KAPITEL 19

Kat kunne have sparket sig selv. Hun burde have hørt dem komme. Men alarmen havde lydt så højt, og hendes ørepropper havde været for effektive. Desuden havde hun været så opslugt af sin opgave, at hun ikke havde været på vagt, men det skulle Arturo Taccone selvfølgelig ikke have at vide.

Han smilede så iskoldt til hende fra limousinens bagsæde, at hun nærmest var glad for varmen fra de to gorillaer, hun sad imellem.

”Jeg er godt underholdt af alle dine anstrengelser, Katarina,” sagde han og lo meget kort. ”Du er ikke særlig effektiv, men underholdende.”

Kat tænkte på sin kusine, der lå på det kolde gulv i museet, hvis avancerede tyverisikring var blevet udfordret af en sekstenårig pige og hendes ben.

”Jeg sagde jo, at jeg ikke var den rette til opgaven,” sagde Kat. ”Der er et japansk team, som er absolut anbefalelsesværdigt. Jeg kan skaffe dig navn og telefonnummer, hvis du er interesseret.”

Taccones affærdigende vink gjorde det klart for Kat, at han nød situationen. Hun tænkte på hans skjulte, underjordiske rum og vidste, at glæden ved at holde noget så kostbart og smukt skjult slet ikke kunne sammenlignes med den spænding, han følte ved at forfølge hende gennem hele Europa. Malerier var trods alt kun ting. Det var jagten, han nød mest af alt.

”Sig mig, Katarina …” sagde han og nikkede i retning af museet, der forsvandt bag dem. ”Hvad er det, du vil stjæle? Det skulle vel aldrig være Leonardo da Vincis Engel? Jeg betaler gerne en klækkelig sum for at få den i min samling.”

”Jeg er ikke tyv,” sagde Kat. Han kiggede på hende. ”Længere,” tilføjede hun. ”Jeg er ikke tyv længere.”

Taccone gjorde intet for at skjule, at han morede sig. ”Og alligevel sidder du her.”

”Jeg er her kun for at få fat på Deres malerier, signor Taccone. Så i teknisk forstand genstjæler jeg dem bare.” Hun hørte atter Hales stemme inde i sit hoved. ”Og to negative giver altid noget positivt.”

”Du tror altså, at din far har skjult mine malerier på Henleymuseet?” Taccone lo hæst og ondskabsfuldt. ”Og hvorfor skulle han så lige gøre det?”

”Ikke min far,” sagde hun. ”Husk lige det.”

”Jamen, Katarina,” sukkede han. ”Hvis ikke det er din far, hvem er det så?”

Hun tænkte på Visilij Romani – på legenden, spøgelset. Men han var ikke noget spøgelse. Ikke rigtigt. Et eller andet sted derude var der en mand – et menneske af kød og blod – som var så dygtig, at han kunne bryde ind på verdens bedst sikrede museum, og som dækkede sig ind bag dette særlige navn.

Ja, han fandtes, og hans rigtige navn var ikke Visilij Romani. Men det ville Arturo Taccone næppe kunne forstå.

”Jeg har fundet dem, signor Taccone,” sagde Kat og rykkede tættere på, samtidig med at hun rettede sig op. ”Jeg kan godt sige dig, hvor de er. Og så har du faktisk ikke brug for mig mere. Som du selv sagde, så er jeg og mine venner ikke de bedst egnede til så stor en opgave.”

”Jamen, Katarina, jeg synes nu, at I er yderst egnede.”

Han smilede til hende. Kat kunne ikke lade være med at tænke, at han åbenbart havde mere tillid til hende, end hendes onkel havde. Ja, måske endda mere end hendes egen far. På den anden side var han jo også ligeglad med, om hun døde eller havnede i fængsel, bare han fik sine malerier tilbage. Så måske var han ikke den rette til at vurdere hendes evner.

”Vi har brug for mere tid.” Det var en besked, ikke en bøn, og Kat var selv overrasket over, hvor rolig hendes stemme lød. ”Det her er Henley-museet. Ingen har nogensinde stjålet noget fra det museum før.”

”Hvis du har ret, så slap din far da ellers igennem hele sikkerhedssystemet for at anbringe mine malerier …”

”Hør nu her,” afbrød hun og bemærkede ikke selv, at hun rakte hånden frem, før hun havde fået fat i Taccones spadserestok. ”Du tror ikke på mig, når jeg siger, at min far ikke stjal malerierne. Fint nok. Du tror ikke på mig, når jeg siger, at malerierne er inde på museet. Også helt fint. Men det er de. Og tro mig: Der findes ikke noget team af tyve, som kan bryde ind på Henley-museet i løbet af seks dage. Det sker bare ikke. Det kan ikke lade sig gøre.”

Gorillaerne på hver side af hende rørte på sig. Hun vidste godt, at hun lige havde ændret reglerne i Arturo Taccones lille leg, og at de to gorillaer aldrig i al muskelkraft havde forestillet sig, at nogen kunne finde på at røre ved deres boss. Mindst af alt en femtenårig pige, der oven i købet var temmelig lille af sin alder.

”Er du klar over, at de har mindst hundrede vagter, som arbejder døgnet rundt i tre ottetimers-skift?” spurgte Kat. ”Og det er ikke folk, de hyrer hos discount-vagtselskaber. De fleste er tidligere politibetjente. Alle er veltrænede. Og før de ansætter nye folk, bruger de fem uger på at tjekke deres baggrund, så man kan ikke smugle folk ind.”

Hun var ved at tale sig varm, og Taccone lod hende snakke.

”Er du klar over, at de har de samme overvågningskameraer, som CIA bruger på Langleys laboratorier? For ikke at tale om trykfølsomme gulvbrædder og billedrammer, der giver elektrisk stød. Det var min kusine så sød at afprøve. Har jeg nævnt de trykfølsomme knapper? Dem aner jeg selvfølgelig absolut intet om, for det er jo ikke ligefrem sådan, at museet afslører deres sikkerhedssystemer på nettet. Men du kan roligt vædde dine venners vægt i guld på, at hvis bare en flue sætter sig på sensorerne bag et maleri, bliver museet lukket ned, før du kan nå at sige renæssance.”

Han smilede igen, og denne gang blev smilet hængende. Kat fik kuldegysninger, som om hun stod ude i den kolde vinterblæst.

”Jeg kommer til at savne vores små samtaler, Katarina. Du skal vide, at jeg har forsøgt at gøre det her på en rimelig måde ud af respekt for din mors familie. Jeg har fortalt dig, hvad jeg vil have. Og jeg har givet dig rigelig tid til at opfylde mit krav. Alligevel har jeg ikke fået mine malerier tilbage endnu.” Han lød oprigtigt overrasket – som om han hver dag sad og ventede på at få dem med posten.

Kat lænede sig frem mod ham og kunne ikke længere skjule angsten i sin stemme. ”Jeg kan … ikke … klare det.”

”Slap af, Katarina. Du har seks dage endnu. Og hvis ikke jeg har fået mine malerier til den tid, besøger jeg bare din far og taler med ham om det.”

”Han ved jo ikke noget,” afbrød Kat ham, men han fortsatte.

”Til den tid er hans venner fra Interpol væk. Så kan jeg tale med ham i fred og ro.” Taccone nikkede langsomt. ”Ja, når den tid kommer, skal din far nok give mig alt, hvad jeg vil have.”

Kat skulle til at sige noget, men inden hun nåede at få et ord frem, vendte Taccone sig om mod Gorilla 1. ”Er det ikke varmt med handsker på?”

Det var ikke varmt – slet ikke. Kat holdt vejret, da den store mand trak handsken af venstre hånd og lagde den på sit venstre knæ få centimeter fra spadserestokken i hendes hånd. Første gang Kat så mønsteret på sølvhåndtaget, syntes hun, det var smukt. Men på det tidspunkt havde hun ikke set det samme mønster brændt ind i livvagtens hånd – som en advarsel ætset ind i huden for evigt.

”Jeg gentager: Når den tid kommer, vil jeg ganske enkelt tale med din far om det.” Taccones stemme var kold og grusom. ”Og du skal ikke være bekymret. Jeg er rigtig god til at overbevise folk.”

Bilen sænkede farten. Kat mærkede noget lande i sit skød, og da hun kiggede ned, lå der en stor, brun kuvert.

”Men indtil da vil jeg ønske dig held og lykke med projektet.” Heller ikke nu drillede han. Han så virkelig ud til at regne med hende, da han tog sin stok tilbage og sagde: ”Du har alle mulige grunde til, at det skal lykkes.”

Gorilla 1 åbnede døren og stod ud af bilen. Med den arrede hånd gjorde han tegn til, at hun skulle følge efter.

Kat stod meget længe og fuldstændig stille på fortovet ved Trafalgar Square – med den alt for tunge kuvert i hænderne. Hun holdt vejret og åbnede den. Fotografier. Men det var ikke bare fotografier. Det var et andet ord, der umiddelbart faldt hende ind: Afpresning.

Hun var ved at kaste op. Den kolde vind gik gennem marv og ben. Hun var omgivet af røde dobbeltdækkerbusser og neonlys, som spejlede sig i de sorthvide motiver. Af alle de fotografier, Arturo Taccone havde haft med at gøre i sit liv, var der næppe nogen, der havde givet ham så meget glæde som dem her.

Gabrielle med blæst i håret og på vej ind i toget i Wien.

Hale, der med lange skridt gik gennem lobbyen på et hotel i Las Vegas.

Hendes far, der var på vej hen over et menneskefyldt torv i Paris, mens han drak kaffe.

Og onkel Eddie, der sad på en bænk i parken i Brooklyn.

Alle de mennesker, hun holdt allermest af. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Arturo Taccone kunne uden videre opspore alle dem, der betød noget for hende. Og hvis ikke hun fandt hans malerier, ville han ikke være den eneste, der mistede noget, han elskede.

For første gang i sit liv forstod Katarina Bishop for alvor, hvordan billeder kan sige langt mere end tusinde ord.