35

Det blæste koldt og ubarmhjertigt på gaden foran Østjyllands Politi den morgen. Daniel Trokic havde lige fået et opkald fra vagthavende, og lige siden havde politiassistent Lisa Kornelius igen været bleg og set ud, som om hun skulle blive dårlig. Han havde det ikke meget bedre selv. En Morten Hvidt havde meldt sin søn på fjorten savnet siden aftenen før. Mads Birk og Tue Frandsen var døde. Lå der et tredje offer derude og ventede på dem? Faren havde grædt i telefonen og tryglet dem om at finde sin søn. Der var ikke noget, Trokic hellere ville. Det var lige netop derfor, han ikke sad i Zagreb, men var taget hjem med det samme. Fordi han følte, at han kunne gøre en forskel. Nu stod de utålmodige ved siden af patruljebilen og ventede på Jasper Taurup.

– Vi tager ham på sengen, sagde Trokic til Lisa. – Set i lyset af, hvad du oplevede i Botanisk Have og så det faktum, at der er forsvundet en dreng mere, så er han i høj grad mistænkt. Det kan have været Nicki Hvidt, du så i Botanisk Have. Det ved vi faktisk ikke, og måske har de mødtes igen, eller han har på en eller anden måde fået fat i ham. Men nu ingen udrykning. Hvis vi har ret, har han haft temmelig travlt både med Tue og med at kidnappe Nicki Hvidt, og så har han ikke haft lang tid til at skjule sine spor.

– Jeg ville ønske, vi havde fundet frem til ham noget tidligere. Vi skulle have taget ham i går. Så havde Tue stadig været i live, sagde Lisa.

Hun sagde det uden bebrejdelse i stemmen. Det var ellers, hvad Trokic havde mødt hele morgenen. Kollegernes øjne havde fulgt ham, mens han gik gennem gangene. Politiassistent Tue Frandsen havde været afholdt på sin arbejdsplads, og flere mente utvivlsomt, at det var Trokics skyld. De mente måske, kniven havde været tiltænkt ham, og at det ikke var noget uheldigt tilfælde. Havde Politigården været travl efter drabet på Mads Birk, så var den på den anden ende nu af en kollektiv frådende vrede. Nu var det i den grad blevet personligt.

Han havde været ovre på rutebilstationen og hente cigaretter, og for første gang i sit liv havde han følt sig overvåget og udsat. Men nu var der måske håb om, at de kunne få stoppet uhyrlighederne. Profilen på den mand, som Lisa havde fundet frem til, passede. Enogfyrre år, single, et ressourcestærkt menneske.

Endelig dukkede en stresset Jasper Taurup op og sprang ind bag i bilen.

– Vi skal virkelig træde varsomt, sagde Trokic, da bilen satte fra kantstenen. – Uanset hvad, så er der en vis sandsynlighed for, at der kan befinde sig et nyt offer på kirurgens bopæl.

– Gu vil jeg ej, sagde Jasper. – Jeg kan fandeme ikke vente med at fortælle ham, hvad klokken er.

– Vi tager det roligt. Det bliver vi nødt til, sagde Trokic.

Der var tavst og mørkt i opgangen. Decemberlyset nægtede at trænge ind gennem de små beskidte vinduer, og de måtte tænde lyset på trappen. Siden de var trådt ind i den sorte træbygning, havde Trokic haft en ubehagelig følelse, der klæbede til ham. Huset lå så afsides i forhold til gaden, som et gammelt spøgelseshus. Det burde have været hyggeligt, men selv i dagslyset virkede bygningen mørk, som om den sorte facade var trukket med ind i opgangen. Den fik ham til at tænke på Tartaros, gudernes fængsel gemt under dødsriget Hades i den græske mytologi. Det sted hvor de værste forbrydere blev sendt hen og blev torteret i al evighed. Han gættede på, at bygningen var fra starten af forrige århundrede, og gelænderet var slidt af mange hænder gennem tiden. Der lugtede en smule af mados fra dagen før, og trappen, der også var af træ, gav sig knagende. Boede en læge sådan? Det virkede ikke alt for luksuriøst. Da de nåede fjerde sal, trak Jasper og Trokic ud til den ene side, mens Lisa bankede på døren.

Der blev ikke åbnet.

– Måske er han ikke stået op, foreslog Jasper. – Skal vi ikke bare hamre døren ind alligevel? Det er noget gammel lort, og den ser ikke særlig solid ud. Det kan jeg godt klare.

– Giv ham lige ét ring mere, bad Lisa lavmælt og uroligt. – Hvis han har et nyt offer derinde, skal vi have ham væk fra offeret og hen til døren.

De stod et øjeblik mere, så mistede Jasper tålmodigheden.

– Måske alarmerer vi ham, hvis han tror, det er os. Han kommer åbenbart ikke hen til døren.

Så puffede han til sine kolleger, trådte to skridt tilbage og sparkede hårdt til døren. Det knagede i panelerne, og døren gav sig en smule. Jasper sparkede til den endnu en gang, så fløj den op.

– Politiet, råbte han.

En tung parfumeret dunst slog imod dem, og Trokic mærkede en blanding af gru og ophidselse. Et sted derinde sad måske den mand, der havde listet rundt i hans hus natten før og havde slået Tue Frandsen ihjel. Han havde følt sig intimideret helt ind i sit inderste, og han følte en pludselig vrede og lyst til at gøre gengæld.

Jasper trådte først ind og vinkede dem efter sig. Lejligheden var helt anderledes end resten af bygningen og fyldt med designermøbler og hightech-udstyr. Der var ikke særlig højt til loftet, og køkkenet var nyrenoveret. Den person, der boede her, manglede ikke penge. Trokic skuttede sig i den lidt mørke indelukkede stue.

Jasper kastede et hurtigt blik rundt i køkkenet, inden han gik derud.

– Heller ingen her.

Trokic nikkede over mod en dør i den anden ende af stuen, og Jasper gik over og stillede sig ved siden af døren, mens han lod en hånd glide ud og åbne døren. Det var et lille kontor. Der var fyldt med billeder af fede mænd uden tøj på ved siden af computeren. Det vendte sig i Trokic. Deres deller hang i store klumper ned over maven, benene bulede ud, og ansigterne forsvandt ind i fedtet. Hos flere af dem forsvandt deres kønsdele ind under de store klumper af kød. Han var ikke i tvivl om, at det var private fotos, som sandsynligvis var sendt over nettet. Hvad var det for en sær lyst?

– Okay, her er noget helt galt, sagde Lisa. – Jeg tror sgu, vi har fået fat i den rigtige.

Trokic gik selv hen til den sidste dør i stuen og åbnede døren. Den åbenbarede et soveværelse, hvis eneste inventar var en stor dobbeltseng med et betræk med sorte fugle og et aflangt spejl med guldramme. Gardinerne var trukket for, og der var mørkt i rummet. Kunne han have tortureret Mads Birk på dette sted? Der måtte være blod og andet. Sporene ville ikke være lette at fjerne. Der ville trække blod ind i det gamle træ.

– Der er ganske enkelt ingen hjemme, konkluderede han. – Der er ikke nogen indespærret her nu i hvert fald. Så enten er det ikke ham, eller også har han et andet sted.

De gik hver især rundt og kiggede, mens de så vidt muligt undgik at røre ved noget.

– Ring efter teknisk afdeling, sagde Trokic til sidst. – Vi behøver vist ikke en ransagningskendelse her i første omgang.

– Han er så fucked, når vi finder ham, hvæsede Lisa.

Der lød en svag raslen et sted.

– Hvad var det? spurgte hun og bevægede sig tilbage til soveværelset. Hun sparkede til et par brune sutsko på gulvet. – Tjekkede du skabene derinde, Daniel?

– Ja.

Hun gik helt ind og råbte tilbage til dem.

– Den der stol står skævt. Jeg tror, der er en skunk inde bagved.

Hun trak stolen til side og åbnede lågen. Hun havde ret. En sammenkrøbet skikkelse blev synlig, og hun genkendte ham straks fra aftenen før. Hun trykkede løbet på sin pistol ned i nakken på ham.

– Klokken er 8.05, og du er anholdt og sigtet for drabet på Mads Birk og muligvis også politiassistent Tue Frandsen – det skal vi lige tænke over. Lad mig se dine hænder, og kom så ud derfra.

Han rakte hænderne frem fra sit skjul og krøb så ud og rejste sig i sin fulde højde og kiggede foragteligt på Lisa.

– Dig igen.

– Ja, mig igen, sagde hun.

Han var en bleg type med lidt udstående øjne og nedadvendt mund. De første rynker havde vist sig i panden. Det let krøllede hår var klasket sammen. Han var iført et par sorte jeans og en lyserød poloshirt med en krokodille på lommen.

– Jeg vidste, du løj, da du fulgte efter mig i går. Hvad fanden har I gang i?

– Hvor er Nicki? spurgte hun og puffede til ham.

– Hvem fanden er Nicki? Jeg aner ikke, hvem du taler om.

– Fjortenårige Nicki, som du har bortført i går, præciserede Trokic. – Hvad har du gjort af ham?

– Ingenting. Jeg kender ingen, der hedder Nicki.

Lisa pegede på Trokic.

– Kan du se ham dér?

Lægen nikkede.

– Godt så. Han er meget ond. Du er satme så meget på skideren. Nu tager vi ind på stationen, og så fortæller du os hele historien. Inklusive, hvor vi kan finde Nicki.