KAPITEL 31

Denne mandag morgen begyndte som enhver anden mandag på Henley. Den kaffeansvarlige lavede kaffe. Den fødselsdagsansvarlige havde kage med. Og personalemødet trak ud, mens Gregory Wainwright snakkede om stigende besøgstal og svigtende donationer. Men denne mandag var det, som om der var færre, der hviskede om Visilij Romani end i de foregående uger. Og alle var enige om, at det alt i alt havde det været en usædvanlig november måned.

Udenfor lå sneen som et tyndt lag pudder, og vagterne og turisterne så den fyge hen over pladsen som kridtstøv. Eller måske var det bare de uendelige rækker af skolebusser uden for hovedindgangen, der fik dem til at se det på den måde.

”Så begynder skoleudflugterne for alvor,” sagde en af vagterne.

”Forbandede unger,” brokkede en gammel mand sig.

Ingen kunne på nogen måde forestille sig, at syv af verdens mest begavede teenagere var på vej til Henley den dag. Ikke for at studere kunst, men for at stjæle den.

”Hvad er der?” spurgte Katarina Bishop sin mørkhårede ledsager.

Nick standsede og lod endnu en lang række skolebørn komme forbi, mens en omviser fortalte, hvor meget lyset havde betydet for de hollandske malere i 1700-tallet.

”Ikke noget,” sagde han.

Han lignede ikke den afslappede dreng fra køkkenet samme morgen eller lommetyven, der havde bestjålet hende på en gade i Paris. Han virkede anderledes, da de gik ned gennem Henleys hovedkorridor. Bange? tænkte Kat. Nervøs? Hun var ikke sikker. Men han var anderledes, og Hales ord genlød i hendes ører, da Nick standsede midt i museets store vinterhave.

”Hvis du fortryder, Nick …”

”Det gør jeg ikke.”

”… så skal du sige til. Lige nu!” Hun pegede ud gennem de store glaspartier på de spredte solstråler og den lette hvide sne. ”Du må gerne gå.”

”Jeg er med.” Han så over mod de tætpakkede sale. På vagterne og omviserne. På det søde ældre par med skitseblokke og madpakker. Det var en dag som alle andre på Henley. ”Her er bare flere mennesker, end jeg havde regnet med.”

Kat vidste ikke, om det skyldtes nerver, stress eller varmen fra solen, men sveden perlede allerede frem på hans pande, så spurgte hun sig selv: Hvad ville far have sagt? Eller onkel Eddie? Eller mor?

”Mange mennesker …” sagde hun og smilede som en ganske almindelig pige på en ganske almindelig dag og citerede alle de store tyve, hun havde kendt, ” … er en rigtig god ting.”

Forestil dig noget, og så bliver det sådan. Gabrielle ville aldrig finde ud af, hvem i familien der først havde sagt det. Men ordene fyldte hendes hoved, da hun vimsede gennem Henleys største sal.

”Denne vej.” Hendes stemme var lige så skarp og glat som den moderne skulptur, der svævede over hendes hoved og fangede solens stråler og fik dem til at gnistre i hele det store rum. ”Det var fru Henley selv, der tegnede museets berømte korridor i 1920.”

Ingen af de turister, der fulgte efter hende, syntes at bemærke, at hendes nederdel var en lille smule kortere, end museet normalt tillod sine ansatte. Eller at hendes hæle var lidt for høje.

”Hvis De vil følge med mig, skal jeg vise Dem Henleys enestående impressionistiske samling. Den rummer verdens største samling af Renoir-malerier. Takket være en meget generøs donation får De lov til have salen for Dem selv hele eftermiddagen.”

Vagterne i sikkerhedsrummet denne morgen var rutinerede. Teamet, der sad bag skærmene, havde set alt lige fra par, der snavede i elevatoren, og mødre, der skældte ud på deres børn i krogene, til forretningsmænd, der pillede næse, og en berømt filmstjerne, der havde valgt et meget uheldigt øjeblik til at skille sig af med et par trusser, der åbenbart ikke sad, som de skulle.

Så da de to håndværkere fra Binder & Sloane Industrivarme- og Udluftning ankom til personaleindgangen, betragtede sikkerhedspersonalet de to unge mænd med en skepsis, der kom af mange års erfaring.

”Godmorgen, de herrer,” sagde Angus, da han klatrede ned fra førersædet i den store varevogn, Hale havde skaffet til lejligheden. ”Vi har hørt, at her skulle være …” – han gjorde meget ud af at læse op fra den seddel, han havde i hånden – ”… et defekt centralfyr. Vi er kommet for at lave det.”

Vagten gav sig god tid til at inspicere de to mænd. De lignede mest af alt et par skoledrenge. De blå overalls bulede ud, som om drengene havde set sneen samme morgen og taget et ekstra lag tøj på. De så mildt sagt underlige ud. Men Gregory Wainwright havde givet besked om det defekte fyr, så vagterne pegede alligevel hen mod de store dobbeltdøre og sagde: ”Fyret er i kælderen. Det er lige dernede.”

”Kælderen?” råbte Hamish og kiggede over på sin bror. ”Hør ham lige. Han tror bare, vi kan gå ned i kælderen og flikke fyret sammen igen.”

Angus grinede. ”Han er vel ligeglad med, om hele molevitten springer i luftet, tror du ikke?”

Det fik vagten til at rejse børster. ”Hør lige …”

”Nej, hør selv, gode mand. Se lige udenfor. Der er sne, ikke? Så jeg antager, at der er varme på herinde. Og hvis der er varme på, er der også gas. Og hvor der er gas, er der …”

Angus lod sætningen hænge i luften, og hans bror fortsatte: ”Bumm!”

”Hvor skal I så hen?” spurgte vagten irriteret.

Angus slog på sin ordreseddel. ”Stueetagen. Museets hovedkorridor.”

Vagten tog Bagshaw-brødrene grundigt i øjesyn for sidste gang, men lagde ikke mærke til, at drengene holdt vejret, mens de ventede på, at han skulle sige: ”Jamen så værsgo.”

På et offentligt sted som Henley og på så travl en dag kan det næppe overraske, at ingen lagde mærke til, da den krølhårede dreng, som var lille af sin alder og havde skjorten uden på bukserne, smuttede ind på herretoilettet på første sal. Og selvfølgelig var der heller ingen, der hørte ham sige: ”Kat, så er jeg på plads … på mit kontor.”

Simon havde oplevet værre kontorer end dette. Båsen var både større end det skab, han havde været lukket inde i engang i Istanbul, og toilettet var mere mageligt end den træstamme, han havde været tvunget til at sidde på i Buenos Aires.

Simon sad musestille og ventede på, at den bærbare startede op. Da han kiggede ned på skærmbilledet af Gregory Wainwright, som sad og sov på sit kontor, kom han til at smile ved tanken om, at han havde befundet sig i langt værre situationer.

Kat havde haft ret femten dage tidligere, da hun sad i biblioteket i Hales families hus i delstaten New York og havde spurgt ham, om ikke hans familie ejede et mobiltelefonselskab. Femten dage … Hale syntes, at det virkede som meget længere siden.

Da hans mobil ringede, tog han den uden at sige hallo. Han stod uden for Henley i kulden og lyttede til onkel Eddies bryske stemme. ”Jeg har talt med dem i Paris. Du havde helt ret med hensyn til ham.”

Der var ikke mere at sige. Hale lagde langsomt mobilen tilbage i lommen og stirrede over mod den store glasdør.

”Nå, skal vi komme i gang med det her, eller hvad?” Marcus’ stemme bragte Hale tilbage til nuet. ”Pas på …” – bumpet afbrød ham midt i sætningen – ”… forhøjningen.”

Katarina Bishop gik gennem den lange korridor ned til Romani-salen og så ikke ud til at lægge mærke til de to drenge i blå overalls, som havde travlt ved en ventilationsrist og nogle store maskiner. Hun smuttede forbi den midlertidige afspærring og nikkede høfligt til en af de uniformerede vagter, som stod i nærheden.

Manden nikkede tilbage og sagde: ”Beklager rodet, frøken. Kan jeg hjælpe Dem med noget?”

”Øh, det ved jeg ikke.” Kat kiggede ned ad korridoren, som om hun aldrig havde været der før. ”Jeg tror bare, jeg kigger lidt.”

”Kig endelig alt det, du vil. Men ikke noget med at pille,” sagde vagten smågrinende.

Det ville jeg da aldrig turde, tænkte hun smilende og gik ind i Romani-salen.

I løbet af de sidste to uger var Katarina Bishop kommet til at holde allermest af Henleys mindst imponerende samling. Måske var det på grund af de enkle penselstrøg eller det diffuse lys. Eller også var hun bare tiltrukket af de andre billeder, der hang her – dem, turisterne ikke kunne se.

Arturo Taccones malerier var sammenlagt over en halv milliard dollars værd. Plus hendes fars liv.

”Hvordan ser det ud, Simon?” hviskede hun ned i den lille mikrofon på kraven.

”Det er tæt på …” begyndte Simon langsomt. Så stoppede han op. ”Wauv!”

”Hvad?” spurgte hun panisk.

”Ikke noget,” sagde han lidt for hurtigt.

”Hvad?” spurgte hun igen.

”Altså … det er bare … jo, dine babser ser endnu større ud på skærmen.”

Kat vendte sig om og stirrede fornærmet direkte ind i det nærmeste overvågningskamera. På toilettet små ti meter væk var Simon lige ved at falde ned fra toilettet.

Kat havde lyst til at se på sit ur, men turde ikke. Nu var det i gang, og hun kunne ikke længere gøre noget for at standse det.

De mange mennesker ved indgangen til Romani-salen var på vej ud. Pigerne vendte sig om og gloede efter den unge milliardær, som trådte ind i salen. Foran ham – i en kørestol – sad Marcus.

”Kan du se ham?” spurgte Simon ind i hendes øre. Hun skulle lige til at nikke, men så fangede Hale hendes blik.

Det var ikke meningen, at de skulle kende hinanden.

Der skulle hverken udveksles blikke eller ord. Ikke så meget som et øjekast.

Alligevel stirrede Hale direkte på hende med et desperat blik i øjnene.

”Tag den lige lidt med ro,” vrissede Marcus, og Kat kunne ikke helt gennemskue, om det var en del af hans rolle eller ej. Han skulle spille en kværulantisk, gammel mand, men det var også tydeligt, at Hale havde alt for travlt med at komme hen til hende. ”Hjælp mig ud af den her tingest!” råbte Marcus.

Hale så nu ud til at huske, at der var noget meget større på spil her. Han standsede kørestolen, og Marcus greb fat i armlænene, som om han ville prøve at komme op at stå.

”Vent lidt, onkel,” begyndte Hale og bøjede sig frem mod den mand, der var lige så lidt hans familie som onkel Eddie. ”Du ved godt, at lægerne har sagt …”

”Læger,” vrissede Marcus. Kat havde aldrig hørt ham tale så højt før. Ekkoet gjaldede i den lange sal. Flere folk vendte sig om og stirrede. Hun blev bekymret for, om han nød sin rolle lidt for meget, men det kunne hun ikke gøre noget ved nu.

”Du skal ikke bare stå der!” snerrede han til Hale som en mand, der virkelig nød at få mange års indestængt vrede ud. ”Hjælp mig op at stå!”

Han forsøgte at få skubbet sig op i stående position, og igen prøvede Hale at tale ham fra det.

”Onkel, du får meget mere ud af udstillingen, hvis du bliver …”

”Hvis du tror, at jeg kan se udstillingen fra den vinkel, så er du lige så dum, som du er fræk.”

Marcus øjne strålede selvtilfredst, og Kat kunne ikke gennemskue, om det var Hales butler eller hans ”onkel”, der var i gang lige nu. Men det var det hele værd at se, hvordan Hale blev tvunget til at tage fat om Marcus’ albue for at hjælpe ham op at stå.

”Jeg har faktisk mødt Picasso engang.” Marcus nikkede hen mod et billede. ”Han var en indbildsk, gammel …”

”Kom med herover, onkel,” sagde Hale, som stadig havde fat i Marcus’ arm, men havde glemt alt om kørestolen, de mange mennesker, tiden, der bare gik, og opgaven, der lå foran dem. I stedet så han ud til kun at tænke på én eneste ting, da han styrede direkte gennem salen og hen mod pigen i hjørnet.

Hold dig til planen, forsøgte Kat at sige til ham med øjnene.

Jeg er nødt til at tale med dig, syntes han at sige.

Der kom flere mennesker. Hale kom tættere på. Kat var ved at tabe modet og frygtede, at alt ville gå galt, før de overhovedet var kommet i gang.

Så skar en stemme gennem menneskemængden.

”Hr. Hale?” Gregory Wainwrights stemme var høj og gennemtrængende. ”Jeg syntes nok, det var Dem. Goddag, hr.?” sagde han henvendt til Marcus.

Marcus havde tilsyneladende ikke lyst til at tale med direktøren. Han ville meget hellere rakke ned på Hale. ”Jeg … øh … jeg … jeg hader kvinder i bukser!”

Mens Gregory Wainwright stod og betragtede Marcus, spekulerede Kat på, om hun mon ville få lov at dele celle med sin far i fængslet. Så gjorde Henleys direktør det, som enhver, der lever af donationer, ville gøre. Han smilede, nikkede og sagde: ”Det har De ganske aldeles ret i, hr. Helt bestemt.”

”Hr. Wainwright,” sagde Hale og fandt tilbage til rollen: ”Hvordan har De det i dag?” Men han blev ved med at bevæge sig over mod Kat. Uret tikkede stadig – alt for højt – inde i hendes hoved.

”Jeg har det strålende. Det glæder mig meget at se Dem igen. Og De …” – han vendte sig om mod Marcus – ”… må så være …”

”Fitzwilliam Hale,” sagde Marcus og rakte hånden frem. ”Den 3.,” tilføjede han i sidste øjeblik. Hale var tæt på at vende det hvide ud af øjnene, og Kat havde lyst til at kvæle dem begge to.

”Deres nevø var så venlig at fortælle mig om sin Monet for et par dage siden,” fortalte museumsinspektøren Marcus.

”Det gamle bras!” vrissede Marcus.

Atter mødte Hales blik hendes. Jeg bliver nødt til at tale med dig, nærmest skreg det.

Få lige Marcus til at opføre sig ordentligt, havde hun lyst til at skrige tilbage.

”Jeg har en fin, lille Cézanne på mit slot. Han er en rigtig kunstner,” sagde Marcus, mens direktøren nikkede opmuntrende. Før Marcus kom alt for godt i gang med sine løgne, fyldte en skinger alarm salen.

Kats første tanke var: Vi er færdige. Så beherskede hun sig, så sig omkring og fik øje på en sky af kulsort røg, som væltede ind gennem døråbningen og hen mod de uvurderlige malerier.

Hun kunne intet høre på grund af alarmen, og det eneste, hun kunne se for røgen, var Henleys direktør, som greb fat i sine meget velhavende gæster og gennede dem hen mod udgangen.

Pludselig var der vagter overalt. Museets omvisere dukkede op, som om de kom ud gennem væggene. Kat blev fanget i trængslen og blev presset frem mod udgangene, røgen og den endnu mere tætpakkede forhal.

Hale lod blikket fare hen over de mange mennesker og fik et sidste glimt af hende. Men Gregory Wainwright havde godt fat i hans arm, og snart blev han hevet med strømmen og skyllet væk i en bølge af angst.

”Denne vej,” sagde direktøren og slæbte Hale og Marcus med sig.

”Min kørestol,” huskede Marcus endelig at få fremstammet, men ingen hørte ham. Udstillingerne var allerede ved at blive lukket ned, og tidspunktet, hvor de kunne være vendt om, var passeret.