4

På grund af det sene tidspunkt var det en mindre gruppe, der var mødt op i parolesalen. Der var omtrent ti personer fra drabsafdelingen på vagt denne nat, og de stirrede alle spændt på ham, tappede med kuglepenne, bladrede i notesblokke eller sippede kaffe. Resten af kriminalafdelingen ville møde kl. syv, og i mellemtiden skulle dette sene skift se at få de væsentligste detaljer på plads.

Daniel Trokic betragtede den lille flok. Til trods for at klokken nærmede sig halv tre, herskede der en spændt stemning. Der var noget ganske særligt over at stå der midt om natten, mens det stadig larmede fra natklubben på den anden side af gaden.

Det var stadig en smule nyt for ham at lede disse møder helt alene. Nogle måneder tidligere var han efter en periode som konstitueret leder i kriminalkommissær Agersunds fravær blevet udnævnt til hans efterfølger. Chefen havde tidligere på året fået konstateret prostatakræft og havde kæmpet en hård kamp mod sygdommen, før han langsomt kom i bedring. Men da han alligevel nærm,ede sig pensionsalderen, havde han valgt at trække sig og overlade posten til sin souschef.

Derefter havde den lidt yngre Jasper Taurup overtaget Trokics eget tidligere job, og vicepolitikommissæren var nu hans nærmeste, og mest rapkæftede, medarbejder.

Kort før mødet havde Trokic trukket et whiteboard ind i lokalet og sat billeder fra findestedet op. Et helt liv og en rejse ind i en forbrydelse blev pludselig reduceret til tre gange én meter hvid baggrund. Øverst på tavlen havde han skrevet offerets navn med blåt, og under det hang der billeder af drengen, i levende tilstand såvel som efter at døden var indtruffet. Han havde været en almindeligt udseende teenager med mellemblondt hår, grønne øjne, en lidt stor næse, bred mund og uren bleg hud. På det ene billede var han iført en lyseblå WESP-trøje med hætte, og han kiggede en anelse forbi kameraet, som om han havde fået øje på noget bag fotografen. Billedet ved siden af forestillede drengen liggende brutalt mishandlet på ryggen, som han var fundet i huset. Det var taget fra en lidt skæv vinkel, så hovedet virkede større, og det læbeløse ansigt betragtede dem. Det var, som om der var tale om to helt forskellige eksistenser, der tilfældigvis var knyttet sammen. Havde forældrene tænkt det samme under identifikationen? En mark med let duvende majsblade dukkede op for Trokics indre. En ung dreng, der havde ligget på samme måde i Vukovar. Smertefuldt på samme måde. Kun et kort sekund, så puffede han billedet ned i en skuffe bagerst i bevidstheden.

– Jeg lægger lige ud med en kort præsentation af vores offer til ære for de af jer, der først kommer med på holdet nu, startede han.

Han prikkede på tavlen med sin kuglepen.

– Mads gik i ottende klasse på Samsøgades skole. Han var efter sigende almindeligt begavet og spillede bordtennis på højt niveau. Han havde nogle få gode venner, de fleste af dem fra sin klasse. Han hørte Nik og Jay, ville gerne have en schæferhund og var vild med mountainbikes.

Trokic stoppede nekrologen og fortsatte i en anden retning.

– Vi har flere vigtige spor fra gerningsstedet og obduktionen af offeret, som vi skal have set lidt nærmere på, og jeg har opdelt dem i seks vigtige områder. Der er dødsårsagen, valget af huset, alle hvepsene omkring liget, det mulige seksuelle aspekt, i og med at han blev fundet nøgen, de manglende læber og et Superman-kort, jeg lige har fundet.

Han holdt en pause og skrev punkterne op på tavlen under billederne. Håndskriften var skæv og utydelig, men pointen var klar nok.

– Jasper har et par ord om det sidste punkt.

Vicepolitikommissær Jasper Taurup satte sig op på bordet, så han kunne se de øvrige i lokalet. Han var bleg og var blevet alt for tynd de seneste uger. Hans kæreste havde slået op med ham, havde han kort forklaret Trokic. Definitivt, brutalt, skånselsløst. Ikke at de to betjente ellers underholdt hinanden med den slags historier, men hvis hans kageelskede underordnede pludselig kiggede på et stykke wienerbrød som var det et ben med koldbrand, var en forklaring ikke for meget forlangt.

– Familien, der boede i huset, har lige bekræftet, at de ikke kender noget til samlerkortet, sagde Jasper og viftede med det, så alle kunne se det.

– Det er derfor en oplagt tanke, at det kan have tilhørt drabsmanden – skal vi ikke bare kalde ham Hvepsemanden? – og at han har tabt det. Jeg har undersøgt kortet, og det er et samlerkort fra filmen Superman vender tilbage. Det er ikke noget særligt værd, men hvis det er gerningsmandens, så har det måske affektionsværdi for ham. Det skal vi have fundet ud af. Var det noget for dig, Lisa?

Politiassistent Lisa Kornelius nikkede. Trokic satsede på, at hun ville tage sig af offerets pc som sædvanlig, men der måtte være en lille godbid ved siden af. Hendes blonde hår dinglede frimodigt fra en tynd hestehale, og hun var iført en orange skjorte og et broget lilla tørklæde. Som altid et virvar af farver. Hun rejste sig op og tog kortet fra Jasper med en kvik bevægelse.

– Den klarer jeg.

Trokic tog over igen.

– Så er der dødsårsagen. Den er hurtigt overstået. Vi er på udkig efter en syl, og vi skal have nogen ud og lede efter mulige våbentyper hos isenkræmmere og sportsforretninger. I kan finde dimensionerne i obduktionsrapporten. Det er en ordentlig satan.

– Det kan vi godt klare, sagde Anne-Marie Korsager og gav et kast med hovedet i retningen af sin makker, Morten Lind. Hun så træt ud og havde flere gange kvalt et gab. Af de tilstedeværende personer var hun den, han havde det sværest med. Hun ville konstant diskutere politik og bragte folks pis i kog med sine idiosynkrasier. Tilmed havde han mere end én gang måttet give hende en reprimande for at tilsvine én under en afhøring. Den slags kom man efter Trokics erfaring ikke langt med.

– Super, sagde han. – Så er der huset. Som I nok ved, så har vi ikke haft held med at finde nogen, der har observeret noget usædvanligt. Men der kan komme nye henvendelser per telefon.

– Altså, dem vi har fået indtil nu, har ikke været en fucking skid bevendt, sagde en politiassistent, der hed Folle. Han var ganske ung og havde kun været i afdelingen nogle få år. Trokic konstaterede med tilfredshed, at han netop havde ladet sin hanekam falde og nu var helt skaldet.

– Vi håber stadig, nogen melder sig med noget nyt i sagen. Det er desuden overvejende sandsynligt, fortsatte Trokic, at offeret er blevet dræbt et andet sted og ikke i huset. Så han må have pådraget sig samtlige kvæstelser dér, hvor det end er.

– Sikkert et isoleret sted, indførte Jasper Taurup. – Det må have larmet pænt.

Trokic nikkede.

– Det er i hvert fald temmelig svært at forestille sig, at det kan være foregået i en lejlighed her i midtbyen, og det er dem, vi har flest af. Liget skulle jo også kunne transporteres væk i ubemærkethed. Men vi kan selvfølgelig ikke udelukke det. Så er der det seksuelle perspektiv. Lisa, du skal tage et kig på offerets pc. Hold øje med, om han har haft kontakt med ukendte personer. Det har vi jo set før.

– Vi har altså først fået computeren ind her i eftermiddag, chef, sagde Lisa Kornelius en anelse mut. Hun pillede en læbepomade op fra sine jeans og gav læberne en tur. – Men jeg går i gang med den inden længe.

– Godt. Så er der de manglende læber. Nogen kloge input?

– Måske vidste offeret noget om gerningsmanden? foreslog Anne-Marie.

– Det er et godt bud, sagde Trokic. – Det har under alle omstændigheder en eller anden betydning, som vi ikke umiddelbart kan gennemskue. Ja, og til sidst er der så hvepsene. Vi skal have fundet ud af, hvad de betyder, og der er blevet sendt et notat rundt i huset. Men i og med at det er weekend, har vi ikke fået nogen bud på det spor. Lige nu kan vi bruge det til at sortere alle de nutcases fra, der ringer ind. Så det må ikke komme ud i pressen, er det forstået?

De nikkede samstemmigt.

– Godt. Så hæver vi mødet.

Da de øvrige var gået, trak Trokic Jasper til side og spurgte:

– Hvad ved vi om forældrene?

Jasper kløede sig på halsen og gravede så en pakke tyggegummi frem fra en lomme. Uden for vinduerne sang en fulderik, og han sparkede tilsyneladende til en flaske. De kunne høre den knuses mod asfalten.

– De er sidst i trediverne og bor i en andelslejlighed i Sjællandsgade. Henrik Birk ejer et fitnesscenter sammen med en kammerat og arbejder på forskellige tidspunkter.

– En muskeltype?

– Jep, sagde Jasper. – Han er tidligere professionel bodybuilder – nu er han instruktør, men vi snakker stadig fucking Schwarzenegger-størrelse. Jeg var sgu lige ved at kalde ham Terminator. Hasta la vista, talk to the hand og hele svineriet. Men han arbejdede til klokken toogtyve i torsdags. Det er bekræftet.

– Og moren?

– Dorthe Birk. Hun er deltidssælger for et undertøjsmærke, noget hanky-panky stuff, og resten af tiden arbejder hun som danselærer i fitnesscenteret. Torsdag eftermiddag var hun hos en kunde i Holstebro. Også bekræftet.

– Men teknisk set – med noget samarbejde, så kunne de måske godt have dræbt ham?

– Ja, men det er lidt urealistisk. Der er intet motiv, og han var jo halvvoksen. Det tror jeg simpelthen ikke på.

– Så de har begge en karriere i at holde kroppen i god form, kunne man sige.

– Ja. Vi bliver sgu nok ikke budt kage.

– Vi tager en snak med dem i morgen formiddag. Jeg vil lige tjekke dem ud selv. Hvad med deres fitnesscenter? Jeg kan forstå, der har været en flok i gang med at forhøre sig derude?

– Ja, men de har to hundrede medlemmer, så det tager lidt tid.

En lettere febrilsk og nattetræt kontorassistent dukkede op i døren med strittende rottehaler og et pandebånd med en gul blomst.

– Undskyld, jeg forstyrrer, men vi har lige fået en melding fra psykiatrisk hospital, som jeg tænkte, I gerne vil have.

– Ja? sagde de i kor.

– Der er en undsluppen patient fra den lukkede afdeling her til aften. En patient, der kun havde været der siden i går, og som har opført sig yderst mærkværdigt.

– Hvordan det? spurgte Jasper. – Det er vel for fanden meget normalt at opføre sig som en gal derude.

Kontorassistenten trak en smule på smilebåndet.

– Hun sagde, han var besat af hvepse. Det er da sært, ikke?

– Så han var faktisk ude, da Mads Birk blev slået ihjel, og er så kommet ind bagefter? spurgte Trokic.

– Ja, det sagde de.

Trokic mødte Jaspers blik over bordet, og et øjeblik dirrede luften af alt det usagte mellem dem. Hvepse. Det var en noget speciel psykose.

– Giv besked til hele stationen, sagde Trokic. – Ham skal vi have fat i.