Blod og Ild familien

Det er lørdag eftermiddag. Jeg har min mørkeblå kampuniform på. Samme blå farve som Pers i “Pers nye klæder”, som er en af mine yndlingsbøger. En blå farve, som jeg føler mig hjemme i. Uniformen er ikke særlig rar at have på, når det regner. Vi skal ud i gaderne og på legepladserne. Vi skal ud og agitere for at få flere børn til at komme i søndagsskole. Vi skal ud og spille flere kandidater ind i bandet. Vi skal charmere Istedgades vilde børn til kommende børnemøder. Agitationen er midlet. Målet er flere børn til Kristus.

Mit instrument på marcher er jo lilletromme. Jeg må svaje helt ekstremt bagover for at holde balancen. Lilletrommen er sat, så den står noget nær vandret ud fra maven. Jeg føler mig kompetent nok til det rent spillemæssige, men trommens størrelse! Når man alligevel har sat mig på dette vigtige marchinstrument, skyldes det udelukkende, at jeg spiller marchrytmerne korrekt og i ordentlig takt. I Istedgade, på Enghave Plads og inde på Skydebanens store legeplads er der imidlertid mange børn, og de vil gerne afprøve lyden af en sådan tromme, så de kommer nær på og begynder at slå på skindet. Jeg ser i min nød ingen andre udveje end at slå dem over fingrene med stikkerne, hvilket naturligvis er en farlig handling, som på Vesterbro ganske givet kan udløse røvfuld, men jeg er i flertal midt i bandet, og Majoren (far) er også med, så jeg slipper for nedværdigende straffe. Desuden er jeg i uniform, og det er forbundet med en vis form for indbygget autoritet, min alder til trods.

Jeg skal ha’ gjort op med nogle dæmoner, og jeg må begynde med noget fra tiden, da de begyndte deres nederdrægtige spil. For mig er dæmoner nogen, der tager noget fra en, man ellers synes godt om. Fra Vesterbro stammer nogle af de værste. De har ligget og luret i mange år. De har forstyrret mine drømme. I en drøm kommer jeg for sent til bandets koncert i en fremmed by. Jeg kan ikke finde min uniform, eller jeg har fået forbud mod at bære den og skal alligevel spille med, eller den, jeg finder, passer mig ikke længere. Dæmonerne er uvenlige og skaber uro. Jeg har for overblikkets skyld givet dem navne: Forurettet, Såret, Alene, Selvmedlidende, Ikkegodnok og Stædig. Ikke-godnok og Selvmedlidende er de værste. Det er dem, der har givet mig de fleste mareridt, og nu skal det være slut med dem. Nok er nok. Jeg har også ofte besøg af en dæmon, der higer efter berømmelse, en anden, der er bedrevidende, en, der er angst for ikke at være klog nok, og en, der giver sig udtryk i en vis infantilitet.

Der også en hel suite af påbud: Du skal lukke øjnene, når vi beder. Du skal bede Gud om forladelse for dine synder. Du skal være i verden, men ikke af verden. Du skal ligne Jesus. Du skal bringe syndere til Gud. Du skal bede for synderne. Du må ikke opsøge syndige steder. Du må ikke ryge. Du må ikke drikke alkohol. Du må ikke bande. Det hele ud fra strategien: Frelst for at frelse.

Min bedstefar var glad for, at han blev frelst, mens han var ung. Han valgte selv denne vej og følte sig fri i sin uniform. Her sidder han ved siden af herren i stolen.

Min far kom også af egen kraft frem til sin omvendelse. De to havde ejerskab til deres frelse. Jeg blev født indviet til Gud og Frelsens Hær: Det valgte mine forældre, fordi de mente, at hvad der var godt for dem, også ville være godt for mig. De gjorde det af hele deres hjerte. Paradoksalt nok kom det til at betyde en modsatrettet oplevelse, efterhånden som jeg voksede til. Jeg havde ikke selv valgt og følte mig som ungt menneske helt fastlåst i at skulle leve op til, hvad der nu var defineret som bedst for mig. Mennesket vil helst have en oplevelse af, at det selv kan vælge. Min bedstefar og far var ægte mønsterbrydere, mens jeg skulle være mønsterbevarer. Jeg blev mønsterbryder som de og kom derved til at stå i et modsætningsforhold til dem. Sådan er logikken.

På hverdage fik vi varm mad til aften. Om søndagen til middag. Søndag morgen skulle vi op til de to tidlige begivenheder i korpset. Helliggørelsesmødet kl. 09.30 og Søndagsskolen kl. 11.00. Dette helliggørelsesmøde var ugens vigtigste. Det var her, korpsets kamptropper skulle lade op og fyldes af Den Hellige Ånd, så de havde noget at stå imod med i kampen. Det var på helliggørelsesmødet, den enkelte kunne indvi sig til nye opgaver, nye aftaler med Gud. Det var fra dette møde, kraften skulle udgå. Det var i forbindelse med dette møde, man kunne bede om at få sit åndelige gennembrud. Helliggørelsesmødet. Der var en klar stemning af få mennesker til dette tidlige søndagsmøde. Det kunne jeg helt fra begyndelsen opleve ved selvsyn, når jeg senere ankom til Søndagsskolen. Meget hurtigt efter vores ankomst blev jeg medlem af drengebandet. Mit første instrument var jo lilletromme, men da dette var et unødvendigt instrument i forbindelse med søndagsskolen, blev jeg næsten samtidigt uddannet til at spille kornet.

Pigerne havde også deres ungdomsmusikkorps. De sang deres numre for alle os andre. Vi drenge gav også et par særlige numre i løbet af søndagsskolen. Vi var inddelt i klasser, som så under en voksens eller halvvoksens ledelse fik undervisning i dagens emne. Det var som regel et lille stykke bibelhistorie. Sandkasseklassen for de yngste foregik i den lille sal. Der var en mindre sandkasse, sat på ben. Her kunne man sætte papfigurer ned i sandet, så det blev meget livagtigt at se på, som i en rigtig ørken. Figurerne af karton havde samme slags milde og dog myndige udtryk i ansigterne. På bagsiderne så man kun pappet, men det var ikke det afgørende. Det var hele stemningen, der var vigtig. Vi lyttede og brugte fantasien, og da vi var omsluttet af varme og venlige følelser fra den halvvoksne pige, der stod for undervisningen, lærte vi meget. Hvis det af en eller anden grund ikke var muligt at være i den lille sal, foregik undervisningen i et hjørne af den store sal, hvor de store klasser sad. Så blev papfigurerne sat op på et stykke flonel, der fungerede som bagtæppe for en given handling. Meget livagtigt.

Når vi kom hjem fra søndagsskole, skulle vi spise middag. Mor havde det hele klar. Der var altid noget særligt over søndagsmiddagen. Vi var altid mindst 7 til bords og meget ofte også et par gæster. Gæsterne var som regel højtstående officerer, der holdt særlige møder i Templet netop den søndag. Så var mine forældre værter for disse specielt indbudte mødeledere. Her oplevede jeg mange mærkelige voksne. Nogle havde været missionærer i Afrika eller Sydamerika og var så hjemme på ferie, eller fordi de havde modtaget ordrer til en ny arbejdsopgave. Relativt ofte var det officerer fra Sverige eller Norge eller England. Altid sad de i fuld uniform og spiste søndagsmiddag, som min mor havde gjort klar på slaget 12. Altid to retter. Jeg skulle være stille, mens de voksne talte sammen. Mine søskende skulle også være stille. Faktisk var det kun min far, majoren, og gæsterne, der talte. Der opstod store problemer, hvis det var englændere, for min far var ikke så god til engelsk. Hvordan de situationer blev klaret, kan jeg ikke huske, for jeg kunne heller ikke engelsk.