…Hvor Kwo kommer til undsætning…
Den aften sad børnene længe oppe og snakkede omkring spisebordet. Stemningen var ophidset, og de var alle nervøse. Ingen af dem kunne finde hoved og hale i det, der skete.
”Vi må prøve at få fat i Kwo,” sagde Martin. ”Hvis der er nogen, som er på vores side, må det være ham.”
Filip sparkede hidsigt til den låste dør.
”Det er meget godt,” snerrede han, ”men hvordan får vi dog fat i ham, når vi ikke engang kan forlade vores værelser.”
Alle sad tavse. Ingen af dem havde nogen løsning på problemet.
Bastian rejste sig.
”Jeg orker ikke mere. Jeg vil se, om jeg ikke kan få hvilet mig lidt. Ligegyldigt hvad vi gør, kan vi jo ikke komme ud herfra.”
Han skubbede stolen på plads og forsvandt ind på sit værelse. Mai rejste sig også for at gå i seng. Midt i en bevægelse stoppede hun og kiggede på Martin.
”Hvad med Dragona? Kan vi ikke få hende til at komme og hjælpe os?”
Martin slog opgivende ud med armene. Han var så vred over deres situation, at han havde lyst til at ødelægge et eller andet.
”Vi har sluppet hende fri, husker du nok. Hun flyver rundt i skovene ved Oasen. Der er flere kilometer mellem hende og os.”
Rita lagde en beroligende hånd på hans arm, og selv om han havde mest lyst til at skubbe den væk, lod han den ligge.
”I kunne vel prøve…?”
Martin sukkede dybt.
”Jo, selvfølgelig kan vi det.”
Han rejste sig og stillede sig med front mod Mai. De lænede sig begge frem, så deres pander mødtes.
”Er du klar,” mumlede Martin med stemmen fuld af skepsis.
Mai behøvede ikke at svare. Han kunne allerede mærke hendes følelser.
”Ok.”
De lukkede øjnene og søgte dybt i deres sjæle efter den flaksende fornemmelse af Dragonas sind. Efter nogle minutter opgav de. Martin havde ikke engang mærket et lille gran af fjern kontakt med den store drage.
”Hun er væk,” sagde han udmattet.
Mai sank sammen i stolen.
”Så må vi bare vente.”
Nogen tid senere var Martin og Rita de to eneste, som stadig var vågne. De havde lagt sig til rette i hinandens arme i sofaen. Ingen af dem sagde noget. Martins tanker rodede rundt og efterlod ham mere forvirret, end da han vågnede op i Terra for allerførste gang. Pludselig puslede det ved døren.
Rita satte sig op med et sæt.
”Hørte du det?” hviskede hun ophidset.
Martin nikkede og rejste sig hurtigt.
”Måske kan vi overrumple dem,” hviskede han sagte. ”Ligesom vi gjorde med Roags vagter.”
Rita rejste sig beslutsomt, og begge børn klemte sig op ad væggen ved siden af døren. Det puslede en anelse mere i låsen, og så klikkede slåen, da den blev hevet fra.
Martin kunne mærke hver eneste muskel spænde sig i kroppen. Han havde ingen ide om, hvad de skulle gøre, når de havde overmandet den, der trængte ind, men samtidig virkede det, som om det var den eneste måde, de selv kunne komme ud på.
Han ventede, til personen var kommet helt in ad døren.
”Nu!”
Samtidig kastede Rita og Martin sig over dværgen. De var heldige, at han var alene, men det var alligevel svært at overmande ham i det sparsomme lys. Flere gange opdagede Martin, at han havde fået fat i Ritas ben i stedet for dværgens.
Til sidst lå han dog på gulvet med dem begge siddende på ryggen.
”Auu!” lød det indædt. ”Slip mig!”
Martin lænede sig forover, så hans mund var lige ud for dværgens øre.
”Aldrig i livet! Du skal fortælle os, hvad der sker.”
Dværgen vred sig.
”Hvorfor tror I, jeg er her?”
Rita veg overrasket tilbage og hev Martin i armen.
”Martin, det er Kwo.”
Befippet rejste Martin sig og hev Kwo op at stå.
”Undskyld,” stammede han. ”Det…Jeg troede…vi…”
”Schyy!” kommanderede Kwo og skubbede døren i. ”Jeg kommer for at hjælpe jer med at slippe væk. I skal vide, at jeg ikke har haft noget med det at gøre.”
”Med hvad?”
Kwo kiggede overrasket på dem.
”Har de ikke fortalt jer det?”
Martin og Rita rystede på hovedet. Kwo rodede bekymret rundt i sit hår.
”Det er mere ondskabsfuldt, end jeg troede,” mumlede han for sig selv.
Han lagde en hånd på Martins skulder.
”Vismændene har overtalt Kong Ator til at ødelægge tunnelen…”
”Hvad?” råbte Martin oprevet.
Kwo gemte hovedet i hænderne.
”Jeg var enig. Vi ønsker ikke at have noget med menneskene at gøre, men…”
Han så dem direkte i øjnene.
”…jeg troede, at de ville vente, til efter I var kommet hjem. Men de har slet ikke tænkt at lade jer rejse.”
Martin kunne ikke tro sine egne ører.
”Efter alt, hvad vi har gjort for Ator? For jer alle sammen?”
Kwo nikkede.
”Jeg ved det, men vismændene er en flok nervøse vendekåber. Mange af dem arbejdede for Roag før. De tør ikke tage nogen chancer overhovedet. De er bange for, at I fortæller om os, når I kommer op til overfladen. De er bange for, at vi pludselig bliver invaderet oppefra.”
Martin slog sig for panden og snurrede rundt på stedet.
”Invaderet? Jeg troede, vi var venner!”
Kwo trak på skuldrene.
”Jeg er jeres ven, ”sagde han lavmælt. ”Ator ødelægger tunnelen om to dage. Til den tid vil I blive sluppet ud igen og få lov til at bo her som frie borgere.”
Rita brød ind.
”Men vi vil bare hjem!”
Kwo nikkede.
”Jeg ved det godt. Det er derfor, jeg er kommet.”
Han kiggede på Martin.
”Du bliver nødt til at komme med mig og hente Dragona, Martin. Der er masser af vagter ved tunnellen. Hvis I skal have en lille chance for at slippe væk, må I få hjælp af dragen.”
Rita greb fat i Martin.
”Jeg tager med!”
Kwo rystede heftigt på hovedet.
”Det er vigtigt, at ingen fatter mistanke. Resten af jer må blive her, indtil Martin kommer tilbage. Hvis der kun mangler én, er det lettere at snyde dem, som holder øje med jer.”
Martin lagde en hånd på Ritas kind.
”Kwo har ret. Hvis vi alle forsvinder, risikerer vi bare, at tunnelen bliver ødelagt med det samme.”
Rita knugede hans hånd. Kwo åbnede døren på klem og kiggede ud.
”Der er fri bane,” hviskede han.
Martin blinkede opmuntrende til Rita.
”Vi ses snart. Hils de andre, og forklar dem situationen.”
Så vendte han om, forlod Rita og låste døren bag sig.