12

De var stødt sammen en dag i kantinen. Han var næppe over tredive og havde halvlangt mørkt hår, der burde have været klippet for mindst en måned siden. Han blev kaldt Lucky, fordi han engang var undsluppet en kugle med omtrent 7 centimeter. Der var meget lidt nørd over ham. Han gik for at være en af de mest kompromisløse betjente, de havde. Hun havde straks set et uvejr i hans øjne. Der lå en masse vrede og smerte i det blik. Men det kom ikke hende ved. Han skulle blot fikse en pc.

– Jeg er færdig, fortsatte han.

– Fedt du gad kigge på den.

– Det trak også tænder ud hos chefen. Han opdagede, at jeg sad og fedtede med den her i stedet for at afhøre gamle fru Jensen om et tasketyveri.

– I know. Har du fundet noget af betydning?

– Nej, men lad os sætte os ned og snakke om det.

– Du må undskylde, men jeg er simpelthen nødt til at tage forbi sygehuset og se til min mor. Hun har det meget dårligt.

– Skal jeg tage med?

Hun stirrede på ham, paf over forslaget. Jakob havde ikke været med hende en eneste gang, fordi han ikke brød sig om hospitalslugten.

– Jeg har bilen med, så jeg kan køre dig. Jeg kan bare vente på gangen, fortsatte han.

– Okay, sagde hun til sin egen overraskelse.

Klokken blev fem, inden de var tilbage, og Lucky havde siddet og sovet op ad væggen, da hun endelig havde taget afsked med sin mor og var kommet ud i gangen. Lejligheden var ikke blevet mindre køn i mellemtiden, og Jakob var stadig ikke kommet hjem.

– Hold kæft, bor I altid så rodet? spurgte han, da de trådte ind i lejligheden.

Lisa kiggede sig omkring. Hun havde vel vænnet sig til det. Der lå en bunke tøj på stuebordet ved siden af to rødvinsglas fra dagen før, på gulvet lå der en stabel aviser, og i hjørnet sad papegøjen Fluffy og imiterede Ahmed the Dead Terrorist med et „Silence. I kill you.“ Han havde fået en dårlig vane med at tage bad i sin foderblanding, og der lå kerner og frø hele vejen rundt om buret. Og siden hendes mor var blevet syg, havde der ikke været en støvsuger fremme. En noget underskudsagtig bolig, måtte hun vel indrømme.

Lucky lo og nikkede mod fuglen.

– Sikke en velkomst. Kan jeg sidde dér ved bordet?

– Ja. Bare puf tøjet til side.

Lisa kom i tanke om, at hun stadig ikke havde fået noget at spise, droppede pizzatanken og gik ud og tjekkede køleskabet.

– Vil du have gazpacho og noget brød med avocadomos, råbte hun ind i stuen.

– Jeg aner ikke, hvad det er, men bare bring it on, jeg er pisse sulten.

Da hun havde anbragt tomatsuppen og brødet på bordet, spurgte han:

– Jeg har hørt, at du er vegetar.

– Du har vist hørt det ene og andet om mig, hva’?

– Det er vel ikke forbudt at være nysgerrig.

Hun så hvast på ham.

– Nej, men det er rigtigt nok. Det har jeg været i over et halvt år.

– Men hvorfor? Jeg fatter ikke, at nogen kan sige nej til kød. Hvorfor være så frelst?

– Jeg arbejdede på en sag i foråret, hvor en ung dyreaktivist blev påkørt, og i den forbindelse fik jeg indsigt i det industrialiserede landbrug. For at gøre en lang historie kort, så mistede jeg appetitten.

– Jeg synes, det lyder som noget ævl. Vi er sgu da rovdyr.

Han betragtede hende, og der var ikke meget plantespiser over ham, kunne hun godt se.

– Men det vil jeg ikke. Jeg synes ikke, det er mit job at missionere. Jeg er ikke noget sart menneske. Hvis alle så, hvad jeg havde set, ville langt flere være vegetarer, det tror jeg på. Jeg ville ønske, man kunne se bagom det produkt, man står med, når man handler, og det gælder ikke bare kød. Men der er stor livskvalitet forbundet med at spise. Folk må selv gøre op med sig selv, hvad de vil være med til.

– Men du har da en fugl i et bur? Det er da ikke specielt dyreetisk korrekt, eller hvad?

Hun kunne mærke, hun blussede over at skulle forsvare sig.

– Fluffy er et levn fra en ekskæreste. Jeg ville ikke købe en nu.

Han gloede på hende.

– Okay, du er satme frelst. Skal vi smage på det der sjove mad, du har, eller hvad?

– Ja. Vil du have et glas vin til? Jeg har en flaske, der er åben.

– Nej, tak. Jeg drikker ikke.

Hun smilede.

– Hvem er nu lige frelst?

Han trak på skuldrene, og hans øjne blev mørke.

– Begge mine forældre drak, da jeg var lille. Min far skød min mor med et oversavet jagtgevær, lige inden jeg gik ud af skolen. Jeg fandt hende. Hun lå i køkkenet med en grydeske i hånden, og min far sad og lagde kabale.

Lisa blev stum.

– Derefter havde jeg selv en periode, hvor jeg drak som et hul i jorden, og jeg endte med at smadre en bil ind i et træ, inden jeg blev atten.

Han trak op i den sorte T-shirt og viste hende et ar, der gik tværs hen over maven på ham. Det lignede en krusning på vandoverfladen.

– Siden har jeg ikke rørt en dråbe, sagde han og trak blusen ned igen.

– Undskyld, det vidste jeg ikke.

– Hvordan skulle du også vide det?

– Men hvor boede du så?

– På en institution.

– Det er jeg ked af at høre, sagde hun oprigtigt.

– Det skal du ikke være. De var søde nok, og jeg er her jo endnu, ikke?

– Jo, og det er jeg glad for, for du har sgu lige reddet min røv over for chefen.

Da de havde spist, åbnede han sin laptop og vendte den, så hun kunne se med.

– Her er ikke en skid.

– Du er simpelthen taget herhen for at fortælle mig, at der ikke er noget?

– Det sagde jeg altså også, da jeg kom. Men så fik jeg jo lige en undskyldning for at kigge forbi, ikk’? Men der er ikke noget som sådan på selve computeren.

Lisa vidste, hans pc indeholdt en spejling af det, der havde været på Mads Birks computer. Der var altid et element af spænding, når de trådte ind i et andet menneskes inderste. Intet andet sted blev det så intimt. Tanker, der blev gengivet i e-mails og personlige dokumenter, hvilken bil der blev tjekket ud på nettet, korrespondance med offentlige myndigheder, musiksmag, festsange, fotos af familie og fra rejser, seksuelle præferencer, venner, fjender, løgne og hemmeligheder, ganske enkelt et menneskes utallige identiteter afspejlet og så unikt som et fingeraftryk. Når hun havde været igennem en computer, som et menneske havde haft et stykke tid, kendte hun den pågældende bedre end familie og venner tilsammen. Hun ville selv nødigt have sin egen i andres hænder. Så hellere et par rodbehandlinger hos tandlægen. Så havde Mads virkelig ikke haft nogen hemmeligheder?

– Du siger, at Mads havde haft sin pc i to år, sagde Lucky.

– Ja, det fortalte forældrene.

– Det er længe nok til, at vi i hvert fald kan få et indtryk af ham. Jeg har systematisk gennemgået, hvad han havde liggende på sin computer. Det er det mest kedelige, jeg længe har lavet, så du burde faktisk give en ekstra kop kaffe på det grundlag. Det var meget begrænset, hvad han havde haft installeret af programmer, og der var i det hele taget god orden. Filerne var placeret i mapper. Opgaver, venner, familie, fotos, musik, diverse, adgangskoder ...

De smilede begge to. Folks lemfældige omgang med it-sikkerhed var efterhånden legendarisk, men det gav dem altid bedre muligheder for at snage videre på nettet.

– Her er meget lidt kommunikation med skolekammeraterne og en fandens masse spam.

– Han må have haft en Hotmail, Gmail eller YahooMail. De unger har jo ikke andet end MSN på hjernen. Min niece Nanna går helt agurk, hvis hun skal være væk fra sin pc bare en halv dag.

– Der var ikke en skid. Din kollega Jasper kom i øvrigt forbi og sagde, jeg skulle holde udkig efter noget, der havde med hvepse at gøre? Det var sgu da et sært spørgsmål.

– Nå gjorde han det. Det er, fordi der blev fundet hvepse rundt om liget. Fandt du noget på pc’en?

– Nej.

– Men du har fundet noget, smilede Lisa. – Det kan jeg se på dig. Hvad har du?

– Det jeg fandt, var faktisk ikke på computeren, men på en seddel, der var klistret på skærmen. Der sad en gul seddel med et telefonnummer. Det var jo ligesom ret nemt at finde.

– Har du prøvet at ringe til nummeret?

– Jeg har fundet frem til, at det er en lægeklinik med speciale i øjenoperationer. Den tilhører en Robert Schack, men der er selvfølgelig lukket på en søndag.

– Burde det ikke være forældrene, der havde et nummer til en læge?

– Jo. Måske skulle han selv ringe og bestille tid. Havde han nogen problemer med øjnene?

– Det mener jeg bestemt ikke, jeg har hørt noget til.

Han smilede triumferende, og hans tænder var en smule skæve.

– Hvad gør vi? spurgte han og pillede det sidste stykke flute op af brødkurven.

– Vi må aflægge ham et besøg i morgen. Men inden, og mens jeg har dig, så har jeg noget andet. Jeg sidder og prøver at finde ud af noget om et samlerkort. Du er vel ikke tilfældigvis ekspert i Superman?

– Egentlig ikke – det er sgu ikke lige mit nummer, men jeg ved sikkert mere, end du gør. Det er jo ikke lige tøsestuff.

– Siger Lex Luthor dig noget?

– Klart nok. Supermans ærkefjende. Han har haft forskellige skikkelser i tidens løb. Blandt andet videnskabsmand. Grundlæggende går det altid ud på at såre Superman og fratage ham hans kræfter. The bad guy, altså.

– Siger det dig noget i forhold til den her sag?

Han tænkte sig om.

– Det kan jeg ikke lige se.

– Lad os se, om vi kan finde nogen, der samler på den slags kort. Jeg var i gang, da du kom.

Der var ikke noget, der ikke kunne findes på nettet, havde Lisa erfaret, og efter kort tids søgen fandt de et debatrum, hvor de besøgende udvekslede oplysninger om forskellige samlerobjekter. Der var et tilhørende chatrum, og Lisa loggede sig ind.