KAPITEL 27

Kat hørte musikken i sin drøm. Den var højere nu, hvor hun havde forladt haven. Den rungede mod glasvæggene og flisegulvene. Hun ledte efter Hale, men han var blevet væk i menneskemængden på Henley. Hun strakte hals og kiggede efter ham, men sollyset, der strømmede ind i rummet, var alt for stærkt, og musikken alt for høj. Men der var ingen, der dansede.

”Hale!” råbte hun. ”Gabrielle!”

Kat vidste, at der var noget galt, men det var for sent at standse … det … standse … noget.

”Hale!” råbte hun igen. Hans navn druknede i lyden, der rungede gennem vinterhaven. En tordnende lyd, som blev efterfulgt af et lynglimt. Udenfor skinnede solen – der var der ingen skyer, ikke noget uvejr. Indenfor regnede det. En mørk sky trak sammen og dækkede lyset. Folk løb væk, grædende og skrigende. Kat blev stående midt i den silende regn og så en kvinde i menneskemængden, som stod henne ved indgangen i knaldrød frakke og laksko og stirrede på hende.

”Mor?” Man kunne knap nok høre hendes stemme for politisirener og museets skingre alarm. ”Mor!” råbte hun igen. Hun masede sig gennem menneskehavet og fulgte efter moren udenfor.

I det samme forsvandt solen. Det blev nat. Regnen var isnende kold, og hendes mors røde frakke sås tydeligt mod det hvide tæppe af sne, der dækkede byens gader.

”Mor!” råbte hun, men kvinden vendte sig ikke om. ”Mor, vent på mig!”

Kat løb hurtigere, prøvede på ikke at falde, men sneen var alt for dyb. Hun frøs om hænderne. Og i det fjerne lød alarmen stadigvæk.

Jeg burde gemme mig, tænkte hun. Stikke af. I stedet fulgte hun kvindens fodspor, ledte efter den røde dør, den røde frakke.

”Mor!” Sneen faldt tættere nu og dækkede fodsporene. ”Mor, kom tilbage!”

Snefnug klæbede til hendes øjenvipper, løb ned ad hendes ansigt som tårer, mens lyden af sirenerne voksede, kom nærmere og trak Kat ud af den drøm, hun ikke ville slippe. Hun rakte armene ud for at fastholde sneen og natten. Men lyden var for høj. Hun åbnede øjnene – vidste, at hendes mor var væk. At hun ikke kunne komme med hende.

Hun rakte ud mod natbordet og slukkede for vækkeuret, lukkede øjnene igen og håbede, at drømmen ikke var helt forsvundet. Men værelset lå allerede badet i solstråler, hendes dyne var tung og varm og lå tæt omkring hende i den bløde seng. Kat tænkte på kvinden i den røde frakke. Hun vidste godt, hvorfor hun ikke havde ventet.

Der er visse steder, hvor en datter ikke kan følge sin mor.

Kat rullede om på ryggen og stirrede op i det overdådigt udsmykkede loft, sukkede og sagde: ”Tredje fase.”

Da Kat endelig fik snøvlet sig nedenunder, stod Marcus og ventede på hende ved havedøren med en tallerken med ristet brød i den ene hånd og en walkie-talkie i den anden. Simon sad ved et langt bord, omgivet af bærbare computere og ledninger. Men det var Nick for bordenden med Hale på den ene side og Gabrielle på den anden side, der tiltrak sig hendes opmærksomhed.

”Spørg aldrig om noget, der kan besvares med et nej,” sagde Hale.

”Og hold dig til rollen hele tiden. Du må ikke slippe den et sekund,” tilføjede Gabrielle.

”Det er dig, der styrer samtalen,” sagde Hale.

”Men dit offer skal altid tro, at det er ham, der styrer den,” sagde Gabrielle så.

Kat kendte talen. Hun havde selv holdt den.

”Og du må aldrig nogensinde …” begyndte Hale, da Nick vendte sig om mod Kat og smilede.

”Godmorgen.” Han virkede afslappet og så ud til at føle sig hjemme. ”Der er vist en, der har fået sin skønhedssøvn.”

Gabrielle kiggede på Kats uglede hår og krøllede pyjamas. ”Kalder du det skønhed?” Hun smilede fjoget til sin kusine. ”No offense.”

Før Kat nåede at sige noget tilbage, snoede sort røg sig op bag de stengærder, der løb hen over markerne langt borte, og de hørte en fjern, skrattende stemme fra walkie-talkien i Marcus’ hånd.

”Hvad siger I så?” Angus lød irriterende selvtilfreds.

Gabrielle pegede op i luften, og Marcus trykkede på taleknappen og sagde: ”Større.”

Nick kiggede over på Hale. ”Har I ingen naboer? spurgte han.

Hale ignorerede ham. I stedet bøjede han sig frem mod Kat. ”Han er ikke klar,” sagde han. ”Lad mig gøre det.”

Kat rystede på hovedet. ”Wainwright kender din stemme.”

”Jeg kan bare bruge min accent.”

Kat smilede. ”Ligesom i Hongkong?”

Hale stønnede højlydt. ”Jeg er altså blevet meget bedre.”

”Nej.” Kat orkede ikke at diskutere.

”Tak for din tillid, søde,” sagde Nick som en rigtig londoner – han var trods alt indfødt.

Hale skulle til at sige noget om, at han ikke brød sig om den nye situation, men så sagde Simon: ”Nu sker det.” Han drejede en enorm bærbar computer over mod dem, så de kunne se skærmen.

Det var tydeligt, at Gregory Wainwright ikke var morgenmenneske.

Hans slips sad alt for skævt for en mand i hans stilling, og jakkesættet var krøllet. Han hang ind over bordet og lignede mest af alt en mand, der kun tænkte på at komme hjem i seng.

Hale kiggede på Nick. ”Er du klar, newbie?”

”Øh …” sagde Nick og grinede. ”Tak for din omsorg, men jeg tror, jeg klarer det.”

”Sikkert,” sagde Hale hårdt. ”Tro er okay, når det gælder mindre svindelnumre eller lommetyveri, men her skal man være sikker.”

Walkie-talkien knitrede igen. ”Undskyld, frøken,” sagde Marcus lidt efter. ”De to herrer vil gerne vide, om braget var lige så ‘skidegenialt’, som de selv synes.”

Kat havde ikke øre for andet end den tavse krig ved siden af hende, så Gabrielle lænede sig over mod butleren og sagde: ”Mere røg. Mindre bang.”

Marcus gav pligtskyldigt beskeden videre.

”Så er det nu,” advarede Simon, skruede ned for lyden og pegede på manden på skærmen, der talte med sin assistent. ”Det er showtime,” sagde han igen. Hverken Nick eller Hale reagerede, da de var alt for optagede af at nidstirre hinanden. Langt væk løb Angus efter Hamish hen over markerne mod den snoede røgsøjle. Kat tog sig selv i at hviske: ”To drenge løber …”

Hale så op. Det var åbenbart kun ham, der havde hørt hende, og nu skubbede han telefonen over til Nick og sagde: ”Ring så til ham.”

De så Wainwright tage telefonen. De hørte Nick sige: ”Ja, hr. Wainwright, det er Edward Wallace fra Binder & Sloane. Jeg vil gerne personligt garantere dem for, at det ikke står så slemt til med Deres centralfyr, som De måske har hørt. Brandchefen har forsikret os om, at …”

På skærmen kunne de se Wainwright tale, men kun Nick hørte, hvad han sagde.

”Jamen dog,” sagde Nick og blinkede til Kat. ”Det lyder søreme ikke godt. Men De skal ikke være bekymret, hr. Wainwright. Jeg kan roligt sige det samme til Dem, som jeg sagde til Hendes Majestæts kammertjener her til morgen: Binder & Sloane har fået ansvaret for sikkerheden og komforten i nogle af Englands højest elskede bygninger. Vi helmer ikke, før alle defekte fyr er blevet repareret.”

Wainwright kiggede nervøst på de små udluftningsriste i gulvet på sit kontor. Som om han forventede, at flammerne ville springe op hvert øjeblik.

”Det er helt rigtigt, hr.,” sagde Nick. ”Vi kan sende to teknikere ud og reparere fyret på tirsdag om fjorten dage. Er det ikke hurtigt nok? Selvfølgelig. Det har høj prioritet, hr. Wainwright. Ja, selvfølgelig. Javel. Vi kommer tidligt mandag morgen.”

Walkie-talkien skrattede igen, og Marcus sagde: ”Undskyld, frøken, de unge herrer siger, at man ikke kan få røg uden bang. Så de vil gerne vide, hvad de så skal gøre.”

Kats tanker befandt sig stadig i en drøm af røg og ild.

”Frøken,” hviskede Marcus. ”Frøken, de unge herrer …”

”… er nogle fjolser,” sagde Gabrielle og tog walkietalkien ud af hånden på ham. Kat så sin kusine storme ud ad døren med et opgivende: ”Man skal da også altid gøre alting selv.”

Kat, Nick og Hale så hende forsvinde. Et nyt brag rungede i det fjerne, og Kat mødte Hales blik og hviskede: ”Større.”