Kronologi

Måske bytter jeg om på kronologien her og der. For at finde tilbage til fantasiens udspring, til de første små piblende rene og klirrende toner fra denne livgivende strøm ned ad barndommens åbne sinds grønne skråninger, må kronologien være underordnet, på samme måde som ordene i dette digt er underordnet den virkelige sommermorgen:

Morgenens ædle funklende farver i græsset

Smaragder, Opaler, Rubiner

Røde, Grønne, Blå, Gule

Lysende Diamanter

Ah dejlige dug

Stenenes kølige våde tunger

På terrassens planker

De spinkle spindelvævsværker tager snart usynlighedsdragter på

Den grønne svær

Var ligeså grøn i nat i

Fuldmånens skær

Det betyder mindre i hvilket kapitel, jeg begyndte i 1. klasse. Det afgørende er, at jeg begyndte. Da jeg startede i Folkeskolen, blev jeg mødt af en omsorg, jeg ikke havde mulighed for at forstå det storslåede i, for jeg havde ikke oplevet det modsatte. Vi kom alle til skolelæge og blev vaccineret, så vi var udrustet til at modstå børnelammelsen.

Da jeg startede i Folkeskolen, mødte jeg et voksensamfund, der udtrykte sin mening om mig i omsorg for mig. Da jeg gik i 1. klasse skulle vi møde en lørdag eftermiddag i skolens badekælder med hvide fliser og vaske os med træuld og store firkantede sæbestykker med skarpe kanter uden parfume. Der gik en mand i hvid kittel og skrubbede os på ryggen med træulden. Det var bademesteren.

Da jeg gik i 1. klasse, fik vi madpakker til frokost hver dag. Det var almindelig og god nærende kost, fri for forældrebetaling. Skolens madpakke var finansieret af en politisk beslutning. Vi sang: Oh, mein papa, spis skolens gummiostemad. Oh, mein papa, den gør dig mæt og gla-aad! Vi udgjorde en forskel, sagde de voksne. De fortalte om andre uforståelige emner, men den tidsånd, vi blev mødt af, var altså, at vi var værdifulde. Vi var uundværlige. Det er min barndoms aura. Da vi midt i 1. klasse skulle vaccineres mod denne børnelammelse, gjorde det jo lidt ondt, allerede før vi kom ind til lægen og hans store sprøjte, men på hans bord stod æsker med skildpadder, 5 i hver.

Hvis der endelig skal være noget med kronologi, må det være tilstrækkeligt at slå fast, at jeg har draget ånde fra dag et. Da den var til ende, kom den næste, som jeg også levede fra begyndelsen til slutningen. Sådan har jeg gjort, levet dagene i den rækkefølge, de er kommet. Det siger jeg uden at rødme og erklærer højtideligt, at jeg således ikke på noget tidspunkt har prøvet at flytte om på tiden. Jeg ønsker at lære universet at kende. Jeg ønsker at lære mig selv at kende, og derfor fortæller jeg historien om mig selv. Jeg har kun historien om mig at fortælle. Til gengæld fortæller jeg den gerne til alle. Min historie om mig selv er en del af historien om alle. Hvert eneste skønne menneske har en historie at fortælle uden underlige salgsmæssige omsvøb. Det er bare at gå hen og slå sig ned på stenene omkring det ældgamle egetræ i nabolaget og gå i gang, så skal der nok komme tilhørere: – Næ, du, nu skal du bare høre!

Jeg henvender mig til verden. Jeg prøver at finde mig selv frem. Prøver at finde et par af mine startpunkter. Det store spørgsmål er, hvorfor jeg dog gør det. Jeg kunne jo foretage mig så meget andet. Det er fysisk utilfredsstillende at sidde her foran skærmen i mange timer, så hvorfor pokker gør jeg det her? Det er mit håb at blive afklaret med alt. Dog skal man ikke tro, at jeg lægger alt frem. Jeg er ikke flagellant, men det hører med til historien, at jeg i mange år har gemt barndommen langt væk, fordi jeg måtte forlade Frelsens Hær som ung. Jeg kunne ikke holde ud at være der. Kunne ikke holde ud at være spærret inde i denne uniform. I den forbindelse var jeg nødt til at lægge afstand til mine forældre, fordi de var så indbygget en del af den organisation, jeg tog afstand fra. Jeg var ude af kontakt med min familie i flere år, havde ikke svært ved at finde mig en ny familie i kollektiverne. Mine kollektive venner blev bogstavelig talt mine nye søskende.

Arbejdsmæssigt var det nogenlunde det samme. Da jeg havde meldt mig ud af Frelsens Hærs soldaterskare, var jeg med den tids sprogbrug en frafalden og fortabt synder. Sådan var ordene. Sådan var dagsordenen. Så jeg skulle gøre noget for at bevise, at jeg ikke var et dårligt menneske, bare fordi jeg var uden for Frelsens Hærs lyskreds. Kofoeds Skole mindede på mange måder om det, jeg kendte til fra min barndom. Her mødte jeg mennesker, der havde brug for en hjælpende hånd. Jeg havde fået det med at være en hjælpende hånd ind med modermælken, så her følte jeg mig hjemme, og det uden at skulle opfylde alle de mange underlige formkrav, jeg var blevet så træt af i Frelsens Hærs verdensomspændende lilleverden. Frelsens Hærs verden, der for dens soldater var hele verden. På Kofoeds Skole kunne jeg kalde en skovl for skovl og en spade for spade. Jeg kunne bande og svovle, som jeg ville. Behøvede ikke at nøjes med at sige “av for Søren”, når jeg mente noget meget kraftigere. “Av for Søren” blev rent faktisk defineret som en acceptabel ed. Flere i geledderne kaldte med et svedent grin udtrykket for en missions-ed.

Vejen til arbejdsårene på Kofoeds Skole begyndte i Gribskovlejren, hvor jeg skulle aftjene min værnepligt som militærnægter. Og det var i virkeligheden det første og største brud med Frelsens Hær. At være militærnægter var ikke velset. Når de værnepligtige i min barndom havde orlov, skulle de hele weekenden bære deres militære udgangsuniform, så det kunne ses i gadebilledet, at landet var blevet medlem af NATO. Det betød, at når frelserbandet gik søndagsmarch, var der ofte en skidengrøn militæruniform blandt de sortblå frelseruniformer. Det var velset og helt i orden, selvom det brød det æstetiske indtryk. Det var næsten som en slags mode. Se bare her, Frelsens Hær yder sit til den givne politiske dagsorden. Frelsens Hær yder sit til fædrelandets forsvar. Frelsens Hær er skam med mod den kommunistiske fare. Unge værnepligtige i Frelsens Hær gik ind i militæret.

Da jeg som lille havde lært at læse, fik jeg engang lejlighed til at gøre små studier i en af militærets røde instruktionsbøger for værnepligtige. Der stod, hvordan man bedst kunne uskadeliggøre fjenden. Der var tegnet skitser, der viste, hvordan man skulle ligge beskyttet for bedst at få ram på fjenden. Jeg vidste alt om, hvem fjenden var. Det var Djævelen og alt hans værk. På Kofoeds Skole følte jeg, at man kunne ånde friere, selv om jeg var begyndt at ryge. Og drikke bajere. Der var højere til loftet, selv om der stank af bræk og lort. Jeg oplevede ikke indgangspartiet til skolen som dæmonernes port, som Kim Larsen kaldte den i sin sang. For mig var den mere en port til friheden. Det var min første store oplevelse af at få tingene til at gå op i en højere enhed. Jeg tjente de penge, jeg havde brug for. Jeg havde et arbejde, jeg via min opvækst var fortrolig med fra første arbejdsdag. Arbejdet for mennesker har jeg haft mulighed for at studere altid, da det jo var, hvad min far og mor og moster udførte. De arbejdede for mennesker. Hver arbejdsdag på Kofoeds Skole gjorde mig mere og mere sikker på, at jeg ikke nødvendigvis var blevet et dårligere menneske, bare fordi jeg ikke længere gik og blæste i messing hver søndag aften. Jeg kunne endda tage en helt anden slags tøj på uden at føle mig forkert. Lade håret og skægget gro. Det var fantastisk. Jeg kunne ryge smøger og pibe, som det passede mig. Jeg kunne drikke bajere med arbejdskammeraterne. Jeg kunne ryge pot med arbejdskammeraterne. Jeg kunne dyrke sex, selv om det var meget svært at være frigjort efter den barndom. Jeg kunne få mig en kæreste, der var kommunist.

Til sidst kunne jeg endda genoptage kontakten med min familie. De kunne ikke røre mig nu. Ingen skulle kritisere mig for at være en frafalden. Ingen skulle bare så meget som tænke på at kalde mig en synder, jo, det kunne de måske godt, men inderst inde måtte de erkende, at jeg gjorde meget godt blandt Kofoeds Skoles elever. Det blev dog kun til de allernødvendigste pligtbesøg. Runde fødselsdage og den slags. Til jul holdt jeg mig konsekvent væk. Heller ikke det kunne kritiseres, for hvad gjorde jeg? Jeg arbejdede. Holdt Jul med Kofoeds Skoles elever. Var med til at arrangere juleaften for mange hundrede mennesker, der ikke havde nogen familie at tage hjem til. Det kunne ingen i familien tillade sig at kritisere.

Men inden det kom dertil, fik jeg som sagt et andet netværk. Min kødelige familie blev noget sekundært. Mine jævnaldrende ude i verden det primære. Endnu den dag i dag omtaler Hjalmar fra dengang og jeg hinanden som brødre. Vi arbejdede sammen på Kofoeds Skole. Vi boede sammen i et skønt kollektiv, og da han besluttede at rejse hjem til sit eget land, fulgte hele kollektivet ham hjem, og vi oplevede sommeren i Sydgrønland med base i vores små billige nylontelte. Uden arbejdskammerater som Hjalmar havde jeg været ilde faren. Familien havde jeg hele tiden i baghovedet, men jeg måtte passe på, at de ikke udviklede en stærk hovedpine hos mig, så jeg gjorde meget for at holde en passende afstand.

Nu er det gået op for mig, hvor meget energi det krævede at holde denne dagsorden. I mange år måtte jeg kæmpe for at kunne være mig selv uden at føle skyld. – Frelsens Hær, de gør meget godt, sådan sagde folk. Og nu ved jeg, at det passer, men i en lang periode gjorde denne kommentar mig indædt rasende. – Ja, men “de” gør også meget ondt, svarede jeg så høfligt, det nu var muligt for mig.

Jehovas Vidner har det med at udelukke familiemedlemmer, så de på det nærmeste ikke eksisterer, hvis de vælger at forlade menigheden. Så slemt er det vel ikke i Frelsens Hær. Tilsyneladende. Jeg følte det meget slemt. Jeg har brugt en stor del af min bedste energi i mange år på at holde sammen på min egen identitet. Nu skal jeg tilbage til, da jeg havde mit potentiale af kreativitet i behold. Det er det, der er meningen. Derfor skriver jeg! Den tid hvor jeg kunne flyve. Jeg skal grave det hele frem og se, hvor meget der er intakt. Jeg føler mig klar til det nu. Samtidig skal jeg forsone mig, både med min familie og med min tid i Frelsens Hær, da jeg var barn, og især, da jeg var ung. Det var i ungdomstiden, jeg med største intensitet oplevede hykleriet i Frelsens Hærs tropper. Da var det, jeg blev en vred ung mand, som absolut intet havde til overs for halleluja og tjimdada. Det gik for alvor op for mig, at der var stor forskel på, hvad de voksne musikanter foretog sig, når de var i civil, i modsætning til hvad de stod og sagde, når de søndag aften holdt salvelsesfulde små taler, som vi kaldte at “aflægge sit vidnesbyrd”. Da disse kendsgerninger gik op for mig, havde jeg en sag, så at sige. Jeg kunne ikke gøre andet. Jeg måtte sige fra. Jeg måtte gøre det højt. Jeg måtte smække med døren. Jeg måtte forlade familiehyggen en jul for at møde de gamle skolekammerater på det lokale diskotek. Jeg måtte bryde den uhyggelige familiehygge, og jeg gjorde det henne fra entreen. Mens jeg kom i overtøjet, citerede jeg Henrik Ibsen: “Kun stærk er den, der står alene”! Da satte jeg mig selv udenfor. Da led jeg virkelig. Da var jeg virkelig teatralsk, så det ville noget. Og hele familien sad der uden at tage til genmæle. Og så skred jeg.