23

Kenneth Damgaard havde taget plads over for Trokic, og nu knugede han sine hænder, som ville han vride noget dyrebart ud af dem. Han var ganske uventet dukket op på politigården og havde bedt om at tale med ham. Den slags betød som regel interessante oplysninger. De havde talt med forældrene igen og spurgt dem, om de på en eller anden måde havde skadet deres søn, men det havde de på det pureste nægtet. Trokic hældte kaffe op til dem begge i to store krus.

– Jeg skulle have fortalt det dengang, men jeg kunne ikke bringe det over mine læber, indrømmede træneren.

– Bedre sent end aldrig, sagde Trokic tørt og puffede nogle papirer til side, mens han prøvede at se ud, som om det var no big deal.

– Jeg ... jeg havde en affære med Dorthe – Mads Birks mor, for et stykke tid siden.

Trokic kunne ikke lade være med at stirre. Det havde han svært ved at forstå. Det var længe siden, Kenneth Damgaard havde været i topform. Havde moren forsøgt at bane vejen for knægtens karriere? Det klingede ikke helt rent.

– Hvor længe er det siden? spurgte han.

– Det startede for omkring ni måneder siden og varede nogle måneder. Så gjorde hun det forbi.

Der var kommet et hævngerrigt udtryk i trænerens ansigt.

– Jeg syntes, jeg ville fortælle, hvad de er for nogen. Især hende.

– Jamen jeg lægger gerne ører til, sagde Trokic og foldede hænderne bag hovedet.

Kenneth Damgaard satte sig så langt ud på stolen på den anden side af bordet, at Trokic blev bange for, at han skulle falde ned. Hans øjenbryn, der var usædvanlig store, havde trukket sig sammen.

– Den familie er besat af mad og totalt kropsfikserede. Dengang var Mads stadig temmelig overvægtig, og det passer ikke helt, da jeg sagde til dig tidligere, at jeg havde sagt til ham, at han burde tabe sig. Det vil sige, at det gjorde jeg, men det var hende, der fik mig til det. Det var nærmest en sygdom, og hun talte om det uafbrudt. Nogle gange tænkte jeg, at de havde gang i en slags magtkamp, hvor Mads spiste for at provokere hende.

Han tog en slurk af kaffen og stillede koppen fra sig igen.

– Knægten var tvangsindlagt til at terpe ernæring hver aften og kunne fedtprocenten og kalorietallet i næsten en hvilken som helst fødevare. Det var sygt. Og hun sagde, at han bragte skam over dem. Der havde været tilfælde i deres fitnesscenter, hvor folk havde sagt, at knægten ikke ligefrem var nogen god reklame. Hun sagde endda en dag, at hun ikke følte, hun havde nogen søn.

– Det lød nu ellers, som om de var meget stolte af ham, da vi besøgte dem.

– Ja, efter at han tabte sig og kom godt med på bordtennisfronten.

– Hvad med faren? Hvad kan du fortælle om ham?

– Jeg kender ham ikke så godt. Han er vel fin nok. Det er hende, det er alvorligt galt med.

Nogle gange forstod Trokic ikke helt, hvorfor folk fik børn. Det var deres eget valg og deres eget ansvar. I stedet brugte de tiden på at beklage sig over besværet, begrænsningerne og børnenes adfærd. Eller også bidrog de til den voksende nation af snotforkælede curlingbørn, der ikke anede, hvordan man proppede en mønt i billetautomaten i bussen, og som brød sammen over den mindste modstand. Ganske enkelt opdraget til hjælpeløshed og forventningen om, at alting automatisk kom til dem. Måske var han selv ved at blive gammel og uforstående over for ungdommen, men han var efterhånden af den overbevisning, at en temmelig stor del af de danske børn virkelig godt kunne trænge til en måneds tid i et slumkvarter i Indien uden deres Xbox eller Gucci-tasker. Nu var Mads Birk måske ikke just et curlingbarn, men det lød, som om han godt kunne have ønsket sig nogen lidt mere nærværende og mindre fordømmende forældre.

– Men der er også noget andet, fortsatte bordtennistræneren.

– Ja?

– Dengang Dorthe slog op med mig, eller hvad vi nu skal kalde det, så fortalte hun mig, at det mest havde været for at hævne sig på Henrik, som havde haft en affære. Så fortalte hun, at hende kvinden, han havde været hende utro med, hun var kørt ind i en bil på cykel og havde brækket nakken. Og så sagde hun sådan noget i retning af: „Ja, det var da sjovt, at bremserne på hendes cykel lige pludselig ikke virkede.“ Jeg siger dig, hun er fandeme ikke helt rigtig oven i hovedet.

Da han var gået, sad Trokic længe og stirrede ud ad vinduet. Var der noget, træneren ville opnå med sin pludselige tilståelse? Han havde et alibi for den aften, hvor Mads Birk forsvandt, da han havde været i klubben hele aftenen. Men kunne han have mødtes med ham senere? Og hvad med familien? Det var, som om en masse menneskers alibi hang i for tynde tråde. Men hvor var motivet helt præcis?