KAPITEL 15

Kats far havde altid sagt, at der er fireogtyve virkelig fantastiske museer i verden. Måske femogtyve, hvis man ikke har noget imod trængslen på Louvre. Men der er stor forskel på selv de mest fantastiske museer. Nogle af dem er ikke andet end gamle huse med højt til loftet, nogle få sikkerhedskameraer og et par vagter på mindsteløn. Andre hyrer sikkerhedskonsulenter og får deres overvågningsudstyr fra CIA.

Og så er der Henley-museet.

”Så det her er Henley?” sagde Hale, da de spadserede gennem forhallen. Han havde hænderne stukket i lommen, og hans hår var stadig vådt efter brusebadet. ”Det er faktisk mindre, end jeg troede.”

Kat standsede. ”Har du virkelig aldrig været her?”

Han lagde hovedet på skrå. ”Tror du, at en alkoholiker går ind i en vinhandel?”

”Klart nok.” Kat gik videre.

Officielt var der ni indgange til museet. Kat var en lille smule stolt af sig selv, fordi hun havde valgt hovedindgangen (eller i det hele taget bare en dør, hvis sandheden skal frem). Måske var hun ved at blive voksen. Eller doven. Eller også elskede hun bare Henley-museets forhal.

Den var to etager høj, bygget i glas og fuld af skæve vinkler. Det var både en vinterhave og en forhal. Og lidt af en sauna. Solen bagte ned på glasruderne, og selvom det var blæsende og koldt udenfor, var der over tyve grader derinde. De besøgende mænd måtte tage deres pæne frakker af, og kvinderne løsnede deres tørklæder. Men ikke en svedperle viste sig på Hales pande, og Kat kunne ikke andet end at kigge på ham og tænke: cool.

To dage tidligere havde Henley-museet været lukket indtil klokken tretten, fordi en sikkerhedsvagt havde opdaget et visitkort, der var stukket ind i rammen på et maleri, da han gik sin midnatsrunde. Det var en bagatel, men vagten svor på, at kortet ikke havde været der klokken toogtyve.

Så der blev slået alarm. Mere sikkerhedspersonale blev tilkaldt og desværre også en journalist fra lokalavisen. Scotland Yard gennemså alle optagelserne fra sikkerhedskameraerne. Alle vagter, rengøringsfolk og frivillige medarbejdere blev afhørt, men ingen havde set nogen komme tæt på maleriet.

Tirsdag morgen meddelte både Henley-museets direktør og Scotland Yards øverste chef, at vagten tog fejl. Kortet måtte være blevet anbragt af en gæst tidligere på dagen, uden nogen af museets ansatte havde opdaget det.

Holdningen hos de uofficielle kilder var, at nogen fra en af de gamle familier gjorde grin med museet. Men Kat og Hale grinede ikke. Og det gjorde Henley-museet nok heller ikke, tænkte hun.

Hun trippede utålmodigt i køen og lagde armene over kors. Det var, som om hendes krop rummede mere energi, end den plejede, og endnu flere nerver. Hun kæmpede for at styre begge dele.

”Jeg var her til engle-udstillingen i august,” sagde damen foran til sin veninde. ”Dengang var der ingen metaldetektorer.”

Hale så på Kat, og hun vidste med det samme, hvad han tænkte: Metaldetektorerne var noget nyt. Og hvis de var nye, var der sikkert også andre nye sikkerhedsforanstaltninger.

”Nej, men i august var der heller ingen mystiske mænd, der var brudt ind og havde efterladt et visitkort,” svarede kvindens veninde.

De gik et skridt frem i køen. ”Måske var han en flot og charmerende kriminel, der skiftede mening midt i sit tyveri.”

Kat kom til at tænke på sin far og rødmede.

”Måske er han her nu,” sagde veninden og fnisede. ”For at sondere terrænet.” Hun vendte sig om og så ud i vinterhaven for at finde tyven. Hendes blik faldt på Hale, som nikkede, smilede og fik hende til at rødme.

”Jeg ville ikke have noget imod at møde en flot tyv,” sagde veninden. Hale blinkede til Kat.

Kat hævede øjenbrynene og hviskede: ”Det kunne jeg også godt tænke mig.”

Hale lagde hånden på brystet og lod, som om han var fornærmet, men Kat var alt for træt og bekymret til at spille med. Hun kunne se på hans blik, at han var begyndt at håbe. Hun lod, som om hun ikke lagde mærke til det. ”Jeg tror ikke på det,” sagde hun.

Han tog et skridt frem. ”Det gør jeg heller ikke.”

”Det er sikkert bare et mærkeligt sammentræf,” sagde hun, som om hun mente det.

”Jeg tænkte nøjagtigt det samme,” løj Hale.

Køen sneglede sig frem. ”Vi spilder sikkert tiden.”

”Helt sikkert.”

Ulempen ved at være ekspert i fup er, at man er meget svær at fuppe, selv når man prøver at lyve for sig selv.

Det var en yderst usædvanlig dag på en uge, der tegnede til at blive den mest usædvanlige i Henley-museets i forvejen usædvanlige tilværelse.

Selvom Katarina Bishop måske ikke kunne se det, var det temmelig indlysende for både vagterne, omviserne, kustoderne, de administrative medarbejdere, ledelsen og stamgæsterne. De vidste alle, at der normalt aldrig var kø før klokken ni på en hverdag. De ældre damer i informationen bemærkede også, at de otte skoleklasser, som besøgte museet den dag, var usædvanligt stille. Som om de lyttede eller kiggede efter et spøgelse.

Gulvet i salen med Renæssance-kunst var altid lidt blankere, billederne hang altid lidt mere lige, og maleriet midt i rummet – Leonardo da Vincis Engel vender tilbage til himlen – tiltrak altid lidt flere beundrende gæster end noget andet i museet. Men denne morgen havde museets kronjuvel mistet lidt af sin stråleglans.

I dag var Renæssance-salen tom. Alle var på vej det samme sted hen.

”Det er her.”

Kat behøvede ikke at læse skiltet ved indgangen for at vide, at de var nået frem til den rigtige sal. Hun behøvede bare at se på flokken af mennesker og lytte til den summen, der gik gennem luften: Visilij Romani.

Turister og skoleelever stod side om side og gloede, mens de ventede på at se det sted, hvor et visitkort på mystisk vis var dukket op en sen aften i en af Londons bedst sikrede bygninger.

Kat og Hale talte ikke sammen, mens de stod og ventede på at komme ind i det tætpakkede rum. De kommenterede ikke kameravinklerne eller vagternes placeringer. På en måde var de også turister – nysgerrige og optaget af at finde ud af sandheden om den uforståelige hændelse. Selvom de selvfølgelig var nysgerrige af helt andre årsager.

”Han har været her,” sagde Kat, da hun endelig slap ind. De fleste kiggede bare et øjeblik og gik videre, men Kat blev hængende. Hun og Hale var som midten af et hjul, der knap bevæger sig, mens resten af gæsterne kredsede forbi dem.

”Ja, men med den lille detalje, at han ikke tog noget,” sagde Hale.

”Han var der.” Kat mærkede, hvordan hendes hånd løftede sig. Hun så sin finger pege. Der hang fem malerier på væggen længst væk. To dage tidligere havde Visilij Romani stukket sit kort ned i rammen på det midterste.

Et visitkort, sagde rygterne. Hvidt karton med sorte bogstaver, der dannede et navn. Et navn, som indtil nu kun var blevet hvisket i de mørke rums allermørkeste kroge.

Et spøgelsesvisitkort, som sagde: Visilij Romani har været her. Ikke andet.

Kat tænkte på visitkortet, og noget dybt i hendes hjerte – eller måske var det noget i hendes blod – fortalte hende, at af alle de mange mennesker, der var på museet den dag, så var det hende, som verdens dygtigste tyv talte til. Og kun hende.

”Hvorfor bryde ind uden at tage noget?” spurgte Hale, men Kat rystede på hovedet.

Hun stillede et bedre spørgsmål: ”Hvorfor bryde ind og efterlade sig noget?”

Hun gik tættere på maleriet midt i rummet. Det hed: Blomster på en kølig forårsdag. Et smukt, lille stilleben af en halvkendt maler. Der var ikke noget specielt ved det. Bortset fra at Visilij Romani havde valgt at efterlade sit kort ved det.

Kat trådte tilbage og stirrede på de andre malerier i rummet, mens hun prøvede at gennemskue, hvad Romani havde tænkt.

Hun lukkede øjnene og mindedes de historier, hun havde fået fortalt hele sit liv – legender om den største tyv, der nogensinde havde eksisteret:

En mand gik ind i Kremlin-paladset og forlod det igen med et Fabergé-æg under sin høje hat.

En korrupt, tysk kunsthandler solgte en falsk Rembrandt til en englænder uden at vide, at der skjulte sig hemmelige nazi-papirer bag lærredet.

Og nu var fem malerier forsvundet.

Kat stirrede på væggen med malerierne.

Der hang fem malerier.

Hun gik langsomt rundt og granskede hvert enkelt maleri og dets dimensioner. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere.

”Hvad nu hvis han ikke kun efterlod sit kort?”

”Hvad mener du?” spurgte Hale og vendte sig om, men Kat var allerede på vej hen for at se nærmere på de maleriernes overdådige rammer.

”Frøken,” sagde en af omviserne, da Kat bøjede sig frem. ”Frøken, jeg er nødt til at bede Dem om at træde et skridt tilbage.” Han stillede sig imellem Kat og maleriet, men Hale havde allerede forstået, hvad hun mente.

”Nej,” sagde han rystet og kiggede først på malerierne og så på Kat. ”Hvorfor skulle nogen bryde ind på museet for at efterlade fem uvurderlige malerier …” – han betragtede væggene og talte – ”… bag fem malerier?” Han forsøgte ikke engang at skjule sin dybe respekt.

Fordi han har gjort den slags før, havde Kat lyst til at sige. Når man bruger navnet Romani, betyder det altid, at man har en større plan med det, man gør. En særlig grund. Et Pseudonima-job er ikke noget almindeligt job, og Visilij Romani er ikke en almindelig tyv.

”Men hvorfor skulle nogen gøre det?”

”Det ved jeg ikke, Hale.”

”Men hvorfor skulle …”

”Jeg … jeg ved det ikke.”

Pludselig måtte hun bare væk fra de mange mennesker, larmen og historierne, som hang på væggene og gjorde grin med hende.

”Det er et spil, det her!” sagde hun vredt, forlod salen og styrtede ned gennem museets prægtige korridor. Hun gik hurtigere og hurtigere, og Hale forsøgte at følge med. ”Der er en, der virkelig har det sjovt! Og han er ligeglad med, at det går ud over andre.”

Folk begyndte at kigge, så Hale lagde armen om hende og forsøgte at berolige hende.

”Du har ret,” hviskede han. ”Men måske er der én god ting ved det her.”

”Hvad mener du? Taccone er ude efter min far, Hale. Arturo Taccone!”

”Det her betyder måske, at vi har fundet hans malerier. Og hvis man kan finde dem …”

Katarina Bishop kunne mærke, hvordan hvert øjeblik i hendes families meget lange og meget tvivlsomme historie havde forberedt hende på at sige: ”Så kan man også stjæle dem.”