KAPITEL 3
AGARS BEFRIELSE
Klatreturen op ad det stejle, nøgne bjerg var akkurat lige så lang og udmattende, som Shozin huskede fra sit første besøg. Bag ham kunne han høre anstrengte støn og pust fra de andre mænd, og et par gange måtte han ligefrem bede dem dæmpe sig så Rauzs vagter ikke opdagede dem.
Da han endelig kunne svinge sine ben over vindueskarmen, var han fuldstændig udmattet, og mælkesyre pumpede rundt i arme og ben.
Lige som sidst var gangen tom for mennesker, og på begge sider lå de små døre ind til fugtige og ildelugtende celler.
”Vi deler os,” hviskede Shozin. ”På den måde finder vi forhåbentlig Agar hurtigere.”
Tarc nikkede og tog halvdelen af mændene med længere ned af gangen. Alle begyndte i effektiv stilhed at åbne de små luger i dørene for at se, hvem der befandt sig i cellerne. De fleste af fangerne var så afkræftede og udmarvede, at de overhovedet ikke reagerede på at lugen blev åbnet. I alle cellerne var der et lille glughul, som lukkede månens lys ind. Shozins mave vendte sig ved synet af de mange afmagrede kroppe, der lå slapt på det bare stengulv. Lugten af tis og afføring var gennemtrængende og fra enkelte celler lå forrådnelsen som en tung dyne i luften.
Da de havde gennemgået alle cellerne, kom Tarc og hans mænd tilbage til Shozin. ”Han er der ikke. Hvad nu?”
Shozin var rådvild. Han var den eneste fra Fotuín ud over Agar, der havde været på Den Sorte Borg før, men han havde absolut ingen anelse om, hvor Agar kunne være.
”Jeg ved det ikke,” svarede han modløst.
Tarc kiggede rundt. ”Den eneste vej vi kan komme er ned af trappen derovre. Så må vi håbe, at der dukker noget op.”
Mændene og Shozin trak deres våben og begav sig forsigtigt ned af den snævre vindeltrappe. Da de kom ned til næste etage, lå endnu en gang med celledøre på hver side.
”Jeg bliver her med nogle mænd,” sagde Tarc. ”Så kan vi modtage ubudne gæster, mens I afsøger cellerne.”
Shozin nikkede kort, og sammen med to andre gav han sig i kast med at lede efter Agar igen. Cellerne lignede til forveksling dem på etagen ovenover. Lugten og væmmelsen var også den samme.
”Her!”
Shozin skyndte sig hen til manden, som råbte. Han kiggede ind af lågen. ”Agar!” Heksemesteren lå på maven på gulvet og løftede med besvær hovedet, da Shozin kaldte. Han så forslået og hærget ud. Et svagt smil viste sig på hans læber.
Shozin skyndte sig at slå slåen fra døren og styrtede ind til Agar. ”Bliv og hold vagt,” sagde han til mændene.
Forsigtigt rullede han Agar om på ryggen og hjalp ham op at sidde. Heksemesteren gav sig af smerte.
”Shozin…du kom.”
Shozin sendte ham et smil. ”Hvad havde du regnet med?”
Agar klappede Shozin på hånden. ”Det var, hvad jeg håbede. Lige hvad jeg håbede,” sagde han lavmælt.
Shozin rejste sig og lagde en af Agars arme om sin hals. Forgæves forsøgte han at få den fuldvoksne mand på benene.
”Jeg kan ikke, Agar. Lad mig hente en af de andre.”
Agar tog et fast greb i hans håndled. ”Vent lidt, Shozin. Det er for meget. Jeg skal lige bruge et øjeblik til at samle kræfter. Jeg tror min ankel er brækket.”
Shozin slap modvilligt sit tag. Han var ikke meget for at opholde sig i Den Sorte Borg længere end nødvendigt. Nu gjaldt det om at komme ud så hurtigt som muligt.