10

Bordtennistræneren Kenneth Damgaard tog imod Trokic og viste ham ind på et kontor, der stødte op til træningslokalerne med de mange bordtennisborde. Der var ingen vinduer, og der lugtede af kaffe og sure tæer. Træneren var en mand på omkring fyrre, der tydeligvis havde afsluttet sin karriere. Han havde en blå kasket på, der ikke helt kunne skjule de høje tindinger. Den grønne træningsdragt sad en smule for stramt på ham, og han så oppustet ud. Trokic havde aldrig dyrket holdsport andet end kortvarigt. Han havde svært ved at finde sin rolle, og han havde i virkeligheden aldrig kunnet finde ud af ret meget andet end at løbe. Et „motorisk misfoster“ havde hans idrætslærer engang kaldt ham og set på ham med afsky.

– Det er noget værre møg det hele, sagde træneren, rettede på sin kasket og så ud, som om han mente det.

Trokic nikkede, og et øjeblik gik hans tanker tilbage til Mads Birks far. Han havde helt sikkert løjet for ham på et enkelt punkt. Mærkerne på sønnens mave. Havde de selv skadet sønnen engang? Han kiggede sig omkring i rummet, som om gådens løsning skulle befinde sig et sted mellem stablerne af papir og mapperne i reolen. Der var rodet og beskidt over det hele, og over trænerens hoved var en stor edderkop ved at fire sig ned i små ryk. Den havde tykke ben og arbejdede sig målbevidst ned mod kasketten.

– Vi har fået at vide, han trænede her fire dage om ugen, sagde Trokic og fik blikket vristet fra insektet.

– Ja, han var her mandag, tirsdag, fredag og lørdag tre timer ad gangen, fortalte træneren. – Der var dæleme fart på ham.

– Det er meget for en dreng i hans alder, sagde Trokic.

– Det er ikke noget særligt for en knægt, der kunne være vores næste danmarksmester. Jeg har ikke tidligere haft chancen for at arbejde med sådan et talent, så jeg gik ret meget op i det. Han havde vist nogle pissegode resultater det seneste år, efter han tabte sig.

– Tabte sig?

– Ja, han var jo lidt tung i det, da han startede her.

Der var noget tøvende i stemmen. Som om han bevægede sig på usikker grund.

– For nu at sige det, som det er, fortsatte han. – Det er jo ikke noget, man normalt har lyst til at stikke sådan en dreng i synet, men jeg sagde det ligeud til ham, at jeg mente, at han havde nogle særlige evner, og det ville hjælpe, hvis han smed nogle kilo.

Trokic betragtede de mange pokaler på en hylde over skrivebordet. Han kunne ikke læse indskriften. Måske var det også lige meget, hvad træneren og klubben i øvrigt havde opnået af bedrifter tidligere.

– Hvor meget for meget? spurgte han og tænkte på billedet af den lidt tunge mor på bryllupsbilledet i forældrenes hjem. Det var åbenbart et familieproblem.

– Tjaa, det var hen i nærheden af tredive kilo, sagde Kenneth Damgaard og så ud, som om emnet bragte ham væmmelse. Hans næsebor flaprede, og han stirrede ned i bordet. Der var et eller andet ved ham, som Trokic ikke brød sig om, uden han kunne sætte en finger præcist på det. Nogle gange betød det ingenting. Men det var, som om der lå noget mere under overfladen, som Kenneth Damgaard ikke ville tale om. Var det vægten? Var det så svært et emne at tage fat på?

– Tredive kilo lyder af ret meget.

– Ja. Men det har jeg set før. Når de kommer i en vis alder, så får de flere penge mellem hænderne, og forældrene har ikke længere så stor kontrol med, hvad de går og fylder i hovedet. Så bliver der kørt ting og sager ind, og tankstationerne får penge i kassen. Og børn i den alder bevæger sig generelt ikke det store nu om dage. De sidder klistret til computerne og spiller World of Warcraft eller ævler løs på MSN, og hvad det nu hedder alt sammen, sagde Kenneth Damgaard.

– Ja, det er så en anden diskussion, men nu er jeg lidt mere interesseret i hans færden. Vi ved, at han tog af sted torsdag eftermiddag, vistnok for at besøge en klassekammerat.

– Det kender jeg så ikke noget til.

– Men han dukkede aldrig op dér. Kan han have været her forbi eller mødtes med nogen herfra?

– Han har ikke været her. Jeg var her selv hele dagen. Som du kan se, er det ret små forhold, vi har her. Vi har kun de to lokaler. Jeg ville da have set ham, hvis han hang ud her.

– Men det var så ikke hans træningsdag?

– Nej, men nogle gange kom han forbi alligevel. Nogle gange for at spille og andre gange bare for at se på. Hvilket jo sådan set også er bedre end at hænge ud på gaden.

Trokic nikkede og flyttede rundt på pindestolen. Han trængte til en cigaret.

– Et eller andet sted har han mødt sin drabsmand. Kender du til andre steder, han kom?

– Nej. Men jeg er siden kommet i tanke om, at jeg så ham inde i Botanisk Have for en del måneder siden. Han fulgtes med en mand. Jeg hilste, men han vendte sig bort, som om han skammede sig eller ikke ville genkendes. Det undrede mig faktisk en del, men jeg glemte det og kom først i tanke om det igen i går aftes. Man kommer altid i tanke om ting, lige inden man skal sove, er det ikke rigtigt?

– Jo. Kan du være mere præcis med tidspunktet?

– I august tror jeg.

– Har du nogen anelse om, hvem han fulgtes med?

– Jeg troede et øjeblik, at det var hans far, men det var det ikke, for ham kender jeg jo.

Der kom en mærkelig trækning i hans ene mundvig, da faren blev nævnt.

– Men det her var en mand på min alder, altså omkring fyrre, med en lang sort jakke. Han klappede ham på ryggen, som om de var gode venner. Forhåbentlig ikke en eller anden syg stodder.

En forvildet bordtennisbold hoppede ind i lokalet, og en dreng på omkring otte løb ind og hentede den med et flovt udtryk i ansigtet.

– Tror du, det kan betyde noget? spurgte træneren.

– Jeg ved det ikke, svarede Trokic ærligt. – Men det vil vi selvfølgelig se nærmere på. Vi skal ganske enkelt have kortlagt hans færden. Både i tiden op til drabet og i det hele taget. Du må endelig sige til, hvis du kommer i tanke om andet, eller hvis du hører noget fra andre.

Han tøvede, inden han fortsatte:

– Du kan ringe, når du vil fortælle mig de ekstra oplysninger, jeg ved, du gemmer på.

Træneren stirrede måbende på ham.

– Du skal indtil videre have tak for hjælpen, tilføjede Trokic. – Jeg finder selv ud.