Andet kapitel…Hvor de får en uventet besked fra kong Ator…
Martin smed sig i den smukt udskårne sofa og lagde hænderne om bag nakken. Han følte sig godt tilpas her på paladset, men nu var det snart slut.
De andre tussede rundt og pakkede deres ting, så de var klar til at rejse hjem.
Pludselig bankede det på døren. Rita åbnede. Udenfor stod en lille gruppe af Ators folk. De havde ikke uniformer på, som Roags vagter, men et lille rødt emblem viste, at det var nogle af kongens betroede folk. Rita trådte til side, så de kunne komme indenfor. Martin rejste sig. Han summede i hele kroppen af forventning. Nu var det tid!
En af dværgene rømmede sig. Han havde kraftige tics ved det ene øje.
”Vi kommer på kongens befaling…” startede han.
Alle børnene kiggede forventningsfuldt på ham. Han hostede anstrengt et par gange og kiggede over mod døren. Martin fangede Ritas blik og rynkede undrende brynene.
”Jo ahem, kong Ator har besluttet, at I desværre må vente en smule endnu, inden I kan tage op til overfladen igen.”
Filip mumlede nogle uforståelige indvendinger. Dværgen gjorde alt, hvad han kunne, for ikke at se børnene i øjnene.
”…Det er noget med sikkerheden i tunnellen. De, der har forstand på den, ved ikke helt, om den fungerer, som den skal.”
Martin var oprørt. Der havde været folk i gang ved tunnelen i dagevis, og desuden var de jo selv kommet til Terra ad den vej, så selvfølgelig virkede den.
”Det er jo ikke lang tid siden, Mai kom gennem tunnelen. Hvorfor skulle den ikke virke?”
Dværgen rystede nervøst på hovedet og kiggede ned på sine skosnuder.
”Spørg ikke mig. Jeg har fået ordre til at fortælle jer det, som jeg har gjort. Jeg ved ikke andet.”
Martin lagde mærke til, at han tørrede hænderne af i sine bukser. Han svedte.
”Det kan ikke passe,” udbrød han. ”Ator har lovet os, at vi kom hjem hurtigst muligt.”
Dværgen, der havde ført ordet, trak hurtigt på skuldrene.
”Jeg ved ikke mere. I må vente med jeres spørgsmål.”
Han puffede til de andre, der under hele optrinnet havde stået og lignet fire store undskyldninger. De begyndte med hastige skridt at gå over mod døren. Filip hev fat i en af dem på vejen.
”Hvad er det her for noget?” spurgte han vredt.
Dværgen trak sin arm til sig, og de sidste par skridt hen til døren blev tilbagelagt i løb.
Mai satte sig tungt på en stor, blå puf-pude.
”Jeg vidste, at det ikke ville gå som planlagt!”
Hun hvilede hovedet i sine hænder. Bastian, der var ved at gøre kål på den sidste kage, slikkede sine fingre.
”Hvorfor er I så bekymrede? Ator ville da ikke lyve for os.”
Han kiggede på Martin.
”Det var dig, der reddede ham. Det glemmer han da ikke!”
Martin gned sig i panden. Måske var de for mistroiske. Bastian havde jo ret. Ator var en retfærdig konge. Han kunne ikke finde på at gøre noget mod deres vilje.
”Bastian har ret. Vi må vælge at tro på dværgenes ord. De vil vel bare sikre sig, at tunnelen er hundrede procent sikker, når vi skal op. De tænker på vores ve og vel.”
Filip satte sig og lagde fødderne op på bordet.
”Jeg er ikke overbevist, Martin. Men du har ret. Oprørerne har altid været venlige mod os. Vi burde ikke forvente det værste.”
Martin smed sig igen i sofaen.
”Vi venter og ser, hvad der sker…og indtil da kan vi jo lige så godt nyde det.”
Han vendte hovedet mod loftet og lod tankerne fare. Dværgene havde godt nok virket meget underlige, men måske var de bare bekymrede for at skulle fortælle, at børnene ikke kunne komme hjem lige nu. Det var ingen hemmelighed, at de glædede sig til at gense overfladen, så det var sikkert ikke rart at skulle være dem, der overbragte nyheden om, at der ville gå længere tid.
Martin lukkede øjnene. Det var sikkert bare det. Et lille smil tonede frem på hans ansigt. På trods af det fremmede sted, han befandt sig, havde han alligevel fået nogle nye venner. Venner for livet. Ritas ansigt tonede frem for hans indre blik, og han blev varm i maven. Uden oplevelsen i underverdenen havde han aldrig mødt hende. Der var bestemt kommet noget godt ud af at blive kidnappet.
”Hey, venner.”
Ritas stemme fik Martin til at åbne øjnene igen. Hun stod ovre ved døren.
”Jeg tror godt, vi kan være nervøse.” sagde hun dramatisk. ”Døren er låst.”
Hun trak ned i håndtaget et par gange og lagde al sin vægt mod døren. Den rokkede sig ikke.
”Hvad…?”