Skagen

Den sommer rejste vi fra mørket til lyset. Udstyret med skolernes feriebilletter havde vi alle synkroniserede rejsehjemler til en tur/retur gennem det halve Danmark med afgang fra Hovedbanen. Det var nær gået galt ved afrejsen. Vi var der alle sammen og havde hele udstyret med. Madpakker og sodavand. Instrumenter og noder. Uniform og badetøj. Tandbørste og lommepenge. Vi var der til tiden alle sammen, ja på nær Frederik altså. Han havde det med at komme for sent til alting, og denne dag var ingen undtagelse. Det gik ind imellem hårdt ud over ham. Vi drillede ham. Mobbede ham for et godt ord. Især bag hans ryg. Grinede forsorent og kiggede opad, når talen var om ham. Også os, der var meget yngre end ham. Man skulle komme til tiden, gerne lidt før. Og have orden i sine ting. Frederik havde næsten altid rod i sine ting.

Carl Erik var vores Band Leader. Han steg nu ned på perronen. Vi hang ud ad vinduerne og fulgte med. Langt henne så vi togføreren i sin sorte uniform med messingknapper. Han var netop i færd med at sætte fløjten til læberne. Stod allerede halvt oppe i toget. Carl Erik viftede afværgende med begge hænder. Togføreren studsede. Hvad var nu det? Det var afgangstid! Vi kunne se, hvad han tænkte. Det var noget rod at blive forsinket i afgangen. Hvordan kunne det ikke udvikle sig sidenhen! Han sænkede dog fløjten og stirrede spørgende og en smule vredladen på ham. I det samme fik vi øje på Frederik. Han kom netop nu ud fra tunnellen, der forbandt afgangshallen med perronen. Han kom gående som sædvanlig. Man kan sige, at han på en måde var undskyldt, da han helt alene måtte bære på al sin bagage, der i dagens anledning også omfattede hans Eb-bas, det absolut største instrument i bandet. Vi råbte til Carl Erik, der stod med ryggen til os og stadig viftede med armene. Togføreren så hen mod os. Han sagde noget. Carl Erik vendte sig om og kiggede også mod os. I samme øjeblik hvæsede lokomotivet damp ud.

Vi smagte på den metalagtige damp, mens vi råbte. Han kunne ikke høre et ord. Vi pegede og pegede for at få ham til at vende sig igen. Han så spørgende på os. Endelig fandt han på at vende sig, så han igen stod med ryggen til os. Man kunne straks se, hvordan han med et slappede af i ryggen og skuldrene. Han havde fået øje på Frederik. Han sagde noget til togføreren, som skubbede kasketten om i nakken og tørrede sveden af panden på nøjagtig den samme måde som den tykke svedende plakatmand i skjortemanchetter og seler, der læner sig op ad et simpelt raftehegn midt i det solsvedne danske sommerland og netop skal til at drikke sig en øl. Sad der et lille smil i mundvigen på togføreren? Ja ja da, så slemt var det jo heller ikke, når bare drengen ville skynde sig lidt! Carl Erik satte i løb hen for at hanke på i Frederiks store kuffert, der blev holdt sammen med en snor, der egentlig var alt for tynd.

Det var en varm sommerdag. De kvadratiske rødbrune kakler på perronen, der hver især igen er opdelt i små kvadrater, lyste på den smukkeste måde i kontrast til de små snorlige sorte linjer i alle fordybningerne. Dørene smækkede. Nu sad togførerkasketten reglementeret på indehaverens hoved, så der kunne fløjtes reglementeret afgang. Lokomotivet hvæsede og sprøjtede damp ud et antal gange. Hjulene smuttede rundt på de glatte skinner af bare iver, før de ligesom hagede sig fast og med stædige tunge damp kom i gang. Man kunne ikke se dette, men høre det. DSB var en ekstra spændende stue i mit liv som barn, så jeg kendte meget til toglyde. Vi rullede langsomt ud i sollyset. Her ved alle sporene var Vesterbro betydelig mere lys end nede i sidegaderne. Her var der meget langt mellem karreerne.

Hele tre kupeer var reserveret til os. Vi skulle først skifte i Fredericia. Mødet med Roskilde var som altid spændende. Kunne vi nå at få et glimt af en racerkører på Roskilde Ring til venstre eller se et lokomotiv vende på drejeskiven til højre? Det var svært at være i begge sider på én gang. Der stod mange passagerer ved alle vinduer i vognens gennemgående gang i højre side af køreretningen, så der var det umuligt at se noget som helst til den side i dag. Altså blev vi i kupeen og koncentrerede os om at kigge mod venstre. Der var ikke en sjæl at se, men vi så da bagsiden af de små kolonihave-agtige huse med de farvestrålende emaljerede reklameskilte for benzin og motorolie. På den anden side af dem lå racerbanen. Vi spottede den tykke Michelin mand med sin krop af hårdt pumpede bilslanger, eller var det dæk?

Videre. Sulten kom allerede kort efter. Legen med at følge de bølgende telefonledninger, hvor afstanden mellem masterne med porcelænskopperne eller klokkerne blev kortere og kortere, som farten steg og steg, formåede kun i ganske kort tid at aflede opmærksomheden fra madpakkerne og sodavandene. Vi spiste med glubende appetit. Åd. Drak alt for hurtigt af sodavandet, så vi kom til at bøvse. Grinede og pruttede. Carl Erik måtte kalde flere til orden, mens vi holdt på den stille og mennesketomme Sorø Station. Vi havde nu været af sted en lille times tid. Det var stadigvæk kun formiddag, og vi havde fået at vide, at vi først ville være i Skagen så sent på eftermiddagen, at det nærmere ville være hen mod aften.

På storebæltsfærgen var der den velkendte blandede lugt af motorolie og bræk nede på vogndækket, og oppe på promenadedækket var det som altid svært at skille duftene af røde pølser og sennep og ketchup fra duftene af wienerbrød og kaffe. Der var frisk luft og skrigende måger ganske gratis, og når vi lænede os langt ud over rælingen på øverste dæk og så ned i de rullende sortgrønne bølger med skum på så langt nede, at det svimlede og kildede i underlivet, vidste vi, at vi gjorde noget forbudt og farligt. Læberne smagte af salt, da vi sad i kupeen igen og ønskede, at vi hurtigt måtte komme væk fra den indelukkede stank på det mørke vogndæk.

Videre. Odense. Så var det snart Lillebæltsbroen og lige inden Fredericia svinget. Det flotte store sving, man havde den bedste fornemmelse af, når man kom fra Fredericia og skulle mod Fyn. På broen måtte jeg forsvinde bort fra de andre og ind i mig selv for at se, om jeg kunne få et glimt af min mosters tårnvilla i Strib, som slet ikke var hendes egen, men hvor hun havde kommandoen og styrede alt med stor humanistisk forstand og dyb åndelig overbevisning.

Videre. Fredericia. Togskift. Mange rejsende, der talte jysk. Forvirring. Hvor var Frederik? Der kom han. Det så ud til, at hans store instrument var blevet tungere. Vi begyndte at få ondt af ham. Stærke 1. Baryton hjalp ham. Først skulle vi ned af en lang trappe. Så gennem en lang tunnel, og hvor den endte, skulle vi op af en lige så lang trappe som den, vi lige var gået ned af. Hele tiden var der nogle fremmede, der skubbede og sagde noget på jysk. Der var dejligt, da vi endelig kørte mod Århus. – Det er i Århus, man skal køre baglæns, når vi kører fremad, var der én, der vidste.

– Ja, vi skal bakke hele vejen fra Århus til Skagen. Vi sagde mange lignende ting, som vi syntes var sjove. Vi havde noget sammen nu. Rejsende er en slags sammensvorne. Lige nu syntes denne togtur uendelig lang. Ville vi overhovedet nå frem? Nogle døsede. Andre sov rigtigt. De voksne holdt sig vågne. Vi følte os trygge. De rytmiske lyde fra hjulenes passage hen over skinnernes sammenføjninger dannede ind imellem grundlag for den slags musik, der kom til én inde i hovedet, sat sammen med togfløjtens advarende pift på afgørende steder, som for eksempel da vi efter afgang fra Aalborg nærmede os jernbanebroen over Limfjorden. Det var som om togfløjten blev helt personlig og særlig glad for at pifte, mens vi langsomt rullede forbi nogle høje lejekaserner, der mindede om Vesterbro.

– Det hedder det også her, var der én, der vidste. -Hvad? - Vesterbro. Den bro, vi lige kørte under er en gade, der hedder ligesom derhjemme! Det var Frederik. Man kunne høre på ham, at det passede. Han var højt begavet, havde vi hørt. Når han sagde det, vidste vi inderst inde, at det måtte have sin rigtighed. Vi troede på ham. Da vi få minutter senere kørte ind på selve jernbanebroen, forandredes hjulenes rytmiske lyde og blev transparente, som selve broen var transparent. Vi kunne kigge lige ned i det mørke blanke vand mellem konstruktionerne, som skinnerne lå på.

Videre. Følge telefonledninger. Nå at tælle, hvor mange porcelænsklokker eller kopper, der var på masten, vi lige passerede. Den var allerede væk. Den næste. Og den næste. Jeg så nu pludselig, at der på den næste igen var adskillige ledninger, der brat forsvandt ud til venstre. Næste igen manglede en hel del af de hvide kopper, som vi syntes skulle have heddet knopper eller klokker. – De ligner sgu da ikke kopper, sagde Jackie. Måske kan de både kaldes kopper og klokker, men ikke knopper.

Videre. Vi skulle skifte for sidste gang i Frederikshavn. Herfra skulle vi med Skagen Banen. Det var en privatbane, og den var meget gammeldags. Kørte lige så langsomt som en sporvogn. Der var en servante med vandfad og kande på toilettet. Hele afdelingen med 1. klasse bestod af en minikupé i det fjerneste hjørne af vognen med plads til to passagerer. Rødt plys på sæderne og gardiner med klunker forneden. – Der er klunker her, hvinede Jackie. Det var en helt utrolig tidslomme. Landskabet udenfor var meget mærkeligt. Et sted rullede vi forbi noget, der mindede om en ørken, og flere andre steder så der ud til at være stepper. - Pampas, docerede Frederik og fortsatte: – I Argentina er der vidtstrakte områder med Pampas. Det vi ser her er kun en bagatel i forhold til Pampassen i Argentina! Han smagte på “pampassen i Argentina” og så ud til at nyde sine egne ord. Jackie og jeg sneg os ind i plyssæderne og legede Chr. 10-tal på vej til sit sommerhus i Skagen. Jo, for vi havde hørt, at kong Christian d. X’ende holdt af at holde sommerferie helt heroppe, og at han holdt så meget af Skagen, at han erhvervede sig sin sommerresidens her: Klitgården. Carl Erik udpegede Klitgården for os. Gul og rigtig ensom majestætisk at se til. I Skagen og dog uden for Skagen i ensom majestæt. Den tilsandede kirke fik vi også set i forbifarten, men kun i et ganske kort glimt. Den så også ensom ud på en trist måde. Vi sansede, at det måske ville være godt for de to at komme hinanden lidt nærmere. Klitgården og den tilsandede kirke.

Da vi endelig holdt stille på Skagen station, var der problemer med at finde alle vores ting, men toget kørte jo ikke længere, kunne ikke køre længere. Sporene ophørte her. Ganske langsomt gik det op for os, at vi godt kunne tage den med ro.

Nogle af de store fra et jysk band, der var ankommet tidligere, var udkommanderet for at tage imod os og hjælpe med af slæbe. Vi var trætte for ikke at sige udkørte. Jackie havde overskud nok til at udvise interesse og spurgte på bredt københavnsk en af disse jyske soldater, hvad han spillede på. Den adspurgte var en stor lidt tung østjyde, der var sur over at skulle fungere som velkomstkomité for os københavnere. Han så på Jackie med sit tunge melankolske ansigt i meget lang tid for en dreng, der er vant til stenbroens tempo. Så kom der lidt bevægelse i øjnene. – Hårn, sagde munden, idet han mente “horn”. Vi kaldte normalt det pågældende instrument for Althorn, men det vidste Jackie bare ikke, da han var nybegynder i bandet, så han spurgte ivrigt: – Hvaffor’t hårn? For han troede, “hårn” var noget helt nyt og fremmedartet, hvilket det jo på sin vis også var, rent sprogligt i hvert fald. Det tungsindige østjyske ansigt forandrede sig meget pludseligt til et vaskeægte østjysk grin helt op til ørene, et grin, der mere var henvendt til hans medsoldater fra Østjylland end til Jackie, og så brægede han triumferende “tuudehåårn!” med denne franskagtige udtale af stavelsen “de”, som brugtes visse steder i Østjylland.

Sådan var modtagelsen efter denne lange dags lange rejse. Rejsen, der var blevet forsinket i afgangen, hvilket overhovedet ingen betydning havde nu, hvor vi var ankommet til det lyse Skagen fra det mørke Vesterbro. Jackie blev overhovedet ikke sur over denne nedladende form for velkomst, fattede slet ikke, at den var nedladende ment. Sådan var han. Altid glad og med på den værste. Måske skyldtes det, at hans mor netop havde fået en lejlighed på 12. etage i de nye højhuse på den anden side af Zoologisk Have lige der, hvor Dalgas Boulevard munder ud i Roskildevej. Som bekendt var det hans mor, der vaskede for vuggestuen hjemme i vores gård og røg Grøn Cecil. Det var på den måde, jeg lærte ham at kende. Gennem hans mor. Jeg snakkede med hende nede i gården og sagde bl.a., at det lugtede godt, når hun røg sine grønne Cecil. Hun kom aldrig til møderne, men havde ikke noget imod, at hendes søn gik i søndagsskole osv. Først boede han ude på Frederiksberg og havde meget legetøj, men ingen far. Det sagde han. Det med legetøjet vidste jeg. Det med “ingen far” tænkte jeg mindre over, men jeg sansede, at det passede godt til ham.

Vi skulle bo på en skole. Den eneste i Skagen. Så dagen sluttede med, at vi blev indlogeret i en af de store gymnastiksale. Vi fik ikke alle børstet tænder den aften. Der blev trukket mange torsk i land den nat. Allerede tidligt næste dag lige efter morgenmaden, der jo bestod af havregryn med sukker på toppen og sødmælk, skulle vi samles alle sammen i en anden stor gymnastiksal til morgenandagt. Dirigenten var det samlende punkt fra første minut. Han var musikleder for os alle. Jeg kendte ham udmærket. Han var dirigent for Templets musikkorps, det bedste i landet, og så gik jeg til klaverundervisning hos ham. Nu holdt han en formanende andagt. Vi fulgte ikke så godt med i alle pointerne, men sad og kiggede os nysgerrigt rundt for at tjekke alle de andre drengemusikanter. Vores instrumenter var fordelt rundt om i den store sal, efter hvilken by vi nu kom fra. Dirigenten fortalte en anekdote om det lille lokomotiv. Op ad bakken stønnede det “jeg tror, jeg kan, jeg tror, jeg kan” langsommere og langsommere, til sætningen var lige ved at gå i stå nær ved det højeste punkt. Dog lykkedes det med en kraftig sidste anstrengelse og endnu et næsten gået i stå “jeg tror, jeg kan” at nå helt op. Og så begyndte nedkørslen. Først langsomt “ka’ du se, jeg ku’, ka’ du se, jeg ku’“. Derefter hurtigere og hurtigere, og til sidst så hurtigt, at den lille sætning blev til et langt ord, dog sørgede dirigenten for, at rytmen forblev intakt hele tiden, så vi kunne høre det rytmiske lokomotiv. Og som en sluteffekt fløjtede han i sin marchfløjte som en anden togfører. Vi vågnede op af hvilken døs, vi hver især nu var i, rettede os op på klapstolene, hvor lårene havde det med at klistre sig fast til de lakerede sæder. Moralen var selvfølgelig “try and try and try again”.

Derefter skulle vi præsenteres for hinanden. De enkelte bands medlemmer blev efter tur bedt om at rejse sig op. Vi hed helt korrekt Templets Ungdomshorn-musikkorps. Alle kendte Templet. Der var mange, der var misundelige på os, fordi Templet var noget særligt. Der var også et andet københavnerband fra korpset på Nørrebro. Ellers var der generelt større grupper fra de større byer: Århus, Randers, Aalborg, Horsens og Vejle. Og mindre fra nogle få af de mindre provinsbyer: Esbjerg, Nykøbing Mors. Undtagelsen var Odense. Fra denne store by kom der kun en enkelt, fordi der engang var gået “politik” i deres voksenband. Resultatet var, at mange forlod Frelsens Hær i vrede, og disse fædre tillod heller ikke deres sønner at spille der mere. Endelig kom nogle få stykker som eneste repræsentant fra deres eget lille korps. William kom fra Christianshavns Korps, hvor der overhovedet ikke var noget band, men han var musikalsk og tilsluttede sig altså os fra Templet. Dem, der på denne måde var kommet alene, klappede vi særlig længe af, fordi det var synd for dem.

Men nu skulle vi blandes godt og grundigt efter bedste musikpædagogiske principper. Den enkelte musikants præstation ville blive afgørende for, hvilket af følgende 4 bands, han kom til at spille i: “Jakeway” for de, der lige var kommet i gang, “Goffin” for let øvede, “Soderstrøm” for meget øvede og endelig “Leidzén” for eliten. Disse fire navne var navnene på lyslevende komponister fra England og Sverige og USA. Fælles for dem alle var, at de komponerede musikværker for Frelsens Hærs Brassbands internationalt. De var også alle med på, at alt, hvad de komponerede til brug for Arméen, ikke på nogen måde ville kaste bare så meget som en eneste krone af sig i royalty. Når værket blev spillet af et Frelsens Hær band, blev det samtidig Frelsens Hærs ejendom på alle måder. De voksne bandledere havde holdt møde et hemmeligt sted på skolen allerede aftenen i forvejen. Her havde de informeret hinanden om talentmassen i netop deres band og vel sagtens lavet en slags grovsortering. Hele denne første dag gik med optagelsesprøver.

Dirigenten havde udpeget fire af bandlederne til at være udtagelseskomité. De skulle hver især have ansvaret for et af de 4 lejrbands. Nu sad de to og to hvert sit sted på skolen, så tilpas langt fra hinanden, at de ikke ville komme til at forstyrre hinanden, når prøverne gik i gang. Messinginstrumenter er designede til at kunne høres langt væk. Vi var nervøse. Vi kunne nu høre en skala blive spillet oppe fra en 1. sal i gården, hvor vinduet stod åbent. Så blev vinduet lukket med et lille smæld, hvorefter skalaen ligesom blev pakket ind. Når én kom ud fra bygningen, var det let at se på ham, om det var gået, som det skulle eller ej. Det var hårdt, men retfærdigheden var sket fyldest. Man blev udelukkende placeret efter sine færdigheder. Og så skelede de nok også til, at det enkelte band blev en god blanding, hvor hele landet var repræsenteret så at sige.

Jeg kom i “Goffin” bandet og var godt tilfreds. Vi nåede også at mødes i vores nye lejrband den dag. Allerede efter første øvelse havde jeg fået mig en ny ven: Solo fra Odense. Hans familie udgjorde en positiv undtagelse fra den kedelige fynske udvikling. Og så var Alf fra Bülowsvej også kommet i Goffin. Han spillede 1. kornet, der var mere krævende end 2. kornet. Ham kendte jeg vældig godt. Vi kom begge fra Templet og legede tit sammen. Vi blev fotograferet sammen stående efter højde. Jeg var mindst. Så lille var jeg, at det blev en historie. Der blev sendt bud efter mig, da en journalist fra Skagen Avis sidst på dagen dukkede op med fotograf. De syntes, det kunne være sjovt at tage et billede af lille mig med det lille instrument og så en stor kleppert fra Esbjerg, der spillede Bb-bas. Når den blev stillet på asfalten, var den højere end mig. Vi kom i avisen, siddende som om vi spillede. Store Klaus og Lille Klaus, sagde min far muntert anerkendende, da han så billedet.

Efter denne sindsoprivende dag blev der hurtigt ro på sovesalen. Men næste dag gik det slag i slag med forskellige programpunkter: Flaghejsning med “Der er ingenting, der maner”, morgenmad, morgenandagt, øvelser, varm middagsmad, badning, fritid på egen hånd, øvelser igen, kold aftensmad, forskellig underholdning, flaget ned med “Der står et slot i Vesterled”, i seng, ro i lejren og lyset slukkes efter Fader Vor.

Aftenunderholdningen varierede fra dag til dag. Travetur til Grenen. Travetur til den tilsandede kirke. Fodboldkampe og håndboldkampe mellem landsdelene. Travetur ud i det blå. En enkelt aften midt i lejrforløbet holdt de store friluftsmøde på et passende centralt sted i byen. Og på samme måde en anden aften indendørsmøde i Frelsens Hærs egne lokaler. Disse to aftener havde vi mindre lidt mere frirum hjemme på skolen og spillede fodbold i gården og blev forkælet af de tjenende ånder i køkkenregionerne med saftevand og kiks. De tjenende ånder var kvinder, der på frivillighedsbasis sørgede for at bespise hele lejren. De havde naturligvis base i skolekøkkenet. Majorens hustru var der også. Fru majoren. Det var en af disse aftner, vi fandt ud af, hvor lederne holdt deres hemmelige møder. Vi opdagede, at der var lys oppe i skoleinspektørens vindue, og der var lys i flere af vinduerne ved siden af. – Det er lærerværelset, sagde Jackie overbevisende. Han havde altid tjek på det mest utrolige. Og man kunne godt se det. De oplyste vinduer udgjorde en enhed, der alle havde bredere vinduer end alle de andre i bygningen. I dag kan jeg se det hele for mig. Her var alle de rigtige faciliteter. Køkken, separate toiletter, bløde lænestole, kontormøbler, telefoner etc. Her var lejrens hovedkvarter altså. Her holdt dirigenten og min far møder sammen med de udvalgte ungdomsledere. Og hertil blev der sikkert bragt kaffe og kager op fra køkkenregionerne om aftenen, når vi andre fik saftevand og kiks.

Majoren og fru majoren var mine forældre. Når de omtales med deres rang, hænger det sammen med, at de var af den opfattelse, at der ikke skulle gøres forskel på mig og så de andre børn. Officersbørn havde status og nød visse privilegier i givne sammenhænge, og denne tingenes tilstand ønskede mine forældre at nedtone så godt, de formåede. Var det en belastning eller en befrielse, at have sine forældre med på denne måde? På sin vis så jeg ikke så meget til dem under lejren. Dog var der undtagelsen, der bekræftede reglen. Min fars ungdomsven boede i Skagen og var produkthandler. Som helt nybagte officerer havde de sammen haft ansvar for Assens Korps. Ham skulle vi besøge sammen med lederen af Skagens Korps, der var nært knyttet til vores familie. Besøget var planlagt til den aften, hvor underholdningen bestod i en travetur ud i det blå. Jeg fik altså specielt lov til at afmønstre fra denne aktivitet, og det bekom mig rigtig godt, da det viste sig, at der var store skåle med de rødeste jordbær på bordet i dette hyggelige Skagenhjem. Og fløde og sukker!

Min fars ungdomsven var god til at synge. Han havde i sine unge dage sunget og spillet violin og andre instrumenter i en yderst celeber trio, der på det officielle billede hedder “Frelsens Hærs Trio i Skagen”. I folkemunde hed de Havets Sønner. Nu havde han trukket sig tilbage fra aktiv tjeneste, men var stadig en god ven af Frelsens Hær og havde også haft en afgørende finger med i spillet i forarbejdet til Landslejren. Han havde forbindelser. Alle kendte byens produkthandler, der jo bogstaveligt handlede med hele byen. Han gik i folk med træsko på og havde altid et glimt i øjet.

Tiden fløj af sted. Vi havde været i de lyse nætters Skagen i fem dage, og hvad havde vi ikke set og oplevet! Vi havde set, hvor lyst det kan være, selvom det er midt om natten. Vi havde set huse, hvor tagstenene havde hvidmalede fugemasser i kanterne som borter. Vores næser havde fået kendskab til, hvordan der lugtede i en rigtig fiskerihavn. Vi havde set, hvor to have mødtes. Vi havde oplevet, hvordan det var at være turist i en by. Vi havde set skyerne blive mørke og udvikles til skybrud, så toiletterne på skolen løb over på den mest katastrofale måde. Vi havde dag efter dag siddet ved bænkeraderne under halvtagene ud for skolekøkkenet og spist vores havregryn med mælk og sukker til morgen, derefter til middag spist vores frikadeller med kartofler og brun sovs og agurkesalat. Og til aftensmaden havde vi spist vores rugbrøds mellemmadder og drukket mælk dertil. De, der kunne spise mere, fik fedtemadder, hvilket var en hæder, da vi forestillede os, at det gav større muskler. Vi havde oplevet krøluldsmadrasserne, som vores hær havde lånt fra hjemmeværnets hær. Vi sov i fire rækker på langs i den store gymnastiksal. To rækker på midten med hovedgærderne mod hinanden, en gang på hver side af disse, og så to rækker langs med ribberne. Der havde naturligvis været mindre og større uenigheder om, hvem der var kommet først hen til en plads ved ribberne. Drengene fra Randers var stærke og havde med slet skjult hovmod indlogeret sig her. Hver aften bad de med særlig høje stemmer “Hellige tre vorter på næsen” i stedet for “Helliget vorde dit navn”!

Vi faldt hurtigt i søvn hver aften og vågnede op til en ny dag med meget mod. En fra vores band, der var officersbarn ligesom jeg, måtte dog overnatte ude i omklædningsrummet, fordi han havde høfeber. Madrassernes krøluld var for meget for hans system. Og vi havde været på havnen i vores afmålte fritid mellem øvelserne og indsnuset Skagen fiskerihavn ind til benet. Jackie var faldet i vandet en dag dernede og var nær druknet. Der skete det, at han fik fat i en bådshage og gav sig til at skubbe en kutter væk fra kajen. Da bådshagen så ikke var længere, var det for sent at rette sig op, og så mistede han balancen og faldt i vandet. Ja, og en dag på vej ud til den tilsandede kirke så vi en levende hugorm. Den blev dræbt af en yderst beslutsom Major. Han benyttede sig af en stok, som han –uden at spørge om lov - beslutsomt greb ud af hånden på en af os. Det var en souvenirstok med små blikmedaljoner på fra forskellige byer.

Hver dag havde vi øvet og øvet. Spillet sammen og spillet hver for sig alene eller i instrumentgrupper. Trænet at gå march. Igen og igen. Det var det, hele lejren gik ud på. Vi var på landslejr for Vorherre. Vi skulle uddanne os til på bedste måde at gå ud og frelse verden. Vi var Vorherres bedste børn. I uniform. Uden uniform var vi en stor blandet gruppe fra hele landet, der på en særlig måde var forbundet, selv om vi egentlig ikke kendte hinanden. Men det var sådan, at nogle af os kendte nogle. Og det greb om sig, så alle efterhånden mere eller mindre kom til at kende hinanden. Strategien fra vores øverste ledere var klar fra første færd. Den hed: Ungdommen for Kristus, slet og ret. Intet mindre. Vi var udtænkt til at skulle være stormtropper på det område, der gjaldt kategorien “Ungdommens Frelser”. Vi skulle være den unge generation af kernetropper, der bogstaveligt talt marcherede ud og gjorde alle vore jævnaldrende til Jesu disciple. Vi var på lejr for at blive skolet til at være rollemodeller for vores jævnaldrende ufrelste skolekammerater. Vi blev på en nænsom måde belært om, at vi tilhørte den frelste flok i Guds egen hær. Vi var børnesoldater for Vorherre. Og Frelsens Hær var Vorherres hær. Det var sikkert og vist. Vi blev oplært til at handle i det offentlige rum af korpsenes underofficerer med særligt charter til arbejdet blandt børn og unge, som vores egen Carl Erik. Det var ikke tilfældigt. Der blev satset på arbejdet blandt den opvoksende slægt, som det hed. Arbejdet med børnene og de unge havde højeste prioritet i Frelsens Hær i begyndelsen af 1950’erne. Også i København.

Så vi havde oplevet meget. Jeg havde endnu engang været trommeslager for hele korpset. På vores daglige ture til stranden var det mig, der fik til opgave at gå forrest med denne store lilletromme fastspændt på maven.

William fra det lille legendariske korps på Christianshavn, der havde til huse i en gammel smedje, havde i den grad været helten over dem alle. Ved en koncert, hvor borgmesteren var gæst, havde han spillet violinsolo, så alle bare måtte klappe, da han sluttede af med at svinge sin bue helt utroligt flot op fra sit instrument. Soloen blev gennemført til sidste tone til trods for det væsentlige handicap, at han havde glemt at lægge sit Anders And Blad fra sig, før han skulle på. Han havde det på maven under sin sweater. Alt imens nummeret kørte, gled Anders And længere og længere ned under sweateren. Han stod og spillede lige over for borgmesteren. Det måtte ikke komme dertil, at skandalen indtraf. Skandalen ville i påkommende tilfælde bestå i, at det blev afsløret for borgmesteren og alle, at Anders And bladet var derinde. Og det skete ikke, men Williams kropsstilling fik en mere og mere foroverbøjet hældning, der efterhånden nærmede sig en vinkel på 90 grader i løbet af soloen. Soloen blev gennemført. Anders And forblev skjult. De efterfølgende klapsalver gjorde alt, hvad de kunne for at skjule en undertrykt latter. Det var en af de kampe, han måtte igennem for Evangeliets fremme.

Hans mor syede uniformer til os alle de sidste par måneder før lejren. Jeg var nøje blevet instrueret i, hvor jeg skulle stå på linje 5, og hvor jeg skulle stå af. De boede i en sidegade til Holmbladsgade, der endte i en høj mur, der grænsede op til Sadolin & Holmblads store fabriksområde. Det var før, der var noget, der hed miljøskadelige påvirkninger, men beboerne var jo udsat for dem alligevel. Jeg ankom, som vore mødre havde aftalt, og blev stillet op på en stol for at få taget mål. Der var hul på min ene sok. Williams mor var et særdeles varmt menneske. Da hun så mig stå der helt akavet med mine sokkefødder, den ene over den anden med hullet for at skjule fadæsen, sagde hun mildt og venligt, at det skulle jeg da ikke. Det gjorde ikke noget. Og det gjorde det ellers på den tid i allerhøjeste grad, men ikke på A’mar hos Williams mor.

Og naturen i Skagen. Der var så højt til himlen. Bølgerne og blæsten ville ingen ende tage. Nå vi var ankommet til stranden, havde de voksne naturligvis den strategi, at ingen skulle komme galt af sted i bølgerne. Der gik rygter om hestehuller. Hestehuller var steder på sandbunden, hvor man måske stod, og så kunne der pludselig ske det, at denne bund forsvandt under én. Strandmarchen gennem byen udgjorde en lang slange. Vi gik to og to, undtagen mig, der gik alene forrest sammen med min tromme. Carl Erik gik inde på fortovet og støttede mig. Vi var i civil. Dog var der det formkrav, at alle skulle have fodtøj på. Vi var hjemme på skolen blevet inddelt i grupper. 10 i hver. Alle havde en voksen eller næsten voksen gruppeleder. Når vi ankom til stranden, skulle vi som det allerførste stille vores gummisko, eller hvad vi nu havde, parvis på en snorlige række. Når vi så var klar til at hoppe i bølgerne, skulle vi stille os bag ved vores egne sko. Ingen måtte løbe i vandet, før alle stod der. Ude i bølgerne bestod systemet i, at de ansvarlige dannede kæde på det dybe vand, så ingen af os små kom for langt ud.

Alligevel var jeg ved at drukne en dag. Måske var det et hestehul. Jeg kunne pludselig ikke længere nå bunden og have hovedet over vandet samtidig. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af, hvordan lydene blev anderledes under vandet. Hvordan lyset deroppe var blåt og hvidt. Hvordan saltvandet kradsede i munden og boblede i næsen. Husker især, hvordan et par arme fik fat i mig og holdt mig oppe. Husker, at armenes indehaver holdt mig foran sig, mens vedkommende selv på en eller anden måde svømmede på ryggen indad. Husker min overraskelse, da jeg så, at det var en pige. En stor pige ganske vist, men en pige. Nu havde jeg oplevet, at piger kunne være stærke. Og så var hun ikke engang en af vore. En fremmed pige ude fra verden havde reddet mig. Man behøvede altså ikke at være frelst for at kunne redde én fra bølgerne. Og jeg var på plads og parat med stikkerne på trommen, da vi skulle returnere.

Den dejligste duft af middagsmad ventede os. Frikadeller! To til hver og alle de kartofler vi kunne spise. Nye kartofler med brun sovs. Og rødgrød med mælk til efterret. Men først bordverset

I Jesu navn går vi til bords/At spise drikke på dit navn/Dig Gud til ære os til gavn/Så får vi mad i Jesu navn

– Hun bjærgede dig, forklarede Frederik, mens han forgæves afsøgte bordet for sovs. – Er der ikke mere sovs?, spurgte han så højt, at Århus ved nabobordet begyndte at grine (vi kaldte alle dem fra Århus for Århus, både hvis vi mente en enkelt person og som nu, hvis det drejede sig om 7-8 stykker) og kommentere udbruddet med en eller anden lokal historie, hvor der hele tiden blev sagt “sovsen, Jensen”! Frederik så vredt hen på dem, men besluttede sig så for at være denne fornærmelse overhørig og fortsatte: – Jo, hun bjærgede dig! – Bjerge, ude i bølgerne?, svarede jeg naivt, da jeg tog alle ord for deres pålydende. – Bjærge-de, gentog Frederik, idet han udtalte hver enkelt stavelse og især forsøgte at understrege den anderledes stavemåde, og fortsatte docerende. – Med æ, ikke e. At bjærge, hun bjærger, hun bjærgede, hun har bjærget, hun havde bjærget, hun vil bjærge, hun ville bjærge, hun ville have bjærget, hun havde villet bjærge etc. Det er et verbum, mand, ikke et substantiv! Det betyder at redde en fra bølgernes favntag på den måde, hun gjorde det. Hun har været på livredderkursus og bestået med glans, hvis det siger dig noget!

Igen havde jeg lært noget. Det var ikke mig, hans vrede var rettet imod. Han var vant til, at folk ikke forstod tingene. Det var mere det med sovsen, der nagede ham. Århusbordet havde sovs, men de tilbød aldrig os noget af den, og Frederik havde ikke tænkt sig at spørge dem yderligere, så han var lidt knotten over at skule spise sine kartofler og sin frikadelle nummer to uden.

Da vi var færdige med maden, havde vi et par timers fri. I de 10 dage, landslejren varede, var vi en væsentlig del af sommerstemningen i byen. Turismen var så småt begyndt at indfinde sig. Almindelige mennesker havde fået mulighed for at tage på landet om sommeren, men der var slet ikke tale om masseturisme endnu. På den måde var vi altså ikke de eneste feriegæster, men vi var over 100 drenge fra hele Danmark, og når vi spredte os ud i byen i mindre grupper for at finde slikbutikkerne og iskioskerne, blev vi synlige i gadebilledet, selvom vi bare havde vores almindelige tøj på. De store fra København og Århus gjorde sig bemærket på en særlig raffineret måde. De købte sailorhatte af den slags, Skipper Skræk gik med. Biograferne havde for nylig haft premiere på en Hollywoodfilm, der hed Anchers Aweigh! Frank Sinatra er marinesoldat, og han har sin sailorhat på eller ved hånden hele filmen igennem. Det ene øjeblik er den skudt for langt ned over panden, det næste for langt tilbage i nakken. Så ser man denne hvide hat flyve gennem luften og hen og lande nøjagtig på en knage osv. Det var Frank Sinatras store gennembrud. De store stillede de sig op lige bag hinanden med deres nyindkøbte sailorhatte på, og så begyndte de at gå i takt. Nogle af dem havde garanteret set filmen. Gik en i utakt faldt det hele fra hinanden, men det skete næsten aldrig, for de fandt hurtigt ud af, at den sikreste måde var at holde den, der gik foran om maven, så de altså kom til at gå helt kropsnært. Det så skægt ud. Der kunne godt gå flere af den slags grupper op og ned ad hovedgaden, mens de skrålede

Vi er Knold og Tot/Og vi spiller godt/Vi er fine kavaler’/For vor’s far han er spillemand i Frelsens Hær

Det vakte godmodigt postyr i byen. Skagboer er djærve folk og kan stå for meget. Der var smil i mundvigene mange steder. Og nok så vigtigt kom der jo også penge i kassen i flere af forretningerne. Og de kunne jo synge. Vi havde jo alle lært at synge. Vi var ikke kun messingblæsere. Vi sang hver dag både til den fælles morgenandagt og flere gange i løbet dagen i forbindelse med måltiderne. Et par aftner havde vi haft et par specielle møder, hvor vi under sang og bøn var blevet ansporet til at give Gud vores alt.

Men de stores morsomme pasgang gennem byen med de hvide sailorhatte blev forbudt. De lignede bøsser. Naturligvis blev ordet “bøsser” ikke brugt, men det er min påstand, at det blev tænkt! Nogle af de voksne vidste helt sikkert, hvad det mere stuerene begreb homoseksuel dækkede. Der havde været alvorlige samtaler og formaninger under fire øjne i et af klasseværelserne oppe ved lærerværelset, som vi andre kun fik noget at vide om ad rygternes sikre veje. Majoren havde haft alle til samtale. En efter en. Ham, der spillede 1. baryton fra vores band havde været meget tæt på af få et par på skrinet, da han havde svaret igen. Måske var lussingen faldet. Det stod hen i det uvisse. Resultatet kunne ses i de stores sovesal, der lå et andet sted på skolen, men hvor vi sneg os op i al hemmelighed med vagtposter sat ud, hvis de store skulle komme. Det var en del af aftalen mellem de store og os små, at vi ikke måtte komme på deres sovesal, mens de gerne måtte komme på vores, hvis de havde lyst. Vi så de hvide bøllehatte hænge til skue i øverste ribbe hos hver sin ejermand som et trofæ. Så sailorhattene var der altså endnu. Hævnen kom senere.

Sent den eftermiddag var der samling. Alle skulle møde i den store skolegård, og Kappelborgskolen var meget stor med høje røde murstensbygninger. Der var en gård ud mod gaden, kun adskilt fra denne ved en mandshøj mur, (der, hvor der var taget billede af Alf fra Bülowsvej og Solo og jeg), og så var der den store indre gård, der lå med høje skolebygninger på tre sider. Vi stod i gården, der vendte ud mod gaden. Ingen sailorhatte, og alle bare i almindelig tøj. Vi skulle danne modtagelseskomité.

Ungdomssekretæren havde meldt sin ankomst. Ungdomssekretæren var noget særligt. Han havde rang af brigader og var øverste myndighed for hele det territoriale ungdomsarbejde. Vi fra København vidste godt, hvem han var. Han var en kraftig og munter mand, der dog kunne sætte sig i respekt, hvis der var brug for det. Lidt vel overvægtig, hvilket blev fremhævet af, at han ikke var så høj, men det charmerede han sig fra. Og så kunne han jo spille på koncertina. Havde man først én gang hørt ham traktere denne specielle sekskantede harmonika, måtte man overgive sig. Når han stod med sit sorte instrument foran maven og koncentrerede sig til det yderste, så tungen røg over i den ene side af den halvåbne mund, måtte alle overgive sig. Ham skulle vi byde velkommen denne særlige sidste dag, hvor vi om aftenen skulle vi give koncert i Auktionshallen nede på havnen. Når han ankom, skulle vi stå med hinanden i hænderne og så følge ham ind i den indre gård, stadig med hinanden i hænderne sådan, at han følte sig – og altså rent faktisk også var – omgivet af vor hjertelige velkomst. Vi stod parate. Han kom sammen med et par andre officerer. Ringen blev åbnet, og vi bevægede os langsomt og under stadigt opsyn og med forskellige korrektioner undervejs ind i den anden gård. Ankommet hertil, og stadig med en smilende ungdomssekretær sådan nogenlunde i midten, sang vi nu et par indstuderede kor. Det var nøje forudset, at sangen ville lyde bedst her i den indre gård mellem de høje bygninger. Og det gjorde den også. Så sang vi endnu et muntert kor.

Ungdomssekretæren havde som ventet sin lille sorte instrumentkasse med. Hurtigt havde han ved første verslinje af vores glade velkomstvers fremdraget sit instrument, fundet den rette dur og var begyndt at spille med. På den måde opnåede han to vigtige ting. For det første bragte han sig selv i centrum på en yderst charmerende måde, og for det andet overtog han ganske enkelt ledelsen af hele scenariet. Den slags kunne han bare. Det var derfor, han var sekretær med ansvar for arbejdet blandt børn og unge. Da vi var færdige med vores indstuderede vers, fortsatte han sit spil og gik elegant over i en melodi, som de fleste af os kendte i forvejen. Var vi lidt usikre på ordene, kunne vi lytte til hans kraftige sikre røst, mens han sang og spillede til.

Slip Guds varme solskin ind/Fyld med nådens sol dit sind/Gør dit vindu’ rent og åbne vidt din dør/Slip Guds varme solskin ind

Mens han spillede videre, opfordrede han os andre til at slippe hinandens hænder og klappe med. Hvordan det lykkedes for ham er mig en gåde, for han skulle bruge begge sine hænder til at traktere koncertinaen, men vi forstod budskabet og stod sekunderne derefter alle og klappede taktfast og udsøgt rytmisk med efterslag og forslag og selvopfundne pauser i én stor kreativ blanding. Det slags kunne vi bare. At han mestrede kropssproget i så udsøgt en grad, var en anden god grund til, at han var chef for arbejdet med ungdommen. Og han fortsatte. Denne gang med et mindre kendt vers, som kun de færreste kendte. Det vers, som de kvindelige kadetter engang havde sunget på deres march i regnvejr på Frederiksberg Allé. Vi lyttede og nød både hans stemme og hans spil “Saligt folk som ke-ender Gud”.

Dette var den første af dagens begivenheder. Den næste var marchøvelser i fuld uniform med fotografering. Og vi havde kun en halv time, før vi skulle være klar. Der var trængsel og højrøstet tale for ikke at sige råben i omklædningsrummet ved gymnastiksalen. Vi måtte tage brusebad i hold. Højst 10 minutter pr. hold. Vi indtog badekabinerne i de hold, vi kendte fra strandturene. Der var gang i de klassiske drengestreger. Ægte prutter vekslede med teaterprutter. Åben mund ned et sted på armene og så puste af al kraft, eller en rundet hånd i armhulen og så baske med overarmen, så der slap luft ud med så høje lyde som muligt. Der blev grinet og pjattet. Store og små mellem hinanden. Jyder og københavnere. Solo fra Odense virkede snobbet, men han var jo på sin vis alene, så det var hans forsvar. Århus var snobbede, og drengene fra Randers skulle som altid skille sig ud på en flabet måde. Randers havde ry for at være en rå by. Det vil vel nok føre for vidt her at komme in på grundene hertil, men Frelsens Hær havde her et arbejdsfelt efter William Booths’ hoved. Havde grundlæggeren kunnet opleve lejren i Skagen, ville han om drengene fra Randers have gentaget sine berømte ord: “Gå efter synderne og gå efter de værste. De er mine folk!” Deres uniformer var også anderledes. De så bare så verdensmesteragtige ud i deres røde jakker. De havde fået hjælp fra en rigtig skrædder, der havde sponsoreret det hele, så der var også lidt reklame med i spillet. Vi københavnere havde jo mørkeblå battledressjak-ker, som Williams mor havde puklet med, så de blev færdige til tiden. Aalborgs uniformer var noget for sig. Måske var det dem, Randers ønskede at overgå. Limfjordsbyens drenge kom i røde uniformsjakker med sildeben af hvide bånd foran på brystet. De lignede fuldstændig de vagter i en cirkusarena, der står og trækker tæppet fra, når elefanterne eller hestene eller klovnerne kommer ind, og trækker for igen, når de løber ud (at jeg selv nogle år senere skulle stå iført denne udgave af et kendetegn på at være en af Vorherres udvalgte, vidste jeg af gode grunde intet om her i Skagen, men da det skete, føltes det helt rigtigt). De enkelte korps rundt omkring i landet havde deres egen stil. De var ikke sådan at styre i en bestemt retning. De var vant til at stå midt i kampen mod det onde på deres egne betingelser og måtte så også naturligvis klare sig på deres egne betingelser. Så på den måde var det egentlig sympatisk, at der var den forskellighed. Så uniformeret var det altså heller ikke. Men det kom som noget af en overraskelse for mange af os første gang, det gik op for os, at vi så meget forskellige ud i fuld uniform. Begrebet “uniform” betød ensartethed, sagde Frederik belærende, men det gik hen over hovedet på de fleste af os. Frederik så gerne, at nogen beordrede større ensartethed, men det var der altså ikke forståelse for i øjeblikket. Måske var det et sundhedstegn.

Marchen blev stillet op ude i den yderste skolegård, hvor vi havde budt ungdomssekretæren velkommen. Vi skulle udgøre et samlet band. Seks i hver række og ca. femten rækker i det hele. Det var noget andet og mere kompliceret end at gå to og to til stranden, men da de fleste havde øvelse i at gå march i deres eget band hjemme, var det slet ikke så vanskeligt at få det til at fungere, når bare vi kom i gang med at gå, og det skulle jeg sørge for på et givet fløjt fra dirigenten. Det var så meningen, at der skulle tages et foto af hele marchen oppe fra et strategisk valgt vindue. Fotografen var bare ikke tilfreds med, hvad han så. Det virkede for sjusket. Der var for store udsving i de enkelte rækker, mente han. – Nok er vi tæt på havet, men så store bølger må der altså ikke være i en marchformation, råbte han.

Vi fik en pause, mens fotografen og dirigenten forhandlede. Så kom de tilbage. Nu skulle vi stille op det sted i gården, hvorfra billedet ville blive mest perfekt, men i stedet for at gå, skulle vi lade, som om vi gik, altså sætte det venstre ben forrest og hælen i, og det højre ben bagest, så det så ud, som om vi var lige ved at slippe asfalten med det. Det var den rene balanceøvelse. Som at gå på line midt i den asfalterede skolegård, og nu kom der en uvejrssky med sølvrand, der desværre havde masser af vand i sig. Billedet blev hurtigt taget, og vi løb i tørvejr. Da vi senere på sommeren fik billedet at se, virkede det rigtigt. Det så virkelig ud, som om vi gik, men det var meget mørkt på grund af regnskyen lige over os. Sådan havde Vorherre altså kamufleret snydemarchen.

Dette foto blev taget en af de første dage.

Aftensmaden var helt højtidelig. Der var faldet en besynderlig ro over alle. Alle var indstillet på at gøre deres bedste denne store koncertaften. Alle stridigheder var bilagt. Sailorhatte, uniformsfarver og forskellige dialekter. Stillet over for koncerten i Skagen Auktionshal fandt Tuudehåårn og Jackie sammen i en stor forbrødring. Randers skrydede lidt mindre nu, hvor slaget skulle stå. De forskellige meninger om Aalborgs cirkusuniformer blev lagt på hylden. De så sjove ud, men lige nu tog vi dem alvorligt og gav dem vor fulde opbakning. For os var Skagen stor, og vi havde fået at vide, at der ville komme mange skagboer. Rigtig mange. Mens vi sad under halvtaget og spiste færdig, brød solen igennem på den ubeskrivelige måde, som kun kan opleves i Skagen. Vinden havde lagt sig efter en dag med både blæst og byger. Det var, som om det hele faldt på plads nu. Gud havde hørt vores bønner. Det ville blive en fin aften.

Marchen gik fint, selvom jeg var ved at falde over en kantsten af bare benovelse over alle de mennesker, der stod og kiggede på os, da vi ankom til havnen. Auktionshallen stank af renhed. Hallen var spulet så ren, som den på nogen måde kunne blive. Der lugtede af fisk. Lugten af fisk var noget, der hørte til her. Noget, det skulle være her. Men det var lykkedes at omforme dette rum til koncertsal, til et tempel for forløsning og frelse for en enkelt aften. Vi var hovedpersonerne. Det var, hvad hele lejren havde lagt op til. Vi drenge fra hele Danmark havde nu til opgave at gøre det umulige, og vi var klar til det. Midlerne var mange sunde drenge, og målet var skagboerne. Gang på gang var det blevet os fortalt, at hvis noget skulle gå galt, så skulle vi lægge det i Guds hånd. Det ville altså lykkes for os at spille alle tonerne rigtigt, så Skagen ville blive om ikke frelst så dog velsignet. Vi ville blive til glæde og velsignelse.

Ihærdige skagboer havde en stor del af æren for, at dette forehavende lykkedes. Der var vådt på gulvet endnu. Hygiejnen var på plads. I den ene ende var der bygget en kæmpestor platform. Den bestod af fiskekasser. Nye ubrugte fiskekasser, der var solidt sammentømret. Kasserne var simpelt hen stablet op som mursten i klassisk forbandt, forskudt så der var afsatser i passende antal, så vi alle kunne være der. De store havde været med til det. Det var svært at forstå, hvordan de havde nået det. Det var den største platform, jeg nogensinde havde set. Der var plads til langt over hundrede personer. Vi spekulerede ikke over, om det nu også var sikkert at indtage vores anviste pladser, men vi passede på, når vi satte os.

Vi ankom med bevidstheden om, at vi skulle være på. Nu ville vi stå last og brast. Vi var i kamp, og Gud var vores øverste leder. Rygterne om, hvor mange splinter i røven vi ville få i løbet af denne aften, havde nået alle, så vi satte os med stor forsigtighed. Vi sad organiseret som et eneste stort band. Meningen var, at vi først skulle spille nogle numre under dirigentens taktstok med dette meget store drengeorkester. Frederik havde en eftermiddag holdt et længere foredrag om, hvorfor det hed dirigentstokken og ikke dirigentpinden, som den jo mest af alt lignede. En hvidmalet pind med et lille stykke kork som håndtag.

Senere gav så de enkelte lejrbands udvalgte numre. Det krævede hver gang en større rokade op og ned af fiskekasserne, men de holdt til det. Frederik gav en klaversolo. Beredvillige skagboer var sprunget til som klaverflyttemænd tidligere på dagen. Korpsets opretstående var fragtet fra mødelokalet til havnen i pauserne mellem eftermiddagens byger. William gav en violinsolo, og denne aften havde han husket at lægge Anders And under sin madras. Det hele blev ledet af ungdomssekretæren, der i aftenens anledning stillede op med vandkæmmet hår ligesom alle vi andre. Han gav en helt utrolig solo på koncertinaen, så det kom til at lyde som et helt brassband.

Og der var fællessange. Man kunne høre, at der var mange, der syntes, de sang meget bedre her i auktionshallen, hvor det rungede. Inspireret af de omgivelser vi var i, havde ungdomssekretæren valgt en fællessang, der var blevet duplikeret, så alle interesserede kunne få sit eget eksemplar. Omkvædet, der skulle synges efter hvert vers, fik næsten taget til at lette. “Læg uuud, læg ud fra laaand!”, gjaldede det i dette kæmpestore lokale, der til daglig var fiskegrosserernes og almindelige menneskers handelsplads for alt godt fra havet. Det var her Kong Christian X engang uforvarende blev ejer af et større antal sild, end selv han havde brug for. Flere gange var der nogle i orkestret, der sad og var ved at falde i søvn oppe på de øverste fiskekasser. Sidemanden sørgede for at puffe til vedkommende så blidt og så skjult som muligt, så det ikke virkede forskrækkende. Man kunne jo falde bagover, og der var langt ned! Og vi klarede den. Vi klarede denne i og for sig umulige opgave. Klapsalverne ville ingen ende tage. Aftenen var en kæmpesucces for Skagen Korps. Det var korpsets lokale kræfter, der havde gjort benarbejdet. Jeg kendte den lokale major. Hun var nært tilknyttet vores familie og havde været med den dag, vi var henne hos min fars ungdomsven og spise jordbær med fløde og sukker.

Hun var en gudbenådet sangerinde. Hun sang ikke, hun foredrog, sagde Frederik, og når hun gjorde det, var der bare så stille. Og det gjorde hun naturligvis også her i Auktionshallen som det allersidste nummer. Hun havde et talent på niveau med Liva Weel og havde valgt at bruge det som frelserofficer. Hun var vokset op på Nørrebro under fattige kår og mødte hæren, da hendes far og mor nødtvungent måtte benytte sig af et gratis tilbud om juletræsfest. Man kunne komme med, bare man lod sig skrive op, og da var det, at den derværende frelserpige på Nørrebro, der stod for at registrere navnene på de børn, der ønskede at komme, sagde til hende: “Jamen, så må du også love at komme i søndagsskole efter jul”! Og det blev starten på et liv i Frelsens Hær for hende. Først som søndagsskolebarn. Senere som voksen soldat og endelig på rette tid som officer med særlig evne til at stå i spidsen for Korpsafdelinger. – Det er fordi, jeg kan synge, sagde hun selv senere. Helst ville hun have lagt sine kræfter i Frelsens Hærs sociale arbejde, men det fik hun ikke lov til. En ung og smuk officer, der kunne synge solo og også lede fællessangen, måtte bruges i korpsarbejdet. Og sådan blev det. Som officer er man altid til tjeneste og modtager sin ordre, som var den givet af Vorherre selv. Uden muggen. Og hun havde nu på den mest charmerende måde formået at få hele Skagen i tale. Hun rettede hun en sidste gang på guitarens skulderbånd og sang:

Det hænder at hjerterne nu og da

Kan knuses på livets vej

Det hændte en gang på Golgata

Guds hjerte blev knust for dig

Der var mange i auktionshallen, der måtte til lommetørklæderne. Ordene stod ligesom lyslevende for enhver. Klapsalverne udeblev. I det øjeblik var Auktionshallen i Skagen blevet forvandlet til byens største kirke. Ungdomssekretæren indtog ganske stille platformens forreste del og bad alle om at rejse sig og sammen med ham bede Fadervor.

Hvordan havde vi det efter denne afslutning? Vi var dødhamrende trætte, var vi. De umage siddepladser havde været en anstrengelse, vi ikke var vant til, og vi var jo på hele tiden deroppe, men tilbage til skolen skulle vi og det i march. Oplivet af de mange tilskuere ude på havnepladsen, aktiverede vi vores sidste reservekræfter i en fælles handling, der ikke var aftalt med ord, men som gjorde os i stand til at foretage en næsten professionel opstilling i marchformation. Det var en af Skagens særlige lyse sommeraftener. Denne stemning af det nordlige lys og lugten af fisk og tjære og hampereb og synet af de mange kuttere med deres små trekantede røde vimpler! De måtte ligge i flere lag ud fra kajerne. Og venlige mennesker omkring os til alle sider, der snakkede skagbomål, som vi ikke forstod. Og da dirigenten stolt blæste marchafgang med sin sorte fløjte, der var fremstillet af bakelit, slog jeg mine fire startslag på en så sublim måde, at det overraskede mig selv, mens det fløj gennem hovedet på mig, hvordan mon den tørrede ært var kommet ind i bakelitfløjten. Og trommemarchen, som jeg derefter slog og samtidig intonerede inde i hovedet som min hemmelige trommesang uden ord, lød i sig selv sejrssikker som bare pokker. Vi marcherede under skagboernes velvillige bevågenhed.

Hvad var det, det drev os til denne overordentlige præstation? Saftevand og hjemmebag! I dagens anledning skulle vi beværtes, når vi vendte hjem i triumf. Og det gjorde vi jo. Der var rigeligt med saftevand og hjemmebag til alle. De sukkerchok, vi i den anledning pådrog os, var der ingen der tænkte på. Husk på, at alle voksne dengang havde sukkerrationeringen fra besættelsesårene tæt i erindringen. Og når der nu var fred i landet, så skulle der altså festes. Sukker var dyrt, men kunne erhverves frit uden krav om rationeringsmærker.

Måske var det derfor, aftenen endte, som den gjorde, eller var det bare den traditionsrige sidste aftens fis og ballade? Begge dele! Og endnu en vigtig ting. Vi måtte afreagere efter de krævende og anspændende opgaver, dagen havde budt på. Dette sidste var Carl Erik og flere andre af de voksne helt med på. Nogle andre havde holdninger, der mere var kæft, trit og retning, men den slags holdninger var faktisk så småt på retur. Det kan jeg se nu. Carl Erik havde fingeren på fremtidens puls.

Der blev råbt og skreget i gymnastiksalen. Nogle slæbte rundt på madrasser med eller uden passagerer. Andre kravlede op i ribberne og hylede som Tarzan, når de hoppede ned. Hele tiden var der nogle, der bare drønede rundt på gangene og ind over madrasserne, så jeg havde mit hyr med at holde mine ting samlet. Jeg var ikke noget vildt barn og fandt hele stemningen en smule skræmmende. Den dag i dag skal jeg helst have afgørende vigtige ejendele tæt ind til kroppen i det offentlige rum. Grænsen for at reagere blev dog nået, da det viste sig, at et par mindre drenge havde fået buksevand direkte under den kolde bruser. Carl Erik, der havde hovedansvaret for ro og orden denne sidste aften, skred ind med et “kan vi så få ro”!

Der var en ulmende fnisen. Der kom pludselige latterudbrud. En ræbede. Flere ræbede højere. Henstillingen om ro blev gentaget, nu i en sjælden skarp tone. Pludselig stilhed fulgte. Et afdæmpet, men trodsigt grin et sted fra. Et lignende grin, der kom fra den modsatte ende. De unge løvers sidste brøl. Helt stille blev der først meget sent. Det er umuligt at sige hvornår. Måske fordi flere og flere af os efterhånden gled ind i drømmeland og snorkboblede i den lyse sommernat.

De første, der hørte det næste morgen, fortalte det videre. Inden morgenmaden vidste alle det. Det var hævn. Oppe i de stores sovesal, hvor flere af de unge ledere af de forskellige bands også sov oppe på en afsats, lidt privilegeret tilbagetrukket fra resten, var der sket følgende: Da de vågnede, var det med en meget kraftig lugt af tandpasta i næseborene. De havde tandpasta i panden og på næsen og på kinderne. Også Tuudehåårn fra Østjylland. Ingen vidste noget. Flere indehavere af sailorhatte havde meget hurtigt været ude og med alvorsfulde miner stillet deres kompetence til rådighed for en eventuel efterforskning.

Sagen blev droppet, forsøgt tiet ihjel, hvilket selvfølgelig gjorde, at den netop blev spillevende. Alle var klar over, hvem heltene var. For sådan opfattede vi de store med deres smarte sailorhatte og deres vilde pasgang gennem Skagens gader. Den forbudte pasgang. Ægte helte! Selvfølgelig var det dem, der havde været på spil. Tænk, at de havde turdet gå så tæt på, som man nødvendigvis skulle for at trykke tandpasta ud i hovedet på de voksne ledere, der i flere tilfælde i øvrigt kun var få år ældre end sailorhattenes trodsige indehavere.

Vi snakkede om det, mens vi spiste den sidste gang havregryn med sukker og mælk. Vi snakkede om det, mens vi pakkede vores egen tandpasta. Vi snakkede om det, mens vi ryddede gymnastiksalen for krøluldsmadrasser. Vi tænkte hele tiden på det under den sidste fællesandagt. Vi sang “Altid frejdig, når du går” uden overhovedet at skænke indholdet en tanke. Vi snakkede videre om det på vej gennem byens gader til stationen. Vi snakkede om det i toget hele vejen hjem.