KAPITEL 2

Det gibbede i Kat. I halvmørket havde hun ikke set skikkelsen, der sad i den anden side af limousinen og smilede til hende.

”Hale?” spurgte hun. Var det virkelig ham? Så dukkede et helt andet spørgsmål op. ”Hvad laver du her?”

”Jeg tænkte, at du havde brug for et lift.”

”Rektors kontor ringede ellers efter en taxa.”

Han trak på skuldrene og grinede for sig selv. ”Og så ankommer jeg i den her ubåd.”

Da limousinen kørte ud fra skolens rundkørsel, vendte Hale sig om og så ud ad vinduet. Han kiggede vurderende på bygningerne og smilede svagt – som om han ikke havde nogen forpligtigelser i hele verden. Kat overvejede, om den slags selvsikkerhed var noget, kun ekstrem rigdom gennem utallige generationer kunne give en. Eller om det måske var noget, man kunne stjæle sig til.

Hale vinkede, mens skolens porte forsvandt i det fjerne. ”Farvel, Colgan!” Så vendte han sig om mod hende. ”Goddag, Kitty Kat.”

”Hale, hvorfra vidste du, at jeg var blevet smi…”

Hun gjorde ikke sætningen færdig. Pludselig sad hun ikke længere bag i limousinen, men på en hård stol, mens hun stirrede på optagelserne fra et overvågningskamera. En person iført hættetrøje løb hen over skolegården. Hun så sit eget studiekort på skærmen. Hun så rektor Franklin holde en bøjet nummerplade op over hovedet, så alle kunne se den.

”Hale,” sukkede hun. ”Rektors bil? Var det virkelig nødvendigt? Er det ikke lidt for klichéagtigt for dig?”

”Hvad skal jeg sige?” Han trak på skuldrene. ”Jeg er den gammeldags type. Og der er jo en grund til, at tricket er en klassiker.” Han lænede sig op ad vinduet. ”Det er dejligt at se dig, Kat.”

Kat vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det er også dejligt at se dig? Tak, fordi du fik mig smidt ud? Kan det virkelig passe, at du er blevet endnu mere lækker? Jeg tror faktisk, at jeg har savnet dig?

I stedet besluttede hun sig for at sige: ”Er det min far, der har fået dig til det her?”

Hale grinede kort og rystede på hovedet. ”Han har ignoreret mine opkald siden kuppet i Barcelona.” Han lænede sig over mod hende og hviskede: ”Han er vist stadig sur på mig.”

”Så er vi to.”

”Helt ærligt,” vrissede han. ”Vi var alle sammen enige om, at den abe virkede meget veldresseret.”

Kat rystede bare på hovedet. ”Du fik mig smidt ud af min skole, Hale.”

Han grinede og bukkede langsomt for hende. ”Selv tak.”

”Du smadrede rektors bil.”

”Det var faktisk W.W. Hale den 4., der forærede rektor den bil. Men det sagde de måske ikke noget om? Faktisk fik han bilen som et plaster på såret, fordi W.W. Hale den 5. angiveligt satte ild til skolen allerede under sit første år. Siden blev det besluttet, at alle medlemmer af W.W. Hale-familien fremover skal tage deres uddannelse et andet sted. Og det er helt okay med mig. Jeg går på Knightsbury Institute nu.”

”Har aldrig hørt om den.”

”Min far fik et brev derfra i sidste uge. Der står, at jeg er en rigtig mønsterelev.”

”Tillykke,” sagde Kat skeptisk.

”Ja … jeg er jo også den eneste elev,” sagde han og brød ud i et typisk Hale-grin. ”Det værste ved at gå på en fiktiv skole er, at vores lacrosse-hold stinker. Anyways, hvis man skal være helt præcis, så var det jo nærmest min egen bil, jeg smadrede.”

Hun studerede W.W. Hale den 5. Han så ældre ud end sine seksten år, havde uredt, lysebrunt hår, gylden hud og et fornavn, som Kat stadig ikke kendte efter to år, selvom hun stædigt havde prøvet at finde ud af det.

”Jeg tvivler på, at Colgan ser sådan på det … Wesley?” forsøgte hun sig.

Hale smilede. ”Du er bare så langt fra.”

Indtil videre havde Kat været igennem alle de Wa-navne, hun kunne komme på. Men Hale havde ikke reageret på hverken Walter, Ward eller Washington. Han nægtede kategorisk at hedde Warren eller Waverly. Watson havde fået ham til at fremføre en håbløs parodi af Sherlock Holmes under det meste af en togtur til Skotland. Og Wayne virkede så forkert, at hun ikke engang havde gidet prøve.

Hale var Hale. Og at hun ikke vidste, hvad de to W’er stod for, mindede hende konstant om, at der findes ting her i livet, som kun kan modtages, aldrig stjæles.

Men derfor kunne man jo godt prøve på det.

”Hvor lang tid gik der, før du brød ind i skolens elevregister?” spurgte Hale. ”En uge?” Kat rødmede. ”Fandt du noget på mig?” Han løftede det ene øjenbryn. ”Kat,” sukkede han. ”Det er bare så sødt … og uskyldigt. Det klæder dig at være naiv.”

”Du skal ikke regne med, at det varer ved.”

Hale rystede på hovedet. ”Det gør jeg heller ikke.”

Motorens hviskende brummen fyldte bilen, mens den snoede sig gennem de landlige omgivelser.

”Hvorfor gjorde du det, Hale?”

”Du hører ikke til på den skole.”

”Men hvorfor gjorde du det?” spurgte hun igen, nu mere utålmodigt. ”Det her er ingen joke, Hale.”

”Det er det heller ikke ment som, Kat.”

”Har du …?”

”Ja, jeg har et job til dig,” sagde han. ”Og kun til dig,” tilføjede han, før hun kunne nå at protestere.

Bakkerne blev stejlere. Blade flagrede i blæsten, og i det fjerne glimtede sollyset i en sø. Men Kat slap ikke Hale med øjnene. ”Jeg vil ikke ha’ noget job.”

”Det her vil du gerne have.”

”Jeg er ikke en del af familiefirmaet mere. Eller det har du måske ikke hørt?”

”Fint.” Hale lagde armene over kors og sank ned i sædet. Han lænede hovedet bagover og lukkede øjnene. Kat kunne have svoret på, at han allerede halvsov, da han sagde: ”Men du er vel stadig en del af familien, ikke?”