19

Ejendomsmægler Christian Nøhr syntes, at dagens første fremvisning begyndte at tage sig mere og mere besynderlig ud. Det drejede sig om et hus fra 1926, der havde stået tomt i næsten halvandet år, mens danskerne tog sig til pengepungen og brokkede sig over økonomisk svære tider. Ifølge annoncen, der havde haft 872 visninger på internettet, var det en „charmerende arkitekttegnet villa med stuklofter, originale gulve og atmosfære.“

Det med arkitekttegnet var rigtigt nok. Resten kunne diskuteres. Charmerende var noget, villaen muligvis havde været i sin storhedstid, stuklofterne var ødelagte af fugt, og de originale gulve var på nær i stuen begravet under tykke grønne gulvtæpper.

Tilbage var et hus, der måske ikke opfyldte betingelserne for et „håndværkertilbud,“ men så i hvert fald trængte gevaldigt til at blive moderniseret.

Men det var slet ikke det, der bekymrede ham nu, men om politiet og rengøringsfolkene havde fået fjernet alle spor efter den gemene forbrydelse, der havde fundet sted to eller tre dage tidligere. Den kollega, der havde vist rundt og fundet liget, var stadig sygemeldt og i psykologbehandling, fordi hun var begyndt at se hvepse med surrealistisk store hoveder komme ud af polstringen på sin bil.

Det, der var mest mærkværdigt, var ikke huset i sig selv, men den fyr på omkring de tredive, der havde bedt om en rundvisning dagen før. Han havde præsenteret sig som Alexander Heiberg over telefonen, og Christian Nøhr havde aldrig været udsat for nogen så insisterende. Nogen for hvem det var så magtpåliggende at få en rundvisning med det samme. Nærmest som om der havde været tale om liv eller død. Netop den tanke var bizar.

Da han kom ud til villaen, stod kunden der allerede. En høj fyr grænsende til det magre, med blondt hår, mørke og ustyrligt lange øjenvipper, røde kinder og et undersøgende, næsten ømt grønt blik. En anelse sjusket i krøllet tøj, som om han havde sovet med tøjet på eller bare ikke bekymrede sig om sit udseende. Han var ikke iført andet end et par sorte jeans og en grøn sweatshirt med hætte, til trods for at temperaturen samme morgen var tæt på frysepunktet og vejrudsigten lovede regn. Det forekom Christian Nøhr ubegribeligt, at sådan en person skulle kunne være så insisterende, som han faktisk havde været i telefonen.

Han stod ved trappen med hænderne i lommerne, som om han havde været der hele tiden. Der var ingen bil eller cykel i nærheden, og alligevel kiggede han sig til begge sider adskillige gange. Som om han ville sikre sig, at der ikke var nogen, der så ham.

Men det var hans adfærd indenfor, der vakte størst undren. Fra det øjeblik de trådte inden i entréen, var det, som om han ikke længere lyttede til hans salgstale. Hvis ikke det var, fordi det ikke gav mening, så forekom det Christian Nøhr, at den mulige køber var bange. En forbikørende bil på vejen udenfor fik ham til at fare sammen som en hare, og han var blevet bleg som graven. I et eller andet omfang virkede mandens nervøsitet eller angst endda smitsom, for han var selv begyndt at få hjertebanken og følte, at dagslyset slet, slet ikke nåede langt nok ind i krogene. Og da han lukkede døren fra gangen til stuen op, knirkede den, så det løb ham koldt ned ad ryggen. Han åndede dog lettet op, da han så, at alle spor efter den horrible ugerning, der havde fundet sted, var forsvundet. Ingen hvepse. Så lettet, at han slog en høj og aldeles upassende latter op.

Ejendomsmægleren begyndte i det hele taget at blive ubehageligt til mode over hele fremvisningen og gjorde sig ikke de store forhåbninger om noget salg.

– Her er så køkkenet, nærmest bjæffede han.

Det var meningen, at denne Alexander skulle kommentere, at der skulle indsættes et nyt køkken, og hvad det ville koste, for derefter at fortsætte med en forespørgsel om tilstandsrapporten og energiforbruget, høre til naboerne, interessere sig for badeværelsets stand. I stedet gik han blot tavst videre fra rum til rum som i en tåge. Endelig vendte han sig mod ham og spurgte tomt:

– Hvad er der ovenpå?

– Der er to værelser. De er ikke ret store, men I kunne sagtens have plads til et soveværelse og til en lille derinde.

De gik ovenpå og ind i et lille rum med skrå vægge, hvidt tapet og en lugt af mug og træ. Her gik kunden i gang med visuelt at inspicere alle paneler, skabet og gulvet. Så blev han pludselig synligt ophidset og mumlede noget for sig selv, mens han lod fingrene køre hen over et stykke af vindueskarmen. Christian Nøhr fik kuldegysninger.

– Hvem har boet her de sidste tredive år? spurgte Alexander til sidst, og de lange øjenvipper glippede som små lyn, mens han så ufravendt på ham.

– Den nuværende ejer arvede det efter sin onkel, der selv havde huset i femogfyrre år. Så vidt jeg har forstået, så var den gamle herre udstationeret rundt omkring i verden som ingeniør helt indtil for et par år siden, hvor han gik på en sen pension.

– Og onklen er død? spurgte Alexander nu med et løftet øjenbryn.

– Ja.

„Det er jo derfor, han har arvet ham,“ havde Christian lyst til at tilføje, for hvem fanden bekymrede sig om den slags?

Alexander Heiberg så ud, som om han var ved at få has på en svær ligning. Der var et koncentreret udtryk i de grønne øjne, der så ud, som om de var omgivet af eyeliner, så mørke var vipperne. Der var en usædvanlig intensitet over ham, en dynamik i bevægelserne. Som om han var koncentreret energi, der bare ventede på at få afløb. Han skrabede en smule i jorden med det ene ben, som en hest parat til at sætte i galop.

– Men han lejede måske huset ud, mens han var udstationeret?

– Det ved jeg virkelig ikke noget om, og jeg tror heller ikke, at den nuværende ejer kender noget til det. Har det nogen betydning? spurgte han og kunne dårligt skjule sin irritation.

– Så ingen ved, hvem der for eksempel boede her i 1983?

– Nej. Så skal du have fat i myndighederne, pointerede ejendomsmægleren spydigt og slog med en kuglepen mod den mappe, han bar rundt på.

Det så ud, som om der gik en kuldegysning gennem Alexanders krop, og han skuttede sig i det mørke dagslys. Han rodede i sin lomme og fandt et par mørke solbriller frem, som han tog på. Midt om vinteren i gråvejr. Nu lignede han pludselig noget fra en anden planet.

– Hvad synes du? spurgte Christian Nøhr håbefuldt og slog ud med hånden mod omgivelserne.

– Det er et fint hus.

– Ja, og det kan blive endnu finere.

– Nu må jeg lige tale med fruen om det.

Der var kommet en pludselig bestemthed i stemmen.

– Og så kommer vi måske igen.

Ejendomsmægleren anede pludselig et spinkelt håb og tillod sig et smil. Det kunne blive ham, der hev kunden i land, og ikke den kollega, der var blevet smittet af et pludseligt unødvendigt hvepsevanvid.

– Det håber jeg da, sagde han.

Da de stod nede ved hoveddøren og tog afsked, var der imidlertid ikke kommet nogen form for tilfredshed i den mulige kundes ansigt. Men forhåbentlig havde det hele ikke været spildt alligevel, og hvis Christian var rigtig heldig, kunne kontrakten være underskrevet inden ugens udgang. Chefen ville blive yderst tilfreds.

– Du er velkommen til at ringe når som helst, bedyrede ejendomsmægleren hjerteligt, da han satte sig ind i bilen.

Så tog han afsked og kørte af sted. I bakspejlet anede han den unge blonde fyr sætte sig på hug og klø en tilsyneladende vildfaren hundehvalp bag øret. Da han troede, at Christian Nøhr ikke længere kunne se ham, løftede han den op fra fortovet, kiggede sig til alle sider og stak i løb hen ad vejen i modsat retning med hunden knuget ind til sig.