Sjette kapitel…Hvor Kokon pludselig dukker op…
Et rystende syn mødte Martin og Kwo, da de forlod den brede gangs stilhed. Et mægtigt angreb var blevet iværksat af Roags gamle tilhængere. Kong Ator havde ikke haft ret i, at de havde trukket sig tilbage til ukendte egne af underverdenen. Tværtimod havde de brugt de sidste par uger på at samle kræfter og lave nye våben.
Dværgene med de rustrøde uniformer kæmpede med en indædthed og styrke, der mest af alt var udtryk for, at de ikke havde noget at tabe. Det så ud til, at de var gået ind til kampen med en vished om, at de ikke ville forlade Terra i live, og deres højeste mål var at tage så mange af kong Ators mænd med sig i døden som muligt.
Martin og Kwo blev hurtigt inddraget i opgøret. Ingen interesserede sig for, at Martin slet ikke ønskede at kæmpe mod nogen. Han var en af Ators sammensvorne, og derfor gik dværgene løs på ham med nådesløs styrke.
Dragona kæmpede bravt med både ild og kløer. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at Martin kom uskadt frem til paladset. I centrum af Terra var det dog svært for hende at komme rundt, og for ikke at blive fanget i de smalle gader lettede hun og deltog i slaget fra luften.
Martin og Kwo kæmpede side om side. De hjalp hinanden, når nogen prøvede at angribe bagfra, og så snart én var i knibe, kom den anden til hjælp.
Martin svedte. Pulsen var helt i vejret, og han var hele tiden på vagt over for modstandernes knivskarpe sværd, der sang gennem luften om ørerne på ham. Den sorte lavarustning, som han havde brugt sidst, lå på værelset i paladset, så han var ualmindeligt udsat, hvis modstanderne ramte ham.
”To bagved!” råbte han til Kwo, da to af Roags vagter hoppede ned fra et tag.
Kwo snurrede rundt og fik afværget et slag fra den ene. Martin sprang derhen, og mens han stadig var i luften, sparkede han den anden i siden, så han bankede ind i klippehusets massive væg.
”Kølle til højre!”
Kwos advarsel kom i sidste øjeblik. Ud af øjenkrogen nåede Martin at se den pigbesatte kølle fare gennem luften direkte mod hans hoved. Akavet trak han overkroppen bagud, så køllens missede sit mål. I stedet ramte den ham hårdt på det ene lår. Martin bukkede sammen i smerte, ude af stand til at beskytte sig. På et splitsekund var Kwo ovre ved ham. Med sammenknebne øjne og en rasende hvæsen svingede han sit sværd mod den angribende dværg. Den skarpe æg lavede en lang flænge i dværgens ene skulder.
Under store smerter rettede Martin sig op igen.
”De kæmper jo som gale,” stønnede han.
Kwo greb fat i hans arm.
”Kom, du må videre! Der er ikke langt nu.”
De spurtede ned ad gaden, der et lille stykke længere fremme mundede ud i pladsen foran paladset.
Et virvar af kæmpende dværge hvirvlede ud og ind mellem hinanden. Sloges, bed, fægtede og stak. Martin kiggede op i luften efter Dragona.
Se! hørte han hende tænke.
Han vendte hovedet mod den fjerneste ende af pladsen. Han glippede med øjnene – kunne ikke tro, hvad han så. Hans hjerte hoppede et slag over.
Han greb fat i Kwo.
”Har du set?” hviskede han med dirrende stemme.
Et stykke fra dem stod Kokon.
Hun lignede en enorm edderkop. Hendes lange ben var i stedet for hår besat med skarpe pigge, som hun borede ind i kroppen på alle, der stod i vejen. De to forben brugte hun til at rulle dværgene ind i tråde med sådan en fart, at det var overstået, inden man kunne blinke med øjnene. Sidst, men ikke mindst, havde hun en enorm hale, der lignede en skorpions. De, der blev stukket med den, faldt omgående livløse om på jorden. Hun var frygtindgydende.
Kwo gispede, da han fik øje på det enorme uhyre.
”Det er…derfor, hun var væk.”
”Roags mænd bruger hende,” sagde Kwo rystet.
Martin kiggede op mod paladset. Der var ikke langt. Med al den virak ville det sikkert ikke være svært at få nøglen til tunnelen fra Ator. På den anden side… Martin vendte hovedet mod Kokon igen. Som en enorm krigsmaskine bevægede hun sig langsomt, men sikkert frem gennem sin fjendes knapt mærkbare modstand. Alle, der kom i vejen for hende, blev enten spundet levende ind i en kokon eller stukket med hendes dødbringende gift. Ators dværge trak sig hurtigt tilbage, og Roags gamle støtter gik hujende bag Kokon og stak deres modbydelige våben i de kokoner, det store uhyre efterlod sig.
”Dragona og jeg hjælper!” råbte Martin beslutsomt til Kwo.
Kwo greb ham om skuldrene.
”Men dette er alle tiders chance for dig, Martin. Ingen passer på Tunnelen nu. I kan komme væk!”
Martin rystede på hovedet.
”Jeg kan ikke efterlade Terra sådan her. Jeg kan ikke efterlade dig…”
Kwo knyttede hånden om sit sværd, så knoerne blev hvide.
”Så lad os skynde os!”
Ændrede planer, tænkte Martin til Dragona. Vi må først besejre Kokon.
Han kunne mærke et opgivende suk fra hende:
Tænkte jeg det ikke nok!
Martin tog en dyb indånding, spændte alle muskler, og i samme øjeblik løb han og Kwo direkte mod det store uhyre.
Kokon havde lagt mærke til dem på lang afstand. I sine forben roterede hun en dværg, mens han blev indhyllet i tykke tråde af hvidt spind. Dværgen skiftevis skreg og kastede op. Ellers var der tomt omkring Kokon. Ingen turde tage kampen op.
Martin syntes, at han så hende trække sin lille læbeløse mund tilbage i et hånligt smil.
De to venner sagtnede ikke farten. Da de kun var få meter fra Kokons forreste ben, der nu havde sluppet den halvindpakkede dværg, kaldte Martin på Dragona.
NU!
Kokon blev overrasket over den svidende fornemmelse, der bølgede hen over hendes ryg. Med et frygteligt hvin knækkede hun sammen i de bagerste ben, mens hun vred sig i et forsøg på at se, hvad der angreb hende oppefra. Dragona slog med vingerne og forsvandt ud af Kokons synsfelt.
I samme øjeblik satte både Martin og Kwo af, og med et sværd i hver hånd hoppede de direkte op mod uhyrets bug. Sort blod fossede ud af stiksårene.
Kokon drejede sig og stirrede med tusinde øjne på de to venner. Igen hvinede hun, så Martins hoved var ved at sprænges. Bag sig hævede hun sin brod. Klar til at stikke.
Igen dykkede Dragona ned og sendte sorte kaskader af ild ud over Kokons ryg. Martin havde aldrig set hende slippe så megen ild ud på én gang.
Kokon krummede sig sammen i smerte, og øjeblikkeligt jog Martin og Kwo deres fire sværd i hendes bug igen. Denne gang hvinede hun ikke. I et kort øjeblik var hendes krop som forstenet. Så sank hun livløs om på jorden. Martin måtte springe for livet for ikke at blive ramt af den slappe hale og dens pulserende sprøjt af gullig gift.
Kwo vendte sig mod Martin.
”Du ved, hvad du skal. Ator har nøglen. Befri dine venner, mens tid er!”
Martin lagde armene om ham og gav ham et hurtigt knus.
”Jeg glemmer dig aldrig, Kwo.”
”I lige måde.”
Så vendte han sig og løb, alt hvad han kunne, op mod paladset. I luften over ham fulgte Dragona efter. Klar til at svitse enhver, som var dum nok til at stå i vejen for Martin.