Vesterbros hjerter

Stjansen havde et ganske almindeligt navn og boede oven over os. Han var scenearbejder på Det Kongelige Teater og spillede i Frelsens Hærs hornorkester. Det var min far, der kaldte ham for Stjansen. Han var en meget flittig kornettist og øvede sig jævnligt på sit lille instrument, der er betegnet ved at ligge i et utroligt højt toneleje. Det irriterede nok min far inderst inde, men han var ikke den, der kunne tillade sig at komme med nogen form for kritik, da det var ham, der var Majoren. I musikstykker lå disse høje toner som en raffineret finish, der gav den samlede harmoniske konstruktion et ekstra raffinement. Og min far havde forstand på at lave finish, når det drejede sig om håndværksmæssige arbejder, så han forstod godt, hvor vigtigt det var at øve sig. Men et mildt øgenavn, der samtidig havde skær af kælenavn, kunne der godt lige være plads til. Det skete, at Stjansen øvede sig, når han efter teatret var kommet hjem sent på aftenen. Særlig hyppigt lørdag aften før søndagens vigtige aktiviteter.

Jackie’s mor vaskede for vuggestuen. Det foregik i kælderen under vuggestuen. Der var vinduer i gårdplan, så jeg kunne sagtens følge med i, hvad der skete. Det undrede mig, at hun røg smøger. Hun arbejdede jo for Frelsens Hær, hvor rygning var noget af det værste, Djævelen havde fundet på. Det var Grøn Cecil. Jeg syntes, det duftede skønt, når cigaretrøgen bølgede ud gennem det åbne vindue og forbi min næse. Det fattede jeg slet ikke, da jeg vidste alt om, hvor stor en synd det med rygning var. Nogle gange var Jackie med, og det var sådan, vi blev venner. Jeg var med ham hjemme. Han havde mange legetøjsbiler. De nyeste. Ellers så der helt almindeligt ud, der hvor han boede. Næsten ligesom hjemme hos os. Det undrede mig. Hvordan kunne Jackie’s mor have det så pænt og ordentligt, når hun røg?

Gadehandlerne kom med deres trækvogne læsset med frugt. Ikke hver dag. Der var noget forsorent over disse mænd. De var på kant med loven, sagde min far. De havde en hjælper med til at holde udkig efter politiet. De var vellidt af alle, for varerne så indbydende ud og var billige. Vi børn syntes, de var modige. De virkede stærke. De messede deres budskaber ud i høje råb som en slags rap-sang. Som regel stod der en bajer placeret på et sikkert sted inden for rækkevidde. Kørebanen var brostensbelagt, og trækvognene havde træhjul med stålbånd, så hvis uheldet var ude, kunne hele læsset vælte, selv om der ikke var tale om toppede brosten. Så røg fortjenesten og bajeren, for så ærlige var de altså heller ikke i vores gade. Jeg mener dem, der eventuelt kom løbende til for at hjælpe.

Skærsliberne havde deres forretning på cyklen. Solen skinnede altid, når de dukkede op. “Knive og sakse slibes! Jo, så gerne, frue. Det er 2 til samme pris”. Deres cykler havde en særlig stærk dobbeltsidet ståfod ved baghjulet. Når de sleb, skete det på den måde, at baghjulet således var hævet et passende stykke i vejret. Dette hjul var ved hjælp af remme forbundet med den mekaniske slibemaskine forrest på cyklen. Skærsliberen satte sig så tilrette på sadlen og trådte i pedalerne. Også disse landevejens farende svende var velkomne i gaden, selv om politiet var af en anden mening. Selv vi børn fornemmede, at her var der tale om frie folk, der måske kom langvejs fra. Fra en fremmed del af storbyen. Eller helt ude fra landet. Og de sov udendørs.

Klunserne mødtes hver lørdag formiddag på en lille plads i Matthæusgade. Der var buske og skyggefulde træer. De talte sammen. Lavede aftaler. De veletablerede havde 3-hjulede cykler med stort lad foran. Andre havde en Long John med lille lad. Andre igen havde en sæk eller to. Alle havde en lille bøjet jernstang: 7-tallet. De holdt sig for sig selv. Generede ikke nogen. Men også de havde altid én eller måske et par udkigsposter strategisk placeret til at advare, hvis politiet skulle vise sig. Jeg kan næsten høre nutidige læsere, der ikke kender til denne tid, spørge hvad pokker dog politiet kunne have mod disse folk, der rent faktisk i allerhøjeste grad praktiserede genbrug til den store guldmedalje. De havde ikke næringsbrev! De drev derfor ulovlig handel og vandel. Der kunne falde bøder!

Damemanden blev kaldt sådan på grund af hendes grove stemmeføring. Hun styrede hele Skyderen med stemmen. Alt styrede hun. Alle kunne komme over til hende, hvis der var noget. Hun holdt til i sit hus midt på legepladsen, som officielt hed Skydebanehaven. Hun holdt hus med hele kvarteret. Egentlig skulle hun have heddet mandedamen, men det var tiden ikke til. Det skulle være noget med mand.

Viceværterne kunne man især høre og se om vinteren efter fyraften, når de var i gang med at rydde sne og is nede på gaden. De havde ansvar for deres ejendoms fortov og gadestykket ud til midten, og dette ansvar blev nøjagtigt udmøntet. Oppe fra vinduet kunne man med afslørende klarhed følge, hvis én endnu ikke var kommet hjem eller måske var syg eller doven, som de voksne mere end antydede. Og dovne viceværter måtte stå for skud. De kom i folkemunde: “Så skulle han vist hellere se sig om efter et andet sted at slå sine folder!” eller “ja, doven kan man jo altid være. Det kræver ingen uddannelse!” eller sønderlemmende snusfornuftigt “man skal skovle for egen dør!”.

Kul & koks manden havde hest og vogn, mens der var gaslygter i gaden. Han skiftede til lastbil omtrent samtidigt med, at den moderne elektriske belysning blev etableret, og brostenene blev udskiftet med sort asfalt. Han var ikke sådan at komme ind på livet af. Han solgte endvidere petroleum. Hans forretning lå i kælderetagen. Man kunne altid høre ham skovle dernede. Vi købte koks hos ham og havde det let, da vi jo boede lige ved siden af. Hesten stod næsten altid og ventede tålmodigt nede på gaden. Den var et roligt gemyt og så træt ud. Havde altid sin mulepose på og stod og gumlede. Manden var glad for sin hest. Senere fik han lastbil, så der må have været god gang i forretningen. Når han fik leveret kul, hældtes det ned i hans kælderforretning ad en sliske, der stak ud gennem en lem. Når han så skulle ud med kul, slæbte han det op ad trappen i tunge sække. Han var altid sort i hovedet og talte med sin hest. Til os sagde han ikke noget.

Spritterne stod som skildvagter i porte og døre. De drak kogesprit. Da jeg snart skulle begynde at gå i skole, gjorde mine forældre sig mange bekymringer. Skolevejen gik gennem hele denne lange række af skildvagter. Bekymringerne viste sig at være ganske overflødige. Det var faktisk spritterne, der passede på børnene, når de skulle til og fra skole. Vesterbro var en hård bydel, så der var grund til at se efter, at ingen blev forulempet på den ene eller anden måde. De sagde som regel ikke noget. Stod der bare og fulgte nøje med.

Støvsugermandens forretning lå om hjørnet i nr. 4. Som alle de andre i kvarteret var det en lille forretning. Vi havde fået kokostæppe i spisestuen, og når min mor skulle støvsuge, sendte hun bud efter støvsugermanden. Der var røde og gule og hvide farver på facaden ved hans forretning. Han udlejede støvsugere på timebetaling. Ægte Nilfisk. Han gik altid i hvid kittel. Altid havde han en cigar i den ene side af munden. Når han skulle komme, tænkte jeg på, om han mon i dag havde hatten på. Han havde nemlig en hat. En blød hat. Jeg syntes det var bedst, hvis han havde hatten på. Så stod han dér med trappeafsatsens brune linoleum som perfekt baggrund for den hvide kittel, cigaren, lugten fra denne, og hatten. Nilfisken stod foran ham, klar til brug. I den ene hånd havde han slangen. I den anden regningen. Han tog ikke cigaren ud af munden, men slængede støvsugerslangen op på skulderen, tog galant hatten af med den derved frigjorte hånd, mens kitlen flagrede lidt fra side til side. – Til tjeneste, frue! Kitlen var aldrig helt knappet og altid noget beskidt. Jeg anede, at han måske ikke var så videnskabelig funderet, som han gerne ville give indtryk af at være.

Tegneserierne. “Hopalong Cassidy” og “David Crockett” var begyndt at udkomme, så jeg havde mine helte i tegneserierne. Nogle af hæfterne var med engelsk tekst og fremstillet med en tryksværte, der lugtede anderledes. De var amerikanske. Det ved jeg bare. Vi havde nemlig i en lille gade i nærheden et hotel, hvor amerikanske soldater på orlov fra baser i Vesttyskland hver weekend invaderede kvarteret. Så det er klart, at tryksværten var fra USA.

Brandmajorens sølvhjelm. Når der var brand, kom der et udrykningstog. Knaldrøde brandbiler med forskelligt slukningsudstyr. Udrykningshornene larmede deres advarsler til trafikken. Det var vigtigt, når det skete, at konstatere om vognenes rækkefølge var korrekt. Forrest skulle køre en lille rød sportsvogn, og her skulle brandchefen sidde ved rattet. Han var let genkendelig, fordi hans hjelm var af sølv med det forgyldte emblem i midten: Københavns Brandvæsen. De menige brandmænds hjelme var sorte. De var meget tapre og havde blandt drenge en så høj status, at det var brandmand, man skulle være som voksen. Engang stod jeg lige ved siden af en pyroman, ja det var en hel pyromanbande. Der var en mand i en lys, meget lang frakke med skulderstropper og dybe lommer, og så et antal andre mænd, der var klædt noget mere almindeligt. Grå eller sorte eller kommunefarvede jakker. Måske en enkelt i en lurvet frakke. Han var nok næstkommanderende. For jeg var overbevist om, at det var en bande. Der lugtede også af svovl og afbrændte tændstikker der, hvor de stod og snakkede lige nu. De var kommet løbende ud af en opgang på Vesterbrogade lige over for Værnedamsvej. Det må have været efterår og myldretid, for det var tidligt mørkt, og trafikken krævede, at der stod en færdselsbetjent ude midt i det felt, hvor gaderne løb sammen: Frederiksberg Allé, Værnedamsvej, Vesterbrogade i østlig retning, Saxogade, Oehlenschlægersgade og Vesterbrogade igen i vestlig retning. Det var en bande. De talte nemlig skummelt sammen og så sig et par gange hurtigt om til alle sider.

Støvsugermanden om aftenen. Støvsugermanden var faktisk ikke særlig venlig, selvom han overholdt de gældende handelsregler. Han var lige nøjagtig lidt for venlig. Der var noget uldent ved ham. Og så lugtede hans cigar jo fælt, og den sad altid lige dér i mundvigen. Hvorfor tog han den aldrig ud, når han skulle sige noget? Jeg var sikker på, at det var bedst at være på vagt. Og han blev da heller aldrig inviteret med ind i vores lejlighed. Ikke engang i entreen. Dagens oplevelser blev efterbehandlet i køjesengen om aftenen, før jeg faldt i søvn. Den lille forretning nede om hjørnet i nr. 4 med sine klare farver var skalkeskjul (dengang kendte jeg ikke til ordet “skalkeskjul”) for en forbryderbande (det vidste jeg godt, hvad var). Og når jeg næste morgen traskede forbi den muntre facade, kiggede jeg på Nilfisken, der stod udstillet i vinduet med komplet udstyr, draperet med crepe-papir og flot svungne budskaber med skilteskrift: “Til deres tjeneste” – “De ringer, vi bringer!” - “Billigt for dem, frue!” - “Tæppernes bedste ven, snavsets værste fjende” - og “Det hele går som en leg, når De lejer hos os”. Så sagde jeg til mig selv, at der lå støvsugermandens forbryderrede.

Forretningerne lå som en lang række spraglede glasperler langs gadens karréer med de grå fortove som kontrast. Mange af dem var med indgang ned ad 4-5 trin fra gadeplan: Kul og koks & Petroleum. Marskandiser. Skrædder. Hjemmelavede Vaffelis. Barbér. De lidt finere etablissementer lå lige i fortovsplan. Kiosken. Banken oppe på hjørnet af Vesterbrogade, hvor der engang havde været en bankrøver. Møbelforretningen lidt længere nede. Nede ad gaden var det samme som længere væk fra hovedstrøget Vesterbrogade. På Vesterbrogade lå selve Havemanns Magasin med farvestrålende vinduer og Osteforretningen, hvor vand altid silede ned på indersiden af vinduerne, og hvor der altid var bank og klask, når det lurmærkede bøttesmør blev tæmmet i kvartkilo klodser. Der var små pirrende lystfølelser i at stå og se på ostedamerne i deres hvide kitler, der sad til over bagdelen, når de klaskede smørret, så deres bare overarme dirrede. “Var der ellers noget?”, kunne de sige med antydningen af et vovet smil. Men det var på specielle dage. Normalt blev jeg bare sendt over i Ismejeriet, der lå skråt ovre på den anden side af gaden og skulle købe for 50 øre leverpostej.

Cykelsmeden i Saxogade, som vi kendte, fordi han var en af Templets trofaste støtter, kom engang hemmeligt hjem til os og ringede på. Da vi åbnede døren, væltede noget. Dér lå Robert Storm Petersens berømte essaysamling “I tonernes verden” på måtten. Vi hørte, at gadedøren netop smækkede i.

Paikin havde sit skrædderi i naboejendommen. På sommerdage, hvor solen nåede ned og lyste gaden op, kunne han finde på at synge uddrag af kendte arier eller numre fra Giro 413. Og han kunne synge. Den kraftige runde stemme, der passede til hans eget udseende, kunne høres vidt om og var med til at pifte stemningen op. Han var lattermild. Han kunne også skælde ud. Så råbte han, så det rungede efter, uden at bevæge sig en meter fra sin lille trappe ned til skrædderstuen. Alle kunne følge med. Senere har jeg set adskillige film med udgangspunkt i Little Italy-kvarteret i New York. Det var her de legendariske gangstere med italiensk oprindelse prægede bylivet i 1930’erne. Paikin havde glinsende sort hår og var mørklødet. I skjorteærmer, så selerne kunne ses og hatten sat lidt bagud, vredt råbende eller muntert syngende, kunne han være gået lige ind i en hvilken som helst gangsterfilm og have spillet skurkerollen eller helterollen, hvad der nu var brug for. Han havde små udstillinger i vinduerne med fashionabelt modetøj. Han svedte meget.

Og i dag synger han. Når solen rammer hans vindue, kommer han ud af døren, sætter sin ene fod et trin eller to op, og synger en kærlighedssang, der forplanter sig op gennem karréens mure. – O sole mio! Han har sans for at udnytte ekko og akustik. Det er ikke ligegyldigt i hvilken retning, man sender sin stemme af sted. Han er en glad mand og synger kraftigt, så alle har mulighed for at følge med. Den elegante stråhat står godt til hans seler. Måske tænker han på en bestemt kvinde bag et vinduesgardin over for. Måske mindes han et helt andet sted i en anden tid. Når han er glad som nu, tror man det ikke, men Paikin har sit at tænke på. Inderst inde er han altid fjern. Uden for rækkevidde.