Efterår

Vi var lige kommet til København, og så gik sommeren med disse ture til Baggersminde, Hjerting og Silkeborg. Så jeg havde set en del nye steder. Nu skulle jeg hjem til Vesterbro og lære den at kende. I dette år blev Vesterbro evig. Min tid på stenbroen begyndte rigtigt nu, og jeg må fortælle det, som det falder mig ind, for så er der størst chance for, at jeg finder de gyldne nøgler til fantasiens og kreativitetens skønne skrin. Den barndom, min bedstefar kunne have fået på Nørrebro i 1880’erne, fik jeg på Vesterbro i 1950’erne.

Men før jeg begynder, kommer jeg i tanker om Århus. Vi boede i denne jyske hovedby, da vort land blev optaget i NATO. Det militære havde mange overskrifter i dagspressen. Min far (agitatoren) fik her en idé, der på en moderne måde skulle rette offentlighedens opmærksomhed mod Frelsens Hærs virke. Han fik fremstillet streamere med ordlyden “STORMTROPPERNE KOMMER” og satte dem op rundt omkring i Århus med det formål at reklamere for en given gruppe frelsersoldaters “angreb” med musik og sang og salg af “Krigsråbet”. Denne henvendelse til offentligheden kom i politiets søgelys. Min far (kaptajnen) måtte stå skoleret. Det lykkedes for ham at slippe for videre tiltale. Han fik ikke engang en bøde, men måtte dog love ikke oftere at drive agitatorisk virksomhed, der kunne forstyrre den offentlige orden og forurolige borgerne. Sloganet kunne misforstås, og besættelsestiden sad stadig i kroppen så at sige.

Taguung – taguung – taguung – taguung. Jeg sprang ud af min nederste køje og løb ind i stuen og hen til vinduet. Hvad var det, der sagde sådan? Nede på gaden gik en mand med begge hænderne på en maskine, der hoppede lodret op og faldt ned. Ta, når den hoppede op, guung, når den faldt ned. Det var besværligt for ham at styre den hoppende maskine. Man kunne se, at den var meget tung. Han måtte stå med let bøjede, skrævende ben, mens den hoppede op og ramte ned på midten af en brosten, der sad højere oppe end de øvrige. Og så måtte han i næste øjeblik gå et lille skridt frem, så maskinen ved det næste ta hoppede opad i en skæv fremadrettet vinkel, så den kom til at ramme ned på den næste brosten. Nogle af stenene skulle have flere taguung’er, før de sad rigtigt på plads. Han kom nærmere og stod nu lige nede foran vores vinduer. Jeg støttede mig med hænderne i vindueskarmen for bedre at se. Jeg kunne mærke en svag snurren ved hvert guung. Manden så helt almindelig ud i hovedet, selv om det var en meget høj lyd. Han havde sin sorte arbejdskasket på og var meget tynd og solbrændt og så ud, som om han hele tiden gik og smilede til sig selv. Jeg prøvede at sætte lilletrommemarchen sammen med ta-guung rytmerne. De passede ikke sammen. Der blev nogle forkerte ophold, som gjorde, at hvis man skulle gå til dem, måtte man gå lidt op i luften mellem skridtene. Senere på dagen, da jeg kom ned for at lege, fortalte de andre mænd, der arbejdede sammen med ham, at han dansede med sin brolæggerjomfru. De fortalte også, at det var fremskridtet, der gjorde, at brolæggerjomfruen kunne danse af sig selv. Da de var unge, havde de en, der skulle løftes med håndkraft. – Hun var lidt tung i det, grinede en af de ældre, og jeg forstod ikke dobbeltbetydningen. De havde gravet huller i gaden og lavet noget med gasledningerne og var nu ved at lægge brostenene på plads igen. De var arbejdere. Jeg vidste, at der var ledninger med strøm i, men der var altså også ledninger med gas i.

Når det regnede, skinnede de blanke buede sten. Og om aftenen, når der blev tændt for gassen i lygtepælene, skinnede lyset fra dem ned på brostenene. Det var meget hyggeligt. Der kom gasmænd med små stiger og så til dem. De havde en anden slags kasketter på og var på flere måder lidt finere i det end dem, der lagde brosten. De var funktionærer. De skrev noget i små hæfter, mens de kiggede på lygterne. I gamle dage kom der en lygtetænder-mand hver aften med en lang stang med ild i og tændte lygterne, men nu om dage blev de tændt automatisk. Der var venlige mænd, der talte til mig, og andre, der var gnavne og gik og talte med sig selv.

Der var ikke ret mange biler. Kul & Koks manden havde sin hestevogn. Han smed de tunge mørkegrå sække op i vognen, så den rykkede lidt, så hesten måtte tage et skridt frem eller tilbage. Når man ikke så ham, kunne man høre ham skovle kul op i sækkene. Jeg var henne og kigge ned. Et eller andet sagde mig, at jeg skulle lade være med at snakke for meget med ham. Han havde altid meget travlt, og det var et meget vigtigt arbejde, som han ikke ville forstyrres i. Den kraftige skrædder i naboejendommen til den anden side kunne samtidig stå og synge i eftermiddagssolen ligesom for at overdøve kulskovlen. Han stod ved den lille trappe ned til sin skrædderstue, når solen skinnede på vores side af gaden. Min far hilste stort set på alle mennesker, når vi gik tur. Han kom en dag i snak med Paikin, og jeg kunne forstå, at han ikke havde haft det så let. Hvordan det hang sammen med det, fik jeg intet at vide om, men nu sang han altså, og det så det kunne høres i hele vores del af gaden.

Det var her på gaden, de spændende ting foregik. Min mor var ikke glad for at lade mig være alene ude. Der var for mange sprittere, mente hun. Jeg begyndte at opleve vores nye gade og nabogaderne som forskellige provinsbyer. Jeg havde allerede en del erfaring med provinsbyer. De var forskellige, selv om de alle var provinsbyer. Gaderne på Vesterbro var forskellige, selvom de alle var gader. Der boede mange mennesker i dem, lige så mange, som der boede i en provinsby. Saxogade med op til 3. baggård havde en lige så stor befolkning som en større provinsby. Så mange mennesker bare i én gade.

I gaden Ved Westend var der kun et par opgange. Til gengæld havde den kvarterets højeste mur uden vinduer, så her kunne jeg kaste min bold svimlende højt op og så prøve at slå min egen rekord ved næste kast. Det kunne jeg gøre i timevis. Jeg blev helt ør af at stå og kigge op hele tiden. Og det var her, der kom amerikanske militærsoldater på weekend. Hotellet fyldte næsten den ene side af den lille brede gade, der næsten var som et torv. Hver weekend var der gang i den på Hotel West, og det var vist ikke Guds bedste børn de soldater fra USA. De kom til København fra deres forlægninger i Vesttyskland for at slå sig løs. Når vejret var til det, stod alle vinduer åbne derovre, og der hang skjorter til luftning, så de kunne blive klar til aftenens tur op og ned ad Vesterbrogade. Først en tur i Tivoli og så på natklub. Jeg havde set billederne i de smalle glasskabe med hængelås på, når vi gik march søndag aften. Damerne på de sort-hvide fotografier havde næsten ikke noget tøj på, og de så specielle ud i ansigterne eller sad på nogle mærkelige små stole.

Selve Westend var en af de gader, der gjorde hele kvarteret til et paradoks. Denne gade hørte ikke hjemme her mellem de øvrige mørke gader. Westend var bred og lys og herskabelig. Den endte ud mod Vesterbrogade med, at man skulle passere gennem en port. Den tilhørte et andet land. Den var meget stille og de, der boede dér, måtte være meget rige, så bred den var. Jeg var virkelig langt væk hjemmefra, når jeg var i Westend. Det ændrede sig noget, da jeg senere fik et par kammerater i gaden og så at sige oplevede den indefra. Men det er en anden historie. Jeg var jo endnu slet ikke begyndt at gå i skole endnu.

Snart mødtes drengebandet til første øvelse efter sommeren. Nu skulle jeg lære noder, så jeg kunne begynde at spille på et rigtigt instrument. Jeg lærte noder et år før, jeg lærte alfabetet. Jeg kunne spille en given stemme, før jeg kunne læse en given tekst. Her i Templet kendte jeg det hele, selv om det var nyt. Jeg genkendte lugten af fernis og tidens elendige klædestoffer med lugten af mølkugler og naftalin. Jeg kendte hele stemningen med bænkerader og runde månelamper fra de andre byer. Jeg kendte uniformerne. Jeg kendte melodierne og mange af sangene. Hærens sangskat fik jeg i vuggegave. Jeg kendte den måde, man snakkede sammen på. Jeg vidste, hvordan det var med søndagsskolen.

Snart begyndte jeg at spille 2. kornet. På den måde følte jeg mig hjemme efter ganske få måneder i kongens København. Vi skulle have en kampagne, der gik ud på at få flere børn omvendt. Som medlem af bandet var jeg samtidig blevet børnesoldat. Og der var forpligtelser her. Vi skulle ud og agitere. Vi holdt små møder ude i det fri, hvor min far (majoren) var med som lederen, der på et tidspunkt holdt en tale. Vi marcherede ned til Skydebanens Legeplads og stillede os op og spillede for alle de legende børn. Der var en voksen med, der optog film af mødet. Det var i forvejen aftalt, at William, der kom fra en frelserfamilie på Amager, skulle spille en dreng, der blev interesseret i Hærens arbejde og gerne ville være med. Han kunne spille violin. Den dag i Skyderen beviste han, at han også kunne spille skuespil. Han skulle forestille en dreng ude fra “verden”, der gerne ville omvendes. Det var snyd, for han var faktisk medlem af bandet, men sådan er illusionernes verden nu engang. Snyd og bedrag. Nogle drenge prøvede hele tiden på at komme til at slå på trommen, hvilket de jo ikke måtte. Selvom jeg var begyndt at lære at spille, havde jeg stadig ansvaret for den store lilletromme, når vi var ude i gaderne.

Senere samme efterår skulle vi ud og samle aviser for at skaffe penge til nye instrumenter. Der var penge i papir. Hele det store køkken under platformen blev efterhånden proppet med aviser, der var lagt i høje stabler som skyskrabere. De lå ganske tæt, og jeg kan se for mig, hvilken brandfælde, de udgjorde, men Herren var med os, så der ikke skete noget. Der blev faktisk penge til at købe et par nye instrumenter for.

Ugen efter agitationen i Skyderen var der børneuge. Hver aften var der møder for børn i Templet. Trækplasteret bestod i, at der blev vist en film. Det kostede 25 øre at komme ind. Der var ofte 3-400 børn til møderne. Vi sang forskellige muntre kor, hvor man skulle lave fagter til:

Sakæus var en lille mand	(vise “lille” med vandret hånd)
En lille bitte mand	(vise mindre og mindre)
Han kravlede op i et morbærtræ	(kravlebevægelser med arme)
For han ville gerne Jesus se	(skue til alle sider med skygge)
ville gerne Jesus se	(hånd over øjnene)
Og Jesus vandrede den vej	(gå på stedet)
Han standsede og sa’e:	(stå stille og kigge op)
Sakæus skynd dig ned	(vinke Sakæus ned)
For i dag vil jeg gæste dit hus	(klap på “dag”- “gæs”- “hus”)
For i dag vil jeg gæste dit hus	(klap på “dag”- “gæs”- “hus”)

En af disse aftener skulle ungdomssekretæren dukke op i egen flotte figur. Han var ansvarlig for alt arbejde blandt børn og unge i hele landet, og så spillede han på koncertina. Denne sekskantede lille trækharmonika, der er et populært instrument i cirkus, var det også i Frelsens Hær. Når han kom gående med den, så den meget lille ud, for han var en stor mand. Det var meningen, at han skulle ankomme direkte til børnemødet og medbringe aftenens film. Alle bænke i salen var tæt besat med forventningsfulde børn fra Vesterbro, der ikke var vant til at se film hver dag. Alt var klappet og klart. Min far (filmoperatøren) havde i forvejen stillet korpsets filmfremviser op. Den stod nu inde på midtergangen og ventede på at blive fodret med de spændende levende billeder. Ungdomssekretæren var endnu ikke kommet. Vi havde ventet i lang tid og sunget flere børnekor end normalt. Så kom han endelig ind i salen og gik med værdige skridt op gennem midtergangen, idet han elegant svingede uden om filmfremviseren. I sin ene hånd havde han en lille firkantet kasse med koncertinaen. I sin anden hånd havde han ikke den aftalte film. Stemningen var høj. Vi havde lige sunget med fagter og det hele. Tre gange for at få tiden udfyldt med noget fornuftigt. Nu kom han til alt held, men altså uden film. Et eller andet var gået galt. Jeg kunne tydeligt se på min far, at han ikke var tilfreds. Der var begyndende uro flere steder i salen. Min far (taktikeren) fik Per og Poul, det hed de virkelig, til at hjælpe sig. De kom fra Saxogade og kunne nikke skaller. De var tvillinger og holdt altid sammen. Per og Poul blev lynhurtigt forvandlet til min fars tro væbnere. De holdt justits og rapporterede direkte til majoren (far), hvis det var nødvendigt.

– Major, De må gøre noget! sagde ungdomssekretæren efter at have forklaret min far omstændighederne i forbindelse med den manglende film.

– Næ, ungdomssekretær, De må gøre noget! svarede min far på en måde, der ganske klart understregede, at sådan ville det blive. Ungdomssekretæren gjorde nu, hvad han kunne. Det reddede i sig selv hele arrangementet fra at udvikle sig katastrofalt, at han var en ærlig mand. Han tog hele skylden på sig med det samme. Desuden kunne han jo spille på sin koncertina. Og det gjorde han til den store guldmedalje. Han spillede meget høje toner og meget dybe toner. Og hele tiden svingede han instrumentet rundt i strakte arme. Så spillede han en lille kendt melodi. Nu holdt han det over hovedet. Nu spillede han på det fra side til side. Nu spillede han meget kraftigt og derefter meget svagt, så svagt, at han næsten ikke selv kunne høre tonerne, hvorfor han i disse passager holdt instrumentet helt ind til først sit ene øre og så det andet, som om han lod det kæle for sig, eller han kælede for det. Mens han spillede særlig vanskelige partier, stak han uden selv at være klar over det sin tunge en lille bitte smule ud mellem sine stramme koncentrerede læber. Så lød det også rigtig flot. Men uanset, hvor meget han spillede, kunne han ikke ændre på den kendsgerning, at der manglede noget.

– Så Major! sagde han en smule forpustet og fortsatte hurtigt, før min far kunne svare. – Nu må De gøre noget! Min far var klar med sin strategi: Hver eneste fremmødte skulle have sin 25 øre retur. Og sådan blev det. Uden at miste taget i det store skuffede publikum opnåede han, at alt kom til at foregå i bedste ro og orden. Nogle af de værste ballademagere klappede ham oven i købet på skulderen og sagde “det er jo ikke Deres skyld, major!”. Per og Poul hjalp til med returneringen af mønterne. Ungdomssekretæren? Han var i stand til at klare selv denne situation uden at tabe ansigt.

Børnemødet sluttede altså i god ro og orden, men den manglende film fik sit naturlige afløb ude på Frederiksberg Allé: “Frelsens Hær i Skive, den er ikke stor. Den består af Fanden og hans oldemor!” Og “Kom, kom, kom til frelsermøde, li’ så skidefuld du er”!

Jeg hørte de rebelske stemmer mere råbe end synge ordene, sandsynligvis blandt andet min fars to håndgange medhjælpere. På Vesterbro protesterede man, når man var utilfreds med noget, men man bar ikke nag. Børn på Vesterbro begyndte at se op til min far. Jeg forstår nu, at det skyldtes, at han ydede dem respekt. Han pjattede også altid med dem, hvilket gjorde mig flov, for de var jo ikke hans egne børn, som jeg var. Og jeg kunne ikke altid følge med i alle de forskellige roller, han kunne. Næste aften var alle bænkerader igen fyldt til bristepunktet med forventningsfulde børn, og denne aftens film lå parat. Vi havde været inde på Felix og hente den. Jeg sad foran på min fars cykel og holdt fast på midten af styret, mens han fortalte mig om højre og venstre. Felix Filmudlejning var et kristent foretagende med lødige film for den opvoksende slægt. Denne hed “Ærlighed varer længst” og handlede om en dreng, der stjal og troede, han kunne slippe godt fra det etc. Det børnemøde forløb uden programændringer.

Det er tirsdag aften. Jeg er som altid henne ved vindueskarmen. Mor og jeg er alene hjemme. Vi hygger os og hører “Ældre dansemusik” i radioen. Resten af familien er til øvelser i de forskellige musikkorps. Ellers er der altid mange hjemme, men denne aften har mor altså afsat til mig. Jeg har været til øvelse og har ondt i læberne, hvor mundstykket har været presset ind mod dem. Da vores øvelse er ved at slutte, begynder de voksne at ankomme og finde deres instrumenter frem. Nu skal de øve. De er meget venlige imod mig og smiler, når de siger: – Jamen, er det ikke Erik! Jeg smiler igen, for jeg ved, at jeg skal være høflig, og jeg tænker egentlig ikke på hvorfor, eller på om jeg er det. Jesus viste altid kærlighed over for toldere og fortabte syndere, men han var også Guds søn. Jeg var jo søn af mine forældre, der var officerer i Frelsens Hær, og det var noget andet, men måske var det alligevel lidt af det samme som med Jesus. Jeg vidste ikke rigtig. Vi måtte i hvert fald godt høre ældre dansemusik, selvom det ikke var den samme slags musik, som den, vi spillede til Guds ære og menneskers frelse. Her ved vinduet kan jeg mærke potteplanterne i vindueskarmen. Det er jord, de lugter af og en lidt skarp lugt fra blomsterne. Blussene fra lygtepælene blafrer en smule. Butikkerne er lukkede. Ovre på den anden side ligger Ismejeriet. Der går mor over næsten hver dag og køber mælk og måske ost og leverpostej. Jeg har været af sted for at købe for 50 øre leverpostej. Der er en glasdisk, hvor man skal lægge pengene, men der er alt for højt op, så damen i den hvide kittel kommer om på min side af disken for at få pengene og give mig den indpakkede leverpostej. Jeg kan godt lide en rundtenom med leverpostej.

Man kan høre udrykningshorn. Lyden kommer oppe fra Vesterbrogade. De bliver kraftigere. Pludselig bliver de meget kraftige. Det er her! Hornene overdøver den stille musik fra radioen. Det er spændende. Nu kan jeg se en rød bil. Lige før den når hen til os, slukker den udrykningshornet og kører langsommere videre. Det er en rød lukket sportsvogn. Det er brandmajoren. Jeg følger den med øjnene og opdager, at der kommer røg ud af nogle vinduer et godt stykke længere nede. Nu kan man høre mandestemmer. Jeg vender blikket lige i tide til at se stigebilen, der nu kommer rullende. Jeg kan se flere brandmænd. De sidder udenfor på en slags bænk på bilen. De har sorte uniformer med gule striber og store sorte hjelme med en stor læderlap i nakken, der går helt ned over ryggen. Jeg synes, en af dem blinker til mig, da han passerer forbi. Der kommer to brandbiler til. En af dem er lukket i runde former. Det er slangebilen. Den kan rulle alle brandslangerne ud fra sine skabe på siderne. Den sidste er røgdykkeren. På den sidder brandmændene også ude på små bænke, mens de kører. De har deres røgdykkermasker hængende i livremmen sammen med en hammer og en hakke, der er lavet af sølv. Jeg ser op på min mor, der er kommet hen og står og holder mig ind til sig. – Nej, siger hun, vi bliver her.

Har jeg sagt noget? Har jeg spurgt, om jeg måtte komme derned og se på? Jeg sætter hænderne i vindueskarmen og hæver mig op, som jeg altid gør. Mor holder mig, så det ikke skal blive farligt. Nu kan jeg se brandmajoren. Han har sin sølvhjelm på. Hans røde sportsbrandvogn holder midt på gaden ud for den ejendom, hvor det brænder. Han siger noget og peger. De tapre brandmænd nikker også og peger. Nogle af de råb, jeg kan høre, kommer fra andre og lyder ikke spor af brandmænd. Det lyder snarere som nogle, der er meget gale og skælder ud. Nu kan jeg høre en kvinde, der græder. Brandmændene gør, hvad der må gøres. De taler sammen, kan man se, men ikke høre. De løber, men ikke særlig hurtigt. Nu ruller de en stor slange ud på gaden. Den er helt flad. Der står en anden henne ved gadens røde brandstander. Han er ved at skrue slangen på. Nu begynder slangen på gaden at bevæge sig. To brandmænd løber ret hurtigt. Nu har den forreste taget slangen op og står med den under sin ene arm. Den anden står lige bag ham og har også godt fat i slangen. Der kommer vand. Det er som et springvand til alle sider. Så gør de vandet længere, så det kan nå op til vinduerne, hvor det ryger. Stigen på stigebilen drejer sig og skyder sig samtidig ud. De to med slangen går op ad stigen, mens den endnu er ude i luften midt i gaden. Det ser smart ud. Så kommer den lige hen til vinduerne.

Nede på gaden er nogle røgdykkere ved at gøre klar til deres indsats. De er tapre. Det er farligt med røg, det ved enhver. De går ind i opgangen med deres røgmasker på. De har flasker på ryggen. De har enten hammeren eller sølvhakken i en af hænderne og ikke noget i den anden hånd. De blå lygter på alle brandbilerne blinker. Det er uhyggeligt, samtidig med at jeg føler en stor hygge ved det hele. Der er efterhånden mange mennesker på gaden. De står i små klynger og følger udviklingen. Brandmajoren med sølvhjelmen går hen og snakker med et par, der står og holder om hinanden. Nu kan man høre en anden slags sirene. Det er politiet. Jeg har hørt den før oppe på Vesterbrogade. De kommer næsten hver dag. Nu drejer de ind i vores gade. Der er to betjente. De går lige hen til Sølvhjelmen. Den ene skriver løs i sin sorte notesbog. Heldigvis er der kun tale om en meget lille brand, men mor siger, at jeg skal i seng nu. Det har jeg selvfølgelig ikke lyst til, men hun er jo min mor.

Næste dag hører vi, at branden opstod, fordi der lå en mand og røg cigaretter i sengen, og så var han faldet i søvn. Jeg ved fra søndagsskolen, at det er forbudt at ryge, jeg ved, at det er en meget slem ting, og at Gud ikke bryder sig om det. Jeg ved, at det er en synd, man må bede om tilgivelse for, hvis man vil omvendes. Jeg ved, at hvis man giver sit hjerte til Gud, så må man holde op med at ryge. Så jeg synes slet ikke, at det er så mærkeligt, at der opstod den brand. Det var jo en synder, der lå i den seng.

Vi går gennem til Westend, når vi er på vej hjem fra Templet. Min far kan gå meget hurtigt. Da han var dreng, var han fodboldspiller, en af de bedste. Han laver morgengymnastik hver morgen, lige når han står ud af sengen. Der er en i radioen, der hedder Kaptajn Jespersen. Han er morderlig god til at tale morgengymnastik og meget populær. – På’en igen, siger han inde i radioen. – På’en igen, siger min far med sin charmørstemme og skråler: - Vågner, vågner danske helte, Springer op og spænder bælte!

Han synger på en særlig måde. Han har lært sig at synge, så det ikke lyder falsk. Han er ikke særlig musikalsk. Da jeg meget senere af min ungarske spillelærerinde bliver afkrævet svar på, hvem i familien jeg dog har arvet min musikalitet efter, svarer jeg “Min storebror”!

I vores opgang går vi hen ad mellemgangen, der som en kommandobro på et skib går tværs gennem huset til den rigtige hovedtrappe, der ligger til gården. Her er det jeg tænker på “kaptajnen på det skæve skiv”, som min far og mor og andre voksne talte så meget om, mens vi stadigvæk boede i Nykøbing Mors. Det blev sendt i radioen. Han stod alene tilbage på broen af sit skib, da alle hans folk var blevet reddet. Jeg havde set et billede af det i Berlingske Tidende. Han var et rigtigt mandfolk, og han troede på Gud, selvom han boede i Amerika. Han stod på sit skæve skib i storm og blæst til det sidste. Han var rede til at vove livet. Da det næsten var sunket derude på det store frådende hav, stod han på skorstenen, og vinkede muntert til mændene i den helikopter, der kredsede rundt, parate til at iværksætte en redningsaktion. Til det sidste nægtede han at lade sig redde. Han var en ægte dansk søhelt som Tordenskjold og Christian d. 4. Det sagde alle. Han smilede altid på billederne. Man kunne godt se, at han troede på Gud. Det var først lige i sekunderne, inden det sidste af skorstenen forsvandt, at han gav tegn til helikopteren. Far så meget op til ham. Det kunne man høre på beundringen i hans stemme. Mange år senere fortalte han mig, at han som ung kadet på Frelsens Hærs kadetskole faktisk havde skrevet et dramatisk stykke med titlen “Til Redning”. Da jeg spurgte, om han havde et eksemplar liggende, svarede han, at det havde de daværende ledere taget i forvaring som officersskolens ejendom. Sådan var reglerne. Det havde han og alle andre accepteret, da de blev kadetter. Så han gjorde intet ved det, men antydede, at undervisningen på kadetskolen generelt var på det særdeles gennemsnitlige. Stykket handlede naturligvis om at frelse fra synd. Allegorien med et faretruende skibbrud, hvor så redningsbåden “går ud”, er god og enkel, så den er til at forstå. Men æren for stykket formentes altså den unge kadet Frederiksen. Og det var endda helt efter reglerne.

Det var blevet mørkt. Lygten lidt nede til venstre for mig i 1. sals højde var netop begyndt at lyse. Flammen stod så klar, at man skulle tro, det var en el-pære med blåligt lys. Jeg stirrede ind i flammen og blev helt væk. I mit første barndomshjem i stuerne ovenpå mødesalen i Randers stod der et klædeskab i den lange entré. Bagsiden var fjernet, så man kunne komme til tøjet fra begge sider. Det skab kravlede jeg ind i. Sad derinde og mærkede lugten af tøjet med mølkugler og naftalin, indtil jeg kravlede ud gennem bagsiden. Jeg oplevede ingen hvid løve som børnene i C.S. Lewis’ “Narnia”, men jeg har siden befundet mig på den side af skabet. Aldrig kravlede jeg tilbage. Det kan jeg huske nu. Det kunne jeg ikke huske, den efterårsaften ved vinduet, hvor de første tegn på vinter kom dalende til Vesterbro lige for øjnene af mig. Alt var så stille, så stille. De store snefnug blev belyst, når deres vej faldt forbi gadelygten. Brostenene lyste først skinnende våde, og så blev de lidt hvide i mellemrummene. Det var tøsne, men dog sne. For første gang så jeg sne passere forbi mig og videre nedad. Jeg kiggede op og blev svimmel, for selv om jeg stod bag en rude, vrimlede de rundt og rundt og rundt lige over mig. Så var jeg tilbage i Nykøbing Mors den morgen, hvor vi næsten sneede inde, og der lå høj sne på min brors dyne. Han skulle ud med mælk. Der var sne overalt. Jeg kom ned i gårdhaven, der var Frelsens Hærs egen private. Der var en rød, lav murstensmur ligesom i et kloster. Den var god at kaste snebolde på. Nu stod jeg her på anden sal. Det var for sent at komme ned og lege. Det var udelukket. Jeg måtte pænt blive, hvilket jeg da heller ikke havde nogen problemer med, men jeg tænkte mig væk. Nu var brostenene bølgende hvide. På Strib var stranden så hvid, at den gjorde ondt i øjnene. Min mosters strand. Kun muslingeskallerne i fars sandmalerier var hvidere.

Dugene på det lange bord i Tårnvillaen var også meget hvide. Og min mosters forklæde. Det var så hvidt i solskinnet herovre, at de gav mig solbriller på, da vi skulle fotograferes. Moster og mor og far havde den samme slags på. Det var hot. Jeg vidste intet om, at Danmark på den tid havde accepteret at modtage dollars fra USA, og at det måske var medvirkende grund til, at vi nu kunne få smarte solbriller. Jeg vidste heller intet om, at det land, som Strib blandt andet lå i, et par år senere ved et regeringsdekret var blevet en del af NATO, og at det var krigsskibe fra en af vore allierede, jeg så sejle på Lillebælt denne skinnende hvide sommer. Jeg kan bare regne ud, at det var samme år, far klistrede streamerne med KOMMANDOTROPPERNE KOMMER op på passende strategiske steder i Århus bymidte. Men jeg vidste, at der var en stor pige på måske 8 år, der sagde, at hvis jeg ville gå med hende ned til havnen, så skulle jeg få negerboller.

Og jeg ved, at vi i Århus flyttede fra Studsgårdsgade, hvor bageren gav mig mundsmage med flødeskum eller kagecreme, til Klostergade, hvor der var en meget lang entré. Og jeg kan tydeligt huske, at min far skulle bone gulvet i denne lange gang. Han skulle samtidig passe mig, så jeg blev sat på den kost, han havde omdannet til bone-apparat. Jeg skulle holde fast i skaftet og gøre det ud for ballast. Det lugtede af skosværte nede ved gulvet. Og så bonede han gulvet. Frem og tilbage. Så kørte jeg baglæns, så forlæns. Det kan jeg huske. Og jeg kan huske senere, at jeg fik lejlighed til at bestige en vaskeægte gyngehest med hoveder på begge sider og en rundstok på tværs til at holde fast i, når man gyngede højt. Og jeg gyngede så højt, at jeg gyngede bagover og slog hovedet i gulvet, så der gik hul, og det blødte, og vi måtte på skadestuen med mig. Det kan jeg tydeligt huske. Og hvor både min far og mor blev kede af det og fik skyldfølelse. De ville jo bare glæde mig. Og jeg kan huske senere til et børnemøde, hvor der var kommet mange børn. Det var vigtigt at der kom mange børn, så nogle af dem måske senere kunne blive frelste og børnesoldater. Og min mor havde fået assistance af to eller tre damer fra korpset til at lave budding til alle børn. Det kan jeg huske. Hvad jeg ikke kan huske, men senere har fået fortalt, var, at et firma havde skænket Hæren et stort kvantum buddingpulver. Men jeg kan huske, at min storebror løb ind i et ståltrådshegn, da vi en 2. Juledag hele familien var på den skønneste vintereventyrs tur til Risskov. Det kan jeg tydeligt huske. Det var alt sammen før, vi flyttede til Nykøbing Mors, hvor vi sejlede med Pinen og Plagen.

Sneen dæmpede de få lyde, der kom nede fra gaden. Jeg var ellevild. Bare det snart var morgen, så skulle jeg! Sneen, den var lige til at spise. Og fnuggene der dalede og dalede, så man blev helt svimmel. Det var dejligt. Det vidste jeg, men jeg vidste intet om, at der på den anden side af jordkloden lå et dansk hospitalsskib, fordi der var krig i Korea. Og jeg vidste heller intet om, at det var på grund af kommunisterne, at krigen nu var på sit højeste. Jeg skulle komme til at møde kommunister i forbindelse med hornmusikkorpsets march gennem Istedgade. Da kastede nogle kommunister med rådne tomater. Jeg syntes, at det lignede drenge på min storebrors alder, men de voksne sagde, at det var kommunisterne, der havde drevet deres spil igen. Det kan jeg også huske. Så de var ikke så farlige som dem i Korea, for dem blev amerikanerne nødt til at slå ihjel. Nogle af dem, der kom på orlov på Vesterbro i weekenderne var sikkert med i krigen. Hos den lille marskandiser lige overfor soldaterhotellet kunne man købe cowboyhæfter med David Crockett på amerikansk. De hæfter lugtede udpræget amerikansk, helt anderledes end de danske hæfter med Jens Lyn. Sådan lugter Amerika, tænkte jeg og kiggede på billederne. Der var også nogle med Hop-a-long Cassidy. De var i to farver. Gulbrun og snavsethvid. Ja, det kan jeg huske.

Hvordan jeg faldt i søvn i vinduesnichen, husker jeg ikke, men jeg lå i min seng, da jeg vågnede næste morgen.