9

Vicepolitikommissær Jasper Taurup flyttede en bunke papirer på sin kollegas skrivebord og satte sig på det bare område. Han var træt i hovedet og i dårligt humør. Siden Amanda havde slået op med ham, havde han fundet dagene ligegyldige, og han lod sig optage af små detaljer, som han kunne overskue, i stedet for at fokusere på det overordnede billede. De havde mødt hinanden på Skejby Sygehus, hvor hun arbejdede som laborant, og de havde været sammen i næsten et halvt år. Det var kommet fuldstændig bag på ham, da hun pludselig havde meddelt ham, at hun ikke mente, at de passede sammen. At det var bedre at gøre kort proces og stoppe forholdet, inden de sårede hinanden yderligere. Ikke blot savnede han den lethed, der var over hende, og han så konstant hendes flagrende sorte hår for sig – men nu følte han, at han havde levet et halvt år i en illusion. Hvordan kunne de have så forskellig en opfattelse af deres forhold? Han havde jo tænkt, at det var noget ganske særligt, fordi de begge elskede Tarantino-film, at spille Xbox, høre gamle Pink Floyd-plader og spise indisk mad. Havde hun blot ladet som om? Han havde jo netop følt, at hun passede bedre til ham end nogen anden. Det var en mærkelig erkendelse, at de netop ikke kørte på helt samme frekvens. Logisk set måtte det betyde, at så havde hun ret, men det var, som om hans hjerne ikke ville acceptere det og stoppe flowet af følelser.

Over for ham sad Jørgen Madsen, en ældre politiassistent, der snart skulle på pension.

– Tak, fordi du ringede op til os, sagde Jasper. – Du sagde, at du kender til en sag med hvepse? spurgte han.

– Det kan selvfølgelig være et tilfælde, men det skulle da lige nævnes, sagde Jørgen Madsen og kløede sig i det grå hår. Han havde skubbet stolen tilbage mod væggen og trillede tommelfingre, først den ene vej og så den anden, som en lille karrusel. Bevægelsen irriterede Jasper, men han kunne dårligt tillade sig at være negativ nu, og alt andet lige var det ikke omgivelsernes problem, at han var blevet single endnu en gang.

– Lad mig høre, bad Jasper.

– Det var i en ubehagelig sag, vi havde engang i starten af firserne. Jeg var selv i din alder dengang, omkring femogtredive, og var lige blevet overført her til Århus. Fantastisk by. Jeg glæder mig stadig over den hver eneste dag. Skovene, havet, de smukke gamle bygninger ...

„Kom til sagen for pokker,“ tænkte Jasper og betragtede et foto af en gråhåret dame med to små børn på skødet. Børnebørn.

– Det drejede sig om en pige, der blev voldtaget – eller rettere, det tror vi. Så vidt jeg husker, var hun omkring ti år. Vi kom ud til forældrene, der havde ringet efter os, og hun sad bare på en stol med kjolen revet i stykker, flere kradsemærker og træsplinter i den ene arm. Hun ville intet fortælle os, og hun nægtede at tale om det. Bortset fra noget mumlen om hvepse, nærmest i vildelse.

– Men var hun blevet stukket?

– Ja, flere steder. Men der var ingen af os, der syntes, at det skulle kvalificere til den choktilstand, hun var i. Ifølge forældrene var hun et lidt mærkværdigt barn, der kun beskæftigede sig med matematik og sjældent talte. Og i det her tilfælde nægtede hun pure.

Politiassistenten tog en slurk kaffe og tørrede sig om munden.

– Men hun boede to eller tre huse længere henne ad vejen i forhold til det hus, hvor I har fundet liget af Mads Birk.

Jasper tyggede på sin underlæbe. Det havde næppe meget med deres nuværende sag at gøre. At et tiårigt barn snakkede om hvepse og fik nogle stik om sommeren kvalificerede ikke helt som interessant eller muligt bevismateriale i hans verden. Men nu havde han jo bevæget sig nedenunder.

– Så I fandt aldrig ud af, hvem der havde forulempet hende? spurgte han.

– Nej. Der blev heller ikke gjort så meget ud af det, da hun intet ville sige og nægtede at lade sig undersøge.

Så rettede han på sit sorte slips over den grønne skjorte, som om det gjorde historien mere korrekt. Hans skæg stod ud i luften som små kviste.

Han rynkede brynene og kiggede koncentreret på Jasper.

– Sig mig, fortsatte han, – du har da også læst matematik et par år, inden du kom her, er det ikke korrekt?

Jasper bed i en negl og trak på skuldrene, mens han spekulerede over, hvad hans chef ville sige til, at han brugte sin tid på at lytte til gamle historier. Og den gamle mand var måske heller ikke helt frisk i hovedet længere. På den anden side kunne det vel heller ikke skade.

– Jo, det er rigtigt nok. Det var lidt en lidenskab, men jeg vidste ikke rigtig, om jeg havde lyst til at undervise bagefter, eller hvad jeg ellers skulle stille op med det. Så jeg droppede det, og det er jeg egentlig glad for nu. Jeg føler, at jeg gør mere gavn her, selv om der sgu ikke er meget brug for mine matematiske talenter.

Jørgen nikkede, og et lille snu smil spillede om hans mund.

– Det er vi jo glade for her hos politiet, men vi har jo hørt et og andet om din fortid og dine evner inden for poker. Der går rygter om, at du har gemt en masse penge for skattevæsenet. Nogle mener, at du har gravet dem ned et sted ude på en mark.

– Usande rygter, korrigerede Jasper med et smil. – Og så spiller jeg i øvrigt ikke poker længere.

Jørgen betragtede ham skeptisk.

– Nej, det kan du jo sagtens sige i de her internettider. Hvorom alting er, så blev den formodede voldtægtssag ved med at være et mysterium. Vi fandt aldrig en gerningsmand, eftersom pigen nægtede at tale – selv efter længere tids bearbejdning. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vidste, hvem det var, men af en eller anden grund ville hun ikke sige det. Men nu kommer det mest makabre. En måned senere talte jeg med en af forældrene igen, og de fortalte, at hun havde skåret sig selv i læberne. Som om hun ville skære dem af. Hun kom i psykologbehandling, men fandeme om hun ville snakke.

Jasper fulgte en flok måger, der kredsede over rutebilstationen på den anden side af gaden. Han kunne høre deres skrig gennem vinduet og se dem skide ned over busserne.

– Under alle omstændigheder var det et mærkeligt sammentræf, sagde Jørgen Madsen. – Nogen eller flere er tilsyneladende besatte af hvepse.

– Jeg ved snart ikke, sagde Jasper, stjal et stykke lakrids fra kollegaens slikpose på bordet og gumlede. – Det er jo en gammel sag.

– Ved du hvad, jeg finder sagen til dig i kælderen. Man ved jo aldrig. Hvordan går det ellers?

– Vi ved ikke så meget, sagde Jasper en smule afvisende.

– Uanset hvad så tror jeg, at vores gerningsmand vil fortælle jer noget med de hvepse. Det er noget, der hører sommeren til, så de må henvise til noget, der er foregået dengang. Eller også vil han lokke nogen ud af busken.

– Men hvem skulle det være?

– Ja, hvad ved jeg? Det er jo så det, du skal finde ud af.