2

Daniel Trokic parkerede bilen foran det hus, hvor teenageren var blevet fundet. Det var koldt udenfor. Klokken var over midnat, og flyveturen sad stadig i ham, men han ønskede at se stedet, som drabsmanden havde gjort det natten før. Huset lå i et villakvarter kort fra væddeløbsbanen og skoven. Det var sandsynligvis bygget i tyverne og var hvidpudset med små sprossevinduer. I det ene hjørne var der placeret et til salg-klistermærke. Et stort kroget kastanjetræ spærrede for noget af udsynet. I modsætning til nabohuset, der var klistret til med lyskæder og havenisser, var der ingen julestemning over stedet. Det virkede forladt og ondartet, som havde det suget forbrydelsen til sig.

Siden han havde været på stationen og kort skimmet de første rapporter, havde han ikke kunnet gøre sig fri af billederne af drengen. De gnavede sig ind under huden på ham. Han åbnede den kopi af den foreløbige obduktionsrapport, han havde liggende på sædet ved siden af sig, og læste den endnu en gang. Der havde været et stort indgangssår i maven, hvor en syl havde rodet grundigt rundt, som ledte den efter hjertet, og der var fem mindre ar af ældre dato under ribbenene, hvis oprindelse de endnu ikke havde fundet frem til. Der havde desuden været adskillige mærker efter slag, og drengens hud havde været en hel palet af farver.

Endelig var der det, som chefen med sin subtile dramatik havde holdt tilbage under deres telefonsamtale. Det, der sandsynligvis ville hjemsøge ham, til drabsmanden var blevet fundet: Drengen havde fået fjernet sine læber med en skalpel. Tænderne trådte frem, og der var blod imellem dem. Sort indtørret blod, næsten som blæk. Og det var, som om ansigtet havde grinet tilbage mod ham med en kold tavs latter. Han gøs.

Mads Birk var sidst set torsdag efter skole, hvor han antagelig skulle om til en kammerat. Det var i hvert fald, hvad han havde sagt til forældrene. Han var havnet i dette store kolde forladte hus to dage senere. Altså havde han befundet sig et andet sted i mellemtiden. Trokic kiggede hen ad vejen. Gerningsmanden måtte vel være ankommet i bil, men ingen naboer havde observeret noget usædvanligt. Alle havde tilsyneladende set den royale gallamiddag. Var det et tilfælde eller blot rigtig godt planlagt? Trokic stod ud, fandt nøglerne frem i lommen, raslede lidt frem og tilbage med dem og tøvede. Drabsmanden havde ikke haft nøgler. Han stak dem tilbage igen og gik i stedet langs muren mod bagsiden af huset. Der lugtede af muld og rådne blade og en lille snert af hest fra væddeløbsbanens stalde ikke så langt borte. Havelys tændtes som små sole langs stien. Havde gerningsmanden gået her, og var han et øjeblik blevet lyst op?

Han forcerede et bed med afblomstrede roser og noget, der muligvis var citronmelisse og lyng, og nåede frem til terrassedøren. Deres mand måtte have sat drengen fra sig lige dér på de iskolde fugtige terrassefliser. Havde han været bundet? Trokic huskede, at der ikke havde været tegn på reb eller lignende på offeret. Og mængden af blod på gulvet havde været lille. Han bukkede sig ned og undersøgte jorden. Da han rejste sig, fik han øje på et kort i bedet ved siden af sig. Han tog det op og studerede det. Det var et Superman-samlerkort, som forestillede ærkefjenden Lex Luthor. Skuespilleren virkede bekendt, men Trokic kunne ikke komme på hans navn. Han grublede. En rapport havde nævnt, at familien, der ejede huset, havde en treårig pige. Han rynkede brynene. Hvad skulle hun med et Superman-kort? Han trak et dna-kit frem fra jakken og lagde kortet i papirsposen.

– Han blev ikke slået ihjel her, mumlede han for sig selv.

Han stak hånden gennem vinduet og vred den igennem den tape, som politiet havde sat op, fik fat om låsen og åbnede døren. Så fumlede han i blinde ind gennem stuen. Lyset havde været slukket. Der havde ikke været udefrakommende lys, så drabsmanden havde sandsynligvis tændt det og derefter slukket det igen. Han ville se sit værk, tænkte Trokic. Se drengen liggende på ryggen med ansigtet opad. Se ansigtet med de manglende læber, se smerten en sidste gang.

Han frøs pludselig til trods for sin tykke vinterjakke. Et øjeblik så han en anden dreng for sig. I en anden tid i et andet land. Byen Vukovar. Hændelser, han ikke ville tænke på.

Omsider fandt han en stikkontakt, og en nøgen pære oplyste svagt stuen. Ikke noget der ville alarmere naboerne. Rummet var omkring tredive kvadratmeter stort, det havde gule vægge og mørke trægulve og stod tomt. En halvvæg skilte stuen fra køkkenet. Her og der var der mærker på gulvet efter møbler, og nedslidte områder tydede på stor trafik. Der var stadig spor efter teknikernes blå pulver og streger på gulvet, hvor liget havde ligget.

Hvorfor havde drabsmanden valgt dette sted? Ville han blot skaffe sig af med drengen på et sted, hvor han måske kunne ligge i dagevis, inden han blev opdaget? Så var der andre muligheder. Skove, søer, moser og andre sjældent besøgte steder. Nogle sten omkring benet, så ville han være væk på et øjeblik. Men kunne dette sted have haft en betydning for ham?

Det var på tide at komme tilbage. Tidligt næste morgen ville en rengøringsdame komme og fjerne de sidste spor. Huset ville igen være til salg.