Prolog

Lyden af hvepsene var kraftigere i tusmørket, mens hun styrtede af sted gennem den vilde have. Aftenen havde for længst kastet sine skygger, og buske og krat stak deres grene frem mod hende og efterlod brændende striber på hendes arme. Et øjeblik var der kun hendes egen hivende vejrtrækning, og sveden der gled kold og fugtig ned ad hendes opsvulmede ansigt. Skriget sad fast i halsen på hende, da hun kiggede sig tilbage efter sin forfølger. Han kæmpede sig vej i den anden ende af haven, mens han mumlede rasende.

Bag hækken lå hendes eget hjem. En stor solgul villa i to etager med hvide vinduer og et hav af træer med umodne frugter i haven. Et sted derinde stod hendes mor med håret viklet rundt i en knude på hovedet og ordnede en sen opvask, mens hun nynnede til radioen. Faren malede vel et nyt maleri i klare farver i sit eget rum ved siden af, og hunden lå i sin kurv ved radiatoren i stuen. Der trængte lys ud ad vinduerne, og selv om huset virkede varmt og indbydende, vidste hun, at det ikke ville hjælpe hende. Smerten mellem benene var ulidelig, og det føltes, som om hele verden var forandret. Dukkerne derhjemme skulle ikke længere lege de små hemmelige lege, som optog hende selv og hendes veninde, når forældrene ikke så det. For det var ikke sådan, det var i virkeligheden.

Billederne for hendes indre ville ikke stoppe, og som en film så hun hændelserne for sig igen og igen. Nogle huse længere væk. Rebet på gulvet. De skrækslagne øjne. Skrigene. Og derefter blev hun selv presset ned mod et ildelugtende brunt gulvtæppe med udsigt til et fugtplettet loft. Hun stirrede på en skjold i hjørnet og forsøgte at ignorere de tunge støn og smertefulde stød.

Endelig nåede hun hækken og kravlede med fortvivlet hast gennem hullet. Hun kunne lugte jorden under sig, mærke små skarpe sten i håndfladerne, og en torn på en gren rev huden op alt for tæt på det ene øje. Bag sig kunne hun høre hans pusten stoppe og en lavmælt banden. En hånd rakte gennem hullet og gled søgende op langs hendes ben, som en stor fugleedderkop, for endelig at få fat i en snip af hendes kjole. Et øjeblik blev hun trukket tilbage ind i hækken, og hånden gled længere op. Med et ryk og en lav jamren fik hun sig revet løs, og nu kunne han ikke længere nå hende. – Jeg får dig igen, prinsesse, hørte hun ham hvæse med en smågrinen. Og hvepsenes summen blev lavere. De havde opgivet hende og var blevet omme på den anden side. Hun vaklede det sidste stykke op mod huset, ind mellem de lyserøde roser og stikkelsbærbuskene. Noget koldt løb ned ad benene på hende under kjolen, men hun ænsede dårligt sporene af forbrydelsen.

Hvad skulle hun sige derhjemme? Hun ønskede blot at gemme sig på sit værelse med sine bøger og bamser. Hvordan skulle hun kunne fortælle om dette her, som hun selv havde pådraget sig med sin nysgerrighed? Hun ville sige, at det var hvepsene, der var skyld i det hele. De ville ikke få at vide, at hun havde fundet svaret på det, der havde plaget hende så længe. Et kort øjeblik havde hun set, hvad de andre gemte i deres udhus, og hun havde fået sin straf. Hvis hun sladrede, ville hun blive slået ihjel. Eller værre endnu. Det ville gentage sig. Hun ville aldrig kunne fortælle det til en eneste levende sjæl.