28

De gik det korte stykke om til gågaden og Stereo Studio. Vinden fra havet bragte råkulde med sig. Temperaturen havde taget et dyk de sidste par dage og nærmede sig nu nul.

Der var ikke mange mennesker i butikken sidst på dagen. Kun en kvinde i trediverne og to unge fyre, som stod og inspicerede hylderne. Den korte gåtur havde gjort Lisa gennemkold, og hun glædede sig over varmen i butikken. De tog fat i den nærmeste ledige medarbejder. En ung fyr, der ragede godt op i lokalet og havde stritører. Der sad en lille ring med en sten i det ene øre, og han havde sort neglelak på. Smilet virkede ærligt og imødekommende.

– Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe. Vores salg bliver jo ikke som sådan registreret, men jeg kan spørge mine kolleger både her og i de øvrige afdelinger, om de har kendskab til en Spacey-freak, der kommer herinde.

– Men det siger dig ikke noget i øvrigt?

Den unge fyr rystede på hovedet.

– Jeg kender én, sagde en kvindelig ekspedient, der netop havde afsluttet et salg. Hun gav et kast med hovedet, som sendte det lange lyse hår om på ryggen. – Der er den her mand, der flere gange har spurgt mig, om vi havde nogen plakater liggende fra bestemte film. Jeg har været her i mange år, og nu hvor I spurgte, kom jeg til at tænke på, at det faktisk er film, som Kevin Spacey medvirker i.

– Men sker det tit, at der er nogen, der spørger efter plakater? spurgte Lisa.

– Altså, der er jo indimellem nogen, der spørger efter en specifik plakat, hvad enten det er for film eller cd’er. De hænger i vores vinduer, og så kommer de ind og spørger. Men ham her har jeg set en del gange. Han har også engang spurgt efter et director’s cut af American Beauty, som han ville have mig til at bestille hjem.

Lisa næsten dirrede af ophidselse og talte langsomt for at skjule det. Nu var det vigtigt ikke at skræmme pigen, så hun lukkede af. Jasper så ud til at have forstået at spille afslappet. Han pillede en dvd ned fra en hylde og læste på bagsiden, men Lisa kunne se, at han lyttede.

– Ved du, hvad han hedder? spurgte hun i et neutralt toneleje.

Den kvindelige ekspedient rystede på hovedet og bed sig ærgerligt i læben.

– Prøv at beskrive ham, sagde Lisa.

– Han er måske tredive. Almindelig.

– Hårfarve og øjenfarve?

– Mørkblond, tror jeg. Øjnene ved jeg ikke. Men typisk dansk udseende.

Det udelukkede da i hvert fald et par minoriteter. Så vidt så godt.

– Kan du komme i tanke om nogen særlige kendetegn? Tatoveringer, særligt tøj eller ringe, ar, modermærker og den slags?

Pigen rystede på hovedet.

– Han var ikke særlig trendy. Han ville forsvinde i mængden.

Et spøgelse, tænkte Lisa.

– Hvad har han gjort? blandede den første ekspedient sig.

– Det er ikke sikkert, han har gjort noget. Men han ligger muligvis inde med nogle oplysninger, der er vigtige i vores efterforskning. Ville du kunne genkende ham igen? spurgte hun pigen.

– Det tror jeg.

Jasper havde ret. Det var de færreste vidner, der huskede det helt store. Hjernen havde en evne til at sortere i den indgående information og kun huske det, der var relevant og skulle bruges senere. Værre endnu kunne hjernen også bruge information, der kom andre steder fra, når hullerne skulle fyldes ud. Det var vigtigt ikke at presse vidner, så de kom med fejlagtige oplysninger. Der fandtes gode vidner, der svarede kortfattet på det, de blev spurgt om, og ikke argumenterede eller kommenterede. Men der fandtes også mennesker, der ubevidst afgav en urigtig forklaring, fordi de havde en lidt for livlig fantasi eller en elendig hukommelse eller blot var uforstandige. Eller de klappede i på grund af en generel antipati mod politiet, eller fordi de var bange for at blive indblandet i noget. Lisa havde engang selv stået i en situation som helt ung, hvor hun skulle fortælle, hvad der var gået forud for et slagsmål, og det havde været svært at huske hver en detalje. Som almindeligt menneske, der ikke var trænet i at skulle huske de små detaljer, var det til tider ualmindelig svært at være præcis.

Det lod dog til, at hun havde fat i et af de bedre vidner. Det var jo for så vidt ikke pigens skyld, at den mulige gerningsmand klædte sig neutralt. Hun trak et visitkort frem fra inderlommen.

– Vil du ringe til mig, hvis han dukker op her, eller du ser ham et sted? Med det samme og uanset hvilket tidspunkt på dagen, det er. Endnu bedre – hvis han kommer herind lige pludselig, så prøv at holde ham hen, indtil vi når frem.

Da de kom ud, sagde Jasper:

– Vi ved allerede så meget om ham, vi må da kunne fange ham inden længe.

– Vi ved intet, sagde Lisa. – Vi forstår kun en brøkdel af gåden. Hvad driver ham, hvad er hans mål, og hvem vil han slå ihjel næste gang? Det ved vi ikke. Og han kunne være hvem som helst. Han kunne være din nabo. Det ved du ikke.

Hun kiggede på uret.

– Vi skal om og have en snak med ham lægen, hvis telefonnummer vi fandt på Mads Birks laptop.

– Men jeg har lovet at ordne noget for Trokic. Papirarbejde. Jeg kan få Anne-Marie til at tage med dig.

– Nej for pokker. Ved du hvad, det kan jeg sgu godt selv klare.