KAPITEL 33
Næsten alt var gået efter planen. Det sagde sikkerhedsfolkene på Henley i hvert fald til sig selv.
Hele bygningen var blevet evakueret på under fire minutter. Ilden var begrænset til en enkelt fløj i Henleys seks afdelinger. En enkelt korridor, som lå langt fra de vigtigste udstillingssale såsom Renæssance-salen og den impressionistiske samling. Nu frygtede man kun ubetydelige røgskader på ubetydelige malerier.
Hvis nogen fra personalet havde tænkt sig om, havde de måske undret sig over, hvorfor der var meget mere røg end ild. Men i stedet klappede de sig selv på skulderen og glædede sig til at få både bonus og lovord, når de høje herrer hørte om deres hurtighed og store handlekraft.
Vagterne sad godt beskyttet og langt væk fra Romani-salen i Henleys sikkerhedsafdeling og holdt øje med de forskellige udstillingssale gennem en spøgelsesagtig tåge. De opdagede ikke, at videosignalet kørte i ring og hele tiden viste den samme sekvens. Derfor så de ikke Bagshaw-brødrene og Simon på vej ned gennem de tomme korridorer til en dør, der helt sikkert var låst – i en fløj af museet, som var blevet evakueret.
Ingen i vagtrummet så Simon løfte hånden og banke på. Ikke en sjæl lagde mærke til, at Gabrielle åbnede døren ind til Henleys næstfineste udstillingssal. Hun kiggede på trioen og sagde: ”I er forsinkede.”
Malerierne var der.
Kat holdt dem i sine hænder. Hun kiggede på dem gennem sikkerhedsbrillerne. Det var hverken en drøm eller et fatamorgana – de var der. Alligevel vovede hun knap nok at tro det.
”To et halv minut,” sagde Simon advarende, da Kat gik forbi de fire lærreder, der stod lænet op ad væggen ligesom i kunstboderne på gaderne i New York og Paris. Hun forestillede sig, at hun var rejst nogle hundrede år tilbage i tiden og nu kiggede på værker af de ukendte malere Vermeer og Degas.
Nick havde taget jakken og slipset af og skyndte sig rundt i det varme rum, pakkede ned og forberedte næste fase. Der var ét billede tilbage nu. Da Kat nærmede sig det, kunne hun mærke sekunderne tikke og også noget andet. Var det håb? Eller frygt?
Det, hun mærkede mest, var dog luften, der pludselig strømmede ned gennem luftkanalerne og ramte hendes ansigt og blæste gennem hendes hår, samtidig med hun rakte ud efter det sidste billede. Hun standsede, kiggede op og hørte en velkendt stemme: ”Hej, Kitty Kat.”
Gabrielles hår burde være uglet, når hun hang med hovedet nedad fra en luftskakt seks meter over gulvet. Og hun burde være snavset i hovedet. Det var en af livets store uretfærdigheder, tænkte Kat, at nogen kunne kravle gennem tres meter luftskakt og komme ud i den anden ende og se endnu mere glamourøs ud, end da hun startede. Men det mest bemærkelsesværdige ved Gabrielle i det øjeblik, var dog udtrykket i hendes ansigt, da hun fik øje på malerierne og hviskede: ”Det er dem.”
Kat og Nick flåede iltmaskerne af og smed beskyttelsesbrillerne fra sig. Den friske luft kom væltende ned forbi Gabrielle og fyldte hele salen. Kat trådte frem og rakte forsigtigt ud efter trykafbryderen. Der var rigeligt med frisk luft nu, men alligevel holdt hun vejret, da hun lempede det sidste maleri ned fra væggen, vendte det om og hørte sin kusine sige: ”Nice!”
Scenen uden for museet var nøjagtig, som man kunne forestille sig i sådan en situation. Skingre sirener fyldte luften, da brand- og politibiler kom susende og afspærrede området omkring hovedindgangen.
Selvom sikkerhedsfolkene svor på, at ilden var bekæmpet, trængte den sorte røg stadig ud gennem døre og vinduer og opløstes i vinterbrisen.
Sneen havde forvandlet sig til en let regn, så journalisterne stod under paraplyer, mens de sendte historien til hele verden.
Henley-museet brændte. Og tilsyneladende var hele London gået på gaden for at se ildebranden.
Gregory Wainwright så sin karriere hænge i en tynd tråd, men kunne intet stille op, mens brandmænd sprang ned fra lastbilerne, og skoleklasser stimlede sammen i sidegaderne og ventede på at blive råbt op af deres lærere.
Han holdt sig på god afstand af menneskemylderet og fortsatte med at småsludre med den unge milliardær og hans ældre onkel – i et forsøg på at skabe allierede.
”Det var hyggeligt at møde Dem igen, hr. Wainwright,” sagde Hale og forsøgte at komme væk. ”Hvis De vil have mig undskyldt. Jeg bliver nødt til at tage mig lidt af min onkel.”
”Du godeste!” udbrød direktøren. ”Hr. Hale! Tilgiv mig. Det havde jeg fuldstændig glemt. Øh …” Han så sig omkring, som om han forventede, at en kørestol ville dukke op ud af den blå luft. ”Lad mig finde et sted, hvor De kan hvile Dem. Måske kan jeg sende et par brandmænd ind for at hente Deres kørestol.”
”Nej!” udbrød Hale og Marcus i kor.
”Jeg har det udmærket,” sagde Marcus igen og vinkede affærdigende med hånden. ”Jeg har flere af samme slags derhjemme. De har rigeligt at bekymre Dem om …” Marcus vendte sig om og betragtede den rygende bygning, de mange turister, de blitzende kameraer og journalisterne med deres plasticsmil. ”Man kan nu ikke lade være med at tænke på, om der alligevel var noget om den der Visilij Romani-sag.”
Hale kiggede over på Marcus, men den ældre mand mødte ikke hans blik. ”Men der er vel ingen, der vil bebrejde Dem, at der sker to katastrofer på en måned.”
Hale så direktørens øjne blive smallere, først i vrede, og så i forvirring.
”Men det kan jo være et tilfælde. Den slags sker,” fortsatte Marcus. Men Wainwright regnede allerede som en gal på at finde ud af oddsene for, at både ildebrand og røveri skulle ramme verdens bedst sikrede museum inden for få uger.
”Jeg beklager meget, hr. Hale.” Direktøren trak sin mobiltelefon frem og gik hurtigt sin vej. Han stoppede op et kort sekund og råbte over skulderen: ”De kan kontakte min assistent vedrørende Monet-maleriet.”
Og så forsvandt Gregory Wainwright.
”Det er her ikke,” sagde Kat mat, da hun stirrede på bagsiden af rammen.
”Kat,” lød Simons stemme i hendes øresnegl. ”Jeg kan høre snak på sikkerhedsfolkenes frekvenser. Jeg tror …”
Men Kat hørte ikke efter. Hun var alt for optaget af at kigge efter der, hvor det sidste billede skulle have været … men ikke var.
”Pige, der beder til Sankt Nikolaj … Pige, der beder til Sankt Nikolaj skulle være her!” Kat så op uden at ænse Nicks bekymrede blik. Hun ignorerede totalt sin kusine, der elegant hang ned fra luftskakten i færd med at sænke et langt kabel ned. I stedet for kiggede hun sig omkring i rummet og talte: ”En, to, tre, fire …”
”Kat,” vrissede Nick.
”Det er her ikke,” sagde Kat stift og blev ved med at stirre på rammen i sine hænder.
”Kat!” skreg han, og denne gang så hun på ham.
”Det er her ikke.”
Måske var det en fejltagelse. Måske havde Visilij Romani skjult det femte maleri bag et andet maleri, og nu skulle Kat bevise sit værd ved at finde det i løbet af de sidste sekunder.
”Det er her ikke …” sagde hun igen.
Men så fik hun øje på det – det lille hvide kort, der sad fast bag på rammen med et enkelt stykke tape. Nøjagtig på det sted, hvor Pige, der beder til Sankt Nikolaj skulle have været.
Visilij Romani havde været her.
Det her var hans værk.
Visilij Romani havde efterladt sig et spor, og Kat havde fulgt det. Hun havde været mere beslutsom end onkel Eddie, modigere end sin far og langt dygtigere end de dygtigste hos Scotland Yard. Hun var nået langt og stod nu her og så sin kusine hive fire kostbare malerier op gennem luften og ind i skakten. Det burde være det stolteste øjeblik i hendes liv, og alligevel stirrede hun blot ud i luften og sagde: ”Det er her ikke.”
Hun lod sine fingre glide hen over de sorte bogstaver på visitkortet.
”Kat.” Nicks stemme lød meget tæt på hendes øre. Han tog blidt fat i hendes arm. ”Kat, det er tid nu.”
Tid, den største tyv af dem alle. Kat tænkte ikke mere over det femte maleris skæbne. Instinkt og opdragelse og et helt livs træning tog over, og hun løb hen til den tomme krog på væggen og hængte den sidste ramme på plads igen.
Hun vendte sig om og så Gabrielle hive Rembrandts Den fortabte søn op i et kabel og ind i luftskakten, da Simon råbte: ”Venner, tiden er gået. Skynd jer, ellers …”
”Her!” skreg Nick. Han lavede en hestesko, så hun kunne komme op til skakten, men Kat tog ikke imod tilbuddet.
I stedet bukkede hun sig ned og samlede den vinrøde jakke og slipset op fra gulvet, hvor Nick havde smidt det. Da hun lod hånden glide hen over det lille, specialfremstillede mærke, Gabrielle havde syet på lommen, dukkede de ord, hun havde sagt til Hale, op i hendes hoved.
”Hvorfor gør du det her, Nick?”
”Venner!” advarede Simon.
”Hvorfor, Nick?” spurgte hun og trådte nærmere. ”Sig det så … Hvorfor?”
”Jeg … havde brug for et job.”
”Nej,” sagde hun bare. Hun rystede på hovedet, og uden at tøve trykkede hun jakken ind mod sig med venstre hånd og greb fat i enden af kablet med den højre. Pludselig fløj hun gennem luften og op til skakten.
Så snart hun var i sikkerhed, kiggede hun ned på Nick, som stod på gulvet under hende.
”Kast kablet ned, Kat,” sagde han og stirrede op på hende med fast blik. Det gik op for hende, at hun ikke havde set øjne som dem, siden hun var i Paris – siden den dag Amelia Bennett kom for at sætte Bobby Bishop i fængsel.
”Du ligner hende. Er du klar over det?” sagde hun og stirrede ned på ham.
”Kat,” sagde han igen, lidt skarpere nu. ”Smid kablet ned.”
”Jeg burde have gennemskuet det noget før. Jeg er ret sikker på, at Hale gennemskuede dig med det samme.” Hun grinede på trods af alarmens skingre lyd og blodet, som strømmede til hovedet, mens hun kiggede ned. ”Jeg har vist haft for meget at tænke på.”
”Kat, smid nu det kabel …”
”Taccone kan godt lide at true folk, vidste du det? Det sædvanlige. Antydninger. Truende fotografier. Da jeg kiggede på billederne af min far, opdagede jeg dig – i baggrunden. Skyggede du ham, Nick? Var det derfor, du fulgte efter mig?” spurgte hun. Hun ventede ikke på hans svar. ”Jeg vil vædde på, at du længe har haft planer om at hjælpe din mor med at fange min far. Ved at komme tæt på mig.”
”Kat!” Gabrielles stemme rungede i det fjerne. Hun kunne høre sin kusine kæmpe med de fire uvurderlige malerier, som hele tiden slog imod skaktens sider. Alligevel rørte hun sig ikke.
”Hvor længe har din mor stået for efterforskningen af min far, Nick?”
Han så ned i jorden. ”Et stykke tid.”
”Og så slæber hun dig med rundt i hele verden, ikke? Og på et eller andet tidspunkt blev du suget ind i familieforetagendet, ikke?” Hun kiggede ned på fyren. Han havde enten hjulpet eller forrådt hende. I hvert fald havde han løjet for hende. Alligevel kunne hun ikke lade være med at sige: ”Jeg vidste, at der var en grund til, at jeg godt kunne lide dig.” Hun skubbede sig længere op i skakten. ”Hvad med at finde dig en kostskole?”
Da hun krøb længere op i skakten, råbte Nick til hende: ”Jeg troede, du ville have et normalt liv!”
Et eller andet i hans stemme, eller måske var det bare situationen, fik hende til at smile. Hun vendte sig om og lænede sig ud af skakten en sidste gang: ”Hvorfor gør du det her, Nick?”
”Fordi … ” Han holdt en pause, ledte efter ordene. ”Fordi jeg godt kan lide dig,” sagde han. Hun troede ikke på ham.
I samme øjeblik begyndte en ny alarm at hyle – en ny, infernalsk lyd.
”Kat,” sagde Nick igen, trådte frem og rakte armene op for at få hjælp, men i det samme blokerede en laserstråle området lige under skakten. Det kølige, blå lys i Romani-salen blev afløst af et stærkt rødt skær. Nick kiggede over mod dørene, som om han kunne høre vagterne komme.
Kat kiggede ned på ham og sagde: ”Forkert svar.”
Kat prøvede at ignorere alarmens hylen, som blev højere og højere for hver centimeter, hun klatrede op. Hun kneb øjnene sammen og kravlede igennem mørket. Hun kravlede tættere og tættere på den lille firkant af lys, hun kunne se i det fjerne. Alarmen skreg. Hun ville standse for at tænke over det, der lige var sket, men det kunne hun ikke – der var ikke tid.
Da hun endelig nåede frem, så hun ned på Gabrielle, der flåede nederdelen af sin rundviser-uniform, vendte vrangen ud på den og afslørede en vinrød, skotskternet nederdel magen til Kats. Simon hjalp Hamish med hans slips, mens brødrenes overalls lå dybt begravet i en skraldespand et andet sted på museet. Hun kiggede på den jakke, hun holdt i hånden. Den fik Nick ikke brug for. Ikke længere. Hun skubbede den tilbage i skakten og sænkede sig ned på gulvet i skæret fra det hvirvlende, røde lys.
Laserstrålerne strøg hidsigt rundt i rummet, og i kaosset af lysstråler kunne hun knap nok se malerierne på væggen. Renoir. Degas. Monet. Hun blev svimmel ved tanken om, hvor tæt hun var på så mange af de store mestre. Eller også skyldtes svimmelheden bare den gas, der blev pumpet ind i rummet.
Hun kom i tanke om iltmasken, hun havde efterladt, men det var selvfølgelig for sent nu.
Gennem tågen så hun bevæbnede vagter komme styrtende ind.
”Vi er sikkerhedsvagter!” Kat hørte ordene runge igen og igen, frem og tilbage i Henleys korridorer.
Hun blev tung i hovedet. Var allerede ved at falde om.