37

Trokic bankede på samtlige døre i opgangen på vej ned ad trapperne, men der blev ikke åbnet nogen steder. Først da han nåede ned i stueetagen, hvor viceværten boede, var der bid. Viceværten var en mand på omkring femogtyve, iført en blå silkeskjorte, jeans, firkantede briller og med en kuglepen bag det ene øre. Han havde et kæmpestort modermærke på den ene side af ansigtet. Trokic havde forestillet sig en æblerund sur gammel mand, der lugtede af spiritus, men denne unge mand var elskværdig.

– Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte han og slog ud med hånden.

Trokic kastede et blik ind i lejligheden bag ham og bemærkede, at den var indrettet på japansk vis. Alting stod på gulvet, selv en skål med æbler. En række små stearinlys var tændt. Ventede han nogen, eller var det bare sådan, han hyggede sig alene? Trokic havde svært ved at se pointen i at tænde stearinlys for sig selv. Lys var noget, man tændte for at kunne se – alt andet var ham ligegyldigt og spild af penge. Han præsenterede sig endnu en gang og forklarede, hvad det drejede sig om.

– Jamen du godeste, udbrød viceværten og fik kuglerunde øjne. – Har vi en morder boende her i opgangen? Der bliver jo ren panik, når det kommer frem.

– Det ved vi ikke med bestemthed endnu. Nu skal vi først ...

– Hvor sygt. Det havde jeg ikke troet om ham. Han ser så flink ud. Og så er han læge. En Doktor Død.

– Han er kun mistænkt i sagen, pointerede Trokic. – Vi mangler flere oplysninger.

Der var en svag ophidselse i viceværtens øjne.

– Det er altid de flinke, der har gjort det, er det ikke rigtigt? Dem man mindst tror, det er.

Det havde Trokic igen kommentarer til.

– Hørte du noget larm på trappen fra torsdag aften til fredag aften eller så noget mistænkeligt? spurgte han i stedet.

Viceværtens ene øjenbryn røg i vejret.

– Jeg hører altid, når der er larm. Der er otte lejemål i den her ejendom, men der er kun fem af dem, der er beboede – ud over her. Folk kan ikke lide stedet, så det er lidt af en banegård. Personligt generer stedet mig ikke, men her er temmelig lydt, og der var tilfældigvis et pokkers rend i weekenden. Der var et par på tredje, der flyttede ud fredag formiddag, og siden har de nye lejere slæbt ind næsten uafbrudt og hamret og boret. Deres nabo har en stor rottweiler, som de fik lov til at have, hvis ikke den var til gene for naboerne, og nu gør den uafbrudt. Lydteknikeren på fjerde slæber også konstant sit udstyr op og ned. Så var der en fest på anden sal fredag aften, hvor de hørte noget temmelig larmende musik, og så var der i øvrigt en håndværker i går for at reparere gelænderet på trappen.

Han sukkede dybt og demonstrativt, men smilede så til Trokic.

– Tro mig, jeg læser til eksamen i erhvervsret, og det her er bare mit bijob. Jeg hører hver en lyd. Hver en eneste lille bid.

– Har du set en ung mellemblond fyr på omkring femten år mellem torsdag eftermiddag og fredag aften? spurgte Trokic.

– Du mener Mads Birk?

– Ja.

Viceværten rystede på hovedet.

– Nej. Beklager. Ham har jeg ikke set, og jeg har en fremragende hukommelse.

– Det kunne jo være, sukkede Trokic med et skuldertræk og rakte ham alligevel sit kort.

– Hvis du kommer i tanke om mere, så sig til.

Solen havde næsten fortrængt natten, gadelygterne var slukkede, og han var på vej gennem gården, da chefkriminaltekniker Kurt Tønnies kom halsende ned ad trappen. Han blev større år for år, hvilket sandsynligvis skyldtes de Mentos, han guffede i sig næsten nonstop, efter at han var holdt op med at ryge.

– Vent, råbte han efter Trokic og blafrede med noget, han holdt i hånden.

– Ja?

Han stoppede op og pustede. Ansigtet var rødmosset, og der var svedpletter under armene på den blå skjorte.

– Fy for pokker, de trapper er lede, selv nedad, og så er klokken ikke engang ni endnu.

Trokic ventede, mens teknikeren hev efter vejret.

– Vi har fundet noget post på køkkenbordet, der nok vil interessere dig, sagde Tønnies så. – Det var gemt inde mellem en stak aviser.

– Hvordan det?

Teknikeren rakte ham en lille bunke kuverter.

– Der er nogle breve til lægen, sendt til en adresse et sted ude i Beder. Jeg tænkte, du gerne ville have dem med det samme.

Trokic mærkede straks spændingen vende tilbage. Han snuppede brevene ud af hånden på den stadig pustende Kurt Tønnies.

– Det er i Ajstrup Strand, konkluderede Trokic tankefuldt. – Det må være et sommerhus, han har der. Mig bekendt er der ingen nævneværdig helårsbebyggelse der.

– Det tænkte jeg også. Og der er jo ikke mange mennesker i sommerhusområderne på denne tid af året, når det er så koldt. Hvis det ligger i udkanten af byen, kunne man have et meget menneskeisoleret sted. Et sted, hvor man kunne skrige, så tosset man ville, uden at det blev opdaget.

– Du har ret. Det er perfekt. Vi tager derud med det samme.

– Frygteligt med Frandsen. Hele politistyrken er i lynchstemning. Jeg håber satme, I tager fløjlshandskerne af.

– Det kan du godt regne med, sagde Trokic. – Vi ses.

Trokic var glad for at komme væk fra den sorte bygning og ud på gaden igen. Så løb han hen til bilen, mens han samtidig ringede op til Jasper Taurup. De var sandsynligvis gået i gang med afhøringen af lægen, men det måtte vente til et senere tidspunkt. Han kunne mærke, at han næsten dirrede af ophidselse. Kunne det være gerningsstedet, der stod på kuverten? Og det sted, hvor Nicki blev holdt skjult? I så fald tikkede uret.