KAPITEL 18

Hvis man levede som kvinde i 1921 og havde flere penge, end man havde tid, så var der meget få acceptable måder, man kunne få dagene til at gå på. Nogle spillede kort. Andre spillede musik. De fleste omgav sig med kjoler og hatte, passede deres perfekte haver og drak te, som havde trukket i præcis fem minutter. Men Veronica Miles Henley havde ikke følt sig hjemme i 1921. Derfor havde hun brugt hele sin formue på sin store lidenskab og havde næsten på egen hånd bygget verdens største museum.

Det havde Katarina Bishops mor i hvert fald fortalt hende. Og det troede hun stadig på.

”Slår det her Louvre?” Hales stemme skar igennem lyden af springvandet foran hovedindgangen.

Kat himlede. ”Der er for mange mennesker på Louvre.”

”Hvad med Tate?”

”Det er for snobbet.”

”Det Egyptiske Museum i Kairo?”

Kat lænede sig tilbage og lod fingerspidserne glide gennem vandet. ”Alt, alt for varmt.”

Overvågningskameraerne på Henley-museets mure fulgte selvfølgelig med i det hele. De var perfekt anbragt, nøje kalibrerede og blandt verdens mest avancerede.

Der var heller ingen tvivl om, at de to vagter lagde mærke til drengen og pigen ved springvandet, der spiste sandwich og kastede krummer til duerne ligesom de tusinder andre teenagepar, der besøgte museet hvert år.

Sikkerhedsvagterne så måske drengen lægge armen omkring pigens nakke og holde kameraet op foran dem. De så måske også, at de to unge gik frem og tilbage foran muren. Men de så ikke, at der blev taget billeder af overvågningskameraernes placering, og at der blev talt skridt for at måle længden på ydermuren.

Det var bare to teenagere, der nød en dejlig efterårsdag.

Og selvfølgelig kunne vagterne ikke holde øje med alt.

Hvis sikkerhedsvagterne ikke lagde særlig meget mærke til drengen og pigen ude foran museet, så lagde de slet ikke mærke til de to brødre i caféen, som fjollede rundt og tog åndede billeder af døre og udluftningskanaler, mens de stod i kø og ventede på at få et bord. De bemærkede heller ikke den blege dreng med rygsæk, som trissede rundt med en bærbar spillekonsol – før han kom til at støde ind i en af omviserne og faldt, så den kurede hen over marmorgulvet.

”Nej!” skreg han og kravlede efter den. Konsollen ramte en vagts fod, og drengen stivnede.

Vagten bøjede sig ned og samlede den op. Hvis han havde haft opmærksomheden rettet mod drengen i stedet for mod hans legetøj, ville han måske have bemærket, at drengen holdt vejret og var mere hvid i ansigtet end marmorstatuen bag sig. Men vagten var alt for opslugt af virvaret af linjer, prikker og streger på skærmen. ”Hvad er det?”

”Ikke noget,” sagde Simon alt for hurtigt. Men hans babyansigt var for uskyldigt til at vække mistanke hos omviseren eller vagten.

Omviseren kiggede vagten over skulderen. ”Er det ikke Underworld Warrior II?” spurgte han og lænede sig frem mod skærmen for at se bedre.

”Hvad er den til?” spurgte vagten og begyndte at trykke på den røde knap, hvilket fik Simon til at krympe sig.

”Nej, lad være … Vil du ikke nok lade være?”

”Det er helt anderledes end Underworld Warrior I, hva’?” spurgte vagten og blev ved med at trykke på knappen – uden at vide noget om det kaos, han skabte i kontrolrummet seks meter væk, hvor samtlige museets bevægelsessensorer var begyndt at blinke. ”Hvad bruger man den her til?” Vagten skulle til at trykke på en anden knap, men før han nåede at kortslutte alle elektriske apparater inden for en radius af ti meter, kastede Simon sig over ham.

”Det er en … prototype,” sagde han og hev konsollen ud af hænderne på vagten, før nogen opdagede, at der var noget galt. Det bør nok påpeges, at det rent faktisk var sandt, og at Simon derfor uden tøven kunne tilføje: ”Min far designer den slags.”

Vagten kastede endnu et blik på konsollen og klappede så Simon på ryggen. ”Hvor er du heldig. Se dig nu for, ikke?”

”Det skal jeg nok,” svarede han, og det var endnu mere sandt.

På Henley-museet var man vant til lidt af hvert fra de mange tusinder af gæster, der besøgte museet hvert år.

Men da en teenagepige i overdrevent høje hæle stavrede gennem salene den dag, var der noget ved hende, som vækkede vagternes opmærksomhed. Senere var der nogen, der mente, at det var hendes korte nederdel. Andre bemærkede ganske kløgtigt, at det nok snarere havde været benene under nederdelen. Uanset hvad det var, så var der i hvert fald ingen, der holdt øje med hendes hænder.

”Wauv!” udbrød pigen alt for højt, da hun trådte ind i den sal, der for nyligt var kommet til at hedde Romanisalen. Hun lagde hovedet tilbage for at studere det pragtfulde loft. ”Her er godt nok højt til loftet!”

Omviserne på Henley vidste ikke, hvad enhver tyv ellers ved. Hvis man ikke kan gøre noget ubemærket, så gælder det om at vække så meget opmærksomhed som muligt, mens man gør det.

”Det der …” – sagde Gabrielle, snurrede rundt på de høje hæle og pegede på maleriet midt i rummet – ”… er vel nok pænt.”

Vagterne, som overvågede Romani-salen den dag, kunne ikke beskyldes for at være dovne eller langsomme, og heller ikke tykhovedede og uopmærksomme. Men det ændrede ikke ved den kendsgerning, at de aldrig før havde set en tilsyneladende meget fuld pige vakle hen over marmorgulvet og række ud efter et maleri til en kvart million dollars.

Turisterne, der indtil nu havde opført sig pænt og ladet være med at stirre, skyndte sig væk. Vagterne, som havde haft alt for travlt med at glo på pigens ben til at lægge mærke til, hvor de bar hende hen, så bare måbende til.

Hendes hånd strøg hen over rammen, og i samme øjeblik var hendes ben ikke længere det mest interessante.

Der lød et højt brag. Metalgitre blev sænket ned fra loftet og spærrede udgangen på et splitsekund. Kvinder skreg, børn græd, og lyden fra alarmen var så skærende, at mænd slap deres børns hænder for at holde sig for ørene.

Selv vagterne veg tilbage og krympede sig, mens lydene fra deres walkie-talkier blev druknet i kaosset. Da de endelig kom i tanke om pigen med de lange ben og den korte nederdel, som nu lå på det kolde marmorgulv, var hun alt for bevidstløs og køn til, at man kunne være vred på hende ret længe.

Ingen lagde mærke til Kat, som stod på den anden side af gitteret og holdt øje med alt, hvad der foregik. Hun havde ørepropper i for at lukke lydene ude. En plan var allerede ved at tage form i hendes hoved, da hun vendte sig om for at gå tilbage mod udgangen.

Hvis det ikke havde været for alarmen og metalgitrene, de indespærrede turister og den bevidstløse pige, havde et par af museets vagter måske set, at der pludselig dukkede to muskuløse mænd op og fulgte efter Kat.

De havde måske også set hende og mændene forsvinde ind bag de tonede ruder i en limousine og bemærket, at hun ikke skreg.

Måske havde de også hørt hende sige: ”Goddag, signor Taccone.”