Første kapitel…Hvor børnene ser frem til at komme hjem…
Forventningen boblede i Martins mave. Han glædede sig helt vanvittigt til snart at se sine forældre igen.
Dværgene havde arbejdet i døgndrift, siden Ator blev konge igen, med at grave en ny gang mellem Terra og Oasen, og Martin og de andre børn var sammen med Kwo på vej fra Oasen til Terra. De havde efterladt Dragona og Soffi. Dragona var lykkelig over at kunne brede vingerne ud over trætoppene omkring Oasen, og Soffi havde bestemt sig for at blive sammen med dværgene. Bastian havde været meget bestyrtet over hendes beslutning, men Martin kunne godt forstå den. Oppe på overfladen boede hun på børnehjem. Hun havde ingen familie og ingen andre venner end dem, hun havde mødt i Terra. Hendes største ønske var at finde en familie, hun kunne tilbringe sin tid med, og den havde hun fundet i Oasen.
”Er du nervøs?”
Martin kiggede på Rita. Siden Roag var blevet overvundet, havde hun været så underligt tavs og stille. Hun rystede på hovedet, men ombestemte sig så og nikkede tøvende.
”Det skal nok gå. Vi er snart hjemme.”
Martin tog hendes hånd og placerede et blødt kys på hendes kind.
”Det er det, jeg er nervøs for,” mumlede hun.
Martin stoppede og vendte hendes ansigt mod sig.
”Du er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt, Rita. Vi finder ud af det. Det lover jeg.”
Hun sukkede.
”Alt bliver anderledes deroppe. Det er ikke som her.”
Martin smilede.
”Ja, alt bliver anderledes, men vi vil stadig være sammen.”
De gik videre i tavshed. Den nye gang var bred og oplyst af hundredvis af fakler, der hang i smukke stager på væggene. Overalt var dværge i gang med at finpudse de sidste detaljer. Nogle malede store, farvestrålende billeder, andre brugte små, fine hakker til at skabe mønstre i gangens vægge, og andre igen arbejdede med at få gulvet fuldstændigt plant og glat.
”Der bliver flot herinde,” sagde Filip til Kwo.
Dværgene havde fundet ham i Kokons gang efter slaget mod Roags vagter. Da de havde åbnet den enorme kokon, der var blevet spundet om ham, havde han strakt sig og rejst sig op, som om han bare havde sovet i et stykke tid.
”Ja, det er kong Ators vilje, at denne gang skal symbolisere fred og et samlet dværgefolk.”
Da de nåede til enden af gangen, strålede et fantastisk syn imod dem. Også i Terra var der sket forandringer. Højt over byen hang den enorme kugle af ild stadig, men nu udsendte den et stærkt lys i næsten hele den enorme grotte. Det var, som om dværgene havde deres egen underjordiske sol.
Kwo fortalte Martin, at dværgene for flere generationer siden havde magiske evner. Disse evner var desværre gået tabt, men deres forfædre havde efterladt dem tre magiske ting: Solene, Dragona og tunnelen.
Klipperne og byen så anderledes ud i ildkuglens skarpe lys. Det hele var mere venligt og imødekommende, end det havde været før. De forskellige grå nuancer i klipperne gav grotten et helt andet liv.
”Hvor er det smukt!” udbrød Mai. ”Tænk, at det er den samme grotte.”
Kwo smilede stolt. Det var tydeligt, at han var lykkelig over den måde, tingene havde udviklet sig på.
Fra gangen til Oasen var en stor gruppe dværge i færd med at grave en bred vej ind til Terra. De brolagde den med udhuggede sten, som lå i smukke mønstre.
”Det er slet ikke til at kende igen.”
Opstemte gik de ned mod selve byen, der også var ved at blive bedret. Klippehusene, der for de flestes vedkommende havde taget enorm skade efter det store slag, var ved at blive sat i stand.
”Kwo!”
En ung dværg kaldte. Gruppen af børn stoppede.
”Kong Ator beder dig haste til sit palads. Han vil gerne tale med dig.”
Kwo nikkede og kiggede på børnene.
”I tager tilbage til jeres bolig i paladset. Vi mødes der lidt senere.”
”Det er i orden,” sagde Martin. ”Hils.”
Kwo vinkede smilende og satte i løb.
”Gad vide, hvad han skulle?”
Rita så bekymret ud. Martin trak på skuldrene.
”Han er blevet Ators højre hånd. Der er vel nok at se til med genopbygningen af byen.”
De gik gennem gaderne i Terra, der myldrede af liv. Overalt var dværgene i gang med at arbejde og nyde hinandens selskab. Børnenes bolig lå inde på paladset. Det var en stor lejlighed med et værelse til hver og en stue til deling. Den var smukt indrettet med forgyldte møbler og de blødeste puder af silke. Det er noget andet end værelset derhjemme, tænkte Martin. Alligevel ville han hellere være oppe på overfladen. Han kunne næsten ikke vente.