1

Klokken var otte om aftenen, og politikommissær Daniel Trokics fireårige grandnevø havde ikke de fjerneste intentioner om at gå i seng. I stedet løb han rundt om et juletræ i stuen, mens han slog til glaskuglerne og hvinede. Træet var blevet taget ind for tidligt, og nålene faldt allerede af i stuens varme.

– Hvad siger du så? spurgte politimester Karsten Andersen i den anden ende af telefonen.

– Det er jo snart jul, sagde Trokic og skruede ned for tv’et, hvor et talkshow var i gang. – Og jeg er lige ankommet til Zagreb i går.

– Det er jeg godt klar over. Og nu hygger du i sydens sol, mens vi andre sidder med det mest bestialske drab i årevis, som vi skal have opklaret. Det er temmelig ubelejligt, må jeg sige.

Trokic kiggede ud på gaden, der var oplyst af en lang række lygtepæle. Bag dem lå en række huse med pudsede mure og oplyste vinduer. Der var stille i den lille by på denne tid. En næsten fuld måne hang så langt nede, at den så ud, som ville den falde ned i et af tagene. Sneen faldt langsomt.

– Her er fem minusgrader, mumlede Trokic tørt.

Han havde i virkeligheden for længst hørt nyheden og mærkede allerede spændingen prikke under huden. Så rejste han sig, klemte telefonen mod skulderen og gik ud for at finde et stykke papir og en kuglepen i køkkenet. Hans fætter og dennes kone talte lavmælt og koncentreret sammen over en kop kaffe og sendte ham kun et kort spørgende blik.

– Hvad har vi så fået gravet frem af oplysninger indtil videre? sagde han ind i telefonen.

– Gerningsmanden er brudt ind i et hus, der har været til salg i længere tid og står tomt, sagde chefen så oplivet, som hans stive facon tillod ham, lettet over at have fået en tilhører. – Ejendomsmægleren skulle lave en fremvisning her til morgen, og så åbnede han døren ind til findestedet. Parret, der blev vist rundt, blev naturligvis dybt chokerede og måtte have psykologhjælp. Vi mener, at drabet er sket engang i går aftes. Drabsmanden har smadret en rude på husets bagside, åbnet terrassedøren og er gået ind den vej. Ingen fingeraftryk. Ingen larm. Vi har talt med naboerne, men ingen har set noget. Der var royal gallamiddag i tv, og det er der åbenbart mange ude på villavejene, der gider at se. Han afsatte en del blodspor inde i stuen, og han har søreme også urineret ovre i det ene hjørne.

Trokic satte sig ned i sofaen igen. Den var af rød velour og blød som en badesvamp, så han sank dybt ned i den. Han trak fødderne op under sig, for der var fodkoldt i det gamle hus. På tv kørte der en reportage fra en indvielse af et nyt museum.

– Og hvad med offeret? spurgte han.

Karsten Andersen sænkede stemmen, som var der lyttende i lokalet i den anden ende. Eller også var det i virkeligheden for at øge det dramatiske niveau og suge Trokics opmærksomhed til sig gennem telefonen.

– Mads Birk. Femten år gammel. Han har været savnet siden torsdag eftermiddag. Vi har kendt til hans forsvinden siden fredag morgen, og så dukkede han op her til morgen.

– Så han har altså været væk i næsten to dage, inden han blev fundet? spurgte Trokic. – Det bliver det satme ikke lettere af.

– Nej, præcis. Og han så ikke godt ud. Jeg var selv med til obduktionen. Da vi fandt ham, var han nøgen. Gennembanket. Dødsårsagen er et stik, der er gået gennem maven til hjertet med et spidst instrument. En lang syl, mente retsmedicineren.

Der blev en pause i telefonen, inden chefen fortsatte.

– Han har den onde lyneme ikke fået nogen barmhjertig død, det kan man ikke sige.

– Hvad med forældrene? spurgte Trokic.

– Dem har vi naturligvis allerede talt med op til flere gange. De arbejdede om torsdagen helt hen til midt på aftenen. Derudover er vi i gang med at afhøre alle, der kendte drengen. Som sædvanlig en større omgang.

– Kunne retsmedicineren hoste op med et mere nøjagtigt drabstidspunkt?

– Han siger, det er sket i går aftes engang, sagde Karsten. – Men vi ved ikke, om det er sket i huset, hvor han blev fundet, eller et andet sted.

– Er der nogen tegn på seksuelle overgreb?

– Nej, ikke det mindste.

– Nogen særlige detaljer?

– Ja, her bliver det så mere interessant. Faktisk står vi over for et andet og mere biologisk mysterium. Der lå en masse døde hvepse rundt om liget.

– Hvepse? Hvad fanden skal det sige?

– Ja. Hvepse. Ren surrealisme og lige til en gang makaber installationskunst.

– Hvor mange taler vi om?

– Femten-tyve stykker.

– Men dør de ikke om vinteren, sådan nogle små djævle?

– Jo, men vist ikke dronningerne. Vi aner ikke, hvor de kommer fra, men vi syntes, det var så besynderligt, at vi har sendt et notat rundt i huset.

Trokic pillede en legetøjspistol, der gnavede i hans lår, ud under puden i sofaen og lagde den ned på gulvet. Grandnevøen havde et ganske omfattende våbenarsenal, tænkte han.

– Kan hvepsene ikke være kommet fra selve findestedet? Hvis familien lige er flyttet ud, har der måske været noget uro, der har fået dem frem.

– Nej, for de var både døde og indtørrede. Familien har i øvrigt svoret, at de aldrig har haft hvepse, hverken inde eller ude.

Grandnevøen blev nu under skrig trukket væk af sin mor, og der blev stille i stuen. Trokic kiggede ned i glasset foran sig og konstaterede, at det var tomt. Han tog rødvinsflasken på sofabordet, fyldte glasset igen og tog en slurk. Den smagte af den foregående sommer og ferie.

– Det lyder sgu underligt. Hvad er der ellers blevet fundet i huset?

– Ikke meget. Der var nogle lange hår på drengen, men de stammer sandsynligvis fra fru Birk. Altså moren. De er sendt til retsgenetisk.

– Er I færdige i huset?

– Ja, teknikerne har afsluttet deres undersøgelser, men vi har stadig nøglerne til huset til i morgen tidlig. Du kan se det senere i aften, når du kommer hjem. Det er perfekt flyvevejr. Der er sikkert flot sne over alperne.

Trokic kiggede på uret om sit håndled og regnede på tiderne.

– Hvis jeg kommer hjem, og det er sgu da for mørkt til at se noget som helst fra oven.

– Jeg vil gerne have dig til at gå det hele igennem og sætte dig ind i sagen. Det er sådan set en ordre, hr. politikommissær.

Lugten af gran blev pludselig påtrængende. Han havde set frem til denne jul. Han så dem så sjældent. Hjemme i Danmark var det tid til julefrokoster, og der blev svælget i sild, leverpostej, frikadeller, medister, øl og snaps rundt omkring. Det gav som regel nogle sammenstød i nattelivet, og det var ikke en tid, han savnede.

– Jeg har i øvrigt ikke fortalt det værste af det hele, næsten hviskede politimesteren så.

– Og det er?

Chefen holdt en kunstpause.

– Jeg kan ikke fortælle det over telefonen. Konen render rundt her omkring mig og pylrer med pebernødder, og det er ikke for sarte ører.

– Giv mig nu ikke det pis. Betyder det, at du ikke må fortælle mig det, eller du ikke vil fortælle mig det, så jeg skynder mig hjem?

Karsten smiskede og slurprede et eller andet i sig, så det lød som en hul støvsuger.

– Du kan selv se det, når du er hjemme igen. Sagen ligger på dit skrivebord, midt imellem et askebæger med de smøger, du har snydt dig til at ryge, og to efterhånden sorte bananer.

De vidste begge to, at Trokic ville sidde på økonomiklasse på aftenens sidste fly tilbage til Danmark. Måske havde chefen allerede foretaget reservationen. Men lidt tid endnu kunne de godt forstille sig.