KAPITEL 37
De tog ikke til Cannes i julen. Onkel Eddie påstod, at han var for gammel til at rejse – alt for afhængig af sine daglige rutiner til, at man kunne overtale ham til noget andet. Så Kat og hendes far sluttede sig til alle de andre, der havde invaderet det gamle brunstenshus.
Det var, som altid om vinteren, lummert indenfor. Der var tændt op i pejsen i alle rum og i onkel Eddies gamle komfur ude i køkkenet.
Kat trådte ud på trappen foran huset. Den kølige luft generede hende ikke.
”Jeg tænkte nok, at jeg kunne finde dig her, Katarina.”
Et kort øjeblik blev hun grebet af panik, men så gik det op for hende, at det ikke var Taccones stemme. Stemmen var alt for blid. Alt for venlig. Alt for lykkelig.
”Glædelig jul, hr. Stein.”
”Og glædelig jul til dig, Katarina,” sagde han og lettede på hatten.
Hun pegede hen mod døren. ”Vil De med indenfor?”
Han vinkede afværgende med hånden. ”Nej, Katarina, jeg har fundet den, jeg søgte.” Han trådte et skridt baglæns. ”Har du lyst til at gå en lille tur med en gammel mand?”
Det var ikke noget svært spørgsmål at svare ja til. Den slags spørgsmål havde hun ikke fået ret mange af på det seneste.
”Du har fået dig en fjende, min ven.”
Kat slog kraven op mod den isnende blæst. ”Jeg kunne have givet ham dem tilbage og stjålet dem igen senere, men …”
”Du ville have din far ud af fængslet?”
Kat trak lidt på det. ”Det virkede bare som den bedste løsning.”
Første gang hun mødte Abiram Stein, havde hun set ham græde. Nu syntes hun, at det var smukt, når han lo.
”Jeg læste en pæn artikel om Dem,” sagde hun.
”I The Times?”
”Nej, i London Telegraph.”
Han sukkede. ”Der har været så mange. Jeg er åbenbart en slags … hvad er det, man siger? En pludselig sensation?”
Hun lo. ”Lad det nu ikke stige Dem til hovedet.”
De spadserede sammen hen ad den stille gade, hvor kun nogle få snefnug holdt dem med selskab. ”Jeg føler, at jeg bør takke dig, Katarina. Men det …” – han standsede og stak hænderne i lommen – ”… vil slet ikke være nok.”
”Er de …” Kat tøvede, og hendes stemme knækkede over. ”Er de kommet hjem?”
”Nogle af dem,” forsikrede han hende. ”Der er nogle få familier – overlevende – som mine kolleger og jeg har fundet frem til. Du har jo læst deres historier, ikke?” Kat nikkede. ”Men hvad angår de andre, Katarina, så er jeg bange for, at deres hjem …” – han kæmpede for at få ordene frem – ”… ikke findes mere.”
Sneen tog til og blev tættere, mens han fortsatte: ”Men malerierne lever. Folk kender deres historie nu. En ny generation vil lære eventyret om dem at kende. Og de kommer til at hænge på nogle af verdens store museer og ikke i et fængsel.” Han trådte helt hen til hende. Tog fat om hendes arme og kyssede hende på hver kind. ”Du har befriet dem.”
Hun kiggede ned i det våde fortov.
”Der mangler et af dem.” Hun havde ikke nævnt det femte maleri. Men hun vidste, at Abiram Stein ville forstå. ”Der var kun fire. Jeg forsøgte, men …”
”Ja, Katarina,” sagde han og nikkede. ”Jeg har hørt det.”
”Jeg skal nok finde det og give det tilbage også.”
Hun kunne mærke et øget pres inde i sig selv, men hr. Stein var helt rolig, da han fortsatte: ”Har din mor nogensinde fortalt dig, hvorfor hun opsøgte mig, Katarina? Vidste du, at din tipoldemor var en rigtig god maler?”
Kat nikkede. Det vidste hun godt. Hvem skulle ellers have malet den falske Mona Lisa, som hang på Louvre?
”Vidste du også, at en af hendes meget gode venner var en ung kunstner ved navn Claude Monet?”
Der fortælles mange historier blandt tyvefamilier, og især den historie havde Katarina aldrig rigtig troet på. Ikke før nu.
”Han malede din tipoldemor og forærede hende maleriet bagefter. Det billede var hendes stolthed – og hendes kostbareste eje. Indtil i 1936, hvor en ung nazist tog det ned fra hendes væg.”
”Jamen …” begyndte Kat.
”Din tipoldemor var ikke jøde?” gættede Abiram Stein. Så smilede han. ”Når det gjaldt grådighed, gjorde nazisterne ikke forskel på folk, min ven.”
”Så min mor ledte efter sin oldemors maleri?” Pludselig forstod hun det hele lidt bedre.
”Ja, det eneste, som det ikke lykkedes hende at stjæle.” Abiram smilede. ”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke bekymre mig om det sidste maleri, Katarina. Den slags har det med selv at finde hjem.”
”Og Englen?” spurgte hun så.
”Mon ikke din ven Romani sørger for, at den kommer hjem?”
De nåede ned for enden af gaden, hvor hr. Stein standsede en taxa. ”En klog kvinde fortalte mig engang, at sådan en som dig kunne være mig til stor nytte. Vil du give hende ret i det?” Noget i hans ansigt sagde hende, at han allerede kendte svaret.
Han gik hen mod den ventende taxa. ”Farvel, Katarina.” Der var en ny glød i hans øjne, da han steg ind i taxaen og lukkede døren efter sig. ”Jeg er sikker på, at vi mødes igen en anden gang.”
Kat ville ønske, at hun vidste, hvad der ville ske. At hun havde gennemskuet, hvad Romani kunne finde på, og at hun nu kunne forudsige hans næste træk. Men på vej tilbage til brunstenshuset måtte hun indrømme, at det kunne hun ikke. Hun var ingen mestertyv. Hun var ikke lige så god som Romani eller onkel Eddie. Hun ville aldrig blive som sin far eller sin mor. Men hun var heller ikke den samme pige, som var flygtet til – og væk fra – Colgan.
Da hun trådte ind i huset, føltes det for første gang i meget lang tid ikke alt for varmt. Køkkenet havde faktisk den helt perfekte temperatur, tænkte hun.
Onkel Eddie stod ved komfuret og rørte i en sammenkogt ret, mens han ventede på, at brødet skulle hæve. Hendes far sad sammen med Simon og kiggede på plantegningerne over Henley. Han svor på, at det kun var af ren og skær nysgerrighed – for fra nu af ville museet være så massivt tyverisikret, at de roligt kunne dele deres viden med ham.
Det var kun Hale, der så op, da Kat trådte ind. Han pegede på en stol ved sin side, og hun satte sig uden tøven ned.
Det sneede stadig udenfor. I stuen ved siden af sang onkel Vinnie en gammel, russisk sang, hvis tekst Kat aldrig havde fået lært.
”Hvad siger du, onkel Eddie?” spurgte Gabrielle fra den anden ende af bordet. ”Ved du, hvem Romani er?”
Kat huskede onkel Eddies ord: Han er ingen, og han er alle. Alligevel holdt hun vejret, da hendes onkel langsomt vendte sig om.
”Så vidt jeg ved, er der kun to mennesker i hele verden, som det nogensinde er lykkedes at bryde ind på Henleymuseet, Gabrielle.” Der blev helt stille i køkkenet, og hendes onkels øjne rettede sig mod hende. ”Visilij Romani – hvem han nu er. Og så den anden.”
Hale stak armen ned under bordet, og hans varme hånd greb fat om hendes. Da hun lænede sig ind mod ham og slappede af, blev døren smækket op, og Bagshaw-brødrene kom styrtende ind og sammen med dem en masse kold luft.
”Det er hundekoldt udenfor.” Hamish gik hen foran komfuret og tog en skål uden at spørge onkel Eddie om lov. Det var tydeligt, at han og Angus nu officielt var blevet tilgivet deres bommert med nonnerne og var blevet taget tilbage af familien med åbne arme. Som sejrsstolte helte. Som drengene, der havde sprængt Henley-museet i luften.
”Hvad er det?” spurgte Hale. Først nu opdagede Kat den lille pakke i brunt papir, som Angus havde stukket ind under armen.
”Aner det ikke,” sagde den ældste Bagshaw-bror. ”Den lå udenfor. Der sidder en seddel på den, hvor der står, at den er til Kat.”
Umiddelbart kom hun til at tænke på hr. Stein. Og så – omend kortvarigt – på Nick. Men da hun fik pakken og fjernede papiret og så ned på det lille lærred i sine hænder, vidste hun, at begge gæt var forkerte.
En pige. Hun så en pige med glat, sort hår og et hjerteformet ansigt. Hun var spinkel og knælede meget rank og fromt foran et billede af Sankt Nikolaj, tyvenes beskytter.
Inde fra stuen sang onkel Vinnie endnu højere. Onkel Eddie vendte tilbage til sin madlavning. Simon og hendes far studerede deres tegninger.
Det var, som om Kat, Hale og Gabrielle var helt alene i køkkenet, da hendes kusine spurgte: ”Er det, hvad jeg tror, det er?”
Kat nikkede stumt, da et hvidt kort dalede ned fra pakken og landede på onkel Eddies spisebord.
Kæreste Katarina
Du kan trygt regne med, at Englen er i
sikkerhed, og at hun er lykkelig. Indholdet
i denne pakke tilhører dig. Det er på høje
tid, at også det vender tilbage til sin familie.
Velkommen hjem
Visilij Romani
Kat så op og fik øje på Hales bekymrede ansigt lige ved siden af Gabrielles. Hun smilede beroligende til dem begge to. Hun kom til at tænke på Hales tilståelse – hendes billet tilbage til Colgan – som lå i bunden af hendes kuffert, uåbnet og ubenyttet.
Så kiggede hun atter på det uvurderlige, lille lærred i sit skød og tænkte på pigen, der bad til tyvenes skytshelgen. Katarina Bishop vidste godt, at hun ikke var nogen Visilij Romani. Men …
Hun smilede.
Det kunne hun jo altid blive.