KAPITEL 14

Abiram Stein var ikke helt uvant med at få besøg af teenagere. Det var som regel studerende, der i jagten på bedre karakterer ville studere hans reoler fulde af gamle arkiver og bøger. Nogle få var skattejægere, som var overbeviste om, at de havde fundet en ægte Renoir eller Rembrandt på deres bedstemors loft, og nu var nysgerrige efter at høre, hvor mange penge malerierne var værd.

Men da han denne mandag morgen blev vækket ved, at det bankede på døren, trak i sin badekåbe og gik gennem det mørke hus, anede han ikke, hvad han ville finde udenfor.

”Wer ist da?” spurgte han og slog døren op. Han havde ventet at blive blændet af solens stråler. Men den stod stadig for lavt til at nå op over boghandleren på den anden side af gaden. ”Was wollen Sie? Es ist mal smach ehr früh,” vrissede han.

De to teenagere på trappen havde rygsække på ligesom de studerende og ængstelige, håbefulde øjne ligesom skattejægerne. Han kunne ikke rigtig afgøre, hvilken gruppe de tilhørte. Til gengæld var han helt sikker på, at sengen ovenpå var varm og blød, mens trappen var kold og hård. Han vidste godt, hvor han helst ville være, indtil solen stod rigtigt op.

”Ich entschuldige mich für die Stunde, Herr Stein.”

Pigen talte tysk med et strejf af amerikansk accent. Drengen talte slet ikke.

Hr. Stein havde mest lyst til at lukke døren og gå op ovenpå igen, men der var noget, der vakte hans nysgerrighed – noget ved pigen. Og sådan set også ved drengen. Normalt kom de unge aldrig, før solen var stået op.

”Vil du ikke hellere tale engelsk?” spurgte han.

Kat havde brugt sit bedste tyske, men manden havde åbenbart gennemskuet hendes accent. Hun blev helt nervøs for, at Colgan havde taget mere fra hende, end hun selv var klar over.

”Begge dele er okay med mig,” sagde pigen. Hr. Stein nikkede over mod drengen.

”Det er det måske ikke for din kammerat.”

Hale gabte. Han havde et tomt udtryk i øjnene. Selvom han havde både privatchauffør og eget jetfly, var der stadig ting, han ikke kunne købe. En god nats søvn var en af dem.

”Vi beklager tidspunktet, hr. Stein,” sagde Kat og opgav sit åbenbart rustne tysk. ”Vi er lige ankommet til Warszawa, og vi burde nok have ventet …”

”Så gør det!” brummede manden og skulle til at lukke døren.

Godt nok var Hale søvnig, men han var hurtig alligevel og lænede sig op ad den røde dør, som om han havde brug for noget at støtte sig til.

”Jeg er bange for, at vi ikke har tid til at vente,” sagde Kat.

”Min tid er også kostbar, Fräulein. Næsten lige så kostbar som min søvn.”

”Selvfølgelig,” sagde Kat og så ned i jorden. Trods den bidende kulde trak hun sin sorte hue af. I det lille vindue i døren så hun, hvordan hendes hår strittede til alle sider på grund af statisk elektricitet. Hun vidste, at der fandtes svar bag den røde dør. Ikke dem alle, men nogen. Hvis hun vendte sig om for at gå og greb fat om trappens jerngelænder, var hun bange for, at den statiske elektricitet ville give hende et hjerteslag.

”Vi har nogle spørgsmål … om kunst.” Hun holdt en pause og ventede på, at manden skulle sige noget, men han stirrede bare på hende med søvnige øjne. Bag ham stod rækker af kartoteksskabe langs væggene og foran vinduerne, hvor de spærrede for det tidlige morgenlys. Overalt lå der stabler af papir, og rummet lignede en labyrint.

”Prøv Smithsonian, kønne, amerikanske pige,” sagde han og smilede svagt. ”Jeg er bare en skør, gammel mand med alt for meget tid og alt for få venner.”

”Men jeg fik at vide, at De kunne hjælpe mig.”

”Af hvem?” vrissede han.

Hale kiggede på Kat, som om han ville spørge om det samme. Hr. Stein trådte nærmere. De første solstråler tittede netop nu op over bygningerne på den modsatte side af gaden. De kastede deres lys på den lille piges ansigt og hendes sorte hår. Og før hun nåede at åbne munden, vidste hr. Stein, hvad svaret ville blive.

”Min mor.”

”Du ligner hende,” sagde Abiram Stein og rakte Kat en kop kaffe. ”Men det har du sikkert hørt før, ikke?”

Kat havde tit tænkt over, hvad der var værst: at ligne sin mor, der var gået alt for tidligt bort, så meget, at man nærmest blev halvt datter og halvt genfærd – eller slet ikke at ligne sine forældre. Kat kunne godt lide, når hr. Stein kiggede på hende. Det var anderledes end den måde, onkel Eddie målte hende og hendes egenskaber som tyv i forhold til morens. Det var heller ikke, som når hendes far så helt forskrækket ud, fordi han et kort øjeblik troede, at hun var den kone, han havde mistet for så længe siden.

Da hr. Stein nippede til sin varme kaffe og betragtede Kat, smilede han, som om han havde fundet en kopi af sit yndlingslegetøj i et butiksvindue. Han glædede sig over, at noget, han holdt så meget af, trods alt ikke var helt forsvundet fra denne verden.

”Jeg tænkte nok, at du ville komme og besøge mig igen en dag,” sagde han efter lang tids tavshed.

Hale var ved at vågne nu og slugte rodet omkring hr. Stein med øjnene. ”Har De ikke en computer?”

Hr. Stein fnøs let. Kat svarede på hans vegne. ”Han er computeren.”

Han nikkede anerkendende.

”Jeg opbevarer det meste af min forskning …” – den gamle mand bankede let på sin pande – ”… et sikkert sted.” Han lænede sig ind over sit rodede skrivebord. ”Men jeg har på fornemmelsen, at I ikke er kommet på grund af mine evner som arkivar.”

”Vi var ude at rejse, og så havde vi nogle spørgsmål …”

”Om kunst,” sagde han og signalerede med hænderne, at Kat godt måtte komme til sagen.

”Og min mor har altid talt så pænt om Dem.”

”Kan du huske, da du besøgte mig?” spurgte han.

Kat nikkede. ”Min kakao var for varm, så De åbnede et vindue og holdt den ud i det fri, indtil der landede nogle snefnug i den.” Hun smilede ved tanken. ”Jeg drev mine forældre til vanvid i flere måneder, fordi jeg nægtede at afkøle min kakao med andet end nyfalden sne.”

Hr. Stein så ud, som om han gerne ville le, men havde glemt, hvordan man gjorde. ”Du var så lille dengang. Og du lignede din mor så meget. Du mistede hende alt for tidligt, Katarina,” sagde han. ”Vi. Vi mistede hende alt for tidligt.”

”Tak. Deres arbejde betød meget for hende.”

”Kommer du her, fordi du har fundet ud af noget, der har med din mors og mit samarbejde at gøre?

Kat rystede på hovedet. Hale flyttede på sig, og hun kunne mærke, at han var ved at miste tålmodigheden.

”Desværre kommer jeg på grund af noget helt andet.”

Manden lænede sig tilbage i den gamle træstol. ”Jaså. Og hvad er det?”

Hale sendte Kat et hurtigt blik, som kun kunne betyde: Kan vi stole på ham? Hendes svar var enkelt: Det er vi nødt til.

”Det handler om det, min mor lavede, når hun ikke forskede her … sammen med Dem.”

De sidste par timer havde Kat spekuleret over, hvor meget hr. Stein havde vidst om hendes mors liv. Svaret viste sig i Abiram Steins øjne, da han smilede og sagde: ”Jaså …”

”Vi vil gerne vide …” fortsatte Kat. ”Jeg vil gerne vide, om de her … betyder noget for Dem.”

Hale hev fem stykker papir frem. Fem kornede billeder i underlige vinkler taget fra en videofilm. Hr. Stein lagde dem ud på det rodede skrivebord og sad længe og så på dem, mens han hviskede på et sprog, Kat ikke forstod. Et øjeblik troede hun, han havde glemt, at han ikke var alene. Han studerede billederne, som om han var en spåmand, der forsøgte at læse sin egen skæbne.

”De her …” sagde han så endelig. Hans stemme blev skarpere, da han spurgte: ”Hvordan? Hvor?”

”Det er …” Kat snublede over ordene, da det gik op for hende, at hun omsider havde mødt en, hun ikke kunne lyve for.

Dét var heldigvis ikke noget problem for Hale. ”Vi så en slags hjemmevideo for nylig, og der var de med.”

Hr. Steins øjne blev endnu større. ”Er de sammen? Er de alle på det samme sted?”

Hale nikkede. ”Det tror vi. Det er en samling …”

”Det er ikke nogen samling!” råbte Abiram Stein. ”Det er krigsfanger.”

Kat tænkte tilbage på rummet, der lå skjult under en voldgrav og blev beskyttet af et af verdens bedste sikkerhedssystemer. Hun vidste med sig selv, at han havde ret. Arturo Taccone havde taget fem uvurderlige stykker historie og gemt dem væk. Indtil den nat, Visilij Romani befriede dem.

”Ved du, hvad det her er, unge mand?” spurgte hr. Stein og holdt et af fotografierne op: en elegant, ung kvinde i en bleghvid kjole, som bag fortæppet kiggede ud på en teaterscene.

”Det ligner en Degas,” svarede Hale.

”Det er det også.” Hr. Stein nikkede anerkendende til Kats valg af kammerat. ”Det hedder Danserinde i kulissen.” Han rejste sig fra stolen og gik hen til et kartoteksskab med en masse bøger og tidsskrifter ovenpå. Skabet var næsten skjult af en slyngplante, som nåede helt ned til det støvede gulv. Han fandt en mappe frem og tog den med tilbage til skrivebordet.

”Jeg går ud fra, at du er en berejst ung mand,” erklærede hr. Stein. ”Fortæl mig lige, om du har set det maleri før.”

Hale rystede på hovedet.

”Det er, fordi der ikke er nogen, der har set det de sidste halvtreds år.” Hr. Stein satte sig til rette i den hårde træstol, som om det havde krævet al hans energi at gå tværs gennem rummet, og han ikke havde kræfter til at stå op længere. ”Johan Schulhoff drev en bank i en lille, men meget velstående by nær den østrigske grænse i 1938. Han havde en yndig datter, en smuk kone og et dejligt hjem.”

Hr. Stein åbnede mappen, hvor der var klistret en fotokopi af et familieportræt ind. Det viste en familie på tre i deres fineste tøj, som smilede det bedste, de havde lært. På væggen bag dem hang Danserinde i kulissen.

”Maleriet hang i deres spisestue, indtil nazisterne kom og hentede det – og familien med. Ingen har set dem eller maleriet siden.” Han stirrede på fotografiet, og hans øjne fyldtes med tårer, da han sagde: ”Indtil nu.”

Kat tænkte på sin mor, der havde siddet i den samme stol og arbejdet sig igennem arkivet uden nogensinde at komme i nærheden af det, hun søgte.

”Men det vidste du vel allerede, ikke, Katarina?” sagde hr. Stein. Han viste dem et andet fotografi. ”Det her er Renoirs To drenge løber gennem en mark med høstakke.” Kat og Hale lænede sig frem for bedre at kunne se billedet af de to drenge på marken. Den ene drengs hat blev ført med vinden hen over marken. Drengene jagtede den.

”Det blev bestilt af en rig, fransk embedsmand, og det er hans sønner, der løber og leger på hans gods i nærheden af Nice. Det hang i den ældste søns hjem i Paris, indtil tyskerne besatte byen. Den ene af brødrene overlevede koncentrationslejrene. Men vi frygtede …” – hr. Stein holdt en pause for at tørre øjnene – ”… at det her ikke gjorde.”

Kat og Hale sad helt stille, mens hr. Stein fortalte dem om et maleri af Vermeer, som blev kaldt for Filosoffen, og om en Rembrandt-maleri af den bibelske lignelse om den fortabte søn. Hvis det overhovedet var muligt, så han endnu mere alvorlig ud, da han rakte det sidste billede hen imod dem, meget varsomt, som om han holdt det rigtige, forsvundne mesterværk i sine hænder.

”Kender du det her maleri, Katarina?”

”Nej.” Kats stemme knækkede over.

”Se nu godt efter,” pressede han hende igen.

”Jeg kender det ikke,” sagde Kat og kunne mærke hans skuffelse.

”Det hedder Pige, der beder til Sankt Nikolaj,” sagde hr. Stein og kiggede fra billedet og over på Kat. ”Det er meget, meget langt væk hjemmefra.”

Hr. Stein studerede Kat nøje.

”Din mor sad i selvsamme stol, som du nu sidder i, og hørte mig, gamle mand, råbe op om streger på landkort og love i bøger. Grænser og regler, der selv efter mange årtier kan forhindre, at retfærdigheden sker fyldest. Lande, som har deres egne mærkelige love om oprindelse,” fnøs han. ”Museer, som fremviser regninger på salg, der aldrig har fundet sted.”

Hr. Steins tristhed skiftede til entusiasme. ”Og det var derfor, din mor kom hertil. Hun sagde, at der nogle gange skal en tyv til for at fange en tyv.” Hans øjne strålede. ”Du vil stjæle de malerier, ikke, Katarina?”

Kat ville gerne forklare sig. Men lige nu ville sandheden være for grusom.

”Hr. Stein.” Hales stemme var stille og rolig. ”Jeg er bange for, at det er en meget lang historie.”

Manden nikkede. ”Javel så.” Han kiggede på Kat som en mand, der for længst har opgivet selv at gøre noget ved verdens uretfærdigheder.

”De mænd, der tog Danserinde i kulissen fra Schulhoffs spisestue, var onde, min ven. Og de mænd, de gav maleriet til, var onde. Disse malerier blev brugt som betaling for grusomme tjenester i en forfærdelig tid.” Han trak vejret dybt. ”Det kan umuligt være et godt menneske, der har den samling, Katarina.” Katarina rystede på hovedet. ”Så uanset hvor du nu er nødt til at tage hen,” – han rejste sig op – ”og uanset hvad du bliver nødt til at gøre …”

Han tog Kats lille hånd i sin, så hende ind i øjnene og sagde: ”… så pas på.”

Da Kat stod på Abiram Steins trappe med ansigtet vendt mod gaden, følte hun sig helt anderledes til mode, end da hun stod her for fyrre minutter siden med ansigtet vendt mod døren. Deres mistanke var blevet bekræftet. Deres frygt var velbegrundet. Og spøgelserne var spillevende, da hun stod der, hvor hendes mor engang havde stået, usikker på, hvordan hun skulle følge i hendes fodspor.

”Det var dejligt at se dig igen,” råbte hr. Stein fra døråbningen. ”Da det gik op for mig, hvem du var …”

”Ja?” sagde hun spørgende, og hr. Stein smilede.

”… så tænkte jeg, at du måske kom på grund af det, der er sket på Henley-museet.”

Hale sad allerede i bilen, men navnet på verdens fineste museum fangede hans opmærksomhed. ”Hvad er der sket på Henley?”

Hr. Stein lo hæst. ”Det burde I to da vide bedre end mig. Der var et kup.” Han hviskede det sidste ord. ”Eller det siger man,” sagde han med et skuldertræk. På trods af situationens alvor kunne Kat ikke lade være med at smile.

”Bare rolig, hr. Stein. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at begå indbrud på Henley.”

”Nej,” sagde den ældre mand. ”Det ved jeg godt. Politiet leder allerede efter én bestemt person. En mand ved navn Visilij Romani.”