Baggersminde

Man kan høre, at der er mennesker, der skal rejse, og der holder en stor rutebil lige ud for vores opgang. Det er børnehaven, for der er en børnehave. En sutsko-børnehave, kalder nogle voksne den. Det er Frederiks mor, der er leder af den. Vi har kun været her nogle få dage, så jeg kender hverken ham eller hans mor, men det skal jeg hurtigt komme til. Min mor har talt med hende og lavet aftale om, at jeg kan komme med børnehaven helt ud på A’mar. De skal på sommerlejr derude. Børnehavens børn er ude i verden. Men det er Frelsens Hærs lejr, de skal ud til, og derfor kan jeg godt komme med, selv om jeg ikke er normalt indskrevet. Vi kan altid lave aftaler af den slags. En fra eller til, som den smilende leder siger. Mor har allerede pakket mine ting. Så kan hun få lidt ekstra tid til at få alting på plads. Den røde rutebil lokker dernede på gaden, så jeg lader mig let overtale og får en madpakke og rigtig sodavand med.

– Husk nu, du må først åbne madpakken og sodavanden, når du får lov til det. Hun har sikkert undladt at fortælle mig om planerne alt for lang tid i forvejen af kærlighed, så jeg ikke skulle gå og bekymre mig.

Baggersminde-lejren ligger langt ude ved lufthavnen, og der har engang været flygtningelejr i de røde barakker. Der står en gammel sølvmalet jagermaskine med en propel. I den kan vi flyve hele jorden rundt og skyde fjenden ned. Der er sand i bunden af cockpittet, da den står placeret i en stor sandkasse. Der er rift om at komme op i den, men det lykkes til sidst. Er det her, jeg igen møder drengen fra færgen i matrostøjet, der viser sig at være Erling? Vi kunne godt have haft det sjovt sammen i den bombemaskine. Der er dog grænser for, hvor meget jeg kan huske. Den eneste sikre erindring er, at vi blev gode legekammerater. Men lad os nu bare sige, at det var herude på A’mar, vi mødtes og lærte hinanden at kende.

Nogle har mad, men kan ikke spise/Andre kan spise men har ingen mad/Jeg takker dig Gud, jeg er så glad/For jeg kan spise, og jeg har mad.

Vi skal synge før aftensmaden. Jeg har allerede hørt dette vers inde fra børnehaven. Det forekommer mig uhyggeligt. Jeg forestiller mig børn uden munde. Ansigter med øjne og næse og det hele, men uden munde. Mens vi synger, kommer der en meget kraftig motorlyd. Den er lige over barakkens tage. Erling siger, at det er en DC 6’er. En firemotorers, der er fløjet over Atlanterhavet helt fra Amerika.

De københavnske børn siger jarkøn i stedet for jakken, varføl i stedet for vaffel, garføl i stedet for gaffel og larmpøn i stedet for lampen. Sluk larmpøn, mand, ellers får du en på larmpøn, du!, var der en, der sagde til mig. Og da vi skulle op næste morgen, sagde de morning i stedet for god morgen. Er det så mærkeligt, at jeg regnede med, at vi var kommet til Sverige? Det måtte være svensk. Svensk eller engelsk, det kom ud på et. For mig, der lige var ankommet fra det nordvestjyske, var det denne sommer kun jysk, der var dansk. Om aftenen bliver jeg syg. Det er hjemvé, siger Frederiks mor og sidder lidt hos mig inde på den store sovesal med alle køjesengene. Lugten fra det ferniserede gulv kradser i halsen.

Næste dag er lang. Det er et lyspunkt, at jeg kan købe slik om eftermiddagen. Vi har en ordning, som kaldes Banken. Der opbevarer de voksne vores lommepenge, og så kan vi hæve i banken, når slikbutikken åbner. Slikbutikken er i køkkenet, og vi må stå i kø. Om aftenen får jeg alvorlig hjemve. Græder mig i søvn. Kan ikke finde ro. Føler mig alene, selv om der er mange børn og voksne. Savner mor, så det bliver besluttet, at jeg skal hjem. Denne første rejse hjemmefra giver mig erfaringer, som der snart vil blive brug for.