KAPITEL 11

Bådebyggeriet ”Mariano og Sønner” i Napoli var et familiefirma, og det var alle meget stolte af. Mariano den 2. var søn af en fisker, men havde det med at blive søsyg, så han blev nødt til at finde sig et job, der kunne udføres på landjorden. Derfor begyndte han at bygge både.

Mariano den 3. byggede endnu større både.

Og da en pige fra en noget anden slags familievirksomhed ankom til deres butik ved Middelhavskysten, havde Mariano den 4. bygget og fået patent på over ti af de mest avancerede (og dyreste) fartøjer i verden.

Det havde Kats far i hvert fald fortalt hende, lige før han rejste til Venedig.

Så snart den unge ekspeditrice i ”Il Negozio di Mariano & Figli” fik øje på den unge mand, der slentrede ind gennem glasdøren, vidste hun, at han havde penge – og at han på stedet ville kunne skrive en check ud på næsten alt i udstillingslokalet. Måske kunne han endda betale kontant. Eller med sit kreditkort, hvis loft stensikkert lå skyhøjt.

Men det var ikke derfor, hun smilede, da han tog solbrillerne af, lænede sig ind over glasdisken og sagde: ”Ciao.” Hver en muskel i hendes krop var simpelthen ved at smelte. ”Jeg tænkte, at du måske kunne hjælpe mig.”

Når man er leder for et team, er man nødt til at uddelegere ansvar og vide, hvornår andre skal tage over. Man skal være bevidst om, hvem der er bedst til hvad, og hvordan det udnyttes bedst muligt. Men da Kat stod på den anden side af den travle havnegade og så, hvordan den unge ekspeditrice flirtede med Hale, blev hun nervøs for, om han ville komme ud af butikken med en kæreste i stedet for et navn.

De havde brug for et navn. Det var det, der irriterede hende. Flirteriet, forsikrede hun sig selv om, generede hende ikke.

Hun stod udenfor i ti minutter og betragtede scenen gennem det store udstillingsvindue. Hænder, der strejfede skuldre, sitrende øjenvipper. Hele forestillingen fik Kat til at vade frem og tilbage (selvom enhver god tyv ved, at den bedste måde ikke at blive opdaget på er at stå helt stille).

”Har du set det der?” spurgte hun Gabrielle for fjerde gang. Men kusinen var mere optaget af en ung fyr på fortovscaféen, og han var lige så optaget af hende. Eller mere præcis af hendes yderst utilstrækkelige nederdel.

”Han ødelægger det hele.” Kat slog opgivende ud med armene. ”Det er vores bedste ledetråd, og så går han hen og ødelægger det.”

Kusinen lagde ikke mærke til noget. Så havde hun måske sagt eller gjort noget. Men som det var nu, vendte hun sig ikke engang om, før Kat var på vej ind til Hale.

”Nå, der er du,” sagde Kat og behøvede kun halvt at lade, som om hun var forpustet, da hun gik hen til disken.

”Hej.” Hale trak sig væk fra ekspeditricens hånd, som om han havde fået stød. ”Jeg ville bare …” begyndte han.

Kat sukkede. ”Far siger, du har tredive minutter til at komme om bord, ellers sejler vi til Mallorca uden dig og siger til din mor, at du faldt over bord.” Kat vendte sig om mod pigen. ”Jeg stemte selvfølgelig for at skubbe ham i vandet.” Hun prustede. ”Jeg er hans søster.”

”Stedsøster,” sagde Hale uden tøven.

Den unge pige smilede ved oplysningen om, at Kat ikke var hans kæreste. Hun var ikke en konkurrent, bare en lille pige, der var alt for bleg og tynd til at kunne have tilbragt ret lang tid langs den italienske kyst.

”Er du snart færdig?” spurgte Kat oprigtigt irriteret.

”Ja …” sagde Hale og så ud til at kede sig som den milliardær, han var. ”De har nogle seje ting her.”

Kat tvivlede på, at genierne bag nogle af verdens fineste både ville bryde sig om at få deres opfindelser omtalt som ”seje ting”. Men selvom ekspeditricen måske havde det på samme måde, lod hun sig ikke mærke med noget.

”Skal du købe noget, eller hvad?” spurgte Kat.

”Øh … tja,” sagde Hale og gik lidt rundt i udstillingslokalet. ”På en måde kan jeg godt lide den her.”

Kat troede et kort øjeblik, at fartøjet var en kopi i mindre størrelse, men det var det selvfølgelig ikke. Det var jo hele pointen.

Sirena Royal var verdens mindste ikke-militære ubåd. Den var ikke meget større end de havfruer, den var opkaldt efter. Med sin længde på omkring en meter og firs og højde på omkring en meter og tyve var den nogenlunde på størrelse med en gokart. Det var sådan et fartøj, der ville kunne dykke ned i den lille flod, der førte ind til Taccones voldgrav. Og det var sådan et fartøj, der – lige i øjeblikket – var deres eneste ledetråd.

”Ja,” sagde Hale og trådte lidt tilbage for at beundre den. ”Jeg tager den her.”

”Excellente, signore!” udbrød ekspeditricen, mens Hale nikkede over mod Kat.

”Du har kreditkortet, ikke, søs?”

Kat fulgte hellere end gerne med den unge pige over til den høje disk, hvor pigen fandt en kontrakt frem og rodede rundt i sine papirer, indtil Kat lagde en bleg hånd over hendes og standsede hende midt i en bevægelse.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, Lucia,” sagde Kat med et øjekast til pigens navneskilt, ”så er min kære stedbror en forkælet, lille dreng.” Kat skævede over til Hale. ”Han elsker legetøj.”

Kat vidste ikke, om Hale havde hørt, hvad hun sagde, men ikke desto mindre udnyttede han øjeblikket til at fjolle rundt med en model af en racerbåd og lave boblelyde.

”For tre år siden fik han sin mor til at købe en villa ved Comosøen, fordi han gerne ville have et sted at lege.” Kat holdt en kort pause og kom i tanke om, at Hales familie rent faktisk havde et hus i Norditalien. ”Året efter købte han en firs fod lang yacht, fordi han havde brug for noget at lege på.”

Bag hende lod Hale modellen styrtdykke ned mod et krus med blyanter.

Kat bøjede sig frem mod ekspeditricen og sænkede stemmen. ”Men drenge gider aldrig dele deres legetøj med andre, vel, Lucia?”

Pigen rystede på hovedet. ”Nej.”

”Så da Bernard-brødrene købte en yacht mage til sidste sommer, blev min stedbror ikke særlig glad. Og …” – hun kastede et blik tilbage på Hale og sænkede stemmen – ”… når han ikke er glad, så er hans mor det desværre heller ikke. Og når hans mor ikke er glad, så …”

Lucia nikkede. ”Det kan jeg godt se. Jeg …”

”Jeg fortæller dig det her, fordi han virkelig har brug for at være den eneste, der har en Sirena Royal-ubåd.” Kat smilede sit sødeste smil. ”Og jeg kan godt love dig, at hvis vi kommer hjem og finder ud af, at der er en på den anden side af søen, som også har …”

”Jamen det er der ikke!” udbrød Lucia.

”Er du sikker?” spurgte Kat.

”Altså, for at sige det, som det er …” Lucia kiggede sig diskret rundt i udstillingslokalet, som om det, hun skulle til at sige, ville få tre generationer af Mariano’er til at vende sig i deres grave. ”Det er mest show-off. Vi sælger ikke ret mange af den model.”

Henne i hjørnet havde Hale spændt sig fast inde i Sirena Royal-ubåden og lod, som om han var en bombeflyver fra Anden Verdenskrig, der susede rundt i luften.

”Men den er da for fed,” sagde Kat. ”Det kan ikke passe.”

”Det gør det,” indrømmede Lucia. ”Sidste år solgte vi kun to af dem.”

”Jeg vidste det!” sagde Kat og slog opgivende ud med armene. Hun begyndte at gå over mod Hale. ”Jeg sagde det til ham. Jeg vidste, at Bernard-brødrene allerede …”

”Nej, frøken,” udbrød Lucia. ”Vi har ikke solgt til nogen brødre.”

”Ikke?” Kat vendte sig om. ”Er du sikker?”

”Helt sikker. Den første blev solgt til et firma, der laver undervandsforskning. Det er ret …”

”Og den anden?” spurgte Kat og gik tættere på.

”Ja, altså, køberen er nok en mand, der færdes i de samme … luftlag som Deres familie,” indrømmede Lucia forsigtigt, mens Kat tænkte: Du skulle bare vide.

Ekspeditricen bevægede sig uroligt, mens hun overvejede, hvad hun skulle sige – eller rettere sagt, hvordan hun skulle sige det. Til sidst hviskede hun: ”Denne mand er temmelig … rig.”

”Jamen så …” sagde Kat og vendte sig om for at gå, idet hun håbede, at Lucia så ville …

”Men han bor ikke i Italien!”

Kat vendte sig langsomt om. ”Gør han ikke?”

”Nej. Det var en hr. Romani.”

”Romani?” spurgte Kat.

”Ja,” sagde den unge pige. ”Visilij Romani. Og han insisterede på at få sin Sirena sendt til Østrig.”

”Østrig?”

”Ja, direkte til et af hans godser. I nærheden af Wien.”

Selvom hun aldrig ville sige det højt, var der mange ting, Katarina Bishop savnede ved Colgan-skolen.

Det var trods alt rart at sove i den samme seng hver nat og kunne finde ud til badeværelset i mørke. Hun havde elsket biblioteket – en hel bygning, hvor alle kunne tage ting, de ikke ejede, uden at få dårlig samvittighed. Men det, hun savnede mest, da hun sad i toget på vej til Wien sammen med Hale og Gabriella, var, at skolen var det eneste sted, hun nogensinde havde været, hvor det var okay ikke at tænke selv.

Den første dag på Colgan havde hun fået et stykke papir stukket i hånden. Der stod, hvilke timer hun skulle have, og på hvilke tidspunkter. Der var en tavle nede i hallen, hvor der stod, hvilke måltider hun skulle spise, samt hvilke sportsbegivenheder hun kunne overvære. Hver uge fortalte lærerne hende, hvilke kapitler hun skulle læse i hvilke bøger, hvilke projekter hun skulle deltage i og i hvilken rækkefølge.

Det var nøjagtig, som hun havde forventet, efter at onkel Vinnie (som i virkeligheden slet ikke var hendes onkel) havde trukket hende ud af onkel Eddies køkken og fortalt hende, at en kostskole ville være ligesom et fængsel (hvilket ironisk nok var nøjagtig der, onkel Vinnie havde været, før han dukkede op hos onkel Eddie den aften).

Kat havde, som det passede sig for onkel Eddies grandniece, lyttet opmærksomt. Hun lod sig ikke skræmme. Hun analyserede det, han havde sagt, ud fra alle vinkler og konkluderede, at onkel Vinnie havde ret, og at hun i bund og grund havde to muligheder: Colgan nu eller fængsel senere.

Og Colgan havde de pæneste uniformer.

Men efteråret var ovre, Colgan var et overstået kapitel, og nu sad Kat og stirrede ud gennem togvinduet på de snedækkede Alper. I frakkelommen havde hun tre pas og Hales kreditkort. Hun var temmelig god til fire sprog og nogenlunde til to mere. Hun kunne færdes alle steder. Hun kunne gøre, hvad der passede hende. Det skyldtes sikkert højden, men pludselig følte hun sig svimmel – stakåndet og overvældet af den uendelighed af muligheder, der lå foran hende, og af de spørgsmål, hun ikke kunne lade være med at stille sig selv.

Som for eksempel hvorfor Gabrielle så endnu kønnere ud, når hun sov, hvorimod Kat sjældent vågnede uden at have savlet lidt i søvne.

Og hvorfor skulle Gabrielle absolut sove med hovedet på Hales skulder, når Kat – som altid slog ham netop der – vidste, at den var stenhård, og at skabet over sæderne var fuld af bløde puder?

Kat gjorde sit bedste for ikke at tænke over de andre ting – de sværere spørgsmål, som hun lukkede ude og fik til at løbe om kap med toget. Hun ville ønske, at hun kunne lægge dem bag sig, ligesom firbenet taber sin hale. Men hun vidste bedre. De ventede på hende i Østrig.

Det klikkede i Kats ører, da toget øgede farten på vej højere op i bjergene. Tankerne, der havde svirret rundt i hendes hoved, samlede sig om én person, ét sted.

Visilij Romani.

Wien, Østrig.

Her lukkede Kat øjnene. Hun så ikke de første snefnug, der faldt uden for vinduet, og hun lagde heller ikke mærke til, at Hale lagde et tæppe over hende. Hun sov dybt.