KAPITEL 32
Kat havde altid hørt, at verdens store museer frygtede ildebrand mere end tyveri. Og i det øjeblik var hun ikke i tvivl. Alarmen lød endnu højere, end da Gabrielle lå bevidstløs på gulvet. Børn hylede, turister løb, folk bumpede ind i hinanden i røg og kaos og løb hen mod udgangen og den friske luft udenfor.
Det var nok også derfor, at Henleys direktør ikke bemærkede drengen, som pressede sig op imod ham, mens han kæmpede sig gennem menneskemængden. Drengen stak hånden ind i hans inderlomme efter det lille plastickort og befriede ham for denne specielle byrde. Så løb han ind i røgen igen og tilbage mod Romani-salen og pigen, som stod og ventede på ham.
”Ikke værst,” sagde Kat lydløst, mens drengen tavs trak kortet gennem kortlæseren. Det røde lys skiftede til grønt, og den automatisk dørlås gik stille op. Nick smilede og sagde et lige så lydløst: ”Tak.”
Da Kat trådte ind i Romani-salen, kunne hun lugte røgen, der stadig hang i luften. Lyden fra alarmen svandt væk, da de massive, lufttætte og brandsikre døre gled på plads igen. Nu var der kun én vej ud.
Til trods for de blinkende røde alarmlamper var det et smukt rum – det blanke gulv, de gyldne billedrammer, og så selvfølgelig malerierne. Der var ingen vagter mellem hende og de uvurderlige værker. Ingen stirrende museumsomvisere eller irriterende turister.
Kat skulle lige til at gå frem, da en hånd greb fat i hendes arm.
”Ikke endnu,” sagde Nick og kiggede op mod sikkerhedskameraet. Kat huskede den blinde vinkel og stirrede rastløst ned i gulvet.
Hun ventede.
”Det er lige før,” sagde Simon i hendes øresnegl.
”Det ville være rart, hvis det blev i år,” svarede Nick.
”Geniale handlinger tager tid, venner,” gav Simon igen. Han lød lige lovlig kæphøj i betragtning af, at han sad i den tredje bås ude på herretoilettet og styrede slagets gang.
Pludselig blev alarmlampernes røde lysskær afløst af et blinkende, blåt lys. ”Simon!” råbte Kat. ”Skynd dig!”
Lyden fra en ny alarm – en mere dæmpet lyd, men på en eller anden måde dobbelt så truende – løb gennem rummet.
”Simon, vi bliver nødt til at gøre det nu. Nu!”
”Lige et sekund,” sagde han.
Kat glemte alt om den kryptering, der skulle hackes, og kunne kun tænkte på det snurrende, blå lys og den mekaniske stemme, der talte ned med ordene: ”Brandsikringsprocedure træder i kraft om FEM … FIRE …”
”Simon!” skreg Kat.
”Bare et …”
”Vi har ikke et sekund!” skreg hun, og så holdt lysene op med at snurre – og en lyd endnu mere rædselsvækkende end alarmen skar gennem luften.
”Selvfølgelig er den det!” råbte Gregory Wainwright. Mobiltelefonen sad klistret til hans øre, men hans blik var fastlåst på de to milliardærer (eller mere præcist en milliardær og en butler), som stod et par meter væk og betragtede den mørke røg, der snoede sig op mod den grå himmel.
Henley stod i flammer, og det eneste, Gregory Wainwright kunne gøre, var at stå på sikker afstand og råbe og skrige ad ilden.
Hale kunne mærke mandens stirren og bemærkede den anstrengte autoritet i hans stemme, da han bjæffede: ”Helt bestemt! Gør det endelig.”
Hale vendte ryggen til den kolde vind og prøvede på at lade være med at tænke på røgen, ilden og ikke mindst …
”Kat,” hviskede han, samtidig med han indædt forbandede sig selv. Han skulle have tvunget hende til at tale med sig. Han skulle være gået fra Marcus, være sprunget ud af sin rolle – have tvunget Kat til at høre, hvad onkel Eddie havde sagt. Men det var for sent nu. Han var fanget udenfor sammen med direktøren, og hun var lukket inde på museet. Sammen med Nick. Lige nu var Hale nøjagtig lige så ubrugelig som Wainwright, da han stod ude i kulden og forsøgte at finde ud af, hvornår det hele var gået galt.
Det var ellers en god plan, var det ikke? De havde været velforberedte, havde de ikke? Eller måske ikke. Et team er jo trods alt kun så stærkt som sit svageste led. Måske havde de været overmodige, dumme og uforsigtige. Måske havde onkel Eddie ret. Måske var det sådan, det gik folk, som dristede sig til at udfordre Visilij Romani.
”Bare rolig, hr. Hale.” Direktøren lagde en beroligende hånd på Hales skulder. ”Der er ingen grund til bekymring. Jeg forsikrer Dem for, at vores brandsikring er den bedste i verden.”
”Det er jeg søreme glad for at høre,” mumlede Hale.
”Jeg talte med sikkerhedschefen,” sagde direktøren. ”Han har lige forsikret mig om, at de udsatte sale er blevet evakueret.” Gregory Wainwright bemærkede, at denne nyhed gjorde Hale nervøs. ”Bare rolig, hr. Hale. Vores brandsikringsprocedure bliver aktiveret om få sekunder.”
”Hvad er det for en procedure?” spurgte Marcus.
Direktøren kluklo. ”Vi kan jo ikke bruge almindelige brandslanger, vel? Vand er lige så ødelæggende for et tre hundrede år gammelt maleri som røg og ild. I stedet for suger vi ilten ud af rummene. Uden ilt, ingen ild.”
Direktørens telefon ringede igen. Han vendte sig om for at tage den. Hales blik vendte tilbage til museet. Hans tanker kredsede om pigen derinde, som var sammen med den dreng, som aldrig ville blive et medlem af familien.
Kat vidste, hvad der ville ske, før hun hørte den væmmelige, sugende lyd.
”Simon,” gentog hun og bekæmpede sin lyst til at styrte tværs over gulvet. Så hørte hun Simon skrige: ”Nu! Kameraerne er blinde. I kan gå ind.”
Det lod Kat sig ikke sige to gange. Hun kunne mærke Nick mod sin albue, da de styrtede ned gennem den lange sal hen til den forladte kørestol.
Hun fumlede med remmene, der holdt iltbeholderne fast på Marcus’ kørestol. Hun havde allerede svært ved at trække vejret normalt.
”I løbet af seks sekunder slipper luften op, venner,” advarede Simon. I samme øjeblik kastede Kat en iltbeholder hen til Nick. ”Fire sekunder,” sagde Simon, samtidig med at den hvæsende lyd blev højere.
Rummet var blevet mørkere, malerierne slørede, og gulvet gyngede under hende. Kat gik i knæ og var imponeret over idéen med et gyngende gulv som tyverisikring.
”Kat!” Simon skreg hendes navn.
Hun hørte, at Nick tabte cylinderen. Den ramte hans tå og trillede hen over det hårde gulv.
”Maskerne!” skreg Simon, og noget ved ordet fik hende til at kigge ned på slangerne i sine hænder – og så fik hun øje på de underlige masker, der stak ud fra en lomme bag på Marcus’ kørestol.
Kat burde gøre noget, det vidste hun godt, men pludselig blev hun meget søvnig – og maskerne var frygtelig langt væk.
”Kat!” skreg Simon igen. Hun samlede sine allersidste kræfter, fik den første maske anbragt foran munden og indåndede ren luft.
Gulvet holdt op med at gynge.
Pludselig var malerierne smukke igen.
Mens Kat dannede sig et overblik, skruede Nick forsigtigt nogle metalrør af kørestolen. Da han vippede rørene, gled der forskellige stykker værktøj ud i hånden på ham. De havde beskyttelsesbriller og iltmasker på, så der var ikke noget med at tale sammen, da hun gik hen til det første maleri, Blomster på en kølig forårsdag.
I løbet af de sidste par uger var Kat kommet til at holde meget af farvesammensætningen i blomsterne og lysets spil i maleriet. Det var måske ikke Henleys fineste værk, men Kat synes, det var smukt på en beroligende måde. Intet ville dog nogensinde være lige så smukt som det, Kat håbede at finde inde bagved.
Hun kiggede over på Nick. Selvom hun kunne trække vejret igen, frøs hun voldsomt.
Det er inde bagved, sagde hun til sig selv. Næsten ufrivilligt rakte hun ud efter stedet, hvor Visilij Romanis visitkort på mystisk vis var dukket op midt om natten for ti dage siden.
Der er noget inde bagved, syntes hendes hjerte at sige.
Det kan være en fælde, huskede hendes fornuft hende på.
Nick løftede sit digitalur op. Tallene lyste klart i det halvmørke rum, mens de talte ned fra fem minutter. Det var en fysisk påmindelse om det, som ingen af dem kunne tillade sig at glemme – de havde frygtelig lidt tid.
Da Kat gik i gang med sin tang, frygtede hun, at hendes højre arm ville ryste. At Colgan måske også havde taget dén evne fra hende. Men hendes behandskede hånd var helt rolig, da den bevægede sig op til toppen af maleriets snørklede ramme og fandt den lille trykafbryder. Nick rakte hende et stykke modellervoks, som hun trykkede ind over den lille knap, hun ikke kunne se.
En lille tang og noget modellervoks, tænkte hun. Teknologi er da en fantastisk ting.
Forberedelserne, før hun kunne tage billedet ned fra væggen, var ikke noget at tale om. Hun skulle bare puste lidt trykluft ind på bagsiden af rammen, tjekke en ekstra gang for sensorer og så række armene frem og tage billedet ned fra væggen.
Det sværeste var at bekæmpe den overvældende fornemmelse af, at hun måske tog fejl. At de måske var blevet ført på vildspor, var blevet narret – at det her var Visilij Romanis hidtil største svindelnummer.
”Kat?” lød Simons stemme i hendes øre. ”Skynd dig. Beta-holdet er ved at gøre sig klar.”
Men det gik ikke at skynde sig nu. Hun kunne knap nok trække vejret, da hun løftede rammen ned, fjernede lærredet og stod ansigt til ansigt med et spøgelse, et maleri bag maleriet. Et helt andet billede end Blomster på en kølig forårsdag.
Hun havde selvfølgelig set det før. En gang på video og en gang på et fotografi. Mens Nick forsigtigt satte det andet billede tilbage i rammen og hængte det op på væggen igen, kunne hun ikke lade være med at sidde og stirre på de to drenge, der stadig løb mellem høstakkene i jagten på en stråhat, og det kraftige vindstød, som havde blæst i årtier og tværs over et helt kontinent.
Nick forsøgte at få øjenkontakt. Kat så ham mime ordene: ”Hvad er der galt?” Kat tænkte på Abiram Stein og hviskede mest til sig selv: ”Jeg kender en, der har ledt efter det her.”