KAPITEL 21
Amelia Bennett var ikke den yngste kriminalbetjent i Interpols afdeling for kunstkriminalitet. Hun var heller ikke den eneste kvinde. Men Interpol var alligevel så meget en arbejdsplads for gamle mænd, at man ikke kunne undgå at lægge mærke til både hendes alder og køn. Men det var kun en del af det mysterium, der omgav hende, efter at hun var blevet flyttet fra afdelingen i London til den i Paris. Den største gåde for alle på det lille europæiske hovedkontor var, at Amelia Bennett var så heldig.
Og denne morgen var selvfølgelig ingen undtagelse.
Så snart hun trådte ind på sit trange, meget lidt glamourøse kontor, dukkede en af de gamle mænd fra afdelingen op.
”Der er kommet et vidne til dit galleri-røveri,” sagde han på engelsk. Det lod ikke til at undre kriminalbetjent Bennet spor, at hendes sag, der ellers var gået kold, pludselig var brandvarm igen. ”En amerikansk pige,” fortsatte manden. ”Turist. Hun kom gående ned ad gaden den aften, indbruddet skete. Hun lagde mærke til en mand, som opførte sig mistænkeligt.”
Kriminalbetjent Bennett løftede øjenbrynene. ”Er det en, vi kender i forvejen?”
Manden smilede og viste hende ind i det rum, hvor den unge pige sad og ventede.
”Mange tak, fordi du er kommet. Jeg er kriminalbetjent Bennett,” sagde kvinden. ”Jeg har vist ikke fået dit navn.”
”Det er O’Hara,” sagde den spinkle pige. ”Melanie O’Hara.”
”Henley-museet?!”
Kat hørte sin fars stemme. Hun fulgte ham gennem den lille kikkert, hun altid havde med sig, og kunne se ham gå gennem folkemængden på det velkendte torv med telefonen for øret. Han anede ikke, at hans datter stod i kirketårnet og holdt øje med ham.
”Hvad er det for en måde at hilse på sin datter på? Hvad med et ‘Hej, skat. Hvordan går det i skolen?’” sagde hun drillende.
Hendes fars hånd var dybt begravet i lommen på kashmirfrakken. Det var virkelig blevet meget koldere i løbet af den sidste uge, tænkte Kat.
”Henley-museet?!” spurgte han en gang til. ”Er du klar over, at der går rygter om, at min datter …” – han standsede, så sig omkring og sænkede stemmen – ”… vil bryde ind på Henley-museet?! Men det kan umuligt være rigtigt. Hun går jo på Colgan.”
”Far, jeg …”
”Hold dig langt væk fra Henley, Kat,” røg det ud af munden på ham. ”Pas du hellere dine terminsprøver eller begynd at gå til skolens store sportsarrangementer …”
”Sportsarrangementer?
”Det andet har du jo slet ikke lyst til, min pige.”
”Selvfølgelig har jeg ikke det, far,” sagde hun meget bevidst om, hvor sandt det var. ”Men vi bliver nødt til det.”
”Vi? Og hvem er så lige det?”
”Hale,” sagde Kat. Selv på så lang afstand kunne hun se sin far skære ansigt. ”Simon. Gabrielle.” Kat forsøgte at tale med overbevisning og ikke ryste på stemmen. ”Hamish og Angus …”
”Bagshaw-brødrene?” sagde han uden at skjule sit ubehag.
”De vidste ikke, at de var nonner!”
En kold vind blæste gennem tårnet og ned over torvet, hvor hendes far stod.
”Er det sådan, tingene er nu?” spurgte han. ”Du har din egen lille bande, som vil bryde ind på Henley?” Han vendte sig om og begyndte at gå ned ad den travle gade. ”Ring til onkel Eddie, Kat. Sig, at det ikke bliver til noget. Sig, at du trækker dig.”
”Tror du, at onkel Eddie står bag det her?” Hun så, hvordan ordene ramte ham. ”Tror du virkelig ikke, at han allerede har taget det første fly hertil og fortalt mig, at han nok skal ordne det hele?”
”Så lad ham ordne det.”
”Ja,” sagde Kat og var tæt på at grine. ”For alle ved jo, at onkel Eddie altid kun har tænkt på, hvad der er bedst for dig, ikke?”
”Kat …” Hendes far blev helt blød i mælet. ”Du skal holde dig langt væk fra Arturo Taccone. Han er …”
”… ude efter dig.”
”Jeg klarer mig, Kat.”
”Ja, indtil videre, far. Lige nu kan du sagtens købe kaffe, læse aviser og spille skuespil over for de Interpol-folk, som skygger dig. Men hvis ikke Taccone får sine malerier tilbage inden fem dage, så vil der komme et tidspunkt, hvor Interpol ikke skygger dig længere – og til den tid vil Arturo Taccone være parat. Og så vil du klare dig alt andet end fint.”
Han rystede på hovedet. ”Det kan du ikke vide.”
”Jo, det kan jeg.” Kat vendte sig om og lænede sig op ad den kolde, ru tårnmur, mens hun talte stille ned i telefonen. ”For det har han selv sagt til mig.”
Kat nåede lige at vende sig om igen og se chokket i sin fars ansigt. Derefter var det frygt. ”Du skal ikke blande dig i det her, Kat. Du skal holde dig væk …”
”Det er for sent, far.”
”Hvad skal det betyde?”
Da sirenerne skar gennem den fugtige, kølige luft, virkede Bobby Bishop ikke engang overrasket. Han var afklaret med situationen. Men hans datters samvittighed var ikke ren. Hun skælvede.
”At du har lært mig godt op.”
”Robert Bishop?” Kat kunne tydeligt høre Amelia Bennetts stemme gennem telefonen. Hun så sin far studere kvinden med den smarte frisure og designerfrakken, som kom gående hen imod ham. Hvis ikke hun havde haft politiskiltet i hånden, havde han aldrig gættet, at hun arbejdede for politiet. Eller mere præcist for Interpol.
”Vær venlig at afbryde telefonsamtalen, og læg armene om på ryggen, hr.,” sagde en betjent, som dukkede op ved siden af Kats far. Han rørte sig ikke. I stedet for råbte han: ”Du må ikke gøre det, Kat!”
Hun så betjenten række hånden ud efter hans mobiltelefon og hørte ham skrige en sidste gang: ”Tag tilbage til din skole, Kat!”
Og så ingenting. Scenen nede på torvet var som en stumfilm. Kat sagde: ”Far,” men ingen hørte hende. Gruppen af mennesker opløstes. Sirenerne tudede. Og højt oppe over kaosset hviskede Kat: ”Undskyld.”