17

Selv om Prodigy kørte for fuldt knald på stereoanlægget, mens Viktor gjorde rent, ville ingen kunne høre det i miles omkreds. I den forstand var stedet isoleret. Bandet hamrede deres femte album, Invaders Must Die, ud i luften med hen ved hundrede decibel. Det var en brusen af tonstung musik, der gik i blodet. Der var nogen, der klassificerede det som techno, men det var en skændsel mod Prodigy. Techno var for tøser, der sniffede kokain og savlede over den selvfede Tiësto.

Selv hvis naboerne havde kunnet høre musikken, ville Viktor have været ligeglad med, hvad de måtte have ment om den. Det var mange år siden, han havde bekymret sig om, hvad andre tænkte. Men forstyrres ville han ikke. Særligt ikke nu, hvor den første dreng havde været katalysator for en orkan i hans indre ved pludselig at dukke op uden for hans dør.

Han støvsugede forgangen grundigt, mens han forpint tænkte på, at han havde mistet Superman-kortet. Det havde taget ham flere måneder at finde frem til en sælger, og kortet fuldendte en samling. Der var ingen måde, han kunne få det tilbage på, og han følte sig ydmyget ved tanken om, at det var i politiets besiddelse. Det havde været hans talisman, som han altid havde på sig, og nu følte han sig sårbar. Igen og igen gennemgik han i tankerne forløbet i huset og forsøgte at huske præcis, hvilken bevægelse der havde fået kortet til at falde ud af lommen. Var det, da han havde sat drengen fra sig på terrassen og derefter havde bøjet sig ned for at løfte ham op, da han havde fået døren åbnet? Eller var det, da han havde knælet ved ligets side og kigget ind i de tomme øjne? Der havde været noget ganske særligt ved at stirre ind i øjnene på drengen. Som om han havde set ind i et sort hul eller et stort intet, som han kunne fortabe sig i. Og som han lignede ham. Ham den anden. Det var, hvad denne fremmede dreng havde vækket i ham. Han repræsenterede skylden.

Han var øm i musklerne efter at have slæbt rundt på den første dreng, men det var vigtigt at få sporene fjernet. Han havde allerede nølet for længe. Smerterne skar igennem ham blot ved at løfte støvsugeren. Resultatet af arbejdet med den første dreng havde dog været det hele værd. Det havde set ud, præcis som han havde ønsket, og følelsen var euforisk. Hvis bare han kunne fortælle det til nogen. Måske kunne han ringe ind til en radiostation og fortælle det fra en telefonboks? Han afviste hurtigt tanken som unødvendigt tidsspilde. Han lagde hovedet på skrå og ransagede sig selv. Den første. Det var ikke før nu, han lagde mærke til, at ordet blev ved med at optræde i hans tanker – at drengen blot var en begyndelse. Men der var ingen frygt. Han var ikke sikker på, han forstod den følelse, som andre tydeligvis havde. Altid så angste for sig selv og hele verden. Det, der afholdt dem fra at gøre, præcis hvad de ønskede, begrænsede ikke ham. For ham handlede det kun om konsekvenser.

Han gik i gang med at skrubbe gulvet, hvor en smule blod var trængt væk fra plastiktæppet. Pletterne var mørkebrune nu, og han gned vredt på dem. Han havde skældt drengen ud. „Se nu, hvad du har gjort,“ men han kunne ikke længere svare.

Drengen havde forsøgt at få ham til at snakke, inden de var nået så vidt. Han havde talt for sit liv, og Viktor selv havde beredvilligt fortalt ham om sin opvækst i den forhadte by. Om alle skolekammeraterne, der fulgte ham med øjnene, og om manden og kvinden dér på gården. Men ikke om rummet. Det forfærdelige rum. Derfra slap ingen hemmeligheder ud.

Den første dreng havde troet, det ville redde ham. At samtalen havde taget en terapeutisk drejning. Han havde satset på, at Viktor ville gå i opløsning, begynde at græde, lægge alt på bordet og opgive sine planer. Det var før, han skar læberne af ham. Derefter havde Viktor ikke holdt noget skjult for ham. Drengen havde spurgt, om han skulle dø, og Viktor ville ikke lyve for ham. Det havde været interessant at se, hvordan erkendelsen ligesom fik al farve ud af drengen, som om sjælen allerede var begyndt at forlade sit hylster. Det havde givet ham anledning til at spekulere over, om hans egen sjæl også engang var forsvundet, dengang for mange år siden.

Læberne havde været et frygtelig vanskeligt arbejde. Det svinede langt værre, end han havde forestillet sig. Kødet klæbede til skalpellen, og der fossede alt for meget blod ud alt for hurtigt, så han ikke kunne se, hvad han lavede. Resultatet havde dog alligevel været tilstrækkeligt. Skamferingen havde været total, og det var, som om det satte noget endeligt på plads inde i ham.

Bagefter havde tilfredsstillelsen været umådelig. Det var som et første skridt mod friheden. Der var gået årevis, hvor han havde nøjedes med at køre rundt i de små jyske byer og havde slået ansigtet ind på unge teenagere. Nærmet sig dem pludseligt bagfra på et hav af mørke steder for bare at finde en smule lindring. De havde stirret på ham dengang, som om han havde været et monster, og det havde reddet dem. Det var, som om kraften blev suget ud af ham, når de så på ham, og han faldt tilbage i offerets rolle. Men den sidste måned havde han ikke været et monster længere. Nu var han hel og lignede alle andre, og erkendelsen havde gjort ham til noget større. Den gamle Viktor var væk. Nu var det andres tur til at lide, indså han. Han ville ønske, at ham den virkelig skyldige hørte om det. Måske hvis han hørte om hvepsene?

Efter alle anstrengelserne på hans tur til huset var han taget udmattet hjem og havde set Pay it forward på dvd-afspilleren for toogtyvende gang. Det var en fantastisk film om en elleveårig dreng, der ville gøre verden bedre ved at gøre en god gerning for tre mennesker. Disse blev til gengæld forpligtet til at bringe en god gerning videre til tre andre personer. Kevin Spacey spillede en af sine bedste roller, som drengens skolelærer. Viktors ærefrygt for Kevin Spacey kendte ingen grænser, og de film han medvirkede i – det var kvalitet. Filmen endte ganske vist på en brutal måde med nogen, der døde, men han kunne godt lide filmen alligevel. Tingene blev ligesom sat i perspektiv, og det var meningen, man skulle tænke over handlingen. En film skulle gøre ondt, og han græd hver gang. Bagefter havde han sovet som en engel.

Han satte sig ved computeren og fandt et digitalt fotografi frem, han havde taget af en dreng under en tur ude i byen. Han var den næste, indså han nu. Drengen var omtrent på samme alder som den første og havde samme mørkblonde hår og grønne øjne. Han lignede ham om muligt endnu mere end den første. Tanken fyldte ham med en ophidselse, som han aldrig før havde kendt. Tankerne løb af sted med ham. Når den anden dreng ankom, ville han gøre sig yderst umage for at få læberne endnu mere korrekte denne gang. Han ville måske anskaffe sig en særlig laserkniv. Sådan en der brændte, samtidig med at den skar, ved hjælp af en særlig teknologi. På den måde ville han undgå blodet, så han kunne se, hvad han lavede. Det ville blive helt præcist.

Viktor hentede sig en øl i køleskabet. Men hvor ville han ønske, at han kunne se hans værk. Se hvepsene og forstå, at de var til ham. Det ville have sin egen skønhed. Hvor var han i verden? Kunne han få ham ud af sit skjul? Ham, det hele handlede om? I det øjeblik indså han, at drengene blot var prøveklude. Han øvede sig på at kunne gøre det helt perfekt.