KAPITEL 8

Ikke det. Kat hørte ordene inde i hovedet, før hun overvejede at sige dem højt. Nej, Hale. Bare ikke det, vel? Kat rystede søvnen af sig og forsøgte at danne sig et overblik over situationen. Hun befandt sig trods alt i Italien. Hun var sammen med en klog og flot fyr. Om bord på et privat jetfly. Verden lå i bogstaveligste forstand for hendes fødder, men det var bare ikke godt nok. Døren åbnede sig og afslørede en privat landingsbane i en af de smukkeste dale i verden … og en ung kvinde med langt, flagrende hår og fremskudte hofter. Og det eneste, Kat kunne få over sine læber, var: ”Ikke det.”

Man kan vel godt gå ud fra, at tyve (eller alle, der har tilbragt en stor del af deres liv i mørke) har en sjette sans. De hører bedre og forstår ting hurtigere. Alligevel forstod Kat ikke, hvorfor synet af lige netop dét pigebarn fik hårene til at rejse sig i nakken på hende.

”Hej, Kitty Kat.”

Jo, nu vidste hun det.

”Må jeg lige tale med dig?” Kat greb ud efter Hale, men selvom hun var letfodet som en kat, var Hale mere beslutsom. Han gik lige forbi hende og ned ad trappen, samtidig med at den fremmede pige løftede blikket og sagde: ”Hej, smukke.”

Da han omfavnede pigen, slap hendes lange ben jorden. Kat havde lyst til at sige, at det var alt for koldt at gå rundt i så kort en nederdel. Eller at det var upraktisk med højhælede sko i en by fuld af brosten. Men hun blev bare stående ubevægelig øverst på trappen, indtil pigen sagde: ”Kom nu, Kitty, giver du ikke din kusine et kram?”

Familie er på mange måder noget underligt noget. Og når det gælder familiefirmaer, er der ingen grænser for, hvor underligt det kan blive.

Mens hun spadserede gennem de smalle gader i den lille by, som Arturo Taccone kaldte sit hjem, spekulerede Kat for hundrede syttende gang over, om det mon var ens i alle familier. Fandtes der mon en skobutik i Seattle, som var gået i arv gennem generationer, og som havde frembragt to teenagepiger, der bare ikke kunne klare hinanden? Var der en restaurant i Rio, hvor to kusiner sad med korslagte arme og nægtede at have vagt samtidig?

Eller måske var den type drama forbeholdt familier, hvor folk indimellem blev skudt eller sat i fængsel? Det ville Kat aldrig finde ud af. Hun havde kun én familie og havde derfor ikke noget at sammenligne med.

”Hale,” hvinede Gabrielle og stak sin arm ind under Hales. ”Kat er ikke sød mod mig.”

”Kat,” sagde Hale og nød at spille voksen, ”Giv nu din kusine et kram.”

Kat nægtede at lade som om. Hvis hun ikke følte et bånd til sin kusine, ville hun aldrig kunne hykle det. Og i modsætning til Gabrielle nægtede hun også at hvine. Hun havde måske mistet de evner, da hun mistede sin mor. Eller også var de langsomt blevet avlet ud af familien ligesom dårlig motorik og et klippefast forhold til sandheden. Uanset hvad lykkedes det hende dog at få sagt: ”Dejligt at se dig, Gabrielle. Jeg troede, du var i Monte Carlo sammen med en masse fisefornemme europæere.”

”Og jeg troede, at du gik i skole. Vi må begge to have taget fejl.”

Kat studerede sin kusine og undrede sig over, at hun kun var et år ældre, ja, ikke engang det. Ni måneder. Alligevel så hun mindst ni år mere voksen ud. Hun var højere, havde flere former og generelt mere af det hele. Hun lænede sig ind mod Hale og holdt godt fast i hans arm, så Kat blev tvunget til at gå bagerst gennem de smalle gader.

”Hvor er Alfred henne?” spurgte Gabrielle.

”Du mener Marcus, ikke?” korrigerede han hende.

”Whatever,” udbrød hun og slog ud med hånden, som om det intet betød. Kat tænkte, at det var synd, hun ikke havde lige så meget mellem ørerne som i bh’en. Så sagde kusinen pludselig: ”Tillykke med fødselsdagen,” og en kuvert med fotografier forsvandt fra hendes hånd og dukkede pludselig op i Hales jakkelomme.

Det skete let og ubesværet med en erfaren tyvs indstuderede bevægelser. Hun var en af familien.

”Hvordan har din mor det?” spurgte Kat.

”Hun er blevet forlovet,” sukkede Gabrielle opgivende. ”Igen.”

”Åh,” udbrød Hale. ”Tillykke.”

”Jo tak. Han er greve. Så vidt jeg ved. Eller hertug.” Hun vendte sig om mod Hale. ”Hvad er bedst?”

Før han fik svaret, nåede de frem til en lav stenmur. På den anden side strakte vinmarker sig tværs over Sabinadalen. En flod skar sig gennem det frugtbare land, og får græssede på en fjern skråning. Det var et af de smukkeste steder i verden, men alligevel kunne Kat ikke få øjnene fra fotografierne i Hales hånd. Det var billeder af en stor, indhegnet bebyggelse tæt på en billedskøn sø. Hale lænede sig op ad muren og bladrede gennem billederne, som zoomede tættere og tættere ind. Det var de bygninger, Kat ellers kun havde set på plantegningen.

”Kunne du ikke komme tættere på?” spurgte Hale.

Gabrielle gumlede på sit tyggegummi. ”Mener du tættere på den fæstning? Det er virkelig et godt valg, venner.”

”Vi har ikke ligefrem valgt det,” huskede Kat hende på.

”Whatever. Stedet er omgivet af en næsten fem meter bred mur.”

”Det ved vi godt,” fortalte Kat hende.

”Og fire vagttårne. Bemandede.”

”Det ved vi også godt.” Kat himlede med øjnene.

”Og en voldgrav. Vidste du det, frøken blærerøv? Vidste du, at der er en rigtig voldgrav? Med … ting nede under vandet.” Gabrielle dirrede over hele kroppen (nogle dele dirrede mere end andre), og budskabet gik rent igennem.

Hale stak fotografierne tilbage i lommen, vendte sig om og lagde albuerne på muren.

”Fint,” sagde Kat. ”Hvad så med en politirapport?” Gabrielle grinede. ”Har du ikke talt med politiet … eller hvad? Du har ikke spurgt dem?” blev Kat ved og forsøgte at overdøve Gabrielles latter. Selv Hale smilede. Kat undrede sig over, at en som Gabrielle ikke var klar over, at kun meget, meget få røverier i historien undslipper politiets opmærksomhed.

Folk plejede faktisk at lægge mærke til det, hvis alle bilalarmer i byen gik i gang samtidig og blev ved i tyve minutter en morgen klokken 8.02. Eller hvis femten trafiklys gik ud imellem klokken 9 og 10. Eller hvis en patruljebil fandt en bil uden nummerplader efterladt i vejkanten – forseglet helt med gaffatape og fyldt op med levende kolibrier.

Der var altid spor. Selv efter de tyve, der virkelig ikke ville findes. Men igen: Der var altid spor.

”Mænd som Arturo Taccone ringer ikke efter politiet, Kat.” Gabrielle talte langsomt, som om Kat var blevet snotdum, mens hun havde været væk. ”På den måde er de lidt ligesom os. De ordner tingene inden for familien. Og de forlader den i hvert fald ikke.”

”Helt ærligt, jeg var væk nogle få …”

”Du rejste.” Gabrielles stemme føltes koldere end blæsten. ”Og du ville stadig befinde dig bag de der vedbendsklædte mure, hvis ikke vi … Ja, så ville du stadig være der.”

Kat vidste godt, at ægthed er en elastisk størrelse. Nogle hugger statuer i sten. En maskine trykker pengesedler med billedet af en død præsident på. En kunstner smører maling på et lærred. Betyder det så meget, hvem maleren er? Er en falsk Picasso mindre smuk end den ægte vare? Måske var det bare hende, men det syntes hun ikke. Alligevel havde Kat en fornemmelse af falskhed, da hun så fra Hale og hen på Gabrielle.

”Gabrielle,” sagde Kat langsomt, ”hvorfra ved du egentlig, at der er vedbend på Colgan?”

Hun hørte kusinen grine lidt og undskylde sig med, at det bare var et gæt. Men Kat huskede allerede det grynede billede fra overvågningskameraet. En person i hættetrøje, der løb tværs hen over skolegården. Hun vendte sig om mod Hale, og først nu gik det op for hende, at han var alt for høj og alt for bred. Personen på skærmen havde været tæt nok på hendes størrelse til at narre rektor. Det værste var, at hun selv havde ladet sig narre.

”Var det Gabrielle, Hale?” Hun slog ham på skulderen. ”Som om det ikke er slemt nok, at du fik mig smidt ud! Du skulle også absolut bruge hendes hjælp til det!”

”Jeg kan altså godt høre dig,” protesterede Gabrielle.

Hale kiggede over på Gabrielle og pegede på Kat. ”Hun er nuttet, når hun er jaloux, ikke?” Kat sparkede ham over skinnebenet. ”Det skulle jo gøres. Husk lige det. Og selvom alle tror det, så kender jeg faktisk ikke ret mange piger.” De stirrede begge mistroisk på ham. ”Okay … jeg kender ikke ret mange, der har jeres særlige evner.”

Gabrielle himlede med øjnene. ”Du forstår virkelig at få en pige til at føle sig som noget særligt.”

Kat … ja, hun følte sig bare som en idiot.

”Vi ses på hotellet, Hale.” Så vendte hun sig om mod kusinen. ”Og vi ses til jul eller til et af din mors bryllupper eller … et eller andet. Tak, fordi du kom, Gabrielle. Jeg er sikker på, at der er en strand et eller andet sted, som savner dig frygteligt meget. Så skynd du dig tilbage til den, så passer jeg mit.”

Hun var næsten nået hen til hjørnet, da kusinen råbte: ”Tror du, at du er den eneste i verden, der elsker din far?”

Kat standsede og betragtede Gabrielle. For første gang i sit liv kunne hun have svoret på, at kusinen mente, hvad hun sagde. Allerede som syvårig havde Gabrielle lært at kalde fem forskellige mænd for far. Der havde været en oliemagnat fra Texas, en milliardær fra Brasilien, en mand (med et meget uheldigt overbid) fra den paraguayanske regering, der overvågede importen og eksporten af forfalskede Monet-malerier. Men ingen af dem havde været hendes far.

”Du har brug for mig til det her,” sagde Gabrielle. Der var ingen tvivl i hendes stemme. Ikke noget fjolleri, ingen spil. Hun var helt igennem onkel Eddies grandniece. Hun var professionel, hun var svindler, og hun var tyv. ”Hvad enten du kan lide det eller ej, Kitty Kat, så begynder genforeningen nu.”

Kat sad helt stille, mens Gabrielle parkerede bilen i siden af en snoet landevej. Der var ingen belysning, ingen lyde. Da Kat åbnede døren og trådte ud, mærkede hun en kølig, fugtig brise og kiggede op mod en mørk himmel uden stjerner. En tyv kunne ikke ønske sig det bedre.

”Fortæl lige, hvorfor jeg skulle sidde på bagsædet.” Hale strakte sig og stirrede på hende, mens hun tog handsker på.

”Milliardæren sidder da altid på bagsædet, store mand.” Hun ville klappe ham på brystet, men før hun kunne nå at trække sig tilbage, greb han fat om hendes hånd og holdt den stramt ind mod sit bankende hjerte.

”Er du sikker på, at det her er en god idé?” spurgte han.

Kat kunne sagtens have stukket ham en million løgne. Men ingen af dem overgik sandheden. ”Det er vores eneste idé.”

Gabrielle åbnede kølerhjelmen og pillede ved motoren for at give dem et alibi over for vagter eller andre nysgerrige personer. Kat fastholdt Hales blik. Lige nu lignede han virkelig drengen i Superman-bukserne. Bange, målbevidst og måske en lille smule heltemodig.

”Kat, jeg …”

”Kommer I?” Gabrielles hvisken skar gennem natten og afbrød ham. Kat havde ikke andet valg end at begynde turen op ad den stejle vold, hyllet i blæksort mørke og med grene, der knækkede som knaldperler under hendes fødder.

”Hov,” sagde Kat ti minutter senere, da hun snublede for hundrede syttende gang. Hun vidste ikke, hvad der var værst: at Hale måtte hjælpe hende, eller at Gabrielle så, hvor klodset hun var blevet.

Hun regnede hele tiden med, at Gabrielle ville sige: Kat er ude af træning. Eller at Hale ville komme med en vittighed om, at Colgans gymnastikundervisning måtte være elendig. Men ingen af dem sagde et ord under turen opad. Pludselig standsede Gabrielle, og Kat var lige ved at støde ind i hende. Hun pegede og sagde: ”Der er det.”

Selv midt om natten og på så lang afstand kunne enhver se, at Arturo Taccones hjem var noget af et palads, bygget af sten og træ og omgivet af vinmarker og oliventræer. Det lignede et postkort-paradis. Men Kat bed mærke i vagterne og vagttårnene, murene og portene. Paradiset var snarere et fængsel.

Græsset var fugtigt mod deres maver, da de lagde sig på toppen af volden og kiggede ned på villaen. Kat hadede at måtte indrømme det, men Gabrielle havde ret. Man var nødt til selv at se det for at tro på det. Dagen før, da de viste plantegningen til Simon, havde Kat tænkt, at Arturo Taccones hjem nok var et af verdens sværeste mål. Men da de mørke skyer spredte sig et kort øjeblik, og månens stråler ramte voldgraven som en projektør, gik det op for hende, at kun en idiot ville nærme sig de mure.

”Hvordan gør vi? Murmeldyr?” spurgte Hale.

”Det har vi ikke tid til,” svarede Kat. ”Det vil tage flere dage bare at få gravet tunnellerne, og området er jo aldrig ubevogtet.”

”Falden engel?”

”Måske,” svarede Kat og så op mod himlen. ”Men selv på en måneløs nat er gårdspladsen frygtelig lille. Vi risikerer, at de får øje på enten os eller på faldskærmen. Folk bygger jo ikke vagttårne uden at sætte vagter i dem.”

”Bevæbnede vagter,” tilføjede Gabrielle og vendte sig om på ryggen. Hun lagde armene bag hovedet, stirrede op i de sorte skyer og var så afslappet, som lå hun på stranden eller hjemme i sin seng. Kat havde til gengæld ondt i fødderne efter løbeturen gennem skoven, og hendes sorte skihue var for stram og kløede. Hun spekulerede over, hvad det var, Hale lugtede af, og om hun kunne lide lugten eller ej.

Kat anede ikke, hvordan hun skulle kunne stjæle noget fra Arturo Taccone.

Derfor fattede hun heller ikke, at nogen kunne have gjort det.

Og det var det, der gjorde hende allermest vred.

”Enten har de brugt Den Trojanske Hest eller Dørsælgeren eller …” Hale fortsatte med at liste muligheder op, men Kat var færdig med at spekulere. Hun turde ikke gætte. I stedet tænkte hun på det, Hale havde sagt til Simon. Det er ikke noget almindeligt job. Kat indså, at en almindelig tyv umuligt ville kunne klare det.

I samme øjeblik var det, som en usynlig hånd greb fat i Kat. Den hev op i hendes sorte jakke og fik hende på benene.

”Hvad laver du? Ned med dig!” vrissede Gabrielle og rakte ud efter hende, men Kat var allerede på vej ned ad volden.

”Hvor skal du hen?” spurgte Hale, da hun beslutsomt begav sig hen mod vindebroen.

”Kat!” hvæsede Gabrielle. ”Du ender med at blive fanget.”

Det smil, Kat sendte hende tilbage over skulderen, var næsten ondskabsfuldt. ”Det ved jeg godt.”

Porten rejste sig højt og truende, da hun nærmede sig den. Uden for muren var der lys på strategiske steder. Det spillede i regndråberne, der skar gennem den sorte himmel. Alligevel fortsatte Kat stille og roligt hen over markerne mod muren, som omgav villaen. Hun kunne mærke sikkerhedskameraernes stirren. Hun fornemmede, at vagterne rørte på sig. For at aflede sine tanker fantaserede hun om, hvor gamle bygningerne kunne være, hvad de oprindelige ejere havde heddet, og hvilken historie der lå bag voldgraven. Hun fokuserede på regnen og på sit hår, der begyndte at kruse.

Mest af alt forsøgte hun at se rolig ud, mens hun spadserede hen mod den lille metalboks i vejkanten. Hun bad til, at hendes stemme ikke ville forråde hende, da hun stirrede ind i det lille kamera og sagde: ”Jeg hedder Katarina Bishop.” Lynet slog ned bag hende. ”Jeg er kommet for at tale med Arturo Taccone.”