20

Imam Mehboob Ammen Abdullah havde modtaget trusselsbreve, og det tog politimesteren meget alvorligt. Nogen havde truet med at klynge ham op i en lygtepæl i et partisanertørklæde og sprætte ham op på et øde sted, hvor der var planer om at opføre en stormoské.

Politimester Karsten Andersen var ret klar i spyttet, da han kiggede på Trokic.

– Vi skal ikke have nogen døde imamer i den her by. Fy for helvede, det kunne blive grimt. Jeg er nødt til at sætte et par folk på den sag.

– Fandens også, mumlede Trokic og følte trang til at knuse et eller andet.

– Hvem kan du foreslå?

– Ingen. Jeg kan ikke undvære nogen.

– Men du kan nok se, at det vil tage sig skidt ud, hvis ...

– Snup nogen fra beredskabet. Det er sgu da politifolk.

Andersen gned sine tindinger og satte sig længere op i stolen. De kom som regel godt ud af det med hinanden. Chefen var sidst i halvtredserne og var startet på stationen nogenlunde samtidig med Trokics udnævnelse til politikommissær, hvilket havde gjort det muligt for dem begge at starte på en frisk. Det vil sige næsten, for han var tydeligvis blevet advaret om Trokics autonome tilgang til politiarbejdet. Det var det allerførste, han havde taget op, ved deres første møde. Og han havde gjort det klart, at den slags accepterede han ikke.

– Jeg kunne jo tage Jakob Hviid. Han har da arbejdet på rejseholdet. Det vil se godt ud fra politisk hold. Hvorfor er han egentlig ikke i drabsafdelingen?

– Fordi Agersund ikke brød sig om at have ham i afdeling med Lisa Kornelius, eftersom de to bor sammen. Og hun kom her først.

– Nåja, whatever. Jeg forstår ikke det her, sagde Karsten Andersen. – Al den ballade for at forsvare ytringsfriheden og retten til at håne og spotte og nedgøre, mens skolerne samtidig kører antimobningskampagner. Jeg kan snart ikke rumme det oven i mit hoved længere. Enten er det vel okay, eller også er det ikke? Kan folket bestemme sig?

Det kunne Trokic ikke svare på.

– Jeg har i øvrigt fået nyheder om vores psykiatriske patient, lige før du kom ind. Vagthavende har modtaget et opkald fra naboen i huset ved siden af findestedet. Det var en dame, der sagde, at der havde lusket en mand rundt derovre. Han skulle vist passe med beskrivelsen af Alexander Heiberg.

– For satan da. Vi har jævnligt folk fra beredskabet til at køre forbi. De har ikke set noget, men jeg vil få dem til at holde mere øje med stedet. Det er fandeme som at jagte et spøgelse.

Karsten Andersen lagde hovedet på skrå.

– Så så. Fordi du har overtaget Agersunds job, er der ingen grund til også at overtage hans lidet pæne ordforråd.

– Måske er det fuldstændig ligegyldigt, fortsatte Trokic ufortrødent. – Han har haft en psykose om hvepse, men det kunne være et tåbeligt tilfælde. Vi ender med at blive totalt til grin.

– Så får jeg en rapport senere?

– Det gør du vel, halvt lovede han og lukkede døren bag sig.

Trokic havde fået et nyt og større hjørnekontor med udsigt over havnen. Det havde han fejret ved at købe et nyt minianlæg med USB-stik, så han kunne transportere musikfiler mellem hjemmet og arbejdet. Det havde fået Lisa Kornelius til at komme med en ny plante for at fejre hans „indtræden i den teknologiske verden.“ Han havde ignoreret spydigheden og sagt, at hun selv måtte vande planten.

Han tændte for anlægget og lod tonerne af Chris Cornells Long Gone fylde rummet ud. Cornell havde til hans store misbilligelse udviklet sig i en mere poppet retning efter sit brud med Audioslave. Temaet til James Bond-filmen Casino Royale havde ganske vist været acceptabelt, men den seneste cd var en ren gru. Gudskelov ville Soundgarden blive genoplivet inden for den nærmeste fremtid, og så var rædselsperioden forhåbentlig forbi.

Han lænede sig tilbage på stolen og kiggede på sit forsømte skrivebord. Der lå en stor bunke rapporter ved siden af et askebæger med småpenge, et foto af hans blå Honda Civic, som Jasper havde taget, et æbleskrog, en grankogle, som en afhørt havde knuget i hånden to uger tidligere og efterladt, to tomme colaflasker og en kop kold kaffe.

Han gik i gang med at læse de ulæste rapporter. Mest interessant var en fra Lisa Kornelius, der havde fundet frem til en samler, som med stor sandsynlighed havde solgt samlerkort til deres drabsmand. Det havde været en trist affære, forstod han. En ældre mand, der var død af et hjertestop i sin kælder og havde ligget der så længe, at han var blevet mumificeret. Desuden forsøgte hun at komme i kontakt med en læge, hun havde fundet frem til via en noteseddel på Mads Birks laptop. Men der var andet og mere, han kunne bruge hende til. Han trak telefonen til sig og ringede hende op. Hun havde gennemgået et dyrt profileringskursus i Amsterdam. Med FBI og hele svineriet. Noget måtte politiet vel have fået for de penge.