KAPITEL 22

Normalt elskede Kat Paris, men da hun forlod sin far den eftermiddag, var der alt for mange mennesker i byen, og gaderne virkede fremmede og kolde. Hun ville hjem. Hvor end det så var.

Der var en, der stødte ind i hende, da hun stod på et gadehjørne og ventede på, at det skulle blive grønt lys. Hun hørte et stille: ”Undskyld,” men vendte sig ikke om for at se, hvem der talte hendes sprog på en fremmed gade.

I tiden derefter kunne Kat godt indimellem se tilbage på sin beslutning og føle sig bare en lille bitte smule dum. Men hun havde haft ret meget at tænke på lige der. Hun havde været bekymret for sin far. Bekymret for, at politiet skulle finde ud af, at Melanie O’Hara og Katarina Bishop var en og samme pige. Og ikke mindst bekymret for, om den første piges øjenvidneberetning var god nok til, at man ville tilbageholde den anden piges far og beskytte ham mod Taccone – men samtidig ikke så god, at den ville sende ham i fængsel.

Hun var også bekymret for, hvad onkel Eddie ville sige, når han fandt ud af, at hun havde brudt tyvens (og ikke mindst datterens) vigtigste regel.

Med alt det i tankerne, forstår man godt, at det var rent instinkt, der fik hende til at støde ind i den dreng, der to sekunder før var stødt ind i hende.

Eller også, tænkte Kat senere, havde det måske været skæbnen.

”Fandt hun Dem?” spurgte piccoloen, da han gik forbi drengen på hotellets trappe.

Drengen standsede. ”Hvad mener du?”

”Den unge dame. Hun sagde, at hun var Deres kusine.” Piccoloen holdt en kort pause og så pludselig bekymret ud. ”Hun sagde, at hun havde en nøgle. Hun kendte Deres navn og værelsesnummer.”

Piccoloen bemærkede ikke det korte glimt af bekymring i drengens øjne.

”Skønt, så nåede hun det,” sagde drengen roligt, mens han tyggede lidt på den alt andet end gode nyhed.

Piccoloen så drengen vende sig om og gå langsomt hen ad gangen. Men han så ikke chokket i hans ansigt, da døren indtil værelse 157 viste sig at være ulåst.

Piccoloen så heller ikke pigen, som sad henslængt i den store lænestol med benene ud over armlænet, og som med løftede øjenbryn sagde: ”Velkommen hjem.”

Overraskelsesmomentet er et af tyvens allerbedste våben. Eller det tænkte Kat i hvert fald, da hun så drengens ansigtsudtryk.

Han stod midt i døråbningen ind til sit eget værelse og stirrede, dybt chokeret.

”Hvad?” sagde hun og lod som ingenting. ”Får jeg ikke et pænt ‘goddag’ eller et ‘hej, skat, så er jeg hjemme’?”

”Er det dig?” Han drejede hovedet og kiggede ned ad den lange, tomme gang, som om hun var kommet styrtende og lige var smuttet under hans arm og ind på værelset.

”Jeg tror ikke, vi blev ordentligt præsenteret for hinanden nede på gaden.” Kat svingede benene ned fra det silkepolstrede armlæn. ”Jeg hedder Katarina Bishop. Men det ved du vel allerede, hvis du har kigget i min tegnebog. Den ligger i din venstre frakkeinderlomme.” Han tog hånden op til lommen for lige at tjekke, om hun havde ret. Det havde hun.

”Mine venner kalder mig Kat.” Hun målte ham med øjnene. ”Men jeg ved ikke rigtig, hvad du må kalde mig.”

Nede for enden ad gangen kunne man høre et fjernsyn. En fransk tv-værtinde fortalte, at man havde anholdt en mand i forbindelse med røveriet af en kostbar statue på et lokalt galleri. Kat krympede sig og håbede, at drengen ikke lagde mærke til det.

”Hvordan kom du ind?”

Hun løftede øjenbrynene. ”Du er en dygtig lommetyv.” Hun så ham gribe sig til baglommen. ”Jeg er god til at dirke låse op. Leder du efter den her?” spurgte hun og holdt hans tegnebog op i luften. ”Ups … måske er jeg også en dygtig lommetyv.”

Hun rakte tegnebogen hen mod ham. ”Skal vi bytte?” Så åbnede hun den og kiggede på hans id-kort. ”Nicholas Smith. Seksten. Britisk statsborger.” Hun kiggede fra portrætfotoet og hen på ham. ”Dårligt billede.”

Hun sprang op fra stolen og snuppede sin tegnebog fra hans slappe hånd. Så smed hun hans på sengen.

”Hvordan …” begyndte han, men hun standsede ham.

”Du er ikke særlig diskret,” sagde hun sagligt.

Kat var forberedt på både en større diskussion og løgne – alt andet end en smilende dreng, som sagde: ”Wauv, du er både dygtig og lækker. Det glæder mig meget at møde dig, Katarina.” Drengen lod sig falde ned på et hjørne af sengen og hev sin ene sko af. ”Hvor gammel er du egentlig?” Kat svarede ikke.

Hun vendte sig om og pillede ved de friske blomster på bordet og kiggede på silkegardinerne, der dækkede for udsigten. ”Det er et fint sted, du bor. Betaler du for det med småtyverier?”

Drengen så op på hende. Han havde kort, mørkt hår, lyseblå øjne og et distraherende smil. ”Blandt andet.”

”Og du har så gjort det her i …” Kat tjekkede ham ud. ”I to år,” gættede hun. Hans veltilfredse ansigtsudtryk var svar nok. ”Hvor har du lært det?”

”Rundtomkring.” Han trak på skuldrene. ”Ved at se, hvordan andre gør. Ved at øve mig.”

Kat havde set, hvordan andre gjorde, siden sin treårsfødselsdag, da Hamish og Angus’ far tog dem med i cirkus, fordi han havde brug for at ”låne” en elefant.

”Er du aldrig blevet taget?” spurgte hun. Han trak på skuldrene igen.

”Ikke af politiet.”

”Er der pletter på din straffeattest?” Han rystede på hovedet. ”Arbejder du sammen med nogen?” spurgte hun så.

”Jeg arbejder alene.”

Gad vide, om den her dreng, hun var stødt ind i på en gade i Paris, var lige så god, som hun havde på fornemmelsen? Og om han selv var klar over det?

Hun studerede ham og overvejede, om den manglende brik i hendes plan mon lige var kommet slentrende ind i hendes liv. ”Vil du gerne fortsætte med det?”