KAPITEL 16

Mens Kat så byen glide forbi fra bagsædet af en sort limousine, vidste hun, at hun havde tre, måske fire muligheder.

Nummer et: Hun kunne ringe til Arturo Taccone og bede ham møde hende på Henley-museet. Det måtte så være hans problem, hvordan han fik malerierne ned fra væggen og ud ad døren. Det var selvfølgelig den fornuftigste mulighed og den mindst risikable. Men efter hvad hr. Stein havde sagt, ville hun sandsynligvis ende i Arturo Taccones voldgrav, hvis hun gjorde det. Så den mulighed overvejede hun ikke ret længe.

Hvis det havde været nogle andre malerier – eller hvis Arturo Taccone havde været en anden mand – ville mulighed nummer to havde været den sikre vinder. Den ville blot kræve et kort opkald til museets direktør, hvor det blev antydet, at visitkortet måske ikke var det eneste, Visilij Romani havde efterladt sig. Men Kat havde ikke mulighed for at finde ud af, om Taccone ejede billederne så meget, at han ville få dem tilbage – eller så lidt, at han ville blive anholdt. Én ting var hun dog sikker på: Hvis hun sørgede for, at Taccone mistede det, han elskede så højt, så ville han stensikkert hævne sig.

Den tredje mulighed var så småt ved at tage form allerbagerst i hendes hjerne. Hun vidste, at den ville medføre en skideballe fra hendes far og en mobilisering af småtyve, pyromaner, fupmagere og alt, hvad der ellers kunne krybe og gå i branchen. Det ville medføre, at alle ville få øje på hende og tale til hende som en vis persons datter eller en anden persons niece. Og den ville med næsten hundrede procents sikkerhed betyde, at Arturo Taccones malerier ikke ville blive de eneste, der blev fjernet fra Henleymuseet. Hvis onkel Eddie altså gav grønt lys.

Men han havde sagt, at det var slut. Onkel Eddie havde sagt, at det her var helligt. Og hvis han ikke mente, at Kat kunne (eller burde) blande sig i noget, som Visilij Romani havde gjort, så var der ingen tyv i verden, der ville forsøge sig.

Alligevel vendte Kat hele tiden tilbage til den tredje mulighed.

Måske fordi det var den bedste. Eller også, fordi det lå i hendes blod altid at vælge den slags løsninger.

”Vi har ikke ret meget tid,” sagde Hale. ”Med så stort et mål som Henley-museet bliver vi nødt til …”

”Det er vanvid,” udbrød hun mere henvendt til sig selv end til Hale. ”Én ting er at stjæle fra ham Visilij Romani, hvem han så er. Men at stjæle fra …” Hun tav, stirrede på Marcus’ nakke og sænkede stemmen: ”… HENLEYMUSEET?”

Da bilen standsede, stod Kat og Hale ud. Kat gik hurtigt, gruset knasede under hendes fødder, og hun lod en hånd løbe gennem håret med samme bevægelse, hun havde set sin far gøre tusinder af gange.

Og altid lige før, han gik med til at gøre noget dumt.

”Hvis vi nu vælger at gøre det,” sagde hun og så på Hale, som holdt trit med hende, ”så er det altså Henleymuseet, vi taler om.”

”Ja, ja,” sagde Hale afslappet.

”Der er aldrig nogen, som har stjålet bare ét af Henleymuseets malerier.”

”Nej, nej,” sagde han begejstret.

Kat stod stille. ”Vi skal stjæle fem.”

”Teknisk set genstjæler vi dem bare,” sagde han tørt. ”Og to negative skaber altid noget positivt.”

Hun vendte sig væk fra ham og gik hen over en stor græsplæne uden at have noget særligt mål. Hun gik bare. ”Hvis nu vi siger, at vi kan gøre det, så er vi nødt til at være flere om det.”

”Ja, og der er ikke rigtig nogen, der kan lide dig i øjeblikket,” tilføjede Hale. Han smilede ikke.

Vinden blæste koldt under den grå himmel. Bladene føg rundt på jorden omkring deres fødder. ”Vi får brug for udstyr. Noget af det bedste. Virkelig dyrt udstyr.”

”Ærgerligt, at jeg kun kan bidrage med mit gode udseende,” sagde Hale. ”Og med min lidt mere end middelmådige sangstemme.”

Kat himlede med øjnene. ”Syv dage, Hale.”

Denne gang havde han ikke noget svar, ingen løsning. Hvis der var noget, Kat havde lært ved at miste sin mor, så var det, at ikke engang den bedste tyv kan stjæle tid.

Kat så ud over bakkerne og stengærderne, der krydsede horisonten. Det var, som om London var flere millioner kilometer væk.

”Hvor er vi egentlig?”

Hale pegede på et sted bag ved hende. ”Sommerhuset,” sagde han. Huset var selvfølgelig et større gods.

Kat vendte sig om, og hendes øjne faldt på en perfekt anlagt have, som strakte sig på den ene side af den massive ejendom. Røgen snoede sig op fra mindst tre skorstene. Marcus var sikkert i gang med at lave suppe og te et sted inde i bygningen.

Hun savnede onkel Eddie.

De begav sig ned mod det store stenhus, begge to tyngede af det, de blev nødt til at gøre.

”Hr. Stein …” begyndte Kat, men Hale afbrød hende.

”Det skal du ikke tænke på.”

”Det er ikke Taccones malerier, Hale.”

Han standsede hende. Når han greb fat om hendes arme, føltes de meget spinkle. Han kiggede hende ind i øjnene. ”Vi skal redde din far, Kat.” Hales indtrængende tonefald, da han skar hendes muligheder ned til én, fik Kat til at glemme al modstand. ”Så lad os da bryde ind på Henley.”

Han lagde armen omkring hende og førte hende hen mod huset, hvor W.W. Hale den 1. var født.

”Vi får brug for et team,” sagde Kat, samtidig med at Marcus åbnede den store dobbeltdør. ”Folk, vi kan stole på.”

Hale nikkede og gik forbi hende gennem den overdådigt udsmykkede hall og standsede ved et par skydedøre. Han skubbede dem til side og afslørede et bibliotek med bogreoler i to etager, ild i pejsen og en række velkendte ansigter: Bagshaw-brødrene, Simon og Gabrielle.

”Som dem her?”