16

De seneste uger var de smukke gyldne og røde blade fra egetræet foran Trokics rækkehus faldet af. Nu lå de våde og triste på fliserne og på trappen. Han burde vel feje dem op – det ville ikke være første gang, naboerne klagede over hans manglende pasning af husets omgivelser. På den anden side kunne bladene vel rådne væk af sig selv. Trokic havde kun en vag anelse om, hvem der boede i de øvrige huse, med undtagelse af naboen på den ene side. Der boede en ældre dame i halvfjerdserne ved navn Mette, som insisterede på at bage boller til ham hver uge, og som passede Pjuske, når han var i udlandet. Han havde ikke noget ønske om at omgås de øvrige på vejen. Det ville kræve en sans for smalltalk, han ikke var i besiddelse af. I virkeligheden var der ufattelig få emner, han talte med fremmede om. Men Mette talte ikke ret meget. Hun uddelegerede ordrer. Altid iført forklæde. Hun havde været alene i tredive år, havde hun engang fortalt ham. Hendes eksmand var en anerkendt pianist, men hans arbejde havde overskygget alt. Til sidst var hun gået ind i stuen, hvor han sad ved klaveret, og havde bedt ham vælge. Efter et stykke tid uden en lyd havde hun spurgt, om ikke han skulle svare. „Jeg har allerede valgt,“ havde han sagt og spillet videre. Siden havde Mette ikke haft nogen mand, og det havde hun aldrig beklaget. Men tilsyneladende havde hun en bagemani, og Trokic havde aldrig været derinde, uden der var et eller andet i ovnen.

Hjemme virkede der tomt og mørkt, da han trådte ind. Inden han tog på ferie, havde han haft håndværkere, der havde sat nyt køkken op, og der lå stadig savsmuld og små stykker plastik på gulvet, som han stadig ikke havde fået støvsuget op. Pjuske lå og sov på det nye køkkenbord af træ med den lange buskede hale i resterne af et pølsemiks på en tallerken fra dagen før. Den stirrede surt og søvndrukkent på ham, da han gennede den ned og tørrede køkkenbordet af. Det var nærmest et fast ritual. Han følte stadig de nye omgivelser som fremmedelementer og var ikke helt sikker på, at han ikke havde fortrudt.

Han burde få noget søvn, men kunne ikke stå for fristelsen til at starte den nye Rammstein-cd i stereoanlægget og skrue op på fuld styrke. Han tog sit headset på, og nummeret Haifisch slog igennem som en trykbølge. Det var et særdeles melodisk nummer med masser af tunge riffs, tyske støvler og en smule af Tarantinos Pulp Fiction. Han havde glædet sig som et lille barn til bandets nye cd, og den havde til fulde indfriet hans forventninger. Bandets tekster handlede som regel om smerte, sex, blod, magt og diverse perversiteter. Der ville blive noget for de forargede at snakke om igen.

Eftersom de havde fået smørrebrød på stationen, undlod han at inspicere køleskabets indhold, og efter at have lyttet til musikken et kvarters tid gik han direkte ind i seng og trak dynen over hovedet. Jo hurtigere han kunne sove tre-fire timer, desto hurtigere kunne han være tilbage på stationen.

Et øjeblik dvælede han ved tanken om Christiane Bach. De havde haft et forhold, der var ophørt efter blot et par måneder. Hun havde afsluttet sin eksamen i medicin og var derefter taget til Indien for at redde verden på et lille hospital i Bangalore. Et postkort – med et kroget træ på en gylden sprukket jord med et lille tempel i baggrunden – var alt, hvad han havde hørt fra hende i de forgangne måneder.

Efterfølgende var han et par gange gået ud med en farmaceut med langt kastanjefarvet hår og timeglasfigur, som mente alt kunne kureres med en pille. Forholdets chancer var under alle omstændigheder blevet kvalt, da hun allerede ved den tredje middag var begyndt at bringe emnet børn på banen. Hun havde derefter kimet ham ned i et forsøg på at få en forklaring på hans pludselige afvisning, men hvis hun ikke kunne finde ud af det selv, følte han sig ikke forpligtet til at spærre telefonlinjen med en terapeutisk samtale.

Siden da havde der hersket en velsignet ro på den romantiske front, og han følte sig ikke fristet til at gå i byen med kolleger fra stationen og løbe risikoen for at rende ind i et nyt kvindemenneske. Eller en af eks’erne, gud bedre det.

Så vendte hans tanker tilbage til sagen. Han kunne ikke få billedet af de manglende læber ud af hovedet. I al sin tid ved kriminalpolitiet var han ikke stødt på så bizar en skamfering, og han fornemmede, at der var noget centralt og betydningsfuldt forbundet med mishandlingen. Læber kunne forme ord, kysse, nippe og føle. Der var noget sensuelt og sanseligt forbundet med dem. Og de kunne fortælle en historie. Men hvilken? Han havde læst et hav af rapporter dagen lang, og det meste af det var ubrugeligt og lange skud i tågen. Som for eksempel Jasper Taurup, der havde talt med en ældre politiassistent om en sag fra starten af firserne om en lille pige, der måske eller måske ikke var blevet voldtaget. Jasper havde tilmed undersøgt, om han kunne tale med familien fra dengang, men de var flyttet. Tilsyneladende ud af landet. Det var, som om alle havde fået hvepse på hjernen og så dem alle vegne.

Der gik præcis en time og femogtredive minutter, hvor han i søvne drev rundt på en majsmark, og en teenagedreng blev ved med at skrige ad ham og pege på sin hals, inden han vågnede med åndenød. Forvirret og med Vukovar på nethinden fik han trukket sig selv op og kæmpede med at få øjnene helt åbne. Drabet på Mads Birk havde bragt noget frem til overfladen, han ikke ville kendes ved. Det var begyndt at rumstere under overfladen, allerede mens han stadig havde været i Kroatien.

Hans fortid dér var lige blanding kærlighed, skam og fornægtelse. Familien på hans fars side var den eneste, han havde tilbage nu, foruden en række sår, der ikke ville heles. Han havde set mennesker skamferet og dræbt i sin tid dér, og han var selv blevet en del af det. Kun få mennesker vidste, hvad der var sket i hans liv i den periode. Den ene var hans ven Jakob, der nu var Lisa Kornelius’ kæreste, og det skyldtes udelukkende, at de havde tilbragt lang tid sammen i Kroatien under krigen.

Han sank en gang, satte sig op i sengen og fandt sine cigaretter i lommen på sin skjorte. Det var nu, telefonen plejede at ringe, men denne aften var der intet sket. Så slog en anden tanke ned i ham. Han havde glemt at besvare en besked på sin telefonsvarer fra retsmedicineren. Han ville tale om de fem små ar på drengens mave. Hvad nu, hvis de ikke havde været et uheld? Han kiggede på uret. Klokken var hen ved midnat. Det burde ikke være nogen hindring for at banke retsmediciner Torben Bach ud af sengen.