30

Lisa var blevet opholdt endnu en gang på hospitalet, mens moren gennemgik en af sine mange kriser. I mellemtiden havde hun ringet til øjenlægeklinikken og fået at vide, at Robert Schack ville være at finde på sit arbejde indtil klokken nitten.

Nu var hun netop steget ud af bilen og på vej hen mod klinikken, da en mørkhåret mand i en lang cottoncoat trådte ud på gaden i selskab med en yngre overvægtig dreng. Var det øjenlægen selv? Det måtte det være, tænkte hun, da hun så ham svinge med et sæt nøgler og låse døren til klinikken. Det gav et gib i hende, og hun holdt vejret, mens han vendte sig om og sagde noget til drengen. De spørgsmål til lægen, hun allerede havde formuleret i hovedet, forputtede sig straks i hendes bevidsthed, og nye meldte sig. Klokken var næsten syv om aftenen. Var det en sen patient? Eller hans søn? Og hvorfor kiggede han sig så nervøst omkring? Hun stod ubeslutsomt og betragtede dem. Det var mørkt, og hun kunne kun svagt skimte deres ansigtstræk. Så pludselig satte de i bevægelse og spadserede hen ad gaden. Hun låste bilen og bevægede sig langsomt efter dem i omkring fyrre meters afstand. Det var ikke hverdagskost for hende at skygge ukendte personer, og hun forsøgte at gå målrettet uden at komme for tæt på. Kulden var gennemtrængende, og hun havde glemt både halstørklæde og handsker hjemme. Et sted langt væk kunne hun høre en sirene, og hun spekulerede på, om det var nogle af hendes kolleger, og hvor de var på vej hen.

Indtil videre kunne hun kun se dem bagfra. Han gik med lange seje skridt, så drengen indimellem måtte småløbe for at følge med. Hun overvejede at ringe til Trokic og bede om forstærkning, men indtil videre var der jo ingen fare på færde. Det kunne hun altid gøre. Hendes hjerte galopperede pludselig, da hun opdagede, at de havde bevæget sig ind i Botanisk Have. Var det ikke her, Mads Birks bordtennistræner havde set ham i selskab med en fremmed mand?

Det var blevet iskoldt, og månen lyste allerede i rimfrosten i græsset, så det glimtede som tusinder af små stjerner. Det knasede let, da hun trådte igennem det, og lyden forekom alt for høj. Der var ingen andre besøgende i parken, og det slog hende, hvor alene det var muligt at befinde sig midt i en storby. Så standsede de pludselig op og satte sig på en bænk og startede tilsyneladende en samtale. Lisa stoppede op og håbede ikke, de bemærkede hende, da hun så usynligt som muligt gled om bag et træ ikke så langt fra dem.

– Men jeg forstår ikke helt, begyndte drengen. – Hvorfor må jeg ikke fortælle det til nogen?

Lisa kunne ikke høre mandens svar.

– Men gør det ikke ondt? spurgte drengen.

– Schh, vi taler mere om det i morgen, når vi ses under lidt mere ... private forhold.

Hun hørte ham småle for sig selv.

– Okay, sagde drengen. – Jeg må hellere gå hjem nu.

Han rejste sig, puttede hænderne i lommen og gik tilbage mod midtbyen. Et øjeblik kunne hun lugte den friske lugt af vaskepulver, da vinden strøg forbi hende. Så vendte hun sig om mod lægen. Skulle hun tage fat i drengen og spørge ham, hvad det handlede om? Eller følge efter lægen? Hun besluttede sig for det sidste. Manden var begyndt at gå hurtigere i den modsatte retning, og pludselig forsvandt han bag en række høje stedsegrønne træer. Angst for at miste ham af syne begyndte hun at løbe, så godt hun kunne i det højhælede fodtøj. Hun nåede det første store træ og stoppede op. Pludselig stod han foran hende, stor og truende. Al vejrtrækning stoppede øjeblikkelig, og hun mærkede angsten omklamre sig. Hans øjne var sorte af vrede. Til trods for kulden var der en film af fugt over hans let rynkede pande.

– Hvorfor fanden følger du efter mig? snerrede han.

Hun trådte automatisk et skridt tilbage og var allerede halvvejs i kampstilling. Hvis han ikke havde våben, kunne hun godt klare ham, bedømte hun hurtigt. Men hvis han havde en kniv eller en pistol, var hun i knibe. Lisa sank og fortrød øjeblikkelig, at hun ikke havde ringet efter en kollega. Der var ingen andre mennesker i sigte, og han ville kunne tage livet af hende lige på stedet og forsvinde i skyggerne. Hun overvejede at trække sit våben, men undlod.

– Jeg følger ikke efter dig, sagde hun roligt og lavt.

– Hvor er du så på vej hen? Jeg så dig for flere gader siden.

– Jeg skal besøge en veninde. Men det kommer da virkelig ikke dig ved.

– Pis med dig. Du skal ikke følge efter mig mere, er du med? Så får du et par på lampen.

Lisa mærkede sine hænder blive svedige. Så vendte han sig om og fortsatte i samme retning. Hun blev tøvende stående som en stenstøtte et halvt minut og betragtede, hvordan han småløb væk, indtil han forsvandt rundt om et hushjørne. Så fortsatte hun efter ham.

Hun stod foran en opgang i en etagebygning. Et øjeblik havde hun set en skygge af ham forsvinde ind her et sted, men det var ikke denne opgang. Men hvor så? Hun fik øje på en åbning mellem bygningerne. Den måtte føre ind til noget bagved. Der var mørkt, men alligevel fulgte hun den lidt lange indkørsel, og pludselig befandt hun sig i en mørk baggård. Stod han derinde et sted og skjulte sig, og hvordan ville han reagere, hvis han fandt ud af, at hun alligevel var fulgt videre efter ham? Så kiggede hun sig omkring, og det løb hende koldt ned ad ryggen. Foran hende tårnede en skæv bygning sig op. Den var gammel og sortmalet og lå klemt ind mellem de øvrige bindingsværkshuse. Vinduerne sad skævt, og der trængte et svagt skær ud gennem nogle af ruderne. Hvad var det for et hus, så fuldstændig anderledes end den øvrige arkitektur i byen? Det var som en tyv, der havde listet sig ind, og de sorte facader kastede intet lys af sig.

Hun kunne ikke gå ind alene, det var fuldstændig udelukket. Så åbnede den skæve dør til huset sig. En mand på omkring tredive skubbede en hvid kasse med rullehjul under ud gennem åbningen. Der var afbilledet en højttaler på siden af den, og den knirkede svagt under manøvren. Han pustede og begyndte at trække den gennem indkørslen til baggården, ud mod rækken af biler.

– Hey, sagde Lisa og trådte ind i hans synsfelt. – Har du set en mand omkring en meter og firs med en gul jakke komme forbi her for et øjeblik siden?

Manden kiggede på hende med øjne, der var tomme og vandede i kulden. Der var et glimt af irritation over at blive afbrudt i arbejdet.

– Nej?

– Der er ikke lige gået nogen ind i din opgang?

Han så ud, som om han tænkte sig om. Hvem troede han mon, at hun var? En forsmået elskerinde? Ville han dække over sin nabo? For venskabs skyld?

– Nå jo, det er lægen oppe på fjerde.

– Okay, pustede Lisa. Hun kunne mærke, hun stadig rystede en smule på hænderne og håbede ikke, det kunne ses.

– Kan du fortælle mig, hvad han hedder?

Det vidste hun jo egentlig godt, men hun ville gerne have det bekræftet.

– Han hedder Robert. Jeg har glemt efternavnet, men du kan kigge på postkasserne inden for døren. Hvad skal du med ham?

– Jeg ... Jeg taler med ham i morgen.

Politikommissæren lød ikke glad i telefonen.

– Du skal sgu ikke rende rundt alene efter mulige mistænkte midt om aftenen bare for at få ret. Sådan kører vi det ikke her.

Lisa vrængede på munden for sig selv. Tog han pis på hende? Hende bekendt havde Trokic været konge på det område de sidste ti år. Hun havde ikke tal på alle de gange, han havde fået en irettesættelse for at køre sit eget løb, og Agersund havde mindst to gange truet alvorligt med en forflyttelse.

– Men han ... forsøgte hun.

– Du skulle bare være gået ind og have snakket med ham. Færdig. Ikke rende rundt efter ham inde i Botanisk Have i mørket.

– Men han talte med en dreng derinde. Han sad på en bænk alene i mørket. Det er vel heller ikke normalt. Og nu skal du lige høre.

Hun gav et referat af det, hun havde hørt.

– Okay. Jeg kan godt se, hvad du mener. Det lyder i høj grad mistænkeligt, og ham tager vi fat i. Nu skriver du lige en rapport til mig om din lille rejse i det botaniske univers, og så tager vi ham ind til en snak som det første i morgen tidlig. Og for resten, hvordan fik han øje på dig?

– Det ved jeg ikke. Lige pludselig stod han der bare.

– Tænk over det. Et eller andet har afsløret dig, og det kan være farligt en anden gang. Og så vil jeg godt se den rapport, du skrev tidligere i dag. Den psykologiske profil.

– Men den har jeg givet dig tidligere i dag.

Han tav et øjeblik, mens han flyttede bunker på sit skrivebord.

– Den er her ikke. Den må ligge derhjemme. Jeg spørger Frandsen nede fra beredskabet, om han vil tage hjem forbi mig efter den senere. Det brænder lidt på her. Smut så hjem og slap af, så ringer jeg til dig i morgen tidlig, når jeg har læst det hele igennem.