KAPITEL 4

Engang havde Kat elsket Paris. Hun huskede, dengang hun havde været der med sine forældre – havde spist croissanter, besøgt en glaspyramide og båret rundt på seks balloner. Det var først flere år senere, det var gået op for hende, at det ikke havde været en hyggelig familietur, men at de havde observeret Louvres sikkerhedssystemer. Alligevel fik minderne hende til at smile, da hun købte en kage i sin fars yndlingscafé og tog den med ud i den kolde blæst. Hun rystede let og ville ønske, hun havde købt en varmere frakke. På den anden side af det menneskefyldte torv kunne hun se den butik, hvor hendes mor havde købt et par knaldrøde laksko til hende til jul. Hun ville ønske, at meget havde været anderledes.

”Selvom onkel Eddie siger, at min far er i Paris, kan der godt gå et par dage, før jeg finder ham,” havde hun sagt til Marcus, da han satte hende af i lufthavnen.

”Selvfølgelig, frøken,” havde Marcus sagt, som om han vidste bedre. Og som altid fik han ret.

Bobby Bishop skiftede hele tiden navn, adresse og telefonnummer. Men Kat kendte sin far bedre end nogen, og det viste sig at være nok til at opspore ham.

Han var en halv boligblok væk, da hun fik øje på ham. Der var kommet et strejf af gråt i hans mørke hår, men det var stadig tykt og let bølget. Han gik midt i menneskemængden med lange skridt – hverken for hurtigt eller for langsomt – og med kraven på kashmirfrakken slået op mod vinden.

Kat skyndte sig ind på caféen igen, købte en kaffe to go uden mælk og tog det dampende bæger med ud. Hun havde regnet med at støde ind i ham der og se ham standse overrasket op ved synet af hende. Men da hun trådte ud på gaden og så efter hans ansigt, var han væk. Var han gået forbi hende? Et kort øjeblik var hun bekymret for, at hun ikke ville kunne finde ham igen. Eller værre endnu, at hun først ville finde ham, når det var for sent.

Hun begyndte at gå i samme retning som ham og skulle lige til at kalde, da hun instinktivt standsede og vendte sig om. Der, midt på torvet, stod han blandt en flok turister, der lyttede til en guide, som stod og fortalte om et berømt springvand.

Han lod, som om han ikke så hende mase sig gennem horden af turister og duer på jagt efter brødkrummer. Og hun fik hverken et kram eller en hilsen, da hun nåede hen til ham.

”Den der er forhåbentlig til mig,” sagde han bare uden at tage blikket fra turistguiden, som plaprede løs på russisk.

Kat vidste ikke, om hun skulle være irriteret eller imponeret af hans afslappede tonefald – han opførte sig, som om de havde en aftale. Som om han hele tiden havde vidst, at hun ville komme.

Hun rakte ham kaffen og så ham lægge sine kolde hænder omkring det varme bæger. ”Har du ingen handsker?” spurgte hun.

Han smilede og tog en slurk. ”Jeg holder fri i dag.”

Tyve kan ikke stille for store krav til livet. Ironisk nok, men sandt. De kan aldrig bo et sted, de ikke uden videre kan forlade. Ligesom de aldrig kan eje noget, de ikke umiddelbart kan forlade. Det var de grundlæggende regler i Kats liv – i hendes verden. Mens hun så sin far drikke af den varme kaffe og smile diskret til hende hen over bægerets kant, vidste hun, at hun strengt taget ikke burde elske noget eller nogen så højt, som hun elskede ham.

”Hej, far.”

I nærheden begyndte kirkeklokkerne at kime. Duerne fløj op. Hendes far skævede til hende og sagde: ”Jeg er godt klar over, at Colgan er en god skole, skat. Men Paris … er det ikke lidt langt væk for en studietur?”

”Jo, men vi har efterårsferie.” Kat ville ikke vide, hvorfor det var meget lettere at lyve over for sin far, end det var at sige sandheden til rektor. ”Jeg ville se, hvordan du havde det.”

Han drak endnu en slurk kaffe. Og smilede igen. Denne gang så han hende ikke i øjnene. ”Du ville se, om rygterne taler sandt, ikke?” spurgte han. Kat mærkede hvordan hendes ansigt brændte i den kolde blæst. ”Hvem har fortalt dig det?” spurgte han. ”Onkel Eddie? Hale?” Han rystede på hovedet og talte gennem sammenbidte tænder. ”Jeg slår den dreng ihjel.”

”Det er ikke hans skyld.”

”Ligesom det i Barcelona heller ikke var hans skyld?”

”Altså …” Kat hørte sig selv gentage Hales ord: ”Vi var alle sammen enige om, at den abe virkede meget veldresseret.”

Hendes far vrængede ad hende.

”Far …”

”Skat, vil du tro på mig, hvis jeg siger, at jeg ikke står bag kuppet i Italien i sidste uge?” Klokkerne holdt op med at kime, og guiden fortsatte med at fortælle. Han så sig omkring og sænkede stemmen. ”Hvad nu, hvis jeg siger, at jeg har et vandtæt alibi?”

”Har du et alibi?” spurgte Kat. ”Vil du sværge på det?”

Hans øjne strålede. ”På Gutenbergs Bibel.”

”Kan du bevise det?”

”Tja …” tøvede han. ”Det er en anelse kompliceret …” I samme øjeblik flyttede en af turisterne sig og afslørede en avisstand, hvor overskrifterne skreg sort på hvidt: Nouvelles pistes dans le vol de la galerie: La police dit que des arrestations sont en vue.

”Far,” sagde hun langsomt. “Du ved vel ikke tilfældigvis noget om det galleri her i Paris, hvor der blev begået et røveri i sidste uge?” Han smilede både stolt og drillende, men undgik at se på hende. Han sagde ikke et ord. ”Så du står altså ikke bag det store kup i Italien i sidste uge, fordi du lavede et mindre kup her i Paris samme aften?”

Han pustede på den dampende kaffe og hviskede: ”Jeg sagde jo, at det var et godt alibi.” Han tog en lille slurk. ”Selvfølgelig var opgaven ikke helt på højde med min sædvanlige standard, men som du nok ved, mistede jeg min bedste assistent her for nylig.” Han rystede på hovedet og trak vejret demonstrativt dybt. ”Det er frygtelig svært at finde gode folk.”

En af de russiske kvinder tyssede på dem. Kat følte sig utilpas. Hun ville gerne hen et sted, som var mere privat. Et sted, hvor hun kunne råbe højt. Så kom hun pludselig i tvivl …

”Far, hvis du lavede det røveri i sidste uge, hvorfor er du så stadig i Paris?”

Han stoppede midt i en mundfuld. Der blev tyven nok taget på fersk gerning og afsløret, tænkte hun. Men han så bare ud til at være frygtelig stolt af sin lille pige.

”Skat, som du ved, udgør besiddelse ni tiendedele af dommen. Og lige nu er jeg ikke så skyldig, som jeg gerne ville være.”

”Far …” Hun stirrede op på ham og var ikke helt sikker på, om hun ønskede at høre svaret på sit næste spørgsmål: ”Hvor har du gemt dem?”

”Den,” rettede han hende. ”På et sikkert sted.”

”Et isoleret sted?”

”Nej,” klukkede hans far. ”Desværre er der masser af mennesker omkring den lige i øjeblikket.”

Han smilede stadig, men han blev ved at se sig omkring på en måde, der bekymrede Kat.

”Måske burde du bare lade den blive der,” foreslog hun.

Han vippede på hælene, men undgik hendes blik. ”Hvad sjov ville der være i det?” Hans smil blev bredere, og Kat kunne sværge på, at en af de russiske kvinder stod og flirtede med ham. Et par teenagepiger hviskede og fnisede i deres retning, men så vidt Kat kunne vurdere, var der kun én kvinde på hele torvet, som turde stirre åbenlyst. Hun var alt for smuk – alt for selvsikker – til at tage sig af, om nogen så hende kigge. Kat havde det underligt med denne smukke, mørkhårede kvindes stirren.

”Du ved vel, at jeg får myrekryb af at se fremmede kvinder bage på min far?”

”Skat,” sagde han roligt. ”Nogle gange er det bare uundgåeligt.”

Han drillede, tænkte Kat. Eller det gjorde han måske ikke? Da de fulgte med gruppen hen mod en kirke i nærheden, kunne hun stadig mærke den konstante stirren.

Kat tog et lille kamera op af tasken og kiggede ud over folkemængden gennem det. En mand sad på en fortovscafé under en parasol uden at spise. Hun zoomede ind på to mænd, der sad og hang på en bænk i den anden ende af torvet. Hun bed mærke i deres billige tøj, de udtrådte sko og det trætte udseende, folk altid får, når de har skygget nogen i fem dage. Til sidst studerede hun kvinden, der stod i udkanten af torvet og stadig stirrede på hendes far.

”Hvem er de, dine venner?” Hun sukkede og vendte sig om. ”Det lokale politi?”

”Det er faktisk Interpol.”

”Suuuper,” sukkede hun.

”Jeg troede, du ville blive imponeret.”

”Ja, for det er nemlig lige det, alle små piger drømmer om,” sagde hun. ”At blive overvåget af Interpol. Og så at få en kattekilling.”

Kirkeklokkerne begyndte at kime igen. En bus kørte ind foran dem, så den spærrede for udsigten til torvet og beskyttede dem mod nysgerrige blikke. I samme sekund rakte hendes far ud og greb fat om hendes skuldre. ”Kat, du må ikke være bekymret … Der er ingen, der vil skade mig. Han er ligeglad med mig. Han er kun optaget af sine malerier, og dem har jeg ikke, så …” Han trak på skuldrene.

”Men han tror, du har dem.”

”Jamen det har jeg ikke,” sagde han, som om det hele var ingenting. ”Jeg er blevet skygget dag og nat, så jeg har et alibi. Stol på mig, Kat. Arturo Taccone gør mig ikke noget.”

Hun var lige ved at tro på ham og spekulerede på, om han mon troede på sig selv. Kat havde tidligt lært, at en tyvs liv afhænger, hvor snedig vedkommende er. Og hendes liv havde været én lang lektion i snyd og bedrag. Hvis nogen troede, at hendes far havde billederne, ville sandheden aldrig kunne redde ham.

”Du bliver nødt til at tale med ham,” tiggede hun. ”Eller gemme dig eller stikke af eller …”

”Vent, til ugen er omme, Kat. Så vil han have prikket så meget til myretuen, at det rigtige kryb er kravlet frem. Og så vil han indse sandheden.”

”Far …” begyndte hun, men det var for sent. Bussen begyndte at køre igen, og hendes far var allerede på vej væk. Hans læber bevægede sig knap nok, da han sagde: ”Hvor tror din skole, at du er lige nu? Skal jeg skrive en fraværsseddel?”

”Det har du allerede gjort,” løj Kat. ”Den blev faxet direkte til rektor Franklin fra dit kontor i London i går morges.”

”Dygtig pige,” hviskede han, og deres ubehagelige samtale syntes lysår væk. ”Kan du så skynde dig tilbage til skolen.”

Kat tøvede og kunne ikke beslutte sig for, om hun skulle fortælle ham sandheden. At hun var blevet smidt ud. At hendes livs største svindelnummer var gået i vasken. Eller om hun skulle blive ved med at lyve.

”Har I vinterferie på Colgan?” Hans øjne hvilede på guiden, som gik i spidsen for flokken. ”Vi kunne måske tage til Cannes i julen.”

”Cannes i julen,” gentog hun blødt.

”Eller Madrid.”

Hun undertrykte et grin og hviskede: ”Find på noget bedre.”

”Kat.” Hans stemme standsede hende. Hun tillod sig endda at kigge på ham et kort sekund, som han stod der foran den gamle kirke på det brolagte torv. ”Du kunne vel ikke lige hjælpe din gamle far?”

Kat smilede og banede sig vej gennem folkemængden med kameraet i hånden som en almindelig turist. Da hun fik øje på et par parisiske politimænd, råbte hun højt: ”Undskyld!” Hun lignede en almindelig pige på randen af panik. Hun klamrede sig til sin taske og så helt og aldeles hjælpeløs ud, da hun styrtede hen imod dem. ”Undskyld, betjent!”

”Yes?” sagde den ene af betjentene med stærk accent. ”Er der noget galt?”

”De der mænd!” Kat skreg og pegede på de to mænd fra Interpol, som nu sad og sludrede med deres kollega på bænken. ”De prøvede på at …” Kat tøvede. Betjentene så utålmodige, men lettere forvirrede ud.

”Ja?”

”De …” Kat gestikulerede til den ene betjent, at han skulle komme nærmere. Så hviskede hun noget til ham. Et sekund efter masede de to mænd sig gennem folkemylderet.

”Vous là!” råbte betjenten til overvågningsholdet på rablende fransk. ”Vous là! Arrêtez-vous, vous dis je!”

Interpol-mændene forsøgte at komme væk, men det var for sent. Folk gloede, da politibetjentene indhentede dem. Der blev bandet slemt på fransk. Deres lommer blev gennemrodet og id-kort studeret. Imens gik duerne rundt og fandt krummer, og kirkeklokkerne kimede.

Kat vidste, at hendes far var over alle bjerge nu.

Hun vendte ryggen til kaosset for at tage en taxa til lufthavnen. Hun glædede sig til en lang, stille og rolig flyvetur over Atlanten, da nogen pludselig tog hende i armen. En bildør blev åbnet bag hende, og for anden gang på to dage befandt Kat sig på bagsædet af en limousine, hvor hun blev budt velkommen af en uventet stemme.

”Goddag, Katarina.”