24

Fru Jensen burde have lignet hans bedstemor, dengang hun levede. Det gjorde fru Jensen på ingen måde. Af en næsten hundredårig at være var hun en skønhed. Hun havde skulderlangt, gråt hår med lysere striber, et par briller med blåt stel, og der var ikke én af de mange rynker, der ikke klædte ansigtet. Hendes skikkelse var slank, og hun var iført et par sorte bukser og en blå sweater. Der trængte en svag lugt af røg ud gennem entréen, og et øjeblik stirrede Sander forvirret på hende – så blev han klar over, at den gamle dame havde været i gang med en joint. En strøm af Dire Straits gled ud gennem døren. Han huskede ikke, hvad nummeret hed. Alexander var begejstret for ældre mennesker. Der var noget uendelig eksotisk og tidsmaskineagtigt over at tale med dem og et øjeblik blive katapulteret tilbage til en anden tid. Til nogen, der måske huskede den spanske syge, havde oplevet nazismen og vasket op, den gang Kennedy blev skudt. Der lå så meget viden og så mange interessante fortællinger og skæbner, at han ikke forstod, hvorfor man ikke ansatte dem alle som levende fortællere i historietimerne i folkeskolen.

Kvinden over for ham virkede ikke det mindste frygtsom, og Alexander kunne med det samme lide hende.

– Undskyld, jeg forstyrrer, begyndte han. – Jeg leder efter en barndomskammerat, der boede i det hvide hus derovre.

– En dreng? spurgte hun. – Der har boet en del mennesker gennem tiden. Obersten lejede jo huset ud i perioder, mens han var udstationeret. Manden blev så gammel som Metusalem, og vi har drukket mange flasker vin sammen. Hvornår drejer det sig om?

– I midten af firserne.

Hun kneb øjnene sammen til smalle blå striber.

– I firserne var obersten hjemme, undtagen et par år fra 1983 til 1985. Men da var jeg selv temmelig syg, så jeg så ikke rigtigt, hvem der var derovre.

Noget knugede sig sammen i Sander. Han nærmede sig noget, han ikke havde lyst til at høre. Hvad ville der ske, hvis eller når alting dukkede frem i hans sind?

– Var der en dreng derovre?

– Det mener jeg. Men kun kortvarigt, tror jeg. Men nu du siger det, så kom der en ganske ung mand for en del år siden. Han sagde også, at han ledte efter en dreng, der havde boet derovre. En dreng, der hed Alexander.

Det løb ham koldt ned ad ryggen. Var hans drømme ved at indhente ham?

– Kan du huske, hvad den unge mand hed?

– Nej, det sagde han ikke. Lad mig lige tænke, for jeg tror, jeg kan huske, hvad der stod på hans bil. Han havde også sådan en udpræget jysk dialekt, selv om han gjorde sit bedste for at skjule den.

– Sønderjysk? spurgte Sander.

Han kiggede sig omkring og følte pludselig, at nogen stirrede på ham fra afstand. Var det huset, der havde den indvirkning på ham, eller var hans paranoia ved at vende tilbage? For der var vel ingen, der forfulgte ham? Dire Straits var nu nået til en guitarsolo.

– Nej, ikke helt, sagde hun. – Jo, nu husker jeg det. Glejbjerg. Det stod der på bilen. Glejbjerg Skrot. Jeg husker det, fordi jeg har en søster, der boede der en kort overgang. Ham må du da kunne finde, hvis det var din barndomsven. Så mange skrothandlere er der jo heller ikke nu om dage.

Sander kunne næsten ikke begribe sit held og havde nær kastet sig i støvet for den gamle kvinde og hendes hukommelse. Han ville sende hende en gave, når alting var faldet til ro.

– Fantastisk, udbrød han.

– Ja, ikke? Du har vel for resten ikke set en cockerspanielhvalp på vejen? Sådan en lille rødbrun én.

Han spærrede øjnene en smule op for at se troværdig ud.

– Nej. Hvorfor?

– Familien Olesen ovre på den anden side af vejen mangler en hvalp. Den forsvandt tidligere i dag. Den hedder Cleopatra.

Sander fnøs i sit indre. Jesus fucking Christ. Det var bestemt en Zita, han havde fået med sig. Ikke et eller andet egyptisk misfoster af en farao, der måske havde begået selvmord ved en slanges bid.

– Det er jeg ked af at høre, men den har jeg ikke set, bedyrede Sander, nu uden den mindste dårlige samvittighed.

– Nej, det er lidt af en tragedie for dem. Det er nogle meget fine hvalpe, de har. Jeg har fået en længere remse om stamtavlerne og internationale konkurrencer. Hvalpene koster elleve tusinde kroner stykket, og der var kun tre i det her kuld. Jeg talte med familien tidligere i dag, og de jamrede sig.

– Forfærdeligt, sagde Sander og løftede et øjenbryn.

Hun fik et sært tænksomt udtryk i øjnene, mens hun stirrede koncentreret hen mod hans bil, og Sander håbede, at hendes syn kun var halvt så godt som hendes hukommelse.

– Nå, pyt – familien Olesen samler ikke deres lorte op ude på fortovet, så nu er der da en hvalp mindre til at grise.

Hun smilede og lukkede døren, inden han kunne nå at svare. Så løb han hurtigt tilbage til bilen og fandt sin gps frem fra handskerummet, mens Zita slikkede hans hånd. Han tastede Glejbjerg ind. 134 kilometer. Han ville umuligt kunne køre så langt uden at sove først. Og han manglede penge til benzin og mad. Det sidste var der dog en løsning på.