dem, end når jeg kigger op mod himlen.

Jeg vender mig om og kigger ind gennem vinduerne til restauranten. Mine tænder løber i vand. Længere henne på vores dæk er pølsevognen. Der står en dreng i fint tøj og 2 røde pølser med sennep og ketchup og pølsebrød på sin aflange bakke af pap. Han ser ældre ud end jeg, større, men det er der så mange, der er, så måske er han også kun 5 år. Han ser vigtig ud, mens han næsten gumler en halv pølse ind i munden. Så får han øje på mig. Glor på mig med et mærkeligt langt blik. Jeg tænker kun på smagen og gumler med for at få bare lidt af nydelsen ved at bevæge kæberne. Han står bare dér i sit fine matrostøj og glor med runde pølsekinder. Han stopper mere ind i munden, end han kan have. Så taber han en klat ketchup på dækket. Den rammer hans ene fine ærme i farten. Han kigger ned. Han stirrer på sit ærme. Han stirrer vredt på mig. Jeg vender mig halvt mod solen, fordi jeg har hørt to måger skrige tæt ved. Jeg får øje på den ene. Det er den, der kan stå helt stille i luften. Den svæver! Vingerne er som vinger på en flyvemaskine, bare lidt buede. Hvordan kan den det? Jeg kigger hen mod pølsedrengen med de stirrende øjne. Hov, han er væk. Jeg ser, at der er en plet på dækket. Ketchuppen er væk, men man ser tydeligt, hvor den landede. Mågeklatter og ketchupklatter tænker jeg og lader igen mit blik forsvinde ned i bølgerne, der står på samme måde, selvom vi hele tiden bevæger os fremad.

Drengen er Erling, men det finder jeg først ud af meget senere. Jeg kan ikke vide, at han bor på Vesterbrogade, ved ikke engang, at der er en gade, der hedder sådan. At en kommende mobilisering nærmer sig, ved jeg heller intet om. Jeg skal om ikke så lang tid i gang med at afprøve min styrke i en kamp, tilrettelagt af betydningsfulde voksne. En af de mest bestemmende i planlægningerne skal vise sig at være svensker. Han er kommandør og ved, hvordan krigen skal føres. Han har visioner. En af hans visioner er en dreng som mig. Jeg har fået hans navn fortalt, men kan ikke rigtigt huske det. Det er noget lignende sardin. Noget, der lugter af fisk. Ja, hans navn lyder som noget, der lugter af fisk.

Alt dette var jeg dog uvidende om på Storebæltsfærgen. Nu, mange år senere, kender jeg alle detaljer om krigen, for jeg var med i fronten, før jeg kunne gå, og oplevede en barndom i krigens tegn. Den ene sang efter den anden skildrede fjendens grusomme egenskaber. Strategien var naturligvis at vinde krigen, så derfor var det opportunt at beskrive de enkelte slag som sejre, uanset hvordan de var faldet ud. Når vi børn skulle med i krigen, var årsagen naturligvis at finde i de kendsgerninger, der er indbygget i alle krige. For det første var fjenden usvækket stærk. For det andet havde krigen slidt på de voksne krigere. Fjenden var ved at blive for stærk. Vores side var faktisk ved at tabe. Den ene gang efter den anden havde vi lidt nederlag. Og nederlag tærer på de psykiske kræfter. Vi børn skulle med for at opmuntre og opildne de prøvede gamle krigere. Vi skulle være børnesoldater i krigen mod Djævelen.

Det er ikke første gang, jeg er på en længere rejse fra Jylland til Sjælland. Vi besøger min bedstemor og bedstefar om sommeren. De bor i Odsherred. Det ved jeg også. Min mor fortæller mig mange ting. Min bedstemor skærer skorperne af rugbrødet for bedstefar. Hans tænder er ikke, hvad de har været. En sommer fandt han mig, da jeg var løbet hjemmefra. Jeg sad henne hos bageren ved det åbne kældervindue ind til bageriet og tiggede flødeskum. Min bedstefar er tryghed. Han er elskelig. Men nu er han blevet så gammel, at han ikke kan tygge skorper mere. Min bedstemor er altid i køkkenet. Jeg er meget imponeret over ringkomfuret. Der er rigtigt bål nede under ringene. Med en jernkrog løfter hun så let som ingenting det runde stykke i midten af, så der bliver et hul ned til flammerne. Tager hun flere ringe af, kan man se meget ild. Det er teknik. Hun tager mig somme tider med ud i spisekammeret, hvor der dufter af al mulig slags mad. Bedstemor laver selv syltetøj og mange andre slags lækre sager. Vi får æg til maden hver dag. Dem har vi selv hentet ovre hos hønsene. Nogle af æggene bliver datostemplet. De skal sælges. Bedstemor og bedstefar har tilladelse til at levere friske æg, der skal sælges til mennesker, der ikke selv holder høns. De har et rundt stempel og en rød stempelpude.

I dag er min første alvorlige rejse østpå. Vi flytter. Det har vi gjort før. Da jeg som helt lille var blevet indviet til Gud og Frelsens Hær under hedebølgen i Randers det år, flyttede vi kort efter til Studsgade i Århus. Så til Klostergade også i Århus. Noget senere gik turen til Nykøbing Mors. Når vi flytter, går alt efter en ganske bestemt rutine. Vi er gode til at flytte. I dag flytter vi så fra Nykøbing Mors helt til Sjælland, men altså ikke til Odsherred. Når vi er fremme ved endestationen, er vi lige i nærheden af, hvor vi skal bo. Det skulle ligge lige ved siden af Sverige.

Man kan godt blive træt af frisk luft. Min mor siger ellers, at det gør godt med frisk luft, hvis man sidder og døser i toget. Jeg har fået så meget af det, at jeg sidder og døser, så det er jo ligesom det modsatte af, hvad min mor har fortalt mig. Og før var det mig, der var helt vild med af få vinduet åbnet. Sådan kan der byttes op og ned på mange ting. Det siger jeg ikke til hende. Og jeg prøver da også gang på gang at holde styr på telefonmasternes bølger, men jeg giver op i forsøget på at tælle alle porcelænsklokkerne, eller hedder de kopper? Det går for hurtigt. Øjnene falder i. Lokomotivets rytme blander sig igen og igen med hjulenes rytmer mod skinnerne, når de passerer et mellemrum. Sådan er det jo. Dengang vidste jeg jo ikke det med mellemrummene så nøje, men jeg kunne tydeligt høre dem alligevel. Jeg halvsover. Det brune blanke kunstlæder på sæderne klistrer mod lårene. Nu kører vi under en bro. Jeg vågner lidt op. Kører fingerspidserne hen over metalskiltet, hvor bogstaverne står i relief. Jeg ved hvad der står, selv om jeg ikke har lært at læse endnu. Man må ikke læne sig ud ad vinduet. Mor har fremtryllet et æble. Jeg vågner lidt op og vil vide, hvornår vi er der.

– Nu varer det ikke så længe, siger min mor, men først er det Roskilde! Roskilde. Jeg vågner lidt op. Det regner en smule. Meget skråt. Det kan man se på vinduet. Skyerne er helt sorte i underkanten her. Togfløjten lyder lidt anderledes gennem regnen, nærmest hyggeligt. Det er hyggeligt at sidde herinde og spise æble og kigge ud på regnen. For resten må mine søskende også have været med på denne rejse mod Hovedstaden. Jeg har 3 søskende. En storebror og 2 storesøstre, og måske var min far også med. Vi skulle i hvert fald alle sammen flytte. Spørgsmålet er, om min far og en af mine søskende måske har taget turen med flyttelæsset. Ja, i virkeligheden er spørgsmålet også, om vores ting bliver transporteret med flyttebil, eller om de er sendt med godstoget.

– Nu kommer vi til Remisen i Roskilde, siger en ude fra gangen. Jeg kigger ud og ser en karrusel til et lokomotiv. Der er et buet hus med mange porte, og foran hver port er der skinner. Hvis 2 tog kører ud af hver sin port på samme tid, vil de støde sammen. Foran den eventyragtige bygning står en stor jernting. Det er et hjul med krone ovenpå og englevinger på siderne af hjulet. Malet i guld og rødt og blåt.

– Næste gang er det København, siger min mor med sin smilende stemme og giver mig et lille klem, mens hun fugter sit lommetørklæde for at tørre noget snavs væk fra min kind. Mit blik viger ikke fra dette forunderlige syn. Guld, rødt og blåt. Jeg ønsker, at toget vil holde i lang tid, men snart damper vi af sted, og de rytmiske lyde fra skinnerne indfinder sig igen sammen med lugten af røg og damp fra vores trofaste lokomotiv.

I morges sejlede vi med Pinen fra Nykøbing Mors. Ude på vandet mødte vi Plagen. Den sejlede den anden vej. Vi sejlede bort fra byen om bord på Pinen. Plagen sejlede mod byen. Pinen og Plagen. Det var færgerne. Der var kun en ganske lille kahyt med en træbænk. I vores sal i denne by i hang der et skib ned fra loftet, ligesom i en kirke. Sådan var det. Mor fortalte mig, at én havde skænket det til Hæren. Det hang så højt oppe, at man kunne kan se kølen, der var malet helt sort. “Ved du mon, at der er et kølsvin i den?” spurgte en af de voksne mødebesøgende mig engang. Nej, det vidste jeg da ikke, svarede jeg høfligt, som jeg skulle. “Jamen, det er der altså!” sagde vedkommende og lod det med sigende blikke blive ved det. Et kølsvin! Det var uhyggeligt. Samme aften kunne jeg ikke sove for mareridt. Det var kølsvinet, der gryntende og hvinende kom løbende efter mig i fuld fart med krølle på halen og store hugtænder.

Nu er det ikke længere vores skib, og jeg er glad for at være sluppet for kølsvinet, for det blev ved med at komme, når jeg skulle sove, selv min storebror trøstede mig og fortalte, at det ikke var noget rigtigt svin. Hvad det så var, kunne jeg ikke forstå. Nu skal andre officerer lede korpset og holde friluftsmøder. Jeg kender meget til friluftsmøderne her. Vi står altid i rundkreds, og uden om den står alle de mennesker, der vil være med. Måske er de bare nysgerrige, måske kan de godt lide at synge, måske længes de efter Gud og ønsker at sone deres synder ved det herlige Golgata. Måske har nogle af dem tanker om at blive soldater i Frelsens Hær. Disse møder finder sted i en park i nærheden af mødesalen. Jeg står ved siden af min mor og kigger på den fotograf, der er kravlet lidt op for at tage billedet.

I musikkorpset er der en, der hedder Velling, ligesom suppen. Han spiller 2. alt. I vores gade er der et sted med minigolf. Vi går tit forbi. Når det er regnvejr, kan det ske, at jeg leger med skibe med en anden dreng. Skibene er træpinde, der så sejler i rendestenen.

– A har et større et end dig! siger han. Her siger man “a”, når man mener “jeg”. Han har en storebror, der kender min storebror. En vintermorgen lå der sne på min brors dyne. Han havde sit eget værelse oppe på loftet. Engang var der oversvømmelse. Hele havnepladsen lå under vand. Så var de store dernede og cykle i vandmasserne.

– Nu kommer vi vel aldrig til Nykøbing Mors igen, siger jeg, mens jeg kigger på en stor porcelænsklokke, eller er det kop, der er malet på en husmur.

– Men vi kommer til København, siger mor, og nu er vi næsten fremme! Jeg vågner helt op og kigger spændt ud ad vinduet. Det er holdt op med at regne. København, det lyder svensk, synes jeg.

Jeg har lagt min finger på pennen af guld/På pennen af guld/På pennen af guld/Jeg har lagt min finger på pennen af guld/Mit navn står skrevet der/Skrevet der/Mit navn står skrevet der/Skrevet der/Mit navn står skrevet der

“Der” er i himlen. Vi synger verset i søndagsskolen. Jeg kan synge vers inde i hovedet, mens jeg laver andre ting, for eksempel som nu, hvor jeg kigger gennem ruden på alt det nye, der kører forbi. Toget bremser med skrigende lyde. De er meget kraftige denne gang. Nu holder vi stille. Der er to, der råber meget højt lige efter hinanden. De er vist uvenner. De råber så højt, at man næsten kan se for sig, hvor vrede de er på hinanden. Det lyder hårdt, når de råber. Engang i Nykøbing Mors var der en dreng, der havde taget en gulvspand over hovedet, og så råbte han “Billige østers, billige østers. 10 for 2 kroner!”. Samme slags metalagtige lyde kommer fra to mænd, der råber “Københavns Hovedbanegård” lige efter hinanden.

– Det er ekko, hører jeg en anden mor sige til sin dreng. Ekko! Selvom jeg er træt, forstår jeg hurtigt betydningen. Der er ikke to mænd, og lyden af gulvspand kom sig af, at de taler i mikrofon, så vi hører dem gennem højtalere. Pffuuuuh. Der står damp op fra lokomotivet i en tynd stråle. Pffuhpffuhpffuuuuuh. Der kommer mere damp fra et andet sted bare blødere og mere bulet. Jeg smager på dampen. Vand og metal. Kul og vand. Vi kommer op i et kæmpestort kirkerum med buede glastage. Det er den største kirke, jeg har set.

– Du bor i København! Det er drengen i matrostøjet fra færgen, og det er mig, han mener. Jeg ser på hans ærme. Det er blevet vasket. Ingen spor efter ketchup. Hans stirrende blik er forsvundet. Han ser sjov ud nu. Jeg kan godt lide at høre ham tale. Men det lyder nu ikke særlig svensk. Jeg svarer, at jeg fra nu af skal til at bo på Vesterbro, og at jeg kommer fra Nykøbing Mors.

– Det er ovre i det mørke Jylland! siger han, og nu oplever jeg for første gang, hvordan hans latter lyder. Den klukker og bruser, som når man hælder sodavand hurtigt ud af flasken og ned i et glas for at få højt skum på. Jeg synes, han ler på en sjov og hyggelig måde. Han siger, at han bor på Vesterbrogade,

– Næsten lige om hjørnet af din gade, siger han venligt og fortsætter hurtigt: – Så du må komme og besøge mig en dag! Hans mor står og ser sig om, som om hendes øjne leder efter noget i luften. Hun ser slet ikke mig

– Så Erling, kom så. De er her ikke. Vi tager en vogn! Hun lyder mere svensk. Næsten i samme øjeblik får jeg øje på far. Det er let at genkende den grå uniform. Hvornår er han kommet? Jeg troede først, at han skulle komme senere.

– Velkommen til Københavns Hovedbanegård! siger han på sin muntre måde og hanker op i noget af den tunge bagage, mor har båret alene. “Ugeblade. Friske aviser. Is og Flødekarameller. Negerboller. Pebermyntepastiller!”. Der går en mand og råber. Han har de ting, han råber, på en tohjulet vogn. Han lyder hæs. Jeg ser én, der ligner ham ovre på en anden perron. Han går også med sin vogn og råber, men ham kan man næsten ikke høre. Det runger hele tiden. “Toget fra Helsingør er forsinket!”. Så bliver der stille i metalekkoerne. Så gentages de samme ord. Der er næsten rytme i ekkoet, når ørerne vænner sig til det.

Det er altså slet ikke en kirke. Vi skal op ad mange trapper. Her kommer vi til en ny hal, der har høje lofter af buet træ. Der er så mange mennesker, at jeg ikke kan se noget, så jeg kigger ned og får øje på fliserne. Fliserne hedder kakler. Erling fortæller mig senere, at kaklerne i ankomsthallen på Københavns Hovedbanegård er kendt af alle i hele landet. Der kommer alle mulige lyde fra alle retninger. Jeg holder godt fast i mors hånd. Ser op i hallens buer af træ og ned i de rødbrune kakler med lige kanter og buede. Nu kan jeg tydeligt høre, at der er mennesker, der taler svensk. Jeg er vant til at sige “a”, med a ligesom i “aften”, når jeg vil sige “jeg”. Her siger alle mennesker “ja” også med a ligesom i “aften”, når de mener “jeg”. Og det er slet ikke svensk, også det erfarer jeg inden længe. Sådan lyder københavnsk bare. Dette må jeg gentage og gentage for mig selv i den første tid

Der er mange tamme duer. De flytter sig næsten ikke, når der kommer én gående, men så flyver de pludselig op alligevel og basker med vingerne tæt forbi ens hoved og sætter sig til rette på nogle smalle afsatser, der er bygget ind i murstenene. Der er mure på indersiden af hallen. Og flag. Der hænger så mange flag. Det er jo Dannebrog. (Senere har jeg regnet mig frem til, at vi ankom på Grundlovsdag eller en af Pinsedagene. Det var som regel altid først på sommeren, vi skulle flytte). De flager med Dannebrog, fordi vi skal bo her! Siger jeg det højt eller bare inde i hovedet?

Der går mænd rundt med kasketter på. De er ikke fra Frelsens Hær. Det er dragere. Dragere slæber på tunge kufferter eller store papkasser. Nogle af dem trækker af sted med små vogne med mange ting på. Et sted står folk i kø foran et hus. Hallen er så stor, at der er huse inden i. De står og venter med deres bagage. Det er garderoben. Her kan deres ting stå et stykke tid. Overfor er der et andet sted med runde borde. Der er ingen stole. Bordene er så høje, at jeg kan stå neden under. Der er baren. Her står mænd og får sig en bajer eller en lille en til halsen. Jeg ser Erling. Nu er han igen i gang med to pølser med det hele. Damen, som er hans mor, står med et lille glas og taler med en herre med et stort glas. Hun løfter glasset og holder på det, så hendes lillefinger stritter ud til siden.

– Jamen så skål da! siger hun så højt på en slags svensk, så det gjalder i den store hal. Hun drikker noget af det grønne i sit glas, synker og laver en mærkelig bevægelse med munden før hun fortsætter. – Så lykkedes det! Manden siger ikke noget. Han løfter bare sit store glas og drikker en ordentlig slurk, hvorefter han bøvser. Erling ser mig slet ikke, mens vi går forbi. Han er meget optaget af ikke at spilde ketchup.

Udenfor kommer der mange lyde. Lyde overalt i luften. Husene er meget høje her. Jeg stirrer ned mod det, jeg senere lærer at kende som Frihedsstøtten og ser et gult tog. Jeg har solen i øjnene, da vi går ned ad denne store gade, hvor disse gule tog kører og ringer med klokker.

– Det er sporvogne, siger min far forklarende, mens han hanker op i kufferterne. Mine øjne er vidt åbne og jeg svarer ikke. Så snubler jeg over en kantsten og løber ind i en jernstang med lys i oppe foroven. Jeg græder salte tårer, fordi det gør ondt, og fordi jeg er blevet forskrækket, men sikkert mest fordi jeg er helt udkørt efter den lange rejse med de mange oplevelser. Jeg er også meget ked af, at det ikke er toge, for jeg kan nemlig se, at der ligger skinner på gaden, og toge kører da på skinner.

Meget mere kan jeg ikke opleve denne første dag i Hovedstaden. Det bliver bare til flimmer i øjnene fra den lavtstående sol, der falder ned i Vesterbrogade, for Vesterbrogade er det. Vesterbrogade for første gang i mit liv. Der går store piger på fortovene med strutskørter i lyse farver.

Min far er altså ankommet før resten af familien. Han har sørget for, at vi hurtigt kommer til at føle os hjemme. Sådan har mine forældre en vel udviklet evne til at arbejde sammen. Planlægge og fordele opgaverne. Lægge en strategi. (Og det var godt det samme, for i disse år flyttede vi som sagt sådan ca. en gang hvert andet år som en anden fodermesterfamilie. Jeg har ingen erindringer om, at det var mærkeligt eller svært at komme til et nyt sted. Tværtimod syntes der altid at være noget hyggeligt over flytninger). Jeg falder hurtigt til ro i vores nye hjem og husker kun, at jeg ligger og synger inde i mit hoved:

Jeg ønsker at se de lyse engle/Lyse engle, lyse engle/Jeg ønsker at se de lyse engle/Men jeg kan ej/Hvis ej jeg slutter fred med min Gud/Så jeg vil tjene Ha-a-am/Jeg vil leve for ham her/For at mødes med ham dér/I det ny Jerusalem

Og før jeg trygt glider ind i søvnen midt på Vesterbro, kommer der fremmede ord til mig: Himmelfeltet sætter sine sko, sukker så og lægger sig til ro. Da vi næste formiddag er færdige med at bære alle vores ting op, går hele familien i samlet flok til Frelsens Hærs mødesal på Frederiksberg Allé, vort nye åndelige hjem. Vi skal bede og sammen indvie os til tjeneste, og det naturligste er at knæle ned ved Bodsbænken, der er lige så fast inventar her, som en skriftestol er det i Den katolske kirke. Det er her, syndere omvender sig for at følge Jesus. Denne bænk er et højtideligt indviet sted og kan som her være hvidmalet. Vendt mod mødedeltagerne kan der være et skriftsted i bladguld som for eksempel “Jeg er Vejen, Sandheden og Livet” eller “Gud er Kærlighed”. Her står med gotiske guldbogstaver “Jesu, Guds søns blod renser os fra al synd”. Den er stedet, hvor man under frelsermøderne kan bekende, at man er en synder, der beder om tilgivelse, knælende med bagdelen mod menigheden og med eventuelle afsløringer af huller i skosålerne. Her skal vi alle knæle på rad og række. Det er almindelig hverdag, og salen er tom. Vi er de eneste.

Jeg var ikke klar over, at vi er syndere, men det er fars vilje, at vi skal indvie os til tjeneste på denne måde her i Templet. Han beder en bøn til Gud om det hele. Vi lukker alle øjnene, når der bedes. Det er der ikke noget mærkeligt i, det gør vi altid, men jeg tænker på, at der jo ikke er andre mennesker til stede. Det er kun Gud og os. Det føles mærkeligt. Det gør mig usikker og også en smule angst. En snært af noget frygteligt og fremmed, for hvad nu, hvis en af os ikke knæler eller ikke lukker øjnene under bønnen? Lokalet er rungende tomt. Der er bare denne lugt af nyvasket ferniseret gulv. Bænkeraderne er eneste vidner. Og Gud. Naturligvis er Gud til stede. Jeg fornemmer noget ubehageligt. Ikke så skræmmende, for jeg knæler lige ved siden af mor, bare en lille bitte fornemmelse af noget, der strammer i maven, og denne fornemmelse bliver liggende i underbevidstheden i resten af min barndom.

Far har haft en grund til, at vi alle skal ligge på knæ her ved denne hvide bænk, hvor syndere kan komme og knæle ned, når de under frelsermøderne vil bekende deres synder og bede om forladelse for deres synder, så de kan blive omvendt til et nyt liv i Kristus. Måske mener han, at vi skal være de første blandt de frelste som en slags mønsterfamilie?

Da vi er hjemme igen i de nye stuer, befinder jeg mig på et tidspunkt ude i køkkenet, hvor jeg glor ned i zinkvasken. Der er skarpe hjørner i bunden. Der kan komme sølvfisk op af afløbets huller. Det har jeg allerede erfaret fra andre steder. Her får jeg, ved at studere sæbebobler på vej ud i stille slugende hvirvler, mine første tanker om det svimlende univers med stjernehimlen højt oppe over hustagene.

I spisekammeret kan man lægge en stang is i isskabet, så madvarer holdes afkølede. Her stiller min mor en tallerken mælk, der på forunderlig vis bliver til tykmælk, hvis den står et døgn. Der er tre enkeltstående gasblus og en gasovn i køkkenet. Gasovnen kan være farlig. Her er også døren til bagtrappen og ved siden af døren til toiletterne. Der er nemlig to rum. Et med en håndvask og så selve toilettet. Det er fint. “Her på Vesterbro har vi stuer én suite!”, siger min far betydningsfuldt. Hans kontor vender nu ud mod gården. Der er et stort skrivebord til ham og et mindre til løjtnanten, et jalousiskab med smalle lakerede trælister, der kan rulles op og i. Henne ved siden af vinduet står sværteduplikatoren. Når der skal fabrikeres tryksager, skal der være godt med baggalovsovs. Det er tryksværte i en kæmpetube. Først bliver teksten skrevet på en stencil. Den har på sin øverste del et særligt kraftigt stykke med mange huller i. De skal sættes ned over nøjagtigt lige så mange små minimale metalsøjler ved duplikatorens valseværk. Og så skal den rulles på plads. Det er bedst at være to, én til at holde stencilen stramt i hjørnerne med begge tommelog pegefingre og sørge for nøjagtigheden, og én til at dreje valseværket rundt. Far holder stencilen i hjørnerne, mens jeg drejer. Mellem hvert eksemplar af en given tryksag skal lægges et stykke avispapir, så sværten ikke smitter af på bagsiden af det næste stykke. Det bliver hurtigt min opgave. Der er en særlig lugt af sværte og avispapir, når duplikatoren kører. Jeg tror, det er min far, der har opfundet ordet “baggalovsovs”. Det er sjovt. Der lyder ligesom duplikatoren, når den drejer. En lækker slaskende og sovset lyd. Vindueskarmen er temmelig bred, så her bliver de færdige tryksager lagt. Det er ved samme vindueskarm, jeg får vanen med at stå og kigge ned i gården. For at se godt må jeg hæve mig op i strakte arme. Engang havde min far malet hele vinduespartiet, og alle var blevet formanet om at holde fingrene væk. Alligevel stod jeg dér lige før aftensmaden og havde våd maling på begge håndflader. Mod gaden ligger soveværelset og de to stuer en suite forbundet med herskabelige dobbeltdøre. Ingen af os børn har eget værelse.

Jeg gentager her ligesom i slowmotion, at da vi ankom til Vesterbro, skulle vi alle hen i Templet på Frederiksberg Allé. Far ønskede, at hele familien skulle knæle ved Bodsbænken, mens han bad en bøn på vores alles vegne. Det føltes mærkeligt. En usikker og utryg situation. Jeg glemte alt om oplevelsen i mange år. Far har haft en grund til, at vi alle skulle ligge på knæ ved denne hvide bænk, hvor syndere kunne komme og knæle, når frelsermøderne gik over til den alvorligere del af festen og blev til bønnemødet. Bønnemødet. Her gjaldt det om at bekende sine synder for alle. Komme frem, hvor alle kunne se en, knæle og bede om forladelse for sine synder. Knæle og bede om indvielse til et nyt liv i Kristus. Var der mon sket noget, som havde ramt os alle, som han vidste, vi alle skulle bede om tilgivelse for? Eller var det snarere en almindelig formel indvielse til arbejdet på Vesterbro, som nu skulle tage sin begyndelse, en indvielse, hvor far så mente, at det ikke ville være af vejen, om vi børn var med? At han og mor under alle omstændigheder nok havde tradition for at begynde arbejdet et nyt sted på denne måde, følte jeg mig helt overbevist om, men denne tvangsmæssige bodsgang lagde kimen til modstand og senere oversensibel fornemmelse for fænomenet hykleri, der resulterede i, at far, da det kom til stykket i de stormfulde ungdomsår, faktisk ikke var nogen match som rollemodel.