KAPITEL 1

Det var ikke til at sige, hvornår det begyndte at gå ned ad bakke for Colgan-skolen. Nogle af de tidligere elever mente, at man aldrig skulle have åbnet skolen for piger. Andre mente, at årsagen skulle findes i de nye, venstreorienterede strømninger og en global mangel på respekt for ældre mennesker. Men uanset hvad folk mente, var der ingen vej udenom: Skolen var ikke som i de gode, gamle dage.

Plænerne og buskadserne var stadig pæne og velfriserede. Tre ud af fire elever i afgangsklassen havde allerede fået plads på et af de finere universiteter. Og gangen uden for rektors kontor, med de høje, mørke træpaneler, var stadig smykket med billeder af tidligere elever, der var endt som præsidenter, senatorer og generaldirektører.

I de gode, gamle dage ville ingen have fundet på at melde afbud, dagen før skoleåret skulle begynde, så man pludselig måtte lede efter en til at tage den ledige plads. I de gode, gamle dage ville der have været en venteliste på flere kilometer, som man bare kunne plukke fra. Men det her år var der af en eller anden grund kun én person, der var villig til at springe til med så kort varsel.

Først og fremmest havde der været en tid, hvor værdighed betød noget på skolen. Hvor man havde respekt for andres ejendom, og hvor man holdt lærerstanden i ære. En tid, hvor rektors Porsche fra 1958 aldrig ville være blevet anbragt på toppen af springvandet i skolegården på en usædvanligt varm novemberaften, så vandet sprøjtede ud ad forlygterne …

Der havde været en tid, hvor den skyldige – den pige, som var blevet optaget på skolen i sidste øjeblik – ville have været anstændig nok til at indrømme, hvad hun havde gjort. Og hvor hun ville have forladt skolen i god ro og orden.

Men desværre var de tider, ligesom rektors bil, et overstået kapitel.

To dage efter Porsche-gate, som eleverne kaldte episoden, var det omtalte pigebarn skamløs nok til at sidde på gangen uden for rektors kontor under de stirrende sorthvide portrætter af tre senatorer, to præsidenter og en højesteretsdommer og se helt uskyldig ud.

Og der var mange flere elever end normalt, som tog turen ned ad gangen og kastede stjålne blikke hen mod hende og hviskede til hinanden.

”Det er hende.”

”Det var hende, jeg fortalte dig om.”

”Hvordan mon hun gjorde det?”

Alle andre ville nok have krympet sig under al den opmærksomhed, men sådan var Katarina Bishop ikke. Siden hun ankom til skolen, havde hun været en gåde for de andre. Nogle troede, at hun havde fået den sidste ledige plads, fordi hun var datter af en helt ufatteligt rig, europæisk forretningsmand, som havde doneret en formue til skolen. Andre havde lagt mærke til hendes stolte holdning og lod hendes fornavn rulle hen over tungen, mens de tænkte, at hun sikkert nedstammede fra den russiske adel og måske var en af de sidste Romanov’er.

For nogle var hun en heltinde. Andre syntes, hun var mærkelig.

Alle havde hørt noget forskelligt, men ingen kendte sandheden. Ingen vidste, at Kat havde boet mange steder rundtomkring i Europa, men at hun ikke kom fra en rig familie. De vidste heller ikke, at hun faktisk ejede et Fabergé-æg, selvom hun på ingen måde var af russisk adel. Kat kunne sagtens selv have bidraget til rygterne. Men hun holdt sin mund – for hun vidste, at det eneste, folk ikke ville tro, var sandheden.

”Katarina,” kaldte rektors sekretær. ”Udvalget vil gerne se dig nu.”

Kat rejste sig afslappet op, men da hun tog et skridt hen mod den åbne dør, tyve meter fra rektors kontor, hørte hun sine sko knirke, og hendes hænder begyndte at prikke. Alle nerver strittede på hende, da det gik op for hende, at hun på kun tre måneder var blevet til sådan en, der gik med knirkende sko.

Nu kunne de høre hende komme. Hvad enten hun ville have det eller ej.

Kat tjekkede altid nye steder med det samme og fik altid alle detaljer med. Men hun havde aldrig set et rum som det her før.

Gangen udenfor var lang og lige, men rummet var rundt. Hun var omgivet af mørkt træ og dæmpede lamper, som hang ned fra det lave loft. Det lignede en grotte lige med undtagelse af et højt, smalt vindue, hvorfra en tynd lysstråle strømmede ind. Hun opdagede pludselig, at hun havde rakt hænderne frem for at lade dem glide gennem lyset. Så var der en, der rømmede sig, en blyant rullede hen over et skrivebord, og hendes sko knirkede igen og hentede hende tilbage til nuet.

”Tag plads.”

Stemmen kom inde bag fra rummet, og hun kunne ikke se, hvem der talte. Ansigterne foran hende var lige så fremmede som stemmen. De tolv, der sad til højre, havde ingen rynker og var meget unge – de var elever ligesom hende (i det omfang en elev på Colgan overhovedet kunne være ligesom hende). De tolv, der sad til venstre, havde noget tyndere hår og meget mere makeup på. Uanset alder var alle fra skolens disciplinær-udvalg iført sorte kapper, og de kiggede udtryksløst på Kat, da hun stillede sig i rummets midte.

”Sid ned, frøken Bishop,” sagde rektor Franklin fra sin plads på første række. Den sorte kappe fik ham til at se bleg ud. Hans kinder var oppustede, og hans hår lidt for velfriseret. Han var typen, tænke Kat, der gerne ville være lige så hurtig og sportsagtig som sin bil. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt ved tanken om, at det havde været ham i stedet for bilen, der hang oppe på springvandet med vandet sprøjtende ud ad sig.

Da Kat satte sig ned, rejste en dreng fra afgangsklassen sig op. Han havde siddet ved siden af rektor og meddelte nu: ”Colgan-skolens disciplinær-udvalg er hermed sat.” Hans ord gav genlyd i rummet. ”Alle, der ønsker at sige noget, vil blive hørt. Alle, der ønsker at følge lyset, skal se. Alle, der ønsker retfærdighed, skal finde den. Ære for én …” Før Kat nåede at fordøje det, hun havde hørt, sagde fireogtyve stemmer i kor: ”Ære for alle!”

Drengen sad og bladrede i en gammel, læderindbundet bog, indtil rektor prikkede til ham. ”Jason …”

”Øh, ja,” sagde han og løftede den tunge bog op. ”Skolens disciplinær-udvalg skal nu behandle sagen vedrørende Katarina Bishop fra anden årgang. Der vil blive fremlagt beviser for, at frøken Bishop den 10. november med fuldt overlæg … øh … stjal privat ejendom.” Jason valgte sine ord omhyggeligt. En pige på første række undertrykte en fnisen.

”Eftersom hun gjorde det klokken to om natten, brød hun også skolens forbud mod at færdes ude efter sengetid. Desuden har frøken Bishop bevidst ødelagt skolens ejendom.” Jason sænkede bogen og holdt en pause. Meget mere dramatisk end nødvendigt, tænkte Kat. Så tilføjede han: ”Ifølge Colgan-skolens æreskodeks straffes sådanne overtrædelser med bortvisning. Forstår du de anklager, som er blevet læst op?”

Kat tøvede et øjeblik for at sikre sig, at udvalget virkelig ønskede at høre hendes svar, før hun sagde: ”Det var ikke mig, der gjorde det.”

”Anklagerne.” Rektor lænede sig frem. ”Spørgsmålet lød, om du forstår anklagerne.”

”Det gør jeg.” Hendes hjerte sprang et slag over. ”Jeg er bare ikke enig i dem.”

”Jeg …” begyndte rektor igen. En kvinde til højre for ham rørte let ved hans arm.

Hun smilede til Kat og sagde så: ”Rektor, så vidt jeg husker, er det almindeligt, at man tager elevens karakterer med i betragtning i sager som den her. Hvordan klarer frøken Bishop sig?”

”Tja …” udbrød rektor lidt opgivende. ”De har helt ret, frøken Connors. Men frøken Bishop har kun gået på skolen i få måneder, så hun har ikke fået karakterer endnu.”

”Colgan kan da umuligt være den første skole, den unge dame har gået på, vel?” spurgte frøken Connors. Kat grinede nervøst.

”Nej,” indrømmede rektor modvilligt. ”Selvfølgelig ikke. Vi har kontaktet de tidligere skoler. Men på Trinity-skolen har en voldsom brand ødelagt skolens kontor og næsten hele arkivet. Og på Bern-instituttet var de ude for et alvorligt computersammenbrud sidste sommer, så … Ja, vi har ikke rigtig kunnet fremskaffe noget.”

Rektor kiggede på Kat, som om ulykkerne var hendes skyld. Frøken Connors virkede imponeret. ”Det er jo nogle af Europas bedste skoler.”

”Ja, frue. Min far har … en del opgaver derovre.”

”Hvad laver dine forældre egentlig?”

Mens Kat prøvede at få øje på den pige på anden række, som havde spurgt, var hun lige ved at spørge, hvad hendes forældres arbejde ragede dem. Så kom hun i tanke om, at det, der betød allermest på steder som Colgan-skolen, var, hvem ens forældre var, og hvad de lavede.

”Min mor døde, da jeg var seks.”

Nogle i udvalget sukkede, men rektor Franklin fortsatte bare. ”Hvad så med din far?” De skulle ikke få medlidenhed med hende, bare fordi hendes mor var død. ”Hvad laver han?”

”Kunst,” sagde Kat forsigtigt. ”Han laver mange forskellige ting, men hans speciale er kunst.”

Kunsthistorielæreren lyste op i et smil. ”Er han samler?” spurgte han.

Kat måtte undertrykke et smil. ”Det er nok mere … distribution.”

”Det er sikkert meget interessant,” afbrød rektor Franklin, ”Men det har intet med … sagen at gøre.” Kat kunne have svoret på, at han var lige ved at sige min sportsvogn.

Ingen svarede, og ingen rørte sig. Kun støvet dansede i den smalle lysstråle. Til sidst lænede rektor Franklin sig forover og kneb øjnene sammen. Kat havde set laserstråler, der var mindre gennemtrængende. Han snerrede: ”Hvor var du om natten den 10. november?”

”Jeg sad og lavede lektier på mit værelse.”

”På en fredag aften? Lavede du lektier?” Rektor kiggede over mod sine kollegaer, som om det var den mest uhyrlige løgn, en elev på skolen nogensinde havde fundet på.

”Niveauet på Colgan er ekstremt højt, så jeg er nødt til at læse meget.”

”Og du så ikke nogen?” spurgte Jason.

”Nej, jeg …”

”Der var til gengæld nogen, der så dig, frøken Bishop.” Rektors stemme var iskold og skarp. ”Vi har overvågningskameraer på skolens område. Men det vidste du måske ikke?” spurgte han og lo klukkende.

Selvfølgelig vidste Kat, at der var kameraer. Hun havde stensikkert bedre tjek på skolens sikkerhedssystem end rektor, men det måtte hun hellere holde mund med lige nu. Der var alt for meget på spil. For øvrigt smilede rektor allerede triumferende og dæmpede lyset med en fjernbetjening. Kat måtte vride sig rundt på stolen for at se et stykke af den buede væg glide til side og afsløre en stor skærm.

”Har denne unge dame ikke en slående lighed med dig, frøken Bishop?” Da Kat så den kornede sorthvide videooptagelse, kunne hun sagtens genkende skolegården – men hun havde aldrig set den person, der løb tværs hen over den iført en sort hættetrøje.

”Det er ikke mig.”

”Men døren ind til elevfløjen blev kun åbnet én gang den nat – klokken 2:27 – med et studiekort. Det her.” Det vendte sig i Kats mave, da et rædsomt portrætfoto af hende dukkede op på skærmen. ”Er det ikke dit studiekort, frøken Bishop?”

”Jo, men …”

”Og den her …” Rektor Franklin tog noget frem under stolen, ”… blev fundet, da man kiggede dit værelse igennem.” Nummerpladen – COLGAN 1 – nærmest lyste, da han holdt den op over hovedet.

Al luft forsvandt pludselig fra det dunkle rum. Kat var rystet. Hun var vant til at blive anklaget. Men det var helt nyt for hende at blive anklaget for noget, hun ikke havde gjort.

”Katarina?” udbrød frøken Connors, som om hun ville have, at Kat skulle bevise, at de tog fejl.

”Jeg kan godt se, at der tilsyneladende er mange beviser på, at jeg er skyldig,” sagde Kat, mens hendes hjerne arbejdede for på højtryk. ”Men er der ikke lidt for mange? Jeg mener, tror I virkelig, at jeg ville have brugt mit eget studiekort, hvis jeg var skyldig?”

”Mener du, at de mange beviser på, at det var dig … er bevis på, at det ikke var dig?” Selv frøken Connors lød skeptisk.

”Ja,” sagde Kat. ”Jeg er jo ikke dum.”

Rektor grinede. ”Hvordan ville du have gjort det? Han gjorde grin med hende – tirrede hende – og alligevel kunne hun ikke lade være med lynhurtigt at tænke på forskellige svar.

Der er en genvej bag Warren Hall, som er hurtigere, mørkere og uden videoovervågning …

Man behøver ikke sit studiekort, hvis man dækker sensoren med tyggegummi …

Og hvis man absolut skal udføre sådan et nummer, gør man det da ikke den nat, hvor rengøringspersonalet møder allertidligst …

Rektor Franklin smilede selvtilfreds og nød hendes tavshed. Var han ikke bare klog?

Kat vidste af erfaring, at folk på Colgan ofte tog fejl. Hendes italiensklærer mente, at hendes accent altid ville få hende til at skille sig ud i Roms gader (selvom hun rent faktisk var blevet taget for en franciskaner-nonne under et særligt vanskeligt kup i Vatikanet). Og hendes dumme kunsthistorielærer fablede altid om glæden ved at se den ægte Mona Lisa (selvom Kat med hundrede procents sikkerhed vidste, at originalen var blevet udskiftet med en kopi i 1862).

Kat havde lært meget, før hun blev optaget på Colgan – og hun havde i hvert fald lært, at skolen ikke var et sted, hvor hun kunne dele sin viden med andre.

”Jeg skal ikke gøre mig klog på skoler som Trinity og Bern eller andre af de der europæiske skoler, unge dame, men her på Colgan overholder vi reglerne.” Rektor hamrede sin knyttede næve ned i bordet. ”Vi respekterer andres ejendom. Skolen har sine æresbegreber. Og vi følger landets love.”

Kat havde helt styr på, hvad ære var. Hun var vokset op med et helt sæt af kodekser og regler. Den vigtigste regel i hendes familie var: Sørg for aldrig at blive afsløret.

”Katarina,” sagde frøken Connors. ”Har du noget at tilføje, som kan forklare det her?”

Her kunne Kat have sagt: Det var ikke mig, eller: Det må være en misforståelse. Hvis det havde været et af hendes almindelige svindelnumre, ville hun have løjet sig igennem det hele uden at tøve et sekund. Men sandheden? Den var hun ironisk nok ikke så god til.

Hendes studiekort var blevet kopieret. Nummerpladen var blevet anbragt i hendes værelse. Og nogen havde klædt sig ud som hende og sørget for, at det blev filmet.

Nogen havde villet give hende skylden. Og den, der havde gjort det, var virkelig, virkelig god.

Kats tasker blev pakket på tyve minutter. Hun kunne godt være blevet hængende lidt, men hun havde ingen at sige farvel til. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan bortvisningen ville blive genfortalt i hendes familie. Hun forestillede sig, hvordan de alle sammen om mange år ville sidde omkring bordet i onkel Eddies køkken og tale om dengang, lille Katarina stjal sig et nyt liv og derefter forsvandt sporløst.

Eller næsten sporløst, tænkte hun, da hun bar sine tasker hen over den ellers altid så velplejede plæne. Der var stadig hjulspor hen til det lemlæstede springvand midt i skolegården. En mudret påmindelse, som garanteret ville kunne ses helt til forår.

Hun hørte nogen grine og vendte sig om. En flok drenge fra første årgang stod og hviskede, indtil en af dem modigt trådte frem.

”Øh …” begyndte han og så tilbage mod vennerne for at samle mod. ”Hvordan … øh … hvordan gjorde du det?”

I det samme kørte en limousine gennem skolens snirklede jernport og holdt ind til siden. Bagagerummet gik automatisk op, og chaufføren kom hen for at tage hendes tasker. Kat kiggede over på drengene og så en sidste gang tilbage på skolen. ”Se, det er et godt spørgsmål.”

Klokken ringede ind. Eleverne skyndte sig hen over skolegården for at nå til time. Da Kat satte sig ind på bagsædet af limousinen, følte hun sig lidt trist til mode. Så trist, som man bliver, når man mister noget, der i virkeligheden aldrig har tilhørt en. Hun lænede sig tilbage og sukkede: ”Det var så det.”

Og det ville det have været, hvis ikke en anden stemme havde sagt: ”Nej, det er det ikke. Det hele er faktisk først lige begyndt.”