Ottende kapitel…Hvor Tunnelen bliver åbnet…
Martin spurtede gennem gangene til værelserne, hvor de andre blev holdt fanget. Hjertet bankede hårdt i hans bryst. Han vidste ikke, hvad han løb om kap med. Måske nåede Ator at slippe ud fra trappeafsatsen, hvor han havde låst ham inde. Måske var dværgene allerede i gang med at ødelægge Tunnelen, og måske havde Ators folk opdaget, at han var forsvundet og havde flyttet de andre børn til nogle ubehagelige fangehuller et andet sted i Terra.
Da han stoppede uden for døren til værelserne, stod hans hjerte stille. Han vidste, at resten af hans liv afhang af, hvad der skete i den næste time. Forsigtigt låste han døren op med den nøgle, Kwo havde stjålet fra vagterne, og skubbede den på klem. Der var stille derinde. Stille og mørkt.
Med tilbageholdt åndedræt trådte han indenfor. Et lavt gisp hørtes i det mørke rum, som han indtil for nogle dage siden havde betragtet som et trygt sted.
”Martin!”
Rita faldt ham om halsen, og han gengældte hendes knus.
”Jeg har nøglen til Tunnelen,” hviskede han ned i hendes hår. ”Vi kan komme hjem!”
Filip trådte frem bag døren. Han smilede over hele hovedet. Fra øre til øre.
”Vi var sgu lige ved at springe på dig.”
Han klappede Martin på skuldrene.
”Vi syntes, der var gået for lang tid. Vi havde aftalt at overfalde den næste vagt, der kom, for at slippe ud.”
Martin smilede hastigt tilbage.
”Vi må skynde os. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har! Dragona venter ved Tunnelen. Hvis der er vagter, sørger hun for at holde vejen fri for os.”
De andre kom frem fra mørket. Bastian og Mai så lige så lettede ud som de to andre. Filip var den første ude af døren.
”Så kom dog!”
De spurtede gennem de fakkeloplyste gange og stod snart i hulen med Tunnelen. Igen overvældede synet Martin.
Den brede tunnel strakte sig fra gulvet og hele vejen lodret op gennem hulen. Så langt øjet rakte. Op mod den sorte loftshvælving.
Dragona lå ved siden af og løftede hovedet fra jorden, da hun så dem.
Martin smilede.
Ingen problemer?
Han rystede på hovedet og kunne mærke sine øjne fyldes med vand. Han ville savne hende og den magiske samhørighed, de havde fået.
Roligt strakte hun hals, så hendes hoved rørte hans. Hun sagde ingenting, men sendte et væld af følelser gennem hans krop. Glæde, sorg, lykke, håb.
Martin gengældte det hele. Han vidste, hvad hun mente.
Da de andre havde sagt farvel til den stolte drage, rejste hun sig.
Jeg vil hjælpe Kwo.
Martin nikkede og betragtede hende, mens hun forsvandt i gangene. Så trak han nøglen frem og fandt noget, der uden tvivl var hullet, som den skulle stikkes i.
”Så er det nu!” sagde han med skælvende stemme.
Rystende stak han nøglen i hullet og drejede rundt. En gennemsigtig dør skød til side.
Tunnelen var åben.
”Hvordan gør vi?” spurgte Mai nervøst.
Bastian kiggede ind i Tunnelen uden at træde indenfor.
”Vi kan da ikke komme op der. Væggene er spejlglatte.”
Martin trak vejret dybt. Han havde slet ikke skænket det en tanke, at Tunnelen kunne være svær at komme igennem. Hele hans opmærksomhed havde været rettet mod at komme hen til den. Resten havde han forestillet sig som en leg.
”Jeg ved det ikke, ” sagde han med usikker stemme. ”Vi må vel bare…prøve.”
Filip satte hænderne i siden.
”Så tæt på…” sagde han lavmælt ud i luften.
Martin tog Rita i hånden.
”Skal vi gå først?”
Rita nikkede. Martin smilede imponeret til hende. På trods af alt, hvad de havde været ude for, havde hun stadig overskud. Hun var stadig optimistisk og modig. Hun klemte hans hånd kort, og som på tælling trådte de ind i Tunnelen.
Det næste skete så hurtigt, at Martin ikke engang bagefter kunne genkalde sig, hvad der var foregået.
Tunnelen, der udefra så så stille ud, var fyldt med en slags undertryk, og så snart de trådte gennem døren, blev de med voldsom kraft suget opad.
Martins mave snørede sig sammen og truede med at kaste alt op, der befandt sig dernede. Hans hoved dunkede, og det føltes, som om alle hans indvolde blev presset ned i fødderne. Han holdt krampagtigt fast i Ritas hånd, lukkede øjnene og håbede på, at det, der skete, var det rigtige.
Efter noget, der på én gang føltes som få sekunder og flere timer, stoppede suget og snurreturen. Martin tumlede om på jorden tæt omslynget af Rita.
Forventningsfuldt åbnede han øjnene.
”Hvor er vi?”
Martin kunne høre, at også Rita var rystet efter turen gennem Tunnelen. Han kiggede sig omkring. Først var det umuligt at se noget, men efter et kort øjeblik vænnede hans øjne sig til mørket, og han så, at de lå på gulvet i et værelse. En computer stod på et lavt skrivebord. Der var en redt seng i det ene hjørne, og et stereoanlæg stod på en lille reol ved væggen.
”Jeg tror, vi er oppe,” svarede han. ”Men jeg kan ikke kende det.”
Mere nåede han ikke at sige, inden der åbnede sig endnu et hul i gulvet, og Filip blev spyttet op af det.
Martin hjalp ham på benene, mens hullet lukkede sig og forsvandt.
Derefter kom Bastian, og til sidst Mai. Hun udstødte et højt hvin, da hun åbnede øjnene.
”Stampe!”
Hun for i mørket hen til et kaninbur, som stod på gulvet under skrivebordet, og hev en lille brun kanin op.
”Jeg er hjemme!” udbrød hun.
Martin vendte sig mod Rita og gav hende et kæmpe kram.
”Vi klarede det!”
Alle ungerne jublede af glæde. De var sluppet fra Terra. De var hjemme igen. Da Mai havde krammet livet halvt ud af den stakkels kanin, for hun hen mod døren.
”Min mor og far!” råbte hun.
Martin greb hende i armen.
”Inden vi går…” begyndte han. ”Vores forældre…og sikkert også politiet vil uden tvivl spørge, hvor vi har været, men…Jeg lovede Kwo at holde vores kendskab til Terra hemmeligt. Derfor tænkte jeg, at vi alle kunne lide af hukommelsestab, eller…”
Han kiggede spørgende på de andre, som straks nikkede. Ingen ville afsløre deres viden om hele den verden af dværge, der befandt sig mange kilometer under deres fødder. Ator ville ødelægge Tunnelen, og de på overfladen og dværgene i Terra ville aldrig lave problemer for hinanden mere.
Martin tog Rita i hånden.
”Så lad os komme tilbage til vores liv…og vores familier!”
Rita smilede til ham. Et smil, der betød, at det liv, de to kom tilbage til, aldrig ville blive det samme som det, de havde forladt.
Det ville blive meget bedre.