KAPITEL 28
Nogle gange tænkte Katarina Bishop, at hun måtte være offer for en kolossal genetisk fejltagelse. Hun havde næsten altid foretrukket sort frem for lyserødt, flade sko frem for høje hæle. Og da hun stod musestille på en af de silkepolstrede stole i Hales bedstemors omklædningsværelse, kunne hun ikke slippe tanken om, at hun måske slet ikke var af hunkøn. I hvert fald ikke sammenlignet med Gabrielle.
Hun kiggede ned på sin kusine, der lå på knæ ved siden af stolen med en nålepude i den ene hånd og en mobil i den anden.
”Selvfølgelig ville jeg gerne komme til din forlovelsesfest,” sagde hun og sukkede. ”De er jo altid så … underholdende. Men du ved, hvordan Schweiz er på den her tid af året.” Hun kastede et blik op på sin kusine. ”Nej, mor, jeg har ikke set Kat i evigheder. Vi er ikke særlig tæt knyttet til hinanden.”
Gabrielle blinkede til Kat.
”Den er for kort,” hviskede Kat, nøjagtig samtidig med at Gabrielle mimede ordene: Jeg synes, den er for lang.
”Ja, ring dog til onkel Eddie,” sagde Gabrielle ind i telefonen, mens hun stirrede direkte ind i kusinens øjne. ”Den, der sladrede om Kats far, skal få det betalt.”
Kat så vredt på hende. Gabrielle gjorde tegn med hånden og mimede: Vend dig om.
Kat gjorde, som hun fik besked på. Hun kunne mærke, at kjolesømmen krøb højere og højere op, jo længere Gabrielle arbejdede med den, men fandt sig i det. Kat var den fødte klatrer, chauffør eller insider, mens Gabrielle bare var pige med stort P.
Kat stod helt stille på stolen og holdt sin mund, mens hun kiggede ud på haven og statuen gennem vinduerne. Hun forsøgte at finde ud af, hvor meget af aftenen før, der havde været en drøm.
”Sådan …” sagde Gabrielle roligt. Mobilen var væk, og nederdelen var næsten færdig. Hun lagde ikke skjul på sin nysgerrighed, da hun spurgte: ”Hvor blev du og Hale af i går aftes?”
”Ikke nogen steder,” svarede Kat.
”Vend dig om,” sagde Gabrielle. Kat tog et halvt skridt, men hendes blik slap ikke haven. ”Sig mig … plejer du ikke at være ret god til at lyve?”
Kat sukkede. ”Sikkert.”
Selv med knappenåle i munden lykkedes det Gabrielle at nikke og sige: ”Det mente jeg nok.”
Hun greb hårdt fat i kjolesømmen og udstødte et højt: ”Av!”
Kat nåede lige at se Gabrielle trække en knappenål ud af fingeren.
”Du behøver ikke gøre det der,” sagde hun. ”Marcus tager sig af vores forklædninger.”
”Sidste gang han gjorde det, lignede du en nonne.”
”Jeg var en nonne.”
Gabrielle trak på skuldrene, som om det ikke havde noget med sagen at gøre. ”Desuden …” – Kat kunne høre den drillende tone i hendes stemme – ”… har du flotte ben.”
”Tak,” sagde Kat, ikke særlig overbevist.
”Hvad er der galt? Er du bange for, at fyrene opdager det?”
”Hvilke fyre?”
”Du ved nok …” Gabrielle drillede. ”Dine kærester. Hale og ham den nye.”
”Hale er ikke min kæreste,” røg det ud ad munden på Kat.
”Selvfølgelig ikke.” Gabrielle himlede med øjnene. ”Hale er i dén grad ikke din kæreste.”
”Du sagde lige …”
”Få det ind i hovedet, Kitty Kat. Af alle de fyre, du har mødt, er Hale den første, der måske kunne blive din kæreste.” Kat skulle lige til at protestere, men Gabrielle standsede hende med hånden. ”En lille bitte del af din kæmpestore hjerne har altid forestillet sig, hvordan det ville være, hvis det en dag blev jer to.”
Kat ville sige nej, men kunne ikke få en lyd frem.
”Vend dig om,” kommanderede Gabrielle, men Kat rørte sig ikke. Hun blev ved med at kigge ned på kusinen. ”Og Nick … tja, han er så den nye Hale.”
”Nej!” Kats stemme var skarp. ”Det er han ikke!”
Gabrielle løftede øjenbrynene. ”Det skulle du måske lige sige til den gamle Hale.”
Kat stod musestille i meget lang tid, mens hun tænkte på fyrene i sit liv. Der var dem, hun kunne stole på – og dem, hun kunne fuppe. Hvor var forskellen egentlig? Og gad vide, om hun nogensinde ville blive lige så dygtig som Gabrielle til det spil.
”Kan du lide Nick?” spurgte Kat genert. ”Jeg mener: Stoler du på ham?”
Gabrielle slap kjolen. ”Kat, hvad har de to ting med hinanden at gøre? Og hvorfor spørger du?”
”Kan du huske den dag, jeg kom sent hjem fra Henley – dagen før jeg stødte ind i Nick? Jeg mødte Taccone den eftermiddag. Han gav mig dem her …”
”Undskyld mig, frøken.”
Kat vendte sig om og så Marcus stå i døren ind til omklædningsværelset med en kæmpebuket af roser, liljer og orkidéer så sjældne, at de måtte være stjålet fra selveste Moder Natur.
Gabrielle hvinede og løb hen til buketten. ”Åh, Sven!” udbrød hun og rakte ud efter kortet. Så standsede hun, og der faldt ligesom en skygge hen over hendes ansigt. ”De er til dig.”
Gabrielle ville række hende kortet, men Kat veg tilbage og stirrede bare på det. Man fik aldrig noget så smukt forærende, uden der blev forventet noget til gengæld. Hun ville ikke have dem. Hun ville heller ikke høre det, da Gabrielle læste kortet op.
”Jeg er ked af at høre, at din far ikke er tilgængelig for tiden. Jeg ser til gengæld frem til at mødes med dig igen meget snart. Din A. Taccone.”
Værelset blev pludselig koldt. Duften fra blomsterne var kvælende. Og Gabrielle virkede som verdens klogeste menneske, da hun sukkede og sagde: ”Nogle gange hader jeg bare drenge.”