Sådan set

1

Her er det sommer. Flyttebilen med vores ting er kommet fra Nykøbing Mors, hvor man siger “a” når man mener “ja”, altså jeg. Jeg står på fortovet og hører nogen råbe til hinanden og spørger min mor, om vi nu er kommet til Sverige. Kørebanen er brolagt. Der er lygtepæle langs hvert fortov. Når man drejer om hjørnet oppe ved Vesterbrogade, kan man se dem stå i to lange rækker, der fortaber sig i det fjerne nede ved Istedgade. Der er meget at opleve her. De små forretninger ligger som kulørte perler. Når solen skinner som nu, kan et forretningsvindue stråle som diamant i et langt sekund.

2

Min far kunne næsten flyve. Selvom han var i skjorteærmer og arbejdsbukser, havde han altid uniformens usårlighed på inde under, ligesom Supermand for de uindviede kan fremstå som en ganske almindelig kontormand. Far skiftede elpærer i salen på en halsbrækkende måde ved at sætte en bænk ud over gallerikanten, sådan en 3-4 meter. Kravlede så på alle fire ud på bænken med den friske pære efter at have instrueret sin løjtnant i at være kontravægt i bænkens anden ende inde på den rigtige side af galleriets kant. Gjorde han det virkelig, eller var det bare noget, han sagde, for at lave sjov?

3

Det her billede bevæger sig gennem flere årstider og er taget ved de to springvand, der forskønner Frederiksberg Allé lige ved siden af Frelsens Hærs strategiske hovedkvarter i Danmark. Karréerne er bygget i harmoni med den runde plads med fontænerne. Frederiksberg Runddel er firkantet. Den ligger hvor alléen ender lige over for indgangspartiet til Frederiksberg Have. Den smukke runde er Sct. Thomas Plads. Ikke noget med runddel. Det var mærkeligt, syntes jeg, Men sådan var de voksnes verden. I baggrunden af billedet ses lidt af en buet husmur på det sted, hvor nedløbsrøret er anbragt. Her lagde vi tøjet og håndklæderne, før vi sprang op i det boblende vand. Vi stod under de bløde, tykke vandstråler, der kom ud af løvehovedernes gab. Jeg var sammen med Erling. Vi havde fået lov. Når der var hedebølge, gjaldt der andre regler.

Nytårsdag stillede spejderne op til parade her, uanset vejret. De skulle stå og udføre deres forskellige indøvede eksercitser i frostvejr. Jeg var med henne og se hele paraden. Det var klingrende frost. Ingen sne. Fontænerne var lukket ned for vinteren. Man lagde mere mærke til brostenene, der var lagt i mønstre på dette sted af alléen også på selve kørebanen, ligesom inde på Amalienborg Slotsplads. Flotte brosten i forskellige farver, lagt i et kunstfærdigt mønster.

Her var det, jeg så Sputnik bevæge sig på aftenhimlen. Der var billeder af denne berømte satellit i Berlingske Tidende. Den lignede en jernkugle med stænger på. Jeg havde fremstillet en kugle af brede postelastikker. Denne aften var der arrangementer for grupper af menige frelserfolk. Det var musikkorpset, der øvede. Tonerne nåede ud på den efterårsmørke plads. Jeg skulle vente, til de var færdige, og følges med min familie hjem. Så lige nu havde jeg pladsen for mig selv.

Der var kommet flere privatbiler i København. Danmark var så småt på vej mod bedre tider. Alle de parkerede biler fik pladsen til at virke befolket. Jeg anbragte elastikkuglen på kanten af rendestenen under en bils baghjul og fiskede min hemmelige æske tændstikker op af lommen. Det var min hensigt at finde ud af, hvorledes raketmotorer virkede. Og jeg vidste, at det var noget med ild. Jeg kunne mærke de kolde brosten og jeg havde allerede en tændstik i hånden, da der oppefra lød en brysk stemme: “Hvad foregår der her”? Angsten forplantede sig ned i maven og videre ned i benene! Gadebetjenten forklarede mig det uhensigtsmæssige i brug af åben ild lige ved siden af en bils udstødningsrør. At benzin kunne brænde.”Det er strengt forbudt med åben ild i nærheden af benzindrevne automobiler”! Sagde han. Han var flink og gjorde mig rolig. Han kunne forklare det hele, så jeg forstod. Da han til sidst formanede mig med et “lad det ikke ske oftere!”, var jeg helt enig med ham.

Jeg var ganske lettet bagefter. Han gik langsomt videre over mod Brorsonsgade på sin aftenpatrulje. Det var trygt at færdes. Selv politiet kunne være ude alene om aftenen. “Den gloende blyant” var derimod frygtet. Det var en meget høj betjent, der pludselig kunne dukke op på sin lige så høje cykel. Han noterede sig. Han skrev rapporter. Selv cykler kunne stå ulovligt parkerede. Intet undveg hans skarpe blik. Jeg så ham engang inde ved hovedbanen. Sadlen på hans cykel sad i øjenhøjde. Om natten drømte jeg om stjerner, og mit gamle mareridt med stenkugler i frit fald vendte tilbage med fornyet kraft.

4

“Jeg har været ung. Yngre end de fleste”. Obersten understregede hvert eneste ord ved hjælp af lette faste slag i luften med sine hænder. Der var noget faderligt truende over hele hans fremtoning. Han gentog ordene “yngre end de fleste”, nu med større følelse og med en særlig pausering ved hvert ord. Uniformsjakken stod åben, så man så den purpurfarvede bluse indenunder med våbenskjoldet. Replikken var et argument i hans tale. Det var ikke noget, han sagde for sjov. Obersten, der havde været yngre end de fleste, var bare sådan lidt dramatisk i det, teatralsk. Ved et andet møde fortalte han en historie om hullerne i osten. Det var for sjov, men det var også et møde med kaffe og te og sandkage. Forskellige møder, forskellige slags humør, men altid det samme budskab.

5

Godt, det ikke var “Den gloende blyant”, der afslørede mit forehavende med at affyre en rulle post-elastikker. Hans blyant var rødglødende. Så høj var han, når han kom cyklende, at det var, som om han steg ned ad cyklen, samtidigt med at han så alligevel blev stående dér højt oppe med sit gennemborende blik, når han ankom til Hovedbanen for at notere ulovligheder. Den gloende blyant var et fænomen. Han så alt. Der var dyb respekt om hans person. På mystisk vis dukkede han altid op netop, som noget ulovligt fandt sted. Han havde sine cykelspænder på endnu, mens han stod og skrev rapport. Han var en del af gadebilledet. Helt indgroet i gadebilledet. Gadebilledet var ufuldstændigt, hvis han ikke var med i det. Ingen slap. Vi frygtede ham, samtidig med at vi fornemmede noget komisk over ham, men dette sidste kunne vi ikke rigtig finde ord for, så vi nøjedes med at give udtryk for vores frygt. Faktisk tror jeg, at vi holdt det med det komiske for os selv. Han kunne finde på at dukke op nede på Skyderen. Nogen havde set hans silhuet oppe ved Porten. Dér stod han som en enehersker med sin ene hånd på cykelstyret og den anden i uniformsjakken, hvor vi godt vidste, han havde sin notatblok og blyant. Skyderens borgtårne dannede passende kulisse for ham.

Den gloende blyant. Han ikke bare spejdede, han skuede. Hans blik fandt vej til hvert et hjørne, hver en afkrog. Nogle mente, at han kunne se omkring hjørner. Han indgød frygt, men udstrålede samtidig tryghed. Hans tilstedeværelse var en del af brostenene. Han var en evig person. Uden ham intet Vesterbro. Man kunne regne med at blive noteret, hvis man var på den gale side af loven. Den gloende blyant gjorde kvarteret troværdigt. Og han var der altid på pletten. Den gloende blyant. Meningen var dobbelttydig. H.C. Andersen skriver “glohede” om indeklimaet i salen med Oldermanden, der slår en klat med sin fjerpen, og kakkelovnens glohede får svedperlerne frem på panden. Nu kan det at glo jo også være et udtryk for noget iskoldt. At glo på én er jo at forsøge at sende noget iskoldt og lammende igennem til vedkommendes blik. Den gloende blyant formåede altså iskoldt at se alt, og skoldhedt notere alt, og det med lynets hast. I andre egne af landet ville folkemunde have sagt “Den glødende blyant” som beskrivelse af, hvor hurtigt der blev skrevet. På Vesterbro ville denne udtryksmåde have været for enkel.

6

Her er et bevaret foto af de kvindelige kadetter på regnvejrsmarch over Sct. Thomas Plads lige før, de når frem til Templet. En byge har netop gjort alléens kørebane til et spejl, som kadetterne tilsyneladende går på. De synger: “Saligt Folk, som ke-ender Gud”! Melodien er i 4/4 dels takt og egner sig fortrinligt til frejdig og frisk marchgang. Stilheden efter det kraftige regnskyl får stemmerne til at virke stærke og faste.

7

Guds Frelsens Hær marcher fremad/Fra By til By/Stå Kæmpetrop i sluttet Rad/Opløft for Gud dit Banner glad /Husk Rejsen gælder Himlens Stad/Ej vil vi fly!

Hvordan ser forfatteren til denne sang ud? Min mor har i sin enestående historiske scrapbog indklæbet et billede af H.C. Bojsen. Det er en mand. Han har ikke meget hår på issen, men er til gengæld indehaver af et mægtigt skæg. Hans øjne midt mellem den glatte pande og det viltre skæg har venlige små smilerynker. Blikket er viljefast og rettet mod noget, vi ikke kan se. Han har det der patriark-image, som Karl Marx, Friedrich Engels og William Booth også fandt opportunt at pleje. Under billedet står “Major H. Chr. Bojsen”, efterfulgt af et lille fint kors. Billedet stammer fra en nekrolog over ham fra 1910.

Han blev desværre kun 50 år gammel. Som mange af Frelsens Hærs første tapre var han en udpræget mønsterbryder. Han var født i den del af Sønderjylland, som blev tysk efter nederlaget i 1864, og det har nok haft indflydelse på, at han søgte til hovedstaden for at gøre sin lykke. Han fandt Frelsens Hær og blev en af de første i Danmark, der meldte sig til heltidstjeneste, og fra 1888 var han på farten rundt i landet for at opstarte nye korps. Han skrev digte, der for nogles vedkommende blev tilsat melodi.

Han blev en legende ikke bare i Hærens egne rækker, men efterhånden også i den almindelige offentlighed. Da han skulle åbne et korps i Silkeborg, havde han ikke fået sangbøgerne med, og der var heller ikke nok til at synge, da det første møde skulle løbe af stablen. Hvad gjorde H.C. Bojsen så? Han gik hen på det nærmeste værtshus og fik lynhurtigt kontakt med seks mand, der sad og drak. Han garanterede dem alle et måltid varm mad, hvis de ville hjælpe ham med at synge. Det ville de godt. Så lærte han dem “Der er en underfuld kilde” udenad. Den har fem temmelig lange vers, så det har taget sin tid, men det skulle være den, for det var lige en sang til en kraftfuld åbning, og den passede til Bojsens eget lyriske temperament. Det gik så godt, at fire af disse seks mænd ved åbningsmødet blev så grebet af at synge sangen, at de overgav sig til Jesus.

Der er en underfuld Kilde/For Herrens Venner opladt/Den rinder årle og silde/Og standser ej Dag eller Nat/Fra Golgatas Høj den frembryder/Og farves af Jesu Blod/Igennem Jerusalem flyder/Den rene hellige Flod