26

Politikommissær Daniel Trokic betragtede nogle buske på den modsatte side af vejen, der var ved at lægge sig ned for vindtrykket. Klokken var femten tredive, og han havde netop modtaget et besynderligt opkald fra en journalist fra Jyllands-Posten, der ville høre, om politiet kunne bekræfte, at der havde været en sværm af hvepse rundt om Mads Birks afsjælede legeme. En ukendt anonym kilde havde ringet fra en telefonboks og meddelt dem det. Trokic havde måttet sige „ingen kommentarer,“ hvilket var så godt som at bekræfte. Og nu grublede han over, hvem der kunne have givet pressen denne oplysning.

Kun få personer havde set liget tæt nok på til at kende til hvepsene, og han følte sig overbevist om, at der ikke var nogen af dem, der ville kontakte pressen. Kunne en af dem have talt over sig til familie, der ikke kunne stå for fristelsen til at bringe nyheden videre? Pressen levede højt på den slags tip, og de var som regel altid mere til skade end til gavn.

Men hvis det ikke kom fra politiet, så måtte det komme fra drabsmanden selv. Han ønskede at få oplysningen ud til offentligheden. At nogen skulle vide det. Men hvem? Var det alle, eller var det et tegn til nogen bestemt?

Han skruede ned for sit anlæg, hvor et nyt britisk band ved navn Alberta Cross var ved at rase en guitarsolo ud, og gik hen til parolesalen.

Han betragtede den lille forsamling. I perioder var de næsten som en familie, og der var det samme sammenhold og de samme små interne stridigheder. Det føltes mærkeligt at være fuldstændig opslugt af en drabssag, når resten af landet havde taget hul på julehyggen, og forhåbentlig havde flæskestegen eller fuglen i hus. Tidligere på dagen havde en kollega serveret gløgg og æbleskiver i anledning af sin fødselsdag, og han havde spekuleret på, om det nogensinde ville blive muligt for Mads Birks familie at holde jul igen uden at få rippet op i sårene. Men hans egne folk så ud til at være ved godt mod. Engagementet brændte stadig i deres ansigter, og der havde ikke været noget brok over overarbejde og aflyste julefrokoster.

– Lad os tage alle de spor, vi talte om ved vores første parole, og gennemgå, hvor langt vi er kommet. Anne-Marie, har I fundet frem til et muligt drabsvåben?

Politiassistenten kiggede op fra sin notesblok og nikkede.

– Ja, vi har været på rundtur hos byens isenkræmmere, og vi er kommet med et bud på en mulighed. Jeg kan lige vise den frem, så I kan se den.

Hun rejste sig og satte et foto op på den i forvejen overfyldte tavle.

– Det er noget i den her retning. Den syl, der er vist her, er fra Bacho, men vi har fundet frem til en lang række andre mærker med tilsvarende dimensioner.

– Fy for helvede, en lang motherfucker, kommenterede Folle med gru i stemmen.

– Ja, faktisk viste det sig at være noget af en jungle. Ikke desto mindre kontaktede vi alle butikker i byen og bad dem finde frem til, om de har solgt en syl inden for det sidste halve år. Det gav os fem køb.

– Virkelig ikke mere? spurgte Trokic skeptisk.

Hun rystede på hovedet.

– Alle på nær én betalte med dankort, og de er sporet og afhørt. De afhørte havde alle en logisk og fornuftig grund til at eje en syl, og de har alibier for tiden omkring Mads Birks forsvinden. Derefter gentog vi det hele med internetbutikkerne. Heller ikke det gav noget resultat.

– Pokkers, sagde Trokic og bed irriteret i enden af sin kuglepen. – Men Lisa, du og Jasper har fundet frem til et spor ud fra Superman-kortet. Vil du indvie de øvrige?

– Selvfølgelig.

Hun rejste sig og genfortalte, hvad de var kommet frem til dagen før. Trokic bemærkede, at Anne-Marie så en anelse mut ud og sikkert ærgrede sig over, at det var Lisa, der bragte nyt ind i efterforskningen.

– Derfor, sagde Trokic, – så skal I nu ved mulige mistænkte være på udkig efter både en syl og noget, der har med Kevin Spacey at gøre. Vi har også talt om en psykologisk profil. Lisa, er du sød at ridse op.

Lisa Kornelius gentog i hovedtræk, hvad de havde talt om.

– Men betyder det, at vi er på udkig efter en eneboer eller særling? spurgte en betjent på bagerste række.

– Ikke nødvendigvis. Men jeg tror det. Vi er også stadig på udkig efter den forsvundne psykiatriske patient. Endelig forsøger vi at få fat i en Robert Schack. Han er øjenlæge og har sin egen klinik, men han er der ikke i dag, har assistenten forklaret, og han svarer stadig ikke på sin mobiltelefon. Men hun mente, han måske ville komme sidst på dagen, så jeg eller vi tager forbi der senere. Vi har selvfølgelig også spurgt forældrene, men de kender ikke noget til nogen øjenlæge, og det er i sig selv mistænkeligt.

– Okay. Hvad siger du, Folle – har vi fået nogen interessante opkald siden sidst?

– Vi har fået vanvittig mange henvendelser, fortalte politiassistenten. – Hen ved to hundrede. Her for en time siden gik det helt amok. Pludselig ringede folk ind om hvepse, og så vidt jeg kan se, er det helt ubrugeligt. Det er gamle hr. Jensen, der har observeret et hvepsebo hos naboen, og i den dur.

– Det er, fordi det er blevet lækket til pressen, oplyste Trokic. – Og hvis nogen kender noget til den lækage, så hører jeg gerne om det. Det er komplet underminering af vores arbejde.

– Totalt spild af tid, medgav Folle. – Og alle de her opkald spærrer for andre, der kunne være mere interessante. Under alle omstændigheder har jeg sorteret opkaldene og systematisk undersøgt dem. Der er kun to, der er interessante. Den første er indlysende.

Han tog en lille pose op fra bordet og viftede med den.

– Mads Birks mobiltelefon er dukket op. Den er ødelagt af vejret, og der er ikke nogen fingeraftryk på den ud over Mads’ egne. Men den blev fundet inde i nærheden af Botanisk Have, og eftersom vi har et vidne, nemlig drengens bordtennistræner, der har observeret ham sammen med en voksen mand netop i Botanisk Have, så virker det faktisk betydningsfuldt.

– Det tjekker vi op på, sagde Trokic. – Vi sender nogen ud og stemmer dørklokker i området.

Der gik et kollektivt suk igennem forsamlingen.

– Ikke at vi har ressourcer til det, beklagede Trokic. – I mellemtiden har vi fået opkaldslister fra telefonselskabet, og der er intet usædvanligt. Der er stort set kun sendt sms’er mellem drengen selv og kammeraterne. Og så et nummer, som lader til at være til ham øjenlægen, hvilket kun gør ham endnu mere interessant ... Hvad med den anden henvendelse?

Folle rømmede sig og skramlede med nogle papirer.

– Det drejer sig om en mand, der gik tur forbi huset, hvor drengen blev fundet, omkring midnat fredag aften. Ifølge ham holdt der en bil i Berlingo-størrelse ikke bare ud for huset, men bakket helt op i indkørslen.

– Hvis det er gerningsmanden, er det satme frækt, sagde Lisa Kornelius.

– Gu’ er det så, fortsatte Folle. – Vi har tjekket naboerne, og de kender ikke til nogen biler af den art i nabolaget, så der er stor sandsynlighed for, at det kan have været vores gerningsmands bil, og at det er den måde, han har transporteret Mads frem til huset på, i levende eller død tilstand. Manden, der observerede bilen, kunne ikke huske bilens farve, ud over at den var lys eller hvid.

– Here we go again, sukkede Jasper, der ikke havde nogen forståelse for, at andre ikke var i besiddelse af hans egen fotografiske hukommelse.

– Vi ser, hvor mange biler af den størrelsesorden vi har her i byen, sagde Trokic. – Det er jo ikke sådan, at vi ligefrem har overskud til at sætte en hær af politifolk i gang med at undersøge ejerne af et hav af biler. Men måske kan vi lave en kobling på en anden måde. Andet?

– Vi er blevet færdige med at afhøre medlemmerne af fitnesscenteret, sagde en betjent på bagerste række. – Alle er blevet tjekket. Der var otte af de to hundrede medlemmer, der havde en dom for et eller andet. Vold og narkotika, men ikke noget ovre i den seksuelle afdeling. Nogle af dem havde et alibi, og de sidste tjekker vi lidt nærmere ud. Umiddelbart er der ingen af os, der tror, de skulle have noget med sagen at gøre. Ikke mindst fordi kun fem af de otte havde bil, og ingen af dem var hvide, lyse eller Berlingo-agtige. Ud af de øvrige medlemmer er der heller ikke nogen med en Berlingo, men vi udelukker ingen, der ikke har et alibi. Indtil videre er der bare intet, der tyder på nogen forbindelse.

– Mere? spurgte Trokic, frustreret over ikke at få mere ud af sine folk.

– Hvepsene, sagde Kurt Tønnies. – Bare en detalje. De har fået hårlak.

– Gud fri os vel, sagde Jasper. – Der bliver gjort noget ud af det.

– Kan vi bruge det til noget? spurgte Trokic.

– Nej, egentlig ikke. Jeg syntes bare, I skulle vide det. Vi undersøger, hvad det er for en hårlak, men det gør sikkert ikke godt for noget.